Tag-arkiv: jernwire

Randers Ålegræs

Den yderste del af den lange og smalle Randers Fjord blev i dag 2.500 små ålegræsplanter rigere. Yderligere 2.500 er på vej. De skal sammen med nye stenrev hjælpe vandmiljøet til en bedre fremtid. Randers Kommune står bag.

Klik for større fotos


Det er lidt af et udstyrsstykke at udplante ålegræs. Der skal planlægning, mandskab, både og friske ålegræsplanter til. Samt tid og fysisk arbejde.


Det etablerede “skolerev” ved udsejlingen fra Udbyhøj. Ved lavvande stikker de mange nye sten op gennem overfladen. Ved højvande er de alle oversvømmet.


Det er ikke raketvidenskab at udplante ålegræs. Blot man har mandskab og redskaber nok. Til de vigtigste hører jernsøm og jerntråd. Ikke rustfrie.


Den vigtigste ingrediens af dem alle: Friske ålegræsplanter. Disse er hentet ud for Overgaard nord for Randers Fjord, hvor der stadig er store ålegræsbælter.


Hvert eneste ålegræsskud fastgøres til et jernsøm med et stykke jernwire. Sømmet forankres i bunden, hvorefter både søm og wire ruster væk.


Det kræver mandskab at rigge 2.500 nye ålegræsskud til dagens udplantning. Her arbejder tre generationer sammen om at nå målet.


Fremtidens mand. Ved at plante ålegræs ud er han selv med til at skabe en bedre fremtid og et bedre vandmiljø end det, han selv er født ind i.


Det er bare fast arbejde at montere ålegræsskud på søm og wire. Tusind tak til alle frivillige, som deltog. Og Randers Kommune, der koordinerede.


Der er brug for alle disponible hænder. Projektleder Maggie giver en hånd med, inden dykkerdragten og vandet kalder.


Det er i ålegræs og ålegræsbanker, vi finder den største naturlige biomasse i de indre danske farvande. Derfor er ålegræs en uhyre vigtig plante.


Nye skud klar til udplantning. Hvert eneste ålegræsskud er fastgjort til et søm med wire. Sømmet forankrer planten i bunden, hvorefter wire og søm ruster op.


De unge ålegræsplanter monteres forsigtigt på søm og wire, så de ikke tager skade inden udplantningen. – Det er vigtigt, det her!


Flere hundrede ålegræsskud klar til udsejling og udplantning. Og der er flere hundrede andre på vej. Hårdt arbejde, men heldigvis er der frivillige nok.


Så er kanonen ladt. Sømmet er gjort fast med wire og planten klar til at blive forankret til bunden med det lange jernsøm.


Der foregår intet tilfældigt her. Området, hvor ålegræsset skal udplantes, er nøje målt ud. Vi ved præcis, hvor mange planter der skal være netop her.


Sådan ser friske ålegræsskud ud, når de netop er sat på en halv meter vand. De sidder forhåbentlig så godt fast, at bølger og strøm ikke tager dem.


Der er tung skibstrafik ind og ud af Randers Fjord. For at beskytte det nye ålegræs mod bølger og strøm, er der udlagt beskyttende stenrev.


Området er målt ud og målepindene sat. Den bedste strategi for dagen diskuteres, inden det tunge arbejde går i gang.


Vandet er lavt ved lavvande. Alligevel kræver det ind imellem, at den ene dykker holder den anden nede under udplantningen!


– Godkendt! Knapt var dykkeren borte, førend den første kutling indtog de nye ålegræsplanter. Hvad kan det ikke blive til…


Der måles og plantes til den store guldmedalje. Der er megen logistik forbundet med udplantning af ålegræs.


Tid til en lille puster i forårssolen, førend næste hold skal ud. Og en bid brød. Uden kalorier holder man ikke længe under vandet.


Så er det tid til at tage hjem. Efter en lang arbejdsdag på fjorden. Alle sover med garanti rigtig godt i nat!


Klik på billedet for at se et helt panorama fra et nyplantet ålegræsbed. Bemærk den nye straks-indflytter i midten!


Tusind tak for den store indsats til alle fremmødte frivillige. Uden jer var der intet nyt ålegræs blevet plantet!

Den endelige optælling viste, at der på to travle dage blev udplantet i alt 5.795 nye ålegræsskud.

Vi følger udviklingen af stenrev og ålegræs ved Udbyhøj nøje i den kommende tid.

Check ind regelmæssigt for at holde dig opdateret.


Læs mere om Randers Stenrev her


Udbyhøj, 13. maj 2023


© 2023 Steen Ulnits


Læs mere om det vigtige ålegræs og dets biologi:

Vil du høre ålegræsset gro…