Gudenå Arkiv - Ulnits.dk

Vandramme-direktivet – forkortet VRD – er noget, som mange i efterhånden mange år er gået i en stor bue udenom. Uanset om man er menigmand eller politisk beslutningstager.

Ærgerligt, for det er netop EU’s Vandramme-direktiv, der skal redde det danske vandmiljø. Når vi nu ikke selv vil eller magter det.

Bag de tykke EU-mure i Bruxelles er de folkevalgte politikere i Europa-kommissionen og Europa-parlamentet samt deres mange embedsmænd langt længere fremme i skoene, end mange menige EU-borgere tror. Og vi ofte selv er.

Vore EU-politikere har udstukket rammerne for fremtiden, længe før vi når til den. Baseret på input fra organisationer og regeringer i medlemslandene selv. Vandramme-direktivet er et rigtig godt eksempel herpå.

Således besluttede EU tilbage i år 2000, at der skulle findes fælles fodslag og regler for vandmiljøet i alle EU-lande. Der skulle sættes tal og mål på, så man kunne arbejde sig frem mod et bedre vandmiljø i alle medlemslandene. Og det skulle være sammenligneligt landene imellem. Det blev til Vandramme-direktivet – VRD.

Målsætningerne

EU’s Vandramme-direktiv har som målsætning, at de forskellige landes vandområder undersøges, klassificeres, målsættes og om nødvendigt forbedres. I VRD’s første år var der megen uklarhed om kriterierne herfor, da direktivet lægger vægt på mange forskellige parametre – heriblandt biologiske, kemiske og fysiske.

Først meget sent i forløbet kom der klarhed herover. Først i 2015 kunne man således sætte konkrete tal på mange af de parametre, som indgår i direktivet. Som skal gøre forholdene sammenlignelige nationalt såvel som internationalt.

Nu har man så et konkret mål for, hvor mange ørreder der eksempelvis skal være i et vandløb, førend dette kan siges at leve op til en “god økologisk tilstand” – som krævet i henhold til EU’s Vandramme-direktiv.

Fisk, der vel at mærke skal være født og opvokset i det pågældende vandløb. Ikke et resultat af udsætninger.

Ifølge en bekendtgørelse af 9. september 2015 fra Miljø- og Fødevareministeriet skal der være følgende tætheder af fisk i et ørredvandløb, førend det kan siges at være i “god økologisk tilstand”:

Vandløb mindre end 2 meter brede: 0,8 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Vandløb større end 2 meter brede: 1,5 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Nu var der for første gang noget konkret at gå ud fra, når man skulle og skal vurdere, om et vandløb rent faktisk lever op til kravene i VRD.

“God økologisk tilstand”

Et af de begreber, der i starten var noget vagt defineret, er kravet om “god økologisk tilstand”. For hvad vil det lige sige? Og hvad indebærer det helt konkret for åer, søer, fjorde og havområder? Hvor højt skulle barren sættes, hvis VRD skulle have nogen mening og være til gavn for miljøet? Og hvor hurtigt skulle målene nås?

Der blev også lagt op til, at man indsætter kvalitative parametre i målsætningerne – i stedet for de rent kvantitative, der ikke nødvendigvis siger ret meget om miljøtilstanden.

I stedet for nogle vanskeligt definerbare grænseværdier for udledning af stoffer kunne man nu sætte som målsætning, at der der fremover skal være eksempelvis rødspætter i et farvand. Og så ellers stræbe efter at sætte vandmiljøet i en sådan stand, at der vil kunne leve rødspætter i det. Og at der vel at mærke også gør det.

Rødspætten er blot et tænkt eksempel på en ny måde at anskue naturforvaltningen på. Men et eksempel, der meget fint kan overføres på Gudenåen og Tange Sø. Vil vi igen have selvreproducerende fisk i Gudenåen, må vi se på både de fysiske, kemiske og biologiske forhold i åen.

Vandramme-direktivet blev indført i år 2000 og opererer med forskellige delperioder, inden alle mål skal være nået i 2028. Alle åer, søer og kystnære farvande skulle inden 2015 som minimum have opnået en god kemisk og økologisk tilstand, der kun afviger minimalt fra den naturlige tilstand – før menneskelig påvirkning. Det samme skulle grundvandet.

Forlængelserne

Vi skriver 2019 og ved vel efterhånden allesammen, at dette ikke er lykkedes. I hvert fald ikke i Danmark. Ikke et ord om Landbrugspakken, øgede kvælstofudledninger, nedsivende pesticider og advarende pilotskrivelser fra Bruxelles. De sidste gemmer man godt af vejen inde på Christiansborg, hvor valgfeberen jo har gjort sit indtog.

Men EU vidste dog også selv, at det nok kunne blive et problem at nå de ambitiøse målsætninger i Vandramme-direktivet. Så derfor indførte man samtidig en bestemmelse om, at hvor en naturlig tilstand ikke kunne opnås eller ville medføre “uforholdsmæssigt store omkostninger”, kunne der tilades en ringere tilstand.

Eller gives fristforlængelser på to gange seks år – altså først fra 2015 til 2021 og endegyldigt sidst fra 2021 til 2027. I 2028 skal målsætningerne være nået i hele EU.

Samtidig opererer man med tre forskellige klasser af vandområder, nemlig 1) naturlige vande, 2) kunstige vande og endelig de 3) stærkt modificerede vande.

I vort tilfælde hører den kunstigt opstemmede Tange Sø naturligt til i klassen af stærkt modificerede vande – en klassifikation, der dog selv er blevet modificeret noget af de involverede og ansvarlige myndigheder. Af lavpraktiske årsager, da kravene om målsætning herefter er sænket tilsvarende.

Præcis som at løse problemet med pesticider i grundvandet – ved blot at hæve grænseværdierne. Også kaldet den danske metode.

Tangeværkets turbiner

Gudenåen med den opstemmede Tange Sø kan aldrig komme til at opfylde kravene i Vandramme-direktivet. Ikke kun fordi de naturlige gydepladser for den oprindelige Gudenå-laks i dag ligger på bunden af den opstemmede Tange Sø – begravet under et metertykt slamlag. Men også fordi Tangeværket hindrer vandrefiskene frie passage både opstrøms og nedstrøms.

Opstrøms, så de voksne og gydemodne fisk ikke kan nå deres gydepladser. Og nedstrøms, da den udvandrende ungfisk af laks og havørred næsten alle bliver ædt af rovfisk under deres nedtræk gennem søen. Endelig går mange ål stadig tabt i Tangeværkets roterende turbiner.

Glemmes må heller ikke, at Danmark tilbage i 1982 ratificerede den såkaldte “Bern-konvention”, der forpligter deltagende medlemslande til at “støtte genindførelsen af naturligt hjemmehørende arter af vilde dyr”.

Og til dem hører jo netop Gudenå-laksen, der blev udryddet med bygningen af Tangeværket og opstemningen af Gudenåen til Tange Sø. Den uddøde i 1928 – fire år efter Tangeværkets etablering. Og har stadig sine sidste og vigtigste gydepladser liggende begravet i mudder på bunden af Tange Sø.

I mange år drømte Gudenåens venner våde drømme om et langt omløbsstryg uden om den kunstige Tange Sø. I dag ser de fleste fagfolk et sådant 10 km langt kunstigt omløbsstryg uden om et 10 km langt kunstigt vandkraftmagasin som en rigtig dårlig løsning, der dels er meget kostbar – dels næppe lever op til Vandramme-direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Nærmest en moderne Molbo-historie, hvis den gennemføres.

Skal vandrefiskene nemlig kunne passere frit op og ned gennem Gudenåen, skal vandet ledes uden om Tange Sø, der således isoleres. Det skaber helt automatisk problemer for den frie passage i tilløbet Tange Å, hvis fiskebestand så ikke længere har fri adgang til Gudenåens vandsystem. Man løser et problem og skaber et andet.

Professionelle meninger

Virksomheden COWI blev i 2007 af Danmarks Naturfredningsforening bedt om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:

“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat slut.

Virksomheden Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsøsninger. Rambøll anfører blandt andet:

“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet … Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat slut.

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sig selv igen.

0,1-0,15 milliard kroner er jo også penge. Gudenaacentralens vandkraftmagasin Tange Sø må derfor væk før eller siden. Dens tid er forbi.

Det siger EU’s Vandramme-direktiv – hvis man vel at mærke følger ordlyden og ånden i VRD.

Ovenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Den sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928.

Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket.

Med Lilleåen som det vigtigste.

I mine unge dage, og det er snart en menneskealder siden, cirkulerede der en historie om laks, som ikke kunne flyttes. En vandrehistorie eller ammestuehistorie, som den blev kaldt i gamle dage, og som heller ikke dengang holdt vand.

Dengang troede vi, at vildlaksen – den naturligt hjemmehørende atlanterhavslaks, Salmo salar – var udryddet i Danmark. Ikke mindst den altødelæggende regulering af Skjernå så sent som i 1960’erne bidrog til den opfattelse.

Skulle der være laks at fange, måtte der udsættes opdrættede laks, og hvor skulle de komme fra? Der var jo ikke flere tilbage at avle på i Danmark. Man søgte derfor til Sverige – til den sydsvenske Mørrumså, der fysisk ligner danske vandløb en del. Her havde og har den svenske stat et laksefiskeri og et lakseopdræt, der var i stand til at levere unglaks til udsætning.

Men så kom ammestuehistorierne atter i omløb. Med påstande om, at det ville være rent spild af penge at indføre og udsætte svenske laks fra Mørrumsåen i den danske Skjernå. De udsatte laks vidste jo, hvor de kom fra og ville som voksne vende hjem til Mørrumsåen igen. Med svenskerne svedigt grinende over den gode handel med de dumme danskere…

Det er naturligvis helt forkert. Historien har dog det gran af sandhed i sig, at laks stort set altid vender tilbage til det vandløb, de er født i og udvandret fra. Kun ganske få strejfer til andre vandløb. Prægningen på deres fødevandløb sker imidlertid først ved udvandringen, hvor de unge laksesmolt registrerer duften eller smagen af deres fødevandløb.

Når de som voksne og gydemodne laks vender tilbage til vandløbet for at gyde, bruger de flere forskellige måder at navigere på. Blandt andet havstrømme og jordens magnetisme. Til formålet har de små jernpartikler indlejret i kraniet, som er i stand til at registrere denne magnetisme.

Det sidste stykke af vejen bruger de imidlertid næsen på at lugte sig frem til netop deres fødevandløb – netop det tilløb, hvor de selv er blevet født. Det ved man fra forsøg, hvor man har lukket næseborene på de optrækkende og gydemodne fisk. Fordelingen i vandløb bliver herefter helt tilfældig.

Konklusionen er den aldeles klare, at unglaks født og klækket i ét vandløb stadig som gydemodne laks vil søge tilbage til det vandløb, de er udsat i og udvandret fra. De har ikke den ringeste anelse om, hvor de blev født og klækket. Kun hvorfra de er udvandret.

Derfor kan man udmærket flytte laks og introducere nye laksestammer i nye vandløb, hvor de aldrig har været eller måske er blevet udryddet – blot disse vandløb fysisk minder om hinanden. Strøm, temperatur etc.

DNA fra lakseskæl

Vi har i Danmark i tusindvis af 50-100 år gamle skælprøver fra laks, der er gemt i arkiverne. DNA fra disse gamle skælprøver kan i dag opslemmes, og hermed kan vi i dag stadig analysere DNA fra gamle skælprøver og sammenligne dem med DNA fra nulevende laksestammer.

Det viser sig da, at den oprindelige Gudenå-laks, som blev udryddet af Tangeværket i 1920’erne, genetisk set er meget tæt på de vestjyske laksestammer, som i dag har fået et voldsomt comeback – med Skjernå, Storå og Varde Å som de mest kendte.

Man troede ganske vist, at den vilde laks var udryddet i Danmark. Men fandt så lykkeligvis naturligt produceret lakseyngel på den allernederste del af Karstoft Å, som er et tilløb til Skjernå.

Det var i DNA-analysens tidligste dage, og undersøgelserne viste definitivt, at der var tale om oprindelige laks, som kun i meget begrænset omfang var “forurenet” med DNA fra mange års udsætninger af fremmede, udenlandske laks.

Med Laksehandlingsplanen fra 2004 satte man gang i et målrettet opdræt af de sidste oprindelige danske laks, og det er dem, man i dag udsætter i Gudenåen. Det er de fisk, der uden videre og i løbet af få år vil kunne genindtage Gudenåen og etablere en nye stamme af Gudenå-laks, der genetisk set er meget tæt på den oprindelige stamme.

Uanset den gamle ammestuehistorie om, at det ikke kunne lade sig gøre. At man ikke kan flytte laks fra ét vandsystem til et andet. En historie, som netop er poppet op igen – genopstået eller genoplivet i forbindelse med debatten om netop fremtiden for Gudenåen, Tange Sø og Gudenå-laksen.

Man kan således sagtens introducere eller reintroducere laks (og ørreder for den sags skyld) fra andre og fysisk lignende vandsystemer. Det kan man i meget høj grad, og det har man gjort rigtig mange gange. Endda med stort held.

Den nye Gudenå-laks vil således få Skjernå-gener, der er meget lig dem, den havde før den endegyldige udryddelse i 1920’erne.

Tag-arkiv: Gudenå

Vandramme-direktivet

Laksehistorier fra ammestuen…