Tag-arkiv: Grønland

Hans Ø blev til Vores Ø

Grønlands flag

Hans Ø blev for nylig til Vores Ø. I hvert fald godt halvdelen af den lille 1,2 km2 store ø midt mellem Grønland og Canada, meget tæt på Nordpolen.

Hermed afsluttedes den snart 50 år gamle “Whiskey War” mellem vore to arktiske nationer. På aldeles fredelig vis og dermed ganske demonstrativt i en tid, hvor mørk russisk middelalder har sænket sig over et Europa, der ellers var på vej ud af mørket.

Tilnavnet “Whiskey War” kommer af den godmodige kappestrid om øen mellem Canada på den ene side og Grønland/Danmark på den anden. En kamp, der startede i 1973, hvor de to nationer fastlagde den kommende søgrænse imellem sig. Dengang glemte eller overså man helt enkelt den lille Hans Ø i det smalle Kennedy Stræde mellem de to lande.

Den forglemmelse vækker – i hvert fald hos nogle – minder om en tilsvarende hændelse, der fandt sted tilbage i 1658. Det skete, da vi sluttede fred med svenskerne – i hvert fald det første forsøg herpå – efter flere års blodige krige. Historien vil nemlig, at den danske forhandler dengang elegant fik skubbet sit ølkrus så langt ind på søkortet, at øen Anholt blev dækket og efterfølgende “glemt”…

Anholt om igen

Var det ikke sket, var Anholt nok blevet svensk. Faktum er nemlig, at Anholt geografisk set ligger en lillebitte smule tættere på Sverige end på Danmark. Så måske vi allerede dengang havde bedre styr på vort ølindtag end vore naboer i øst.

Men tilbage til den endnu mindre Hans Ø, som lige siden 1973 har levet en omskiftelig tilværelse. Således har Danmark og Canada nemlig skiftevis gjort krav på øen, placeret deres respektive flag og hævdet deres suverænitet. I al godmodighed, heldigvis. Vi skal være glade for, at naboen er Canada og ikke Rusland…

Krisen tilspidsedes i 2005, da den canadiske forsvarsminister entrede det lille klippeskær og tog et efterhånden vejrbidt og frønnet Dannebrog ned fra den primitive flagstang.

Det bekom ikke den danske stat, der straks indkaldte den canadiske ambassadør i København til en samtale under fire øjne i Udenrigsministeriet. Et dansk krigsskib blev sågar sendt afsted for at sætte trumf på.

The Whiskey War

Efterfølgende blev Danmark og Canada så enige om at være uenige om Hans Ø og dens tilknytningsforhold. De to nationer skiftedes til at besøge øen, og for ligesom at understrege det godmodige i kappestriden, efterlod de to nationer skiftevis en flaske canadisk whiskey og en flaske dansk akvavit på øen. Man er vel venner.

Der forlyder dog intet om, hvorvidt nogen nogensinde har turdet drikke af de henholdsvis gyldne og spritklare dråber. For tænk nu hvis…

Denne hyggelige udveksling af nationale drikkevarer – i folkemunde hurtigt døbt “The Whiskey War” – førte i 2018 til, at de to lande nedsatte en arbejdsgruppe mellem Canada, Danmark og Grønland. Blandt de danske deltagere var Udenrigsministeriet, Grønlands Selvstyre, Geodatastyrelsen, GEUS, DTU Space samt Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Intet mindre.

Efter tre års sikkert hårde forhandlinger lykkedes det så i november 2021 at nå frem til en løsning, som alle parter kunne være tilfredse med. Løsningen omfattede såvel den lille Hans Ø som et større havområde i Labradorhavet. De afsluttende forhandlinger fandt sted på neutral grund i Island.

Iskolde inuitter

Hans Ø havde nu aldrig været noget, der kunne bringe de lokale inuitter i affekt og ud af deres varme igloer. De så på striden med ophøjet ro, vel vidende at der jo var 350 km til nærmeste bebyggelse i Siorapaluk. Og plads har der jo aldrig været mangel på heroppe.

Hans Ø blev delt omtrent på midten, hvor der i forvejen er en naturlig kløft. Danmark fik hermed godt halvdelen af den karske klippeø – Canada en smule mindre.

Vigtigere er derimod opdelingen af et omstridt havområde i Labradorhavet. Her blev parterne enige om, at Danmark skulle have sit territorialfarvand udvidet med 40.000 km2, svarende til Jylland, Fyn og Sjælland – tilsammen. Ikke godt at vide, hvad der måtte gemme sig af naturrigdomme på eller i havbunden her.

Aftalen stadfæstede afslutningsvis, at verdens længste maritime grænse nu findes mellem Canada og Grønland – en grænse på i alt 3.882 helt igennem fredelige km.

Det kan vi da godt være lidt stolte af. Og Rusland lære rigtig meget af.

© 2022 Steen Ulnits

30 år med fiskeopdrættet

– Fremtid eller forurening?

Tiden går, og så længe den går godt, er jo alt, som det skal være. Og klogere skulle man jo også gerne blive med alderen – siger i hvert fald vor rockpoet CV Jørgensen.

Men det kan ind imellem være forstemmende at kigge tilbage og se, at verden på mange måder overhovedet ikke er blevet klogere. At vi overhovedet ikke har lært af vore utallige fejl. Den anden dag faldt jeg således over en af mine tidlige bøger udgivet på forlaget Munksgaard. Den har titlen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”.

Det er en forfærdende fremsynet bog skrevet for snart 30 år siden. En skolebog dedikeret til datidens undervisning i faget “Samfundsbiologi”. Det var dengang, man stadig underviste i natur og miljø på vore skoler. Emner, der siden er droslet voldsomt ned. Det ved jeg, for vi har flere folkeskolelærere i min familie, end jeg næsten kan tælle. Og de kan fortælle den samme historie. 

FAO og foderet

Anyway, jeg skrev skolebogen i en tid, hvor FAO – FN’s fødevareorganisation – netop havde udråbt fiskeopdrættet til at være fremtidens redning for de sultende befolkninger i primært Afrika. FAO havde dog ikke set, hvad fremtiden ville bringe – hvordan fiskeopdrættet ville udvikle sig. FAO havde set for sig, hvordan fattige mennesker i Den Tredje Verden skulle opdrætte fisk, som de så skulle spise selv.

Vi ved i dag alle, hvordan udviklingen i stedet er kørt helt af sporet. Hvordan et næsten eksponentielt voksende fiskeopdræt nu i stedet er ved at trække tæppet helt væk under de selvsamme og stadigt sultende befolkninger. 

Vi ved, hvordan deres korrupte regeringer er blevet bestukket til at lade udenlandske rederier fange alle de lokale fisk, som de fattige U-lande selv skulle have spist. Fangsten bliver siden til fiskemel og fiskefoder, som omdannes til luksusfisk til de i forvejen rige I-lande. Til laks og ørreder, ål og rejer. For øvrigt med et kolossalt foderspild undervejs. I dag ved vi således, at fire femtedele af foderet går til spilde, når man opdrætter laks. Kun en femtedel bliver til spisefisk.

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” for snart 30 år siden, så vi det da spirende lakseopdræt i havbrug som vildlaksens redning. Produktionen af billige tamlaks ville gøre det urentabelt fortsat at drage helt til Davisstrædet mellem Danmark og Canada for at fange vildlaksene på opvækstpladserne her. En spådom, der desværre gik i opfyldelse.

Vildlaksens redning?

Desværre, da lakseopdrættet i stedet udviklede sig til at være den nok største trussel mod vildlaksen nogensinde. Dels gør fiskeopdrættet masssive indhug i de bestande af fisk og rejer, som vildlaksen skal leve af under sin opvækst i havet. Og dels tiltrækker havbrugene millioner af havlus, som behandles med giftige kemikalier, så de slipper tamlaksene. 

Men havlusene dør ikke af denne aflusning. De slipper blot ud til vildlaksene, der som små smolt må passere forbi på deres vej mod fiskebankerne ude på åbent hav. Og det møde dør de meget ofte af. Der skal kun en halv snes voksne havlus til for at gøre det af med en lille laksesmolt. Og for havørrederne går det ligeså.

Men ikke nok med det heller. Ud over at efterlade de dybe tærskelfjorde som stendøde mudderpøle så kvitterer tamlaksene med regelmæssige udslip.

Ofte er der tale om 6-cifrede antal tamlaks, der slipper ud efter storme eller påsejlinger. Laks, der naturligvis er sultne, og som derfor tolder hårdt på de forhåndenværende fødeemner. Men desværre også laks, der på et tidspunkt bliver kønsmodne og da søger op i de nærmeste vandløb for at gyde. 

Det gør de sammen med de vilde laks, som ofte er i undertal på gydepladserne. Med det ulyksalige resultat, at der sker en genetisk udvanding af den arvemasse, som vildlaksene har været mere end 10.000 år om at udvikle. DNA, som er optimeret til de forskellige vandløb og deres karakteristika, går tabt på denne måde.

Vi ved i skrivende stund ikke, hvilken skade undslupne regnbueørreder forretter på vore hjemlige ørreder. Vi ved blot, at undslupne regnbueørreder normalt gyder senere end vore hjemlige havørreder. Og at de derfor kan grave allerede lagte ørredæg op fra brugte gydebanker.

Truslen fra dambrugene

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”, var det de hjemlige dambrug, som udgjorde det suverænt største problem i danske vandløb. Havbrugene var endnu kun i sin vorden. Dengang havde regnbueørreden netop fejret sit 100 års jubilæum i danske dambrug, og det skrev jeg fire artikler om i Jyllands-Posten, som var ganske progressive, hvad miljøet angik. Disse artikler kan du læse her under “Biologi”.

Også dengang var der problemer med dette erhverv, som mente, at de havde en gudgiven ret til at bruge alt vand i de danske åer. Alt vandet. Til at stemme åerne op og tage vandet ind i dammene, så vildfiskene ikke kunne passere forbi på deres vej mod gydepladserne.

I dag snart 30 år senere har vi fået løst langt de fleste problemer med dambrugerne ved de jyske åer. Efter flere års retssager måtte erhvervet sande, at de alligevel ikke havde retten til at bruge alt vand i de danske åer. Mange dambrug blev købt op og nedlagt af miljømyndighederne, så man ad den vej både kunne sikre vildfiskene frie passage og reproduktion. Og samtidig reducere kvælstofudslippet til åer, søer og fjorde.

Nu er det bare så meget mere ærgerligt, at problemerne blot er flyttet ud i havet – ud i åbne havbrug, som ikke har nogen som helst mulighed for at begrænse deres forurening.

Det ligger i hele princippet bag åbne havbrug, at vandstrømmen skal sikre rent og iltrigt vand til de tæt pakkede fisk, mens alle affaldsstofferne bekvemt fjernes med samme vandstrøm. Totalforurening kalder man det. En åben kloak direkte ud i vort fælles badevand og fiskevand. 

Flugten til Amerika

Vi så, hvordan danske svineproducenter – med økonomisk støtte fra staten og ofte med velkendte Venstre-politikere bag – flyttede dele af produktionen til først Polen, siden Rusland og Ukraine, hvor der stadig kunne forurenes frit. Hvor man kunne have gigantiske åbne laguner til opbevaring af de enorme mængder gylle, som grisene jo konstant leverer.

Nu senest oplever vi så, at danske havbrugere vil gøre svineproducenterne kunsten efter. De vil følge samme sti mod mere forurening og øget indtjening ved at flytte produktionen til steder som Lithauen, hvor myndighederne stadig er til at snakke med. Hvor det ser ud til at være lettere at slippe afsted med øget forurening fra et udvidet fiskeopdræt.

Vi lever i sandhed stadig i grådighedens tidsalder. Vi ved bedre, men vi vil bare ikke. Som nu landflygtige Esben Lunde så smukt og let forståeligt formulerede det, inden han selv stak af til Amerika…

2019 Steen Ulnits


Efterskrift: Jeg har stadig en kasse stående med et skolesæt af bogen. Skulle nogen være historisk interesserede, er de velkomne til at kontakte mig. Bøgerne kan naturligvis også købes enkeltvis, hvis man nu ikke lige er historisk interesseret skolelærer!

Retropix: De første 25 år

IMG_3044

1956: Altid rart at kunne dokumentere, at man har set sød ud engang…

IMG_1835

1974: Første besøg på Grønland – betalt af forældre.

IMG_1837

1976: Hidtil største gedde på 11,0 kg, 107 cm lang.

IMG_1836

1976: Første besøg i Alaska – betalt af mig selv!
IMG_1841

1976: Største regnbueørred fra Alaska: 4,1 kg

14825-109

1981: Pukkellaks fra British Columbia, Canada

14825-115

1986: Første steelhead fra Sustut River, British Columbia

IMG_2649

1986: Sidste steelhead fra Sustut River, British Columbia

sdfxfdbsa

1986: Største steelhead fra Sustut River, British Columbia

14825-xxaa21

1991: Første tarpon fra Rio Colorado, Costa Rica

14825-63

1992: Første sejlfisk på flue fra Pinas Bay, Panama

dia   3

1996: Første maj fluegedde på Fussing Sø

IMG_27042000: Første kystfluekursus på Samsø


I snak med Jens Christian Skou, vor seneste danske Nobelprisvinder,

– som deltog i vort første højskolekursus på Samsø.

Det var vi (ikke så lidt) stolte af!

Foto: Preben Petersen


Jens Christian Skou (1918 -2018)

Nyt laksestop i Nordatlanten

En ny og netop underskrevet 12-årig aftale om en forlængelse af laksestoppet i Nordatlanten giver håb for fremtiden. Også fremover vil atlanterhavslaks fra hele Nordeuropa og Nordamerika frit kunne vokse sig store i farvandet omkring Grønland og Færøerne.

Atlantic Salmon Federation (ASF) og North Atlantic Salmon Fund (NASF) har netop indgået nye aftaler med kommercielle laksefiskere i Grønland og Færøerne. Aftalen vil beskytte tusinder af voksne og vilde atlanterhavslaks fra kommercielle net og langliner, så de kan vende tilbage til nordamerikanske og europæiske floder for at gyde.

Den nye grønlandske laksebeskyttelsessaftale vil vare i 12 år (2018-2029). Repræsentanter for ASF, NASF og den grønlandske fangerorganisation KNAPK afsluttede aftalen den 24. maj i Reykjavik, Island efter mere end 12 måneders forhandlinger. Færøernes aftale mellem ASF, NASF og Færøernes Lakseskibsfartsforening (Laksaskip) blev underskrevet i Reykjavik den 22. maj og fortsatte en flere årtier lang ophævelse af kommercielt laksefiskeri fra 1991.

Farvandene omkring Grønland og Færøerne er kritiske opvækstområder for vilde atlanterhavslaks fra hundredvis af vandløb i Nordamerika og Europa.

Kommercielle fangster i disse områder er kendt som “mixed stock” fiskeri, fordi laksene stammer fra såvel relativt sunde bestande som truede. Dette fiskeri påvirker sårbare floder som Penobscot floden i USA og St. John floden i Canada samt ikoniske floder med reducerede bestande som Tweed i Skotland, Big Laxa på Island og Alta i Norge.

Det er meningsfuldt og afgørende at reducere høsten af ​​vilde atlanterhavslaks i disse havområder, men ikke kun for laksens bevarelse, men også for den globale biodiversitet og vores floder og oceaners sundhed, udtalte præsident Bill Taylor ASF.

Den bedste måde at redde nordatlantisk laks på er at reducere antallet af dræbte, udtalte NASFs amerikanske formand Chad Pike og fortsatte:


– Det unikke havmiljø omkring Grønland og Færøerne er dér, hvor voksne fisk fra over 2.000 floder i hele Nordatlanten er kendt for at tilbringe deres vinterfødesøgning.

Disse bevaringsaftaler skaber reservater for vilde laks i deres kritiske levesteder, hvilket er en historisk gevinst for laksebeskyttelsen.


I henhold til aftalen vil de grønlandske og færøske delegationer til den nordatlantiske laksebeskyttelsesorganisation (NASCO) deklarere nul kommercielle kvoter på næste måneds internationale topmøde i Portland, Maine. Som følge heraf vil voksne laks, der ellers ville blive fanget i kommercielle net, begynde at vende tilbage til deres fødevandløb i foråret 2019.

Til gengæld for det ikke-kommercielle laksfiskeri i Grønland vil ASF og NASF finansielt støtte økonomisk udvikling, videnskabelig forskning og uddannelsesinitiativer med fokus på havbevarelse. Fastboende fiskere med licens må dog fortsætte med at fange til eget forbrug. 

På Færøerne har der været en historisk aftale siden 1991, og laksfiskeriet her har været indstillet siden dengang. Orri Vigfusson, grundlægger af NASF, forhandlede transaktionen på plads med den dengang fremsynede færøske regering.

Ifølge hidtidige ASF-NASF-KNAPK aftaler har de videnskabelige og regulerende myndigheder kunnet rapportere om stigninger i antallet af store laks, der vender tilbage til nordamerikanske og europæiske floder.

I dette tilfælde vil et 12-årigt stop for kommercielt laksefiskeri sikre fremtiden for to hele generationer af vilde atlanterhavslaks. Den grønne streg markerer minimumantal for sikker overlevelse af arten.

Alle penge, der kræves til støtte for disse aftaler, rejses privat fra donorer og tilhængere af ASF og NASF.

© 2018 Steen Ulnits


Atlantic Salmon Fund (ASF) blev dannet i 1948 for at bevare, beskytte og genoprette vilde atlanterhavslaks og deres omgivelser.

North Atlantic Salmon Fund (NASF) blev grundlagt i 1996 med opkøb af laksekvoter for øje. Datterselskaber i Island, Skandinavien og Vesteuropa.