Tag-arkiv: Hvalpsund – Sundsøre

“Safari Queen” og muslingerne

Det er en dejlig morgen sidst i august. Solskin og vindstille. Vi lægger Skive Marina bag os – med kurs mod Hvalpsund. 

Her tager vi en håndfuld politikere og pressefolk ombord, så de med egne øjne kan bese nogle af Limfjordens mange muslingeanlæg – helt tæt på.

Klik for større fotos


Skipper Christian Lindberg Olsen bag roret på det gode skib “Safari Queen”


Fra den svenske skærgård til den danske Limfjord


Solskin og vindstille på Skive Fjord en dag sidst i august


Morgensol og morgendis over Lundø


Blæsten gik ikke frisk over Limfjordens vande i dag.


Møde med Hvalpsund – Sundsøre færgen


M/S Mary lægger til i Hvalpsund.


“Muslingeriet” på vej med nye bøjer til linemuslinger


Det er høsttid både over og under vandet.


På vej ind til frokost i middagssolen


Skives 1. viceborgmester Peder Christensen (S) støder til.


Sven Hørup viser sort bundslam fra smartfarm til Signe Munk (SF)


Peder Christensen og Sven Hørup siger farvel. Der er slam ombord.


Linemuslinger betyder masser af sorte bøjer og hvide måger.


Vi lader “Safari Queen” sejle sin egen Limfjord.


Det tidligere linemuslingeanlæg 112, der nu er smartfarm.


© 2021 Tekst & fotos: Steen Ulnits



Fakta om muslingeopdræt

I dag høster man muslinger på flere forskellige måder. På lavt vand, hvor forurening og iltsvind endnu tillader naturlige muslinger at leve, kan man indsamle dem ved håndkraft. Det er de såkaldte “sankemuslinger”.

På dybere vand har man skrabt muslinger, lige så længe man har haft tilstrækkeligt store både og motorkraft nok til at trække de tunge redskaber hen over bunden, som desværre efterlades øde. Fangsten er de såkaldte “skrabemuslinger”.

For at undgå det ødelæggende muslingeskrab, begyndte man for flere årtier siden at dyrke muslinger på liner ophængt under bøjer i vandoverfladen. På denne måde får man de spisestore “linemuslinger” til konsum.

I dag bruger man i stigende grad store industrielle “smartfarms” bestående af flere kilometer plastrør, som ligger i overfladen med net nedenunder. Muslingerne sidder så tæt, at de færreste bliver spisestore. De bruges primært til fremstilling af dyrefoder.

“Miljømuslinger”

De små muslinger fra store smartfarms kaldes af og til for “miljømuslinger”, da man engang troede, de kunne bruges til vandrensning – til at filtrere vandet for kvælstof og fosfor, der siden kunne høstes og fjernes med muslingerne.

Smartfarms er kostbare og ikke rentable. Derfor er man begyndt at bruge “spat” – navnet på muslingeyngel – fra smartfarmene til udlægning på de såkaldte “kulturbanker”. Her vokser de sig spisestore og høstes siden ved ødelæggende bundskrab.

“Omplantningsbanker” er navnet på områder, hvor man udlægger opfiskede undermålsmuslinger, så disse ikke dør af iltsvind sidst på sommeren og først på efteråret. Sådan lyder i hvert fald argumentet. Denne praksis kræver imidlertid to gange ødelæggende muslingeskrab per høst.

Regeringen har i sin nye havplan udlagt næsten 5.000 km2 fjordbund til opdræt af og skrab efter muslinger. Det er et areal knapt på størrelse med Fyn og Lolland-Falster tilsammen.



Muslinger forurener

Det er en kendsgerning, at muslinger filtrerer vandet, og at man fjerner kvælstof og fosfor, når man efterfølgende høster disse muslinger.

Mindre kendt og mindre vellidt er det, at muslinger forurener lokalt, hvor de dyrkes. Muslingerne er effektive filtratorer, som filtrerer store mængder vand fra et meget stort område. Og de har som alle andre organismer en fordøjelse, der producerer affaldsstoffer.

Disse ekskrementer deponeres under og omkring anlæggene – som en uundgåelig ny lokal forurening, der ikke var der før muslingefarmene. Muslingerne koncentrerer således forureningen fra et stort vandareal på et lille område under og omkring muslingeanlæggene.

Forskere fra Stockholms Universitet har længe kendt og dokumenteret reglen om “de tre tredjedele”:

Den første tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne filtrerer fra, og som de kan indbygge i deres kød. Det er den tredjedel, der kan høstes, forarbejdes og sælges – ofte til eksport. Ved høst fjernes der kvælstof og fosfor.

Den anden tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne fordøjer og udskiller som ekskrementer. De synker til bunds og nedbrydes her under forbrug af ilt. Derfor opstår der ofte massive iltsvind under og omkring muslingefarme, hvis ikke der er en frisk vandstrøm til at “skylle ud” efter muslingerne og fortynde forureningen fra dem.

Dette iltsvind kan resultere i frigivelse af nye næringssalte fra bunden, hvor de ellers har ligget bundet og været uskadeliggjort. Ved iltsvind frigives disse til vandmassen, hvor de optages af nye alger. En ond cirkel er i gang.

Muslingernes mørketal

Den sidste tredjedel udgør “muslingernes mørketal”. Det er den tredjedel, som passerer  gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet tilstand. Den, som de ikke optager eller indbygger i kroppen. Den kan udgøre op til 45 % af totalen.

Man kender meget lidt til effekten af dette mørketal, hvilket komplicerer beregningen af muslingernes reelle effekt på vandmiljøet. Og kombinerer man mørketallet med nye næringssalte frigivet fra bunden efter iltsvind, da risikerer man at ende op med et vandmiljø, som er rigere på kvælstof end tidligere – trods ellers dyrkning og høst af muslinger.

Denne tredjedels-regel holder generelt, men fordelingen kan variere fra sted til sted – primært med saltholdigheden og forureningsgraden. Tommelfingerregelen er, at fjerner man 1 kg kvælstof og fosfor ved høst af muslinger, da ender tilsvarende 1 kg kvælstof og fosfor uundgåeligt på bunden kunder anlægget.

Lav salinitet stresser muslingerne, da de så skal bruge mere energi på blot at eksistere – med det resultat, at de indbygger mindre kvælstof i kroppen. Ned til blot en fjerdedel. Således er kvælstofoptagelsen markant ringere i eksempelvis Sønderborg end i den langt saltere og mere forurenede Limfjord.

I Sønderborg har man dog endnu ikke konstateret svinevirus, som man allerede har gjort det i muslinger fra Limfjorden. Virus, der stammer fra de store mængder udsivende gylle fjordens opland.



Blokering af det naturlige flow

Tager vi udgangspunkt i Karup Å, som udmunder i Skive Fjord, sker der her et naturligt flow af næringssalte fra å over fjord til havet, som er endestation for de frie næringssalte. Men etablerer man nu en muslingefarm, da sætter man en prop i dette flow og fastholder kunstigt en masse næringssalte, der ellers ville være passeret forbi på deres vej.

Man fjerner ganske vist kvælstof og fosfor ved høst af dyrkede muslinger. Desværre bremser og fastholder man en tilsvarende stor del, som via affaldsstoffer fra muslingerne deponeres på fjordbunden under muslingefarmen. Denne udgør en unaturligt stor koncentration af filtratorer på et ganske unaturligt sted – ophængt som muslingerne er på liner eller net i overfladen.

Der sker således en kunstig fastholdelse og deponering af næringssalte under og omkring muslingerne. Med det resultat, at fjorden støt og roligt ophober langt flere næringssalte, end den ville have gjort før placering af muslingefarmen.

Fjorden forurenes således mere og mere lokalt. Vandet bliver mere og mere uklart. Ålegræsset kvæles af mangel på lys eller overvokses af fastsiddende alger. For til sidst at forsvinde helt. Naturlige muslingebanker på bunden kvæles eller udsultes af artsfæller i overfladen.

Man ser tydeligt denne udvikling, hvis man forlader den stærkt forurenede Skive Fjord med dens mange muslingefarme og tager den korte vej tværs over vandet – ind i den tilstødende Louns Bredning, som brillerer med frisk ålegræs – og ingen muslingefarme.

Muslingeopdræt har således flere ansigter – flere negative effekter end blot iltsvind. Vil man vide endnu mere om muslingernes forunderlige liv og komplicerede økologi, da kan man med fordel læse nedenstående 28 siders publikation fra Stockholms Universitet.

Her har man forsket i muslingernes økologi siden 1980’erne. Og her anbefaler man ikke muslingeopdræt i stor skala. Man advarer mod de negative konsekvenser.

https://balticeye.org/globalassets/fokusomraden/overgodning/musselfarming/nutrient-removal-capacity-and-potential-ecological-consequences-of-blue-mussel-farms-for-nutrient-abatement-in-the-baltic-sea.pdf

© 2021 Tekst & fotos: Steen Ulnits



Vi er i fuld gang med at ødelægge det hav, som har brødfødt os gennem årtusinder. Vi forurener det med åbne havbrug, hvor alt spildevand fra opdrætsfiskene løber direkte ud gennem netmaskerne. Ud i hav og fjord. Og vi påstår at rense forureningen med muslinger, som kun gør ondt værre ved at koncentrere forureningen.

Debatbogen “HAVmisBRUG” fortæller om de problemer, som fiskeopdræt i dambrug og havbrug medfører. Den fokuserer ligeledes indgående på de misforståede muslinger, som samler forureningen fra et stort vandområde på et lille under og omkring anlæggene.

Området påføres hermed en ny lokal forurening, som ikke var der før. Og som kan måles i form af metertykke iltslugende slamlag under muslingerne. Men heller ikke nok med det:

Ved iltsvind frigøres nyt kvælstof fra bundslammet.

Læs anmeldelserne her.


2022, Forlaget Turbine, ISBN 978-874-0660-760 

424 sider, softcover, 4-farve

Pris kr. 249,95