Tag-arkiv: hul på dæmning

Når diget bryder sammen…

“When The Levee Breaks”

Knap 100 år efter katastrofen ved Mississippi floden, der gik over sine bredder og gjorde tusinder af nordamerikanere hjemløse, drøfter vi stadig problemet. Nu blot ved COP27 i Egyptens glohede ørkensand.

Tilbage i 1927 stod bekymrede borgere langs den mægtige Mississippi og så vandstanden bare stige og stige. Regnen væltede ned, og den ellers så livgivende flod truede med at gå over sine bredder. Og det blev ikke ved truslen. Floden gik til sidst over sine inddigede bredder og oversvømmede både marker og boliger.

Vor stigende udledning af drivhusgasser har siden da sat skub i den globale opvarmning, som ser ud til at være ude af kontrol. Ikke på grund af manglende advarsler – svenskeren Arrhenius havde allerede i 1896 påvist, at CO2 i atmosfæren fik temperaturen til at stige – men på grund af manglende vilje til at gøre noget. I den hellige profit og vækstens navn.

Floden

Men tilbage til the Mighty Mississippi. Her startede det allerede i sommeren 1926, hvor det bare regnede og regnede. Først i det centrale flodbassin og siden i alle tilløbene. Faktisk modtog området op mod ti gange den normale årlige nedbør i løbet af nogle få måneder. Nok til at få vandstanden til at stige faretruende.

Allerførst i det nye år, den 1. januar 1927, måtte indbyggerne i byen Nashville, Tennessee hjælpeløse se til, hvordan vandstanden i den lokale Cumberland River havde nået toppen af byens 17 meter høje dæmninger. Dæmninger, som US Army Corps of Engineers – den amerikanske udgave af Hærens Ingeniørtropper – ellers havde regnet for sikre og beroliget byens indbyggere med.

Langs hele den gigantiske Mississippi flod stod vandet nu rekordhøjt. Smeltevand fra bjergene havde forstærket regnen, og den 22. april brød floden endeligt igennem. Jorden åbnede sig under presset fra de opstemmede vandmasser i en 30 meter dyb og næsten kilometerbred sprække, hvorfra vandet fossede nedefter. 

Syv stater led under oversvømmelserne, men værst gik det ud over Mississippi og Louisiana. Da vandet først i juli endelig begyndte at trække sig tilbage, levede the Mighty Mississippi virkelig op til sit navn.

Da var den sine steder 100 km bred og havde taget livet af omkring ét tusinde mennesker og gjort flere hundrede tusinde hjemløse. Flest sorte bomuldsarbejdere. Mange af dem måtte af nød søge nordpå – ind mod de store byer.

Musikken

Tragedien var fuldkommen, men musikken havde man dog stadig. I de sorte sydstater havde musikken længe været en vej ud af elendigheden, og nu var der mere end nogensinde brug for den.

Kansas Joe og Memphis Minnie skabte med sangen “When The Levee Breaks” en klassiker, der lever i bedste velgående her snart 100 år senere. Du kan høre den originale indspilning herover – på Columbia og med al den knasen, som datidens plader og tidens tand uundgåeligt giver.

Når man kender den tragiske baggrund, forstår man bedre sangen og dens sejlivethed. Alligevel er det imponerende, at det engelske rockband Led Zeppelin’s titelløse fjerde album fra 1971 – i regelen blot benævnt “Led Zeppelin IV” – kom på hitlisterne med en nyindspilning af denne sorte klassiker. 44 år efter den katastrofale oversvømmelse ved Mississippi floden.

En karakteristisk udgave, der er trofast mod originalen, men som samtidig tilfører sangen meget nyt. Ikke mindst John Bonham’s slæbende, men kraftfulde trommer tilføjer denne triste og uheldsvangre sang noget endnu mere dystert. En fantastisk sang, der er lige så aktuel i dag, som da den blev født. 

Vi lever jo i klimakrisernes tid – med tørke, skybrud, oversvømmelser og smeltende poler. Ja, faktisk afholder vi netop i disse dage COP27 i Egyptens glohede sand. Med en indskrumpende Nil som nærmeste kulisse og det Røde Hav som en stigende trussel. Med hele showet sponseret af ingen ringere end CocaCola…

Vel sagtens på denne triste baggrund valgte organisationen “Playing for Change”, med Led Zeppelin bassist John Paul Jones i spidsen, at genindspille den gamle sydstatsklassiker endnu engang. Men nu gøre det som en slags World Music, hvor musikere fra hele verden indspiller den samtidigt. Med deres egne instrumenter. På deres egen jord. Og i deres eget land. Ikke så lidt af en teknisk præstation.

Menneskene

Det er der kommet en uhyre lyt- og seværdig video ud af. Med bidrag fra en syndflod (undskyld!) af ultrakompetente verdensmusikere, hvoraf blot skal nævnes nogle få stykker. 

På bass har vi naturligvis Led Zeppelin’s egen John Paul Jones, som er den mindst kendte og mest undervurderede musiker af de tre nulevende – ved siden af guitarist Jimmy Page og sanger Robert Plant, der plejer at stjæle rampelyset. 

Meget passende både starter og slutter videoen med Jones, der elegant håndterer de fire strenge på den lange bassguitar.

Som erstatning for Led Zeppelin’s hårdtslående, men desværre for længst afdøde John Bonham, figurerer amerikanske Stephen Perkins. Han er kendt fra hårdt rockende bands som Jane’s Addiction og Porno for Pyros, hvor han slår en proper tromme.

Perkins sveder sydstatssved på denne indspilning, hvor en af trommestikkerne sågar går i stykker midt under optagelserne – uden at det dog stopper musikken.

Herefter kommer vi det meste af verden rundt med musikere fra lande som Argentina, Congo, New Zealand, Nigeria og Norge samt naturligvis amerikanske stater som Californien, Florida, Minnesota, Texas og Utah. Der er virkelig noget for enhver smag og hudfarve.

På Værket i Randers, hvor jeg bor, har vi netop haft fornemt besøg af ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks. De spiller med deres Tedeschi Trucks Band suveræn blues rock med rødderne dybt forankret i Jacksonville, Floridas sumpe.

Og sandelig: De er begge to med på “When The Levee Breaks”, hvor billedsiden passende udgøres af oversvømmede byer, udtørrede floder og smeltende gletsjere.

Så stjernerne står rigtigt lige for tiden. Hvis man altså er til denne slags musik og tager miljøet med i sin aftenbøn.

Så lyt til John Paul Jones og støt “Playing for Change”.

© 2022 Steen Ulnits


Introbilledet til denne artikel er taget fra diget ved det inddæmmede område mellem de to østjyske Mariager og Randers Fjorde. Kattegat kan skimtes længst ude i horisonten, men når ikke sjældent helt ind til diget. Det kommer det til at gøre oftere i de kommende år.


Verdensborger # 8.000.000.000

Netop i dag, den 15. november, er borger nummer 8.000.000.000 ifølge FN kommet til verden. Otte milliarder mennesker er vi nu blevet til.

Da jeg selv kom til verden tilbage i 1956, var min far ikke begejstret. Ikke på grund af mig, håber jeg. Men på grund af Rusland, som netop det år havde taget Ungarn. Et af de vestligt orienterede østlande, som min far havde postale og filatelistiske forbindelser til.

Alligevel var 1956 på flere måder et godt år. Vi var nemlig kun tre milliarder mennesker her på Jorden. Mod nu otte. Og tilbage i 1956 skulle vi jo ikke alle have stedse større fladskærme og nye iPhones hvert eneste år. De fandtes helt enkelt ikke.

Det gør de i dag, hvor begge dele efterhånden findes på de fleste børneværelser. Hvor mange familier har to biler i garagen for at nå frem til to fuldtidsjobs med mange kørte kilometer hver dag. Og måske et sommerhus at slappe af i, hvis ellers tiden rækker.

Jeg er ikke hellig. Jeg er selv én af disse materielle storforbrugere, som er med til at skubbe klimaet og kloden helt ud over kanten. Jeg har rejst mere og længere end de fleste og bidraget stort til udslippet af kuldioxid.

Desværre hjælper det ikke meget, når jeg eller andre skruer ned for forbruget. Der må træffes anderledes tunge politiske beslutninger, hvis det virkelig skal batte noget. Det håber jeg så inderligt, at de forstår til COP27 i det egyptiske ørkensand. Og langt borte i det mørke Rusland. Men jeg tvivler.

I 1956 var det Ungarn, som russerne tog. I dag er det Ukraine, de prøver at tage. Men det går skidt rent militært, så for at redde blot en smule af æren smadrer russerne nu ukrainsk infrastruktur og dræber uskyldige civile. “The Bravery Of Being Out Of Range”, som Roger Waters sarkastisk synger andetsteds. De tapre russiske krydsermissiler.

Mens vi håbefuldt venter på, at den sidste psykopat snart dør bort, lytter jeg gerne en ekstra gang til “When The Levee Breaks”. I den seneste nyindspilning. Det lindrer lidt på smerten.

Eller til Pink Floyd’s udgave af en ukrainsk nationalhymne med sangeren Andriy Khlyvnyuk fra bandet Boombox:

Indtægter fra salget af dette nummer går til genopbygning af det sønderbombede Ukraine. Kan købes på iTunes.