Det kan se idyllisk ud, når solen glimter i bølger og bøjer på en blå Limfjord. Hvis man altså ikke lige ved, hvad det er, man ser på.
Idyllen forsvinder nemlig brat, når man dykker i dybet under det blanke blå og her ser den voldsomme forurening fra de mange millioner såkaldte “miljø-muslinger”.
Til nogles store overraskelse har muslingerne nemlig en fordøjelse…
Kilometer efter kilometer af sorte plastrør dækker i dag Limfjorden, hvor de lægger hindringer i vejen for skibsfarten.
Under rørene hænger net med millioner af forurenende “miljø-muslinger”, som efter farmernes egne udtalelser skulle rense Limfjordens vande for kvælstof. Virkeligheden er dog en ganske anden.
Dette i massive norsk-designede “Smartfarms”, som primært drives af Hedeselskabets datterselskab Blå Biomasse. Muslingerne høstes industrielt med store sejlende maskiner.
For at dokumentere forureningen fra de mange millioner “miljø-muslinger” sender vi den gule “SubMussel 2” ud på en farefuld mission i Limfjordens forurenede vande. Den dykker ned på 6 meters dybde, hvor den dokumenterer forureningen i fotos og video.
Det er dog langt fra alle dage, hvor man overhovedet kan optage noget i det uklare og overgødede Limfjordsvand. Nogle dage kan man ikke se en hånd for sig.
Den motoriserede “SubMussel 2” styres fra moderskibet via et 100 meter langt kabel og en tablet. Den manøvrerer hurtigt frem og tilbage samt op og ned, mens den dokumenterer, hvad den ser i det mørke dyb.
Spændende at opleve, hvordan Limfjorden i virkeligheden ser ud under den idylliske blå overflade. Hvad der gemmer sig i det uklare vand og på bunden under de mange millioner forurenende “miljø-muslinger”.
Overfladevandet i umiddelbar nærhed af de mange millioner evigt filtrerende “miljø-muslinger” kan være ganske klart. Klarheden aftager dog meget hurtigt. Ikke langt fra muslingerne ligner Limfjorden atter sit gamle grumsede jeg.
Ud over at filtrere og optage kvælstof fra store vandområder i den forurenede fjord, afleverer “miljø-muslingerne” nemlig lige så mange næringsstoffer til vandet under og omkring farmene. Dette i form af helt ny forurening.
En sidste tredjedel passerer igennem muslingerne og returneres i fordøjet og endnu mere bioaktiv form end før. Klar til endnu flere nye alger.
De mange kilometer plastrør i en Smartfarm er yndede tilholdsteder for i hundredvis af sultne og larmende måger, som blot venter på døde dyr fra en bundvending. Og hvis ekskrementer bidrager med yderligere forurening af det lokale vandmiljø.
Selv en træt og sikkert sulten sæl tager sig af og til et hvil på de lange plastrør, der udgør en industriel norsk-designet “Smartfarm”. Hvis muslinger for øvrigt er så små og tyndskallede, at de ikke kan anvendes til menneskeføde.
De bliver i stedet til muslingemel. Til flere svin til mere gylle til flere alger til flere muslinger. Landbrugets berygtede “Gylletrekant” og selvforsynende evighedsmaskine.
Ikke langt fra “miljø-muslingerne” er vandet atter uklart. Den gule “SubMussel 2” forsvinder hurtigt ud af syne, da den sendes i dybet for at dokumentere forholdene.
Det uklare vand skyldes alger, som igen skyldes det overgødede vand i Limfjorden. Fjorden tilføres konstant næringsstoffer i form af udsivende gylle fra de omkringliggende marker.
Den foregående regerings Landbrugspakke gjorde med sin tilladelse til øget brug af gødning ondt meget værre. Limfjorden er i dag dansk landbrugs suverænt største gylletank.
Sven Hørup følger med på skærmen, mens han med sikker hånd styrer “SubMussel 2” rundt i Limfjordens plumrede vande. Der er stor forskel på vandets klarhed i de forskellige vandlag, på forskellige lokaliteter og forskellige årstider.
På stille dage kan man opleve den lagdeling af vandet, som lokale dykkere i Limfjorden kender så godt. Vandet kan lokalt være relativt klart, men mudres øjeblikkeligt op, hvis det hvide liglagen af svovlbakterer på bunden berøres.
De mange millioner såkaldte “miljø-muslinger” forurener kraftigt under og omkring farmene. I hele vækstsæsonen regner det ned på bunden med fækalier eller ekskrementer fra de mange muslinger.
Hernede rådner affaldsstofferne op under forbrug af ilt. Til sidst er al ilten brugt, og den normalt brune fjordbund bliver nu dækket af et hvidt liglagen af svovlbakterier.
De udgør sidste stop, før giftig svovlbrinte trænger op fra det sorte bundslam og slå alt levende ihjel.
Da denne bundprøve fra Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord blev taget, bestod den af ildelugtende mudder, som var kulsort under det karakteristiske hvide liglagen af svovlbakterier.
Nogle dage senere havde de mange bakterier haft kronede dage og leverede nu et sandt kunstværk af forskellige farver – alle stammende fra det kulsorte mudder. Lugten fra det sorte bundslam var heller ikke blevet bedre.
Intet under, at ingen bader her længere. Hverken fastboende eller tilrejsende turister.
Det er bare for ulækkert.
Når forureningen har brugt al ilten i vandet, søger de bundlevende dyr bort fra området – fra vandet og om muligt helt op på land. En mulighed, som ingen af fjordens vilde og bundlevende muslinger desværre har. De dør blot.
Denne krabbe var heldig nok til at redde livet. Den nåede sikkert i land, hvor den kunne vente på bedre tider – i form af storm eller blæst, som kan blande vandmasserne og atter bringe ilt til bundvandet.
I 2013 konstaterede DTU ved et tilfælde, at muslingerne i Limfjorden – som det eneste sted ud af flere undersøgte i Danmark – indeholdt svinevirus. Det kunne kun stamme fra lokal svinegylle, der sivede ud i Limfjorden fra omkringliggende marker og tilløb.
Myndighederne neddyssede straks opdagelsen og understregede, at svinevirus ikke var farligt for mennesker. Som man jo også gjorde det med de multiresistente MRSA-bakterier. Lige indtil de viste sig at være livsfarlige.
Man har da heller ikke undersøgt Limfjords-muslinger for svinevirus siden 2013. For tænk nu hvis. På eksporten og den årlige Skaldyrsfestival på Mors…
Ikke alle krabber er så heldige, at de når ud af vandet, før iltsvind og bundvending har taget livet af dem. Denne døde krabbe er netop drevet i land ved Linemuslingeanlæg 112. Den er ved at blive rød, som de fleste krebsdyr bliver det i død tilstand.
Forurening og algeblomst, iltsvind og bundvending resulterer løbende i mange døde dyr. De tiltrækker et hav af skrigende måger fra nær og fjern, som lever højt på Limfjordens nyskabte lossepladser.
Mågernes mange ekskrementer tilfører herved det lokale vandmiljø yderligere forurening.
Truende skyer over den lille Knebel Vig ved Aarhus Bugt. Indgangen til Nationalpark Mols Bjerge, der tiltrækker turister fra både indland og udland.
Trods advarsler fra lokale borgere, borgerforeningen og de lokale miljømyndigheder tillod Fiskeridirektoratet under fødevareminister Eva Kjer Hansen alligevel, at der blev etableret en forurenende muslingefarm i Knebel Vig.
Trods ellers regelmæssigt tilbagevendende iltsvind i vigen, der er et gammelt dødishul, og som ingen gennemstrømning har.
Dansk Skaldyr Center i Nykøbing Mors var en varm fortaler fra projektet, der “kun vil forurene lokalt”.
Tekst & fotos: © 2020 Steen Ulnits & Sven Hørup
Kort om muslinger og miljø
Muslinger er en vanskelig størrelse at forstå. De lever alle af at filtrere vandet for alger og bakterier. Men der er forskel på muslinger:
Vilde muslinger sidder på bunden i et begrænset antal. Her udgør de en vigtig del af bundmiljøet.
Dyrkede muslinger hænger i stedet på liner eller net i overfladen. I antal på mange millioner. De sidder oppe i overfladen, hvor der aldrig er iltmangel, som der ofte bliver ved bunden.
På den måde er der ingen lighed mellem vilde bundlevende muslinger og dyrkede “miljø-muslinger” i overfladen. Selv om de alle er af samme art, nemlig blåmuslinger.
Men begge steder lever muslingerne af at filtrere vandet for de samme alger og bakterier. Der er blot en kolossal forskel i antallet mellem de to.
Der er også forskel på, om man dyrker store muslinger til konsum – på lange liner spændt ud mellem bøjer. Eller om man dyrker små tyndskallede muslinger, der siden bliver til muslingemel og svinefoder. Det sidste sker på store industrielle “Smartfarms”, hvor “miljø-muslingerne” hænger i net under kilometerlange sorte plastrør.
Herfra høstes de maskinelt.
Det drejer sig i begge tilfælde om, at de filtrerende muslingefarme koncentrerer forureningen (primært algerne) fra et meget stort vandområde til et meget lille areal under og omkring farmene. Som en helt ny og koncentreret forurening.
De tre tredjedele
For hvert ton kvælstof og fosfor der måtte høstes med muslingerne, havner et andet ton på bunden under muslingefarmen. I form af muslingernes ekskrementer.
Med muligt iltsvind og efterfølgende frigivelse af yderligere næringsstoffer fra bunden som resultat. Næringsstoffer, der ellers var deponeret og utilgængelige her.
Omkring lige så meget kvælstof og fosfor frigives igen til vandmassen – efter en tur gennem muslingernes fordøjelse. Nu mere bio-tilgængeligt end før og klar til endnu flere nye alger. Der findes eksempler på, at at muslingefarme på denne måde netto kan tilføre kvælstof i stedet for at fjerne det.
Dette er den såkaldte “tredjedelsregel”:
1) Én tredjedel af næringssaltene optages af muslingerne og indbygges i deres kød.
2) En anden tredjedel passerer fordøjet igennem dem og returneres til vandet. Nu som endnu mere biotilgængeligt end før.
3) Den sidste tredjedel havner som ny forurening på bunden under eller omkring muslingerne. Alt afhængig af strømmen.
For hvert ton kvælstof, der høstes og fjernes, deponeres der således ét ton kvælstof på bunden under og omkring muslingerne.
Som iltslugende organisk forurening.
Regnskabet for den endelige kvælstoffjernelse er derfor uhyre svært at gøre op. Den kan sågar blive negativ – forstået sådan, at den resulterer i flere næringssalte i området, end før muslingerne kom til. Det samme gælder de dyrkede muslingers øvrige overvejende negative indflydelse på det omkringliggende vand- og bundmiljø.
Således kan “miljø-muslingerne” kvæle deres bundlevende vilde artsfæller på grund af deres massive forurening ovenfra. Eller ændre artssammensætningen af algerne til det dårligere – med forholdsmæssigt flere af de små og potentielt giftige blågrønalger som resultat.
Én ting er imidlertid sikker: Der kommer helt ny forurening under og omkring muslingefarmene. En lokal forurening, som ikke var der før.
“Miljø-muslinger” forurener uundgåeligt deres omgivelser, når de koncentreres i store farme med millioner eller sågar milliarder af muslinger hængende i overfladen. Muslinger har jo en fordøjelse som alle andre levende organismer – selv om det tydeligvis kommer bag på mange, der ellers burde vide det.
Som alle andre levende organismer i stort antal påvirker muslinger således deres omgivelser. I dette tilfælde negativt. Og så hjælper det altså intet, at man omdøber dem til “miljø-muslinger”.
Med mindre man da vil signalere, at de ødelægger det lokale vandmiljø.
Så har man nemlig ramt plet.
Reference:
”Nutrient removal capacity and potential ecological consequences of blue mussel farms for nutrient abatement in the Baltic Sea” s.1,2 Nils Hedberg, Nils Kautsky m.fl. Stockholms Universitet 2018
© 2020 Steen Ulnits