For Ernest “Papa” Hemingway var Key West det sidste fristed i USA, hvor han kunne være så nogenlunde i fred for pressen. Jeg er fulgt i hans fodspor og har besøgt Key West tre gange – med fiskestang i hånden. Senest i 2019.
Key West er et ganske specielt sted – den sydligste by i den amerikanske stat Florida med kun nogle få hundrede kilometer ned til det kommunistiske Cuba, hvorfra mange cubanere er flygtet og nu bor i USA. I Florida er der snart flere, som taler spansk end engelsk, og tilstrømningen bare fortsætter.
Mange af de indvandrede cubanere klarer sig godt. De er arbejdsomme, og de støttes ofte økonomisk af tidligere udvandrede cubanere, som havde penge med “hjemmefra”. Et af de mest kendte eksempler er Eddie Cue, som i flere år har beklædt en af de vigtigste ledelsesposter hos computergiganten Apple.
De mange cubanere skyldes naturligvis dels den meget korte afstand til Cuba – 400 km – dels det hidtil kommunistiske styre under Fidel Castro, som længe har været på kant med USA. Det har dog været under opblødning i de seneste år, omend den amerikanske fangelejr Guantanamo på sydspidsen af Cuba stadig spøger.
A Pelican on the Porch
Militæret er stærkt repræsenteret i Key West. Der er konstant fly i luften, og US Coast Guard afpatruljerer regelmæssigt farvandet i og uden for havnen, der har oplevet øget aktivitet i de seneste år. Således har byen valgt at ride med på den verdensomspændende bølge af krydstogtsskibe, der hidtil har været for store til at lægge til i Key West.
I to omgange er havnen uddybet, så de store skibe nu kan lægge til kaj, og det er ikke gået stille af. Således kan de lokale fiskeguider samstemmende berette, at fiskeriet efter ikke mindst tarpon har lidt under det omfattende gravearbejde. Fiskene har ikke ro, og de er derfor trukket væk fra de by- og havnenære områder, hvor de plejer at færdes.
Cobia i stormfronten
Jeg besøgte første gang Key West i 1994, hvor jeg kombinerede lidt fiskeri i Florida med et træningsophold i faldskærmscentret ved Lake Okeechobee. Når man i nogle dage havde set Florida lidt fra oven – for det meste fra 4 km’s højde – var det ganske forfriskende med lidt skumsprøjt for boven nede på havniveau.
A Barra in the Boat
Jeg bookede en lokal guide, som jeg fandt i telefonbogen en aften efter en spændende, men anstrengende dag i en lille dobbeltdækker med en meget stor motor. Jeg skulle prøve kunstflyvning i en åben flyvemaskine, hvor man blot hang i sine fire sikkerhedsseler – med hovedet nedad en stor del af tiden.
Det var megasjovt, men også hårdt for fysikken. Ind imellem trak vi 6G, når piloten rettede op efter en styrtbombning, og det kunne jeg godt mærke, da vi landede igen. Jeg havde det fint, men kunne ikke gå lige tilbage til bilen. Det var helt umuligt. Kroppen trak konstant til siden. Ikke ligeud…
Men jeg nåede tilbage til hotellet og tilbragte resten af dagen ved svømmepølen. Om aftenen fandt jeg nummeret på en lokal guide i telefonbogen og ringede til ham. Jeg var heldig. Det var ikke højsæson, og han var ledig de følgende to dage.
Drømmekastet
Vi starter tidligt ud – til grå skyer over Karibien. Vinden er frisk og tiltagende, hvilket gør, at vi ikke kan tage på langfart. Vi bliver i stedet inde under land og afsøger mangroven for meterlange barracudaer, som har det fint med det koldere vand fra koldfronten.
A Cobia on the Cockroach
Skyerne ligger lavere og lavere, og det mørkner over Karibien. Vi ser imidlertid flere store barracuadaer, som i modsætning til bonefish holder af det lidt koldere vand. Det bliver til en halv snes flotte fisk på flydende poppere, inden vi tvinges helt ind til land – ind i den beskyttende mangrove.
Vi er lige ved at “call it quits”, da vi spotter en flok store fisk, som cirkler rundt næsten inde mellem grenene. De ligner grangiveligt hajer, og de er tydeligvis urolige – måske på grund af vejrskiftet. Forsigtige er de også. Hver kan vi forsøger at komme på skudhold, flytter de sig tilsvarende længere væk.
Men så sker det forunderlige. Jeg laver drømmekastet, der trods vind og bølger og lang afstand lander den mørke Cockroach ret foran en af fiskene. Den drejer straks omkring og inhalerer fluen – fuldt synlig. – Fish on!
Det bliver en lang og indædt fight. Fisken er en sergeantfish – en “cobia”, som den hedder på disse breddegrader – og den er kendt for både styrke og stædighed. Til sidst må den dog give sig og lade sig lande. Min første store cobra er en realitet – meterlang og muskuløs.
Vejret er nu så dårligt, at vi må skynde os tilbage til Key West – lige før uvejret bryder løs.
Søsterskibet til Hemingway’s “Pilar”
Det buldrer løs det meste af natten. Godt, vi ikke blev derude bare ét minut længere…
Men dagen efter er vejret godt igen. Det skifter hurtigt på disse breddegrader – i hvert fald om vinteren. Vi beslutter os derfor til den lange tur over sundet til øgruppen Marquesas, der ligger fredet for fiskere langt ude mellem Florida og Cuba.
Bonefish og permit på Marquesas
Det bliver kort fortalt en helt fantastisk tur, som kræver sin egen artikel. Her skal blot nævnes, at jeg sluttede dagen af med ikke færre end fem fine permits i solnedgangen. De tailede som gale og var vilde med vore krabber.
Vejret her 25 år senere tillader ikke en tur til Marquesas i denne omgang. Der er for langt, og det blæser alt for meget. Vi må nøjes med fin mad på “Marquesa” – en fornem og hundedyr trærestaurant af samme navn i Key West – og så lidt tarponfiskeri i selve havnen.
Solnedgangen på Mallory Square er, som den altid har været – smuk og en attraktion for såvel turister som fastboende. Men fiskeriet er bestemt ikke, som det ellers plejer at være. Vi ser stadig rullende tarpon med regelmæssige mellemrum, men de får aldrig fred. Havnen vrimler af hidsige jetskis, der forstyrrer både fisk og fiskeri.
Pelikaner tager skraldet i havnen
Forklaringen på det ustabile fiskeri mener de lokale fiskere som nævnt skal findes i de omfattende udgravninger, der netop er sket af havnen – så kæmpestore krydstogtsskibe nu kan anløbe den lille havn og sende masser af dollar-spenderende turister på land for nogle hurtige souvenirs og snapshots.
Jeg kroger to tarpon, som jeg begge mister i et sandt trafikkaos af ind- og udgående skibe. Til sidst sidder krogen solidt fast i bunden nær en af molerne ret ud for flådestationen. Men så suger det tungt i stangen, og min guide beordrer mig til at lægge max pres på stang og line. Nu må det briste eller bære.
Det bærer heldigvis. Det viser sig at være en rokke, som i de første minutter efter hugget har formået at suge sig fast på bunden et halvt hundrede meter borte. Og på grund af den horisontale line har jeg haft svært ved at løfte den fri. Nu spræller den hektisk med sine store vinger, men kan ikke rigtig gøre mere.
Jeg føler mig næsten skyldig i noget kriminelt, da vi til sidst har en rokke på små 20 kg ved bådsiden. Den ser på en eller anden måde trist ud. Jeg havde det på præcis samme måde, da jeg for snart mange år siden krogede og landede en revhaj på Maldiverne.
Det var heller ikke meningen. For på de kanter er hajer hellige…
© 2019 Steen Ulnits
Hvis du vil se flere billeder fra Key West, så klik ind på denne artikel.