Tag-arkiv: Grønland

En “mærkelig” regering

En “mærkelig regering”. Sådan kaldte statsminister Mette Frederiksen (S) selv den sammenskuds-regering, hun valgte at danne med Venstre og Moderaterne efter sidste valg.

Dette efter bevidst at have fravalgt en fortsat rød regning med grønne mærkesager og håb forude. Hvorefter miljøet endnu engang blev kørt ud over afgrunden.

Moderaternes klovnebus kører igen-igen

Det er bestemt ikke kedeligt i dansk politik.

Faktisk er det så sjovt, at Lars Trier Mogensen, journalist på Information og fast mand på TV2 News, tidligere på året omdøbte Lars Løkke Rasmussens kaotiske parti Moderaterne til “Klovnebussen”.

Det var et begreb, der lynhurtigt fandt fodfæste i såvel pressen som den danske folkesjæl. Et begreb, som udløste flere satiretegninger af den slags, der allerede er gået over i historien. Udenrigsministeren bag rattet i ny klovnepåklædning viste sig nemlig at være et uhyre taknemmeligt offer for karikaturtegnere med en skarp streg.

I takt med, at skandalerne bare fortsatte internt i Moderaterne, gik partiets egen medstifter Jeppe Søe skridtet videre og opgraderede firmabilen til intet mindre end en “sexistisk klovnebus”. Og Søe havde adskilligt at have den nye version 2.0 i:

Først var det jo tidligere teaterchef Jon Stephensen, som i august 2023 måtte forlade partiet – efter en række upassende beskeder til unge partimedlemmer af det modsatte køn. Senere blev Stephensen sågar anklaget for at have terroriseret teaterbranchen samt angiveligt forfalsket en underskrift.

I november måtte så Mike Fonseca forlade partiet – grundet sit forhold til en 15-årig pige i 9. klasse. Ifølge partichef Lars Løkke Rasmussen var det et klokkeklart brud på partiets såkaldte “adfærdskodeks”, der ikke tillader medlemmer at have seksuelle relationer til personer under 18 år.

Men heller ikke nok med det:

Medstifter trækker nødbremsen

I september 2024 var det så selveste medstifter af Moderaterne Jeppe Søe, der valgte at forlade partiet – frivilligt og angiveligt på grund af dårlige arbejdsforhold i sekretariatet. En undersøgelse af forholdene her viste efterfølgende, at partiet slet ikke havde nogen reel arbejdsmiljørepræsentant, som loven ellers kræver.

BT kunne efterfølgende afsløre, at den pågældende person slet ikke var arbejdsmiljørepræsentant valgt af de ansatte, men direkte udpeget af partiledelsen. Han var samtidig Moderaternes økonomichef. Medarbejderne havde således ikke nogen lovpligtig arbejdsmiljørepræsentant.

Tidligere ansatte og nuværende medarbejdere forfattede en fem sider lang indberetning til Arbejdstilsynet, hvor de klagede over mobning og sexisme. Til sidst følte medstifter af Moderaterne Jeppe Søe sig nødsaget til at forlade partiet og den “sexistiske klovnbus”, som han lige nåede at omdøbe partiet til.

Partiledelsen i Moderaterne havde efterfølgende mistet tilliden til de ansatte i den politiske afdeling og gennemførte nu en række fyringer. Flere af dem ifølge dagspressen fagligt ubegrundede.

Tre medarbejdere blev fyret på gråt papir, mens yderligere syv ansatte sagde ja til en frivillig fratrædelse. Chefen for den politiske afdeling valgte som Søe at gå frivilligt.

EkstraBladet har spurgt lektor Claus Elmholt, der forsker i ledelse på Aalborg Universitet, om Løkkes ledelsesmetoder:

“Med sin brutalitet har partileder Lars Løkke Rasmussen manifesteret ledelsesproblemerne i Moderaterne. Og samtidig har han vist omverdenen, at de ikke er løst. Det er fuldstændig brutalt, og det er meget opsigtsvækkende.”

“Tilgangen, hvor topledelsen ikke tager ansvar, ikke siger tydeligt undskyld og ikke tager deres del af ansvaret, bekræfter, at der er tale om et råt og brutalt arbejdsmiljø. Jeg kan ikke komme i tanke om tilsvarende skandaler, hvor man har gjort det på den måde.”

Så vidt Claus Elmholt. Men mytteriet stoppede ikke her. Moderaternes partisekretær Kirsten Munch Andersen smed efterfølgende også sit håndklæde i ringen.

Hun overlod posten til konstitueret partisekretær Morten Brautsch, der midlertidigt måtte forlade sit job som særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen i Udenrigsministeriet.

Hvilket imponerende kaos i Klovnebussen. Og intet under, at man kort efter kunne læse følgende overskrift Altinget:

“Ny måling: Vælgerne vælter ud af Løkkes bus”

Løkke trøster sig med, at der jo er hele to år til næste valg. Og til den tid er alting sikkert glemt igen. Sådan plejer det at være i politik. Kun Fedtemøget bliver hængende.

Landbrugspakkens og Fedtemøgets Fader

Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik.

Det er imidlertid nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger. En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”.

Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil.

Dette trods mange advarsler fra faglig side og den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.

Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.

Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret. Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken. Han havde jo selv stiftet et nyt.

Han glemte også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.

Det var også under Løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for det hårdhændede fiskeri. Næppe nogen anden dansk politiker har som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.

Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.

Tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, blev luftet. Oppositionen krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis altså statsministeren ikke makkede ret.

“Det danske vandmiljø har det hamrende godt”

“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“

Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti

Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode mand mon kommer fra. Årets iltsvind i de danske farvande tegner til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.

Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem hans udtalelse jo var rent vand på giftmøllen.

Det Store Svigt

Og det gjorde hun så, Mette. Makkede ret. Til sidst var det statsministeren selv – nu bedre kendt som “Slette Mette” efter mystisk forsvinden af en række kritiske SMS’er i minkskandalen – som vendte. Omend ikke den berømte sidste sten, men så på en tallerken.

Hun vendte nemlig ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø.

I stedet lancerede hun den nuværende blåsorte SVM-regering. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.

For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.

Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske udarbejdelse af den forkætrede Landbrugspakke.

Han valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af den, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkynder han nu, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model – “et interessant reguleringsinstrument”:

“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”

Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister

Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.

Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed.

Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen og nu potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.

Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken.

Den danske hvalfangst

Den dysfunktionelle SVM-regering, som statsministeren jo selv har kaldt “mærkelig”, havde imidlertid andre, flere og større ambitioner end blot at sprede mere gylle på markerne og forurene vandmiljøet yderligere med nitrat.

Sommeren 2024 bød nemlig på hidtil uhørte og aldeles uventede muligheder for på én gang at fremme dansk hvalfangst, styrke det nordiske samarbejde i Rigsfællesskabet og atter nyde de internationale mediers udelte opmærksomhed. Noget, mange danske toppolitikere sætter højere end virkeligheden.

Den helt store mulighed kom i forgangne sommer, da den amerikansk-canadiske hvalforkæmper og grundlægger af miljøorganisationen Sea Shepherd, Captain Paul Watson, lagde kursen ind om Nuuk på Grønland for at proviantere. Han var med sit skib på vej gennem Nordvestpassagen for at hindre japansk hvalfangst i Stillehavet.

Efter nogle års pause under internationalt pres havde japanerne nemlig bygget et spritnyt og kæmpestort fabriksskib til fornyet hvalfangst. Samtidig havde Japan givet sig selv tilladelse til fangst af mere end et halvt hundrede finhvaler – den næststørste af alle hvalerne, kun overgået af blåhvalen.

SVM-regeringen var ikke sen til at gribe den uventede mulighed. Her var en gigantisk mulighed for at udvise international handlekraft og sætte de besværlige miljøorganisationer eftertrykkeligt på plads. Der måtte statueres et eksempel til efterfølgelse, skræk og advarsel.

Det helt store magtapparat blev sat i gang. To af forsvarets orlogsskibe blev sendt til Grønland og en halv snes kampklædte danske politibetjente sat i flyveren med kurs mod Nuuk.

Captain Paul Watson skulle anholdes og om muligt udleveres til hvalfangernationen Japan, hvis illegale hvalfangst ved Antarktis Watson jo tidligere havde obstrueret. Han havde sågar fået TV-kanalen Animal Planet til at lave en hel serie dramadokumentarer om de illegale japanske aktiviteter i Sydhavet.

Det var serien “Whale Wars”, der i flere år har kørt på TV-skærme over hele verden. Som satte Japan og den illegale japanske hvalfangst i det dårligst tænkelige internationale lys. Så dårligt, at Japan fik Interpol til at udstede en såkaldt “Red Notice”, hvor man anmodede om anholdelse af Watson og udlevering af ham til retsforfølgelse i Japan.

Dette angiveligt på baggrund af hændelser, der skulle have fundet sted tilbage i 2010. Hændelser, der ifølge dansk lov maksimalt kan udløse bødestraf og derfor ikke føre til nogen udlevering. Og så har Danmark for øvrigt slet ikke nogen udvekslingsaftale med Japan, hvilket man nu tilsyneladende gerne vil have.

Japan reaktiverede derfor, fjorten år efter hændelsen ved Antarktis, anmodningen til Interpol. Nu med hjælp fra Danmark, Grønland og Færøerne, hvoraf sidstnævnte jo selv hører til verdens hvalfangernationer. De små øer i Nordatlanten er jo ofte i det internationale søgelys for deres blodige grindedrab.

Færøerne pådrog sig senest international vrede og opmærksomhed tilbage i 2021, hvor man slagtede ikke færre end 1.428 delfiner i én fangst.

De lokale grindeformænd undskyldte sig efter blodrusen med, at de kun troede, der var 200 delfiner i flokken. Ikke syv gange så mange.

Det vides ikke, hvor meget delfinkød der måtte destrueres.

Vi ved ikke, hvilken rolle vor færøsk gifte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har spillet i sagen. Blot at miljøorganisationen Sea Shepherd er meget upopulær på Færøerne; at Paul Watson var en af organisationens grundlæggere, og at Lars Løkke som udenrigsminister var første mand til at kommentere på den japanske anmodning om udlevering.

Rigsfælleskabet stod sammen i nødens stund, og Paul Watson har netop fået forlænget sin fængsling på Anstalten i Nuuk Grønland med yderligere tre uger.

Det danske retsvæsen tager sig således rigtig god tid – på Grønland.

Der er hvaler og delfiner, som skal fanges og aflives.

Og nu en SVM-regering til at føre kniven.

©️ 2024 Steen Ulnits

Læs hele historien her:

⌘ Storpolitik om Kæmpehvaler ⌘

Storpolitik om kæmpehvaler

Fra babysæler til kæmpehvaler

Lige nu i sommeren 2024 foregår der et storpolitisk magtspil i lille Danmark. Vi har rodet os ind i slagsmålet om udlevering af miljøaktivisten Paul Watson – kendt fra TV-serien “Whale Wars” på Animal Planet kanalen – til hvalfangernationen Japan.

Via Interpol har Japan bedt den danske regering om at anholde og fængsle Paul Watson, som japanerne nu kræver udleveret til retsforfølgelse i Den Opgående Sols Land. Her risikerer Paul Watson op til 15 års fængsel for at have obstrueret japansk hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis.

Det er en praksis, den Internationale Hvalkommision IWC siden har dømt ulovlig. Det gjorde de for ti år siden – i 2014. Alligevel har Danmark accepteret den japanske anmodning, som stammer tilbage fra 2012 og baserer sig på hændelser sket i internationalt farvand ud for Antarktis i 2010.

Vi har således sendt et helt hold kampklare danske betjente til Nuuk Godthåb for at anholde den 73-årige Paul Watson og lægge ham i lænker. Bogstavelig talt. Og vi har sat to danske orlogsskibe på sagen – den ene i havnen i Nuuk, den anden ventende udenfor.

Paul Watson blev første gang anholdt i Tyskland i 2012 – dengang på anmodning fra Costa Rica – men han forlod landet og undgik derfor udlevering. Paul Watson blev så anholdt 12 år senere på sit nye skib. Det skete den 21. juli 2024, hvor det lagde til i Nuuk for at tanke op.

Watson blev ført bort i håndjern og sidder nu fængslet i “Anstalten”, som den lokale detention hedder. Her venter han på, om Danmark vil udlevere ham til retsforfølgelse i hvalfangernationen Japan. Med risiko for en dom på 15 år i et af verdens mest brutale fængselssystemer. I et land, der stadig praktiserer dødsstraf.

Læs herunder hele historien, der førte til anholdelsen, som har vakt stor international opmærksomhed. Ikke mindst fordi japanerne netop har genoptaget deres egen tvivlsomme hvalfangst og sågar bygget et helt nyt og kæmpestort fabriksskib til fangsten – formedelst 47 millioner dollars.

Den første finhval er allerede harpuneret og bragt ombord i det nye fabriksskib. Der skal fanges ikke så få hvaler for at få en investering på 320 millioner kroner hjem igen. Og derfor vil japanerne have Watson udleveret til retsforfølgelse i Japan.

Så han ikke fremover kan hindre eller genere en genoptaget japansk hvalfangst. I nationalt eller internationalt farvand.

Men først lidt historie:

Brigitte Bardot og babysælerne

Tilbage i 1985 tilbragte jeg hele sommeren hos svigerfamilien i Nuuk / Godthåb på Grønland. Jeg var der fra forsommerens isgang til efterårets rensdyrjagt. Fiskede og jagede, til den første sne lagde sig, og jeg måtte tilbage til studierne i Aarhus.

Dengang tilbragte man typisk tid på den amerikanske base i Søndre Strømfjord, mens man ventede på forbindelse til sin endelige destination. Der var ikke mange fastvingede fly, da de fleste bygder manglede landingsbaner. Det var derfor de rød-hvide Sikorsky helikoptere, der varetog det meste af transporten. En Heliport var der altid plads til.

Ventetiden i Søndre Strømfjord kunne man så fordrive med at se på de dengang mange F-16 jagere, der kom ned for at tanke op – på vej mellem Europa og Nordamerika. Canadiske Goose Bay på den anden side af Davisstrædet var et vigtigt knudepunkt. Det var den russisk-afghanske krig, der havde sat NATO i Red Alert.

Til Nuuk kom jeg dog til sidst. En dag var der uro i hele byen. En 12 meter lang finhval var netop bragt ind til havnen – totalfredet og således ulovligt nedlagt. 12 meter er ikke meget for en finhval, der som den næststørste af alle hvaler kan blive dobbelt så lang. Kun blåhvalen kan blive større.

Det viste sig senere, at dens spæklag var fyldt med projektiler – lige fra små kaliber .22 til store .30-06 kugler. Selv om det næppe var dem, der havde dræbt den store finhval. Hvem der egentlig havde nedlagt hvalen, blev aldrig helt afklaret. Island blev dog nævnt flere gange, for på vulkanøen havde man en organiseret hvalfangst.

Den lokale politichef var klar over situationens alvor. Han var derfor den allerførste til at forlade scenen. Han fortrak hurtigt til lystbådehavnen, hvor hans egen båd lå. Ombord på den forsvandt han i al hast ind i den lange Godthåbsfjord. Væk fra balladen.

Han skulle ikke nyde noget i en så speget sag som denne. Og vendte derfor først tilbage, da der atter var faldet ro over gemytterne.

Det var i de år, hvor man på Grønland stadig havde franske Brigitte Bardot og hendes kamp mod jagten på bedårende babysæler i frisk erindring. Hendes kampagne imod denne jagt kom nemlig til at koste de grønlandske fangere dyrt. Ingen ville købe deres ellers fine sælskind længere. Af ren og skær misinformation.

Det var nemlig slet ikke de grønlandske fangere, der aflivede de små nyfødte sælunger med de store runde øjne og den superbløde pels – med tunge køller i hovedet for ikke at ødelægge det fine skind. Det gjorde de i stedet på den anden side af Davisstrædet – i Canada.

Men kampagnen gik alligevel ud over uskyldige grønlandske fangere og deres fangst af voksne sæler. Tilsyneladende kunne ingen kende forskel på canadiske babysæler og voksne sæler fra Grønland. Eller ville i hvert fald ikke.

Derfor vil franske Brigitte Bardot for altid stå som en miljøterrorist i grønlandske fangeres opfattelse. Fuldt forståeligt.

“Rainbow Warrior” sænket

Frankrig havde som atommagt et anstrengt forhold til miljøaktivister generelt og miljøorganisationen Greenpeace specielt.

Den 10. juli i 1985 lå Greenpeace-skibet “Rainbow Warrior” således i havnen i Auckland, New Zealand. Dette i forbindelse med organisationens fredelige protester mod Frankrigs fortsatte atomprøvesprængninger på Mururoa-atollen, som er del af øgruppen Fransk Polynesien. Atollen ligger nordøst for New Zealand – meget langt fra Frankrig.

Her gik den franske efterretningstjeneste i hidtil uhørt grad over stregen. De placerede to bomber – dog ikke nukleare – under vandlinjen på “Rainbow Warrior” og detonerede begge. Den første udrettede kun materiel skade og lavede et stort hul i skroget. Den anden slog den portugisiske fotograf Fernando Pereira fra Portugal ihjel.

Han var besætningsmedlem og netop gået tilbage til skibet for at hente sit fotoudstyr, da den anden bombe detonerede. Fernando Pereira druknede, og fire minutter senere var Rainbow Warrior helt under vand. Pereira var far til to børn og havde netop fejret sin 35 års fødselsdag.

I første omgang benægtede den franske regering ethvert kendskab til den fatale sabotage af Greenpeace-skibet. Senere måtte den franske premiereminister Laurent Fabius dog indrømme, at regeringen faktisk havde givet efterretningstjenestens agenter ordre til at gennemføre operationen.

De var dog ikke klar over, at der var nogen ombord på skibet på det tidspunkt. Det skulle der ikke have været.

Der skulle gå yderligere to år, førend der faldt dom i sagen. I 1987 blev Frankrig så af en international domstol dømt til at betale 8,1 millioner dollars i erstatning til Greenpeace og den portugisiske fotografs efterladte.

To franske agenter blev samtidig idømt henholdsvis syv og ti års fængsel på en militærbase i Fransk polynesien, men løsladt efter mindre end to år. Hvis de nogensinde reelt havde været fængslet.

En symbolsk dom, hvor de to franske agenter pligtskyldigt påtog sig ansvaret.

Fra Greenpeace til Sea Shepherd

Miljøorganisationen “Greenpeace” blev officielt grundlagt i 1971. Blandt de første medlemmer var en nu velkendt aktivist ved navn Paul Watson, der i dag er let genkendelig med sit store hvide hår og skipperskæg.

Mindre kendt er det, at der var flere kvinder blandt grundlæggerne af Greenpeace-organisationen tilbage i 1960’erne. Blandt disse er Marie Bohlen, som skabte det første Greenpeace-logo. Dorothy Metcalfe, der som journalist stod for kommunikationen udadtil. Samt Zoe Hunter og Dorothy Stowe. Fire stærke kvinder, hvis hjerter bankede for miljøet. Mere end de fleste mænds.

Ved sænkningen af “Rainbow Warrior” havde nævnte Paul Watson for længst selv droppet Greenpeace, som han fandt for passiv i kampen mod de illegale hvalfangere.

Han havde allerede i 1977 stiftet en helt ny organisation med navnet “Sea Shepherd”, der gik anderledes bastant til værks i kampen mod de kontroversielle hvalfangere og deres granatudstyrede harpunkanoner.

Millioner af TV-seere verden over har gennem flere år kunnet følge Paul Watson og hans kollegers utrættelige kamp mod den illegale japanske hvalfangst fra det store hvalfangerskib “Nisshin Maru“ og dets mindre følgebåde.

De har kunnet følge kampen i den populære TV-serie “Whale Wars” på kanalen Animal Planet. På én gang fascinerende og skræmmende optagelser af fysiske konfrontationer nær Antarktis mellem Watson’s miljøaktivister og japanske hvalfangere fra deres store moderskib.

Programmet kørte på Animal Planet i syv sæsoner fra 2008-2015. Japan stoppede sin hvalfangst i internationalt farvand i 2016 – klart presset af verdensopinionen og de mange tusinde seere fra Whale Wars-føljetonen.

De fleste troede derfor, at Japan nu endegyldigt havde opgivet sin kontroversielle hvalfangst i internationalt farvand. At hvalerne fremover ville få fred i det mindste ved Antarktis.

Japan genoptager hvalfangsten

Men otte år senere viste det sig alligevel ikke at være tilfældet.

Netop nu i 2024 har Japan søsat et nyt og kæmpestort hvalfangerskib ved navn “Kangei Maru”. Et fabriksskib, der fungerer som ledsagerbåd og slagteri for et antal mindre hvalfangerbåde. Kangei Maru skal afløse det gamle Nisshin Maru og genoptage fangsten af store hvaler til det evigt hvalkød-hungrende japanske marked.

Japanerne har givet sig selv lov til at fange et stort antal finhvaler, rethvaler, brydeshvaler og sejhvaler. Uden om anbefalingerne fra IWC, den internationale hvalfangstkommitté.

Det satte Paul Watson og hans nyeste organisation sig for at stoppe, og derfor stævnede han i forgangne sommer mod Grønland for at tanke op og forberede sig på en tur gennem Nordvestpassagen – med det erklærede mål at konfrontere det nye japanske hvalfangerskib i Stillehavet.

Turen skulle gå fra Nordatlanten ved Grønland nord om Canada til Stillehavet ved Alaska. Paul Watson var i mellemtiden raget uklar med Sea Shepherd, som havde sat ham uden for døren i hans egen virksomhed. Lidt som Steve Jobs blev det i Apple.

Han havde derfor startet en helt ny organisation ved navn “Captain Paul Watson Foundation” – praktisk forkortet CPWF – der opererer fra det isgående skib “M/Y John Paul DeJoria. Navngivet efter den amerikanske milliardær og velgører af samme navn.

I det 33 meter lange sponsorskib var Watson stævnet til Grønland for at tanke op til fornyet kamp. Angiveligt med 24 mand ombord. Han havde offentligt erklæret, at man ville konfrontere det nye japanske hvalfangerskib i Stillehavet.

I den grønlandske hovedstad Nuuk blev han imidlertid anholdt af det danske politi, som havde fået en officiel anmodning herom fra Japan. De havde reaktiveret en såkaldt “Red Notice” fra 2012 via Interpol.

Anholdelsen skete den 21. juli. Pudsigt nok eksakt det samme sted, hvor man tilbage i 1985 landede den illegale finhval, som er nævnt i indledningen. Det virkede næsten symbolsk.

En halv snes udsendte danske politifolk bordede straks efter anløbet M/Y John Paul DeJoria, lagde Paul Watson i håndjern og placerede ham i “Anstalten”, som detentionen i Nuuk så malerisk hedder.

I skrivende stund sidder den hvidskæggede miljøaktivist så her og venter på, om Danmark vil udlevere ham til retsforfølgelse i Japan. Det har japanerne officielt bedt Danmark om.

Paul Watson risikerer som tidligere nævnt op til 15 års fængsel for at have reddet truede hvaler og chikaneret japanske hvalfangere tilbage i 2010.

Hvalfangere, som selv bedrev illegal hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis.

Diplomatisk krise

Blot en uge efter arrestationen af Paul Watson i Grønland harpunerede Japan så sin første truede finhval i over 50 år.

Det skete ikke uventet fra det spritnye “Kangei Maru” fabriksskib og bekræftede mistanken om, at åben havslagtning af verdens største pattedyr hele tiden havde været hensigten med det nye skib. Uanset hvad man ellers officielt havde sagt og skrevet. Et skib, der har kostet ikke mindre end 47 millioner dollars af bygge.

Japan har bekræftet, at man vil tillade fangst af op til 59 finhvaler i den kommercielle jagt. Dette i tilgift til et antal mindre hvalarter, som allerede var på dødslisten: Sejhvaler, minkehvaler og brydeshvaler.

“Kyodo Senpaku”, som er Japans statsejede hvalfangstselskab, meddeler, at den enlige og hidtil første finhval blev fanget ud for østkysten af Hokkaido, Japans nordlige ø. Altså i nationalt japansk farvand. Det var en knap 20 meter lang han, der vejede 55 tons.

Finhvaler anses stadig som en truet art, der på grund af sin størrelse har været efterstræbt gennem århundreder. De kan blive op til 90 år gamle og mere end 25 meter lange. Japan har i mange år jagtet disse hvaler, primært i internationalt farvand i det sydligste Stillehav nær Antarktis.

En yderst kontroversiel aktivitet, som i 2014 blev dømt illegal af Den Internationale Domstol i hollandske Haag. Japanerne havde længe dækket sig ind under, at der skam var tale om hvalfangst til “videnskabelige formål”, hvilket også Island tidligere har gjort. “Research” rimer jo lidt om “Rescue”, hvis man ikke er engelskkyndig…

Japan var imidlertid ikke fuldgyldigt medlem af den Internationale Hvalfangstkommission IWC og fortsatte derfor uanfægtet den kontroversielle hvalfangst i internationalt farvand. Trods dommen Haag.

Stigende pres fra Australien og New Zealand, der jo ligger ikke så lidt nærmere Antarktis, end Japan gør, satte dog til sidst en stopper for hvalfangsten. Den ophørte i 2016. International fordømmelse er ikke uden virkning. Massiv mediedækning bestemt heller ikke.

I mellemtiden har Japan så bygget et spritnyt fabriksskib til 47 millioner dollars og påbegyndt hvalfangsten igen. Japan har derfor brug for, at Paul Watson sættes effektivt ud af spillet, så japanerne uhindret kan efterstræbe de attraktive finhvaler. Måske også igen i internationalt farvand.

Paul Watson skal tilsyneladende straffes for de japanske brud på reglerne fra IWC, og det skal vi danskere så hjælpe dem med. Han er fortsat varetægtsfængslet i et afsides beliggende fængsel i Nuuk, Grønland, som bærer det sigende navn “Anstalten”.

Her afventer han nu en afgørelse fra Danmarks Justitsministerium om Japans udleveringsanmodning. I så fald risikerer den nu 73-årige miljøaktivist 15 års fængsel i den opgående sols land.

De internationale protester

Blandt de mange prominente støtter, som kræver Paul Watson’s løsladelse, er selveste den franske præsident Macron. Han har nok stadig dårlig samvittighed efter den franske sænkning af “Rainbow Warrior” og drabet på den portugisiske fotograf.

Blandt støtterne er også rockmusikeren Bryan Adams, filminstruktøren James Cameron, primatologen Dr. Jane Goodall og oceanografen Dr. Sylvia Earle med mange flere modstandere af den illegale eller i bedste fald kontroversielle hvalfangst i nationalt og internationalt farvand.

Typisk støtter mange kendte skuespillere Paul Watson og har gjort det igennem flere år. Såvel i regi af Greenpeace som Sea Shepherd og nu senest Captain Paul Watson Foundation (CPWF), hvis flagskib “M/Y John Paul DeJoria” er doneret af og opkaldt efter forretningsmanden, milliardæren og filantropen af samme navn.

Seneste stemme i protestkoret er ingen ringere end Agent 007 alias James Bond alias skuespilleren Pierce Brosnan, der personligt har skrevet og sendt et langt brev direkte til statsminister Mette Frederiksen.

Det er ikke så lidt af en kattepine, Japan har sat Danmark i, og som Danmark selv har sat sig i. Ellers havde vi jo ikke valgt at anholde ham.

Vi kunne blot have henvist til, at den modtagne “Red Notice” fra Interpol ikke er nogen international arrestordre, men blot en anmodning udelukkende baseret på oplysninger fra Japan. Udsendt i 2012 og skjult bedt reaktiveret her i 2024, hvor det nye japanske hvalfangerskib jo blev søsat.

Der er ikke faldet nogen dom, og Paul Watson ser således ud til at være gået i en fælde sat af den danske stat i nært samarbejde med japanske myndigheder.

Vi kunne også have henvist til, at beskyldningerne mod Watson er forældede og næppe holder vand, da Den Internationale Domstol i Haag jo allerede i 2014 erklærede den japanske hvalfangst ved Antarktis ulovlig.

Men det valgte den nuværende danske SVM-regering altså ikke at gøre. Vi takkede ja til anmodningen og anholdt Paul Watson den 21. juli.

Anholdelsen har tilsyneladende været planlagt længe og hænger nært sammen med, at Japan nu vil genoptage deres hvalfangst med et helt nyt hvalfangerskib.

Måske også ved Antarktis, hvor man ellers stoppede den illegale hvalfangst tilbage i 2016.

Den japanske analyse

Man skal derfor ikke blive overrasket, hvis Danmark som stolt hvalfangernation – med et internationalt fordømt grindedrab ved Færøerne – vælger at udlevere Paul Watson til retsforfølgelse i Japan.

Dette under dække af at kalde ham en miljøterrorist fra Nordamerika, der skal anholdes i Grønland af udsendte politifolk fra Danmark. For at have generet illegale hvalfangere fra Japan i internationalt farvand ud for Antarktis. For fjorten år siden.

Altsammen uagtet, at hele EU som organisation er modstander af hvalfangst. Og at Danmark er et af de ældste medlemmer i det europæiske fællesskab. Hvad Grønland jo ikke har været siden 1985, hvor de selv valgte EU fra. Virkelig en speget international affære, vi her har rodet os ud i. Som en flok glade amatører med en slet skjult dagsorden.

Vi ved jo, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen naturligvis vægter den danske eksport til Japan højt. At han selv er færøsk gift, og at Færøerne mange gange har været mål for Sea Shepherds kampagner mod de årlige grindedrab.

Det forhold er japanerne naturligvis helt på det rene med. Det har de indkalkuleret i deres politiske analyse og kravet om anholdelse og udlevering af Watson. Det er klappet af både nationalt og internationalt.

Det er ligeledes velkendt, at Lars Løkkes tidligere parti Venstre i mange år har haft nære personlige relationer til det japansk-ejede havbrug Musholm, som er den største enkeltforurener af danske Storebælt og har været det i mange år.

Danmark har af uransagelige årsager og i årevis tilladt japansk fiskeopdræt at storforurene i Storebælt, der i forvejen er hårdt belastet med næringssalte og andre skadelige stoffer. Blot for eksportens skyld.

Endelig har vi jo statsminister Mette Frederiksen, der som resten af regeringen gerne vil holde sig gode venner med de berømte nordatlantiske mandater. Dem kunne hun jo få god brug for efter næste valg. Lige nu kniber det i hvert fald gevaldigt med populariteten.

Med økonomisk bistand fra milliardæren John Paul DeJoria sker en eventuel udlevering af Paul Watson til retsforfølgelse i Japan dog næppe uden langvarige sværdslag og massiv juridisk modstand.

For slet ikke at tale om den megen negative omtale, Danmark vil få i alle de mange lande, der er imod fortsat hvalfangst. Det kan komme til at koste dyrt.

Før turen til Grønland havde Paul Watson opholdt sig i Frankrig og Irland, som jo også er medlemmer af EU – men uden at blive anholdt her som i Danmark. I juridisk forstand er Grønland næsten lige så internationalt som Antarktis.

Paul Watson’s danske advokat er den kendte jurist Jonas Christoffersen. Han har til Danmarks Radio denne kommentar:

“Den her sag bliver pustet op af Japan til et niveau, den slet, slet ikke kan holde til, og det er det, vi nu skal til at forklare den danske regering.

Han er sigtet for at stoppe det her hvalfangerskib, som reelt er et slagtehus, hvor man tager ud og fanger hvaler og hugger dem op for at sælge dem til Japan. Det stopper man, og man kaster også en stinkbombe på skibet.

Jeg tror, Danmark skal tænke grundigt over, hvilken galej man er hoppet på.”

Såvidt advokat Jonas Christoffersen, som er dr. jur og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder. Vi må formode, at Paul Watson er i de bedst mulige hænder.

Læs mere på freepaulwatson.org, hvor man også kan skrive under på en protest mod anholdelsen, der af mange betragtes som både forældet og rendyrket politisk forfølgelse.

Flere end 175.000 (oktober ’24) har skrevet under siden anholdelsen af Watson i Nuuk den 21. juli. Og tallet stiger hastigt.

Skidt for et land, der som vort bryster sig af at være forkæmper for retssikkerhed og menneskerettigheder.

©️ 2024 Steen Ulnits

Efterskrift

Paul Watson blev anholdt i Nuuk den 21. juli 2024. Ved retsmødet i Nuuk den 15. august blev fængslingen af Watson forlænget indtil den 4. september.

Der var ingen tolk til stede ved det første retsmøde, hvor retten af uransagelige årsager nægtede at se videooptagelser fra hændelsen tilbage i 2010.

Dem, der tidligere er vidt på TV af Animal Planet i serien “Whale Wars”.

Det var disse optagelser, der for alvor satte fokus på den illegale japanske hvalfangst, og som udløste den japanske vrede og en såkaldt “Red Notice” fra Interpol.

Ved retsmødet i Nuuk den 4. september blev fængslingen af Paul Watson forlænget endnu engang. Næste retsmøde er berammet til den 2. oktober.

Watson vil da have siddet fængslet i Nuuk i 73 dage – uden mulighed for at se sin hustru og deres to børn. Gad vide, hvad de mange dage i fængsel skal være godt for?

Paul Watson’s danske advokat Jonas Christoffersen har senest udtalt, at Watson kun er fem sekunder fra løsladelse:

De fem sekunder, det vil tage den grønlandske dommer at se de omtalte videoklip.

Som de fremmødte tilhørere i Nuuk straks bemærkede, så var Paul Watson denne gang ikke iført håndjern, da han ankom til det seneste retsmøde.

Der var tilsyneladende kun en enkelt grønlandsk og kvindelig politibetjent i bilen, da denne ankom til retten med Watson ombord.

Man frygter ham tilsyneladende ikke helt så meget som ved anholdelsen.

Men heller ikke ved dette retsmøde fik Paul Watson lov til at vise sin videodokumentation fra hændelsen. Det fik japanerne til gengæld.

Vi må formode, at Watson’s TV-optagelser vil blive vist næste gang. (PS: Det blev de ikke)

Watson udtalte til pressen i Nuuk, at det jo burde være Japan, der blev stillet for en domstol. Dem, der brød loven med deres illegale hvalfangst ved Antarktis.

Watson og Sea Shepherd prøvede blot at hindre det.

Sagen er nu så international, som nogen kan være. For at citere engelske Shakespeare’s “Hamlet”, der jo udspillede sig på danske Kronborg:

“There’s something rotten in the State of Denmark”

I hvert fald på Christiansborg.

🇯🇵 🇦🇺 🇬🇱 🇩🇰 🇬🇱 🇦🇺 🇯🇵

“Prosecuting Fucking Legends”

Se lidt svidende sarkasme om den japanske hvalfangst i dette australske indslag på Instagram.

Det var Paul Watson og TV-serien “Whale Wars” på Animal Planet, der fik sat en stopper for den illegale japanske hvalfangst “Down Under”.

https://www.instagram.com/reel/C_bzWVsvs0C/?fbclid=IwY2xjawFGg_pleHRuA2FlbQIxMAABHSS7cHPL8A5JW6EQq44f-mIASHNeJoVFzhrJXfq43uwEqgtRiyKXoEdFUQ_aem_9ahMFmV6szs461CGcMR73w

Nyd også de mange australske spydigheder og deres afsluttende “tak-tak” til Mette Frederiksen og den danske hvalfanger-regering.

For at have anholdt Paul Watson, så Japan nu uhindret kan genoptage deres hvalfangst.

– Godt gået, Danmark…

🇯🇵 🇦🇺 🇬🇱 🇩🇰 🇬🇱 🇦🇺 🇯🇵

Bundgarn og bundskrab

Bunden er nået – i dén grad…

Den tidligere røde regering havde ellers besluttet et stop for det skadelige bundtrawl og muslingeskrab i Lillebælt. Så kom den nye blå SVM-koalitionsregering til og stoppede det hele, så der fortsat må bundtrawles og muslingeskrabes som hidtil.

Det var den samme statsminister, Mette Frederiksen (S), som stod ved roret i begge regeringer og bag begge modsat rettede beslutninger. Man skal ikke lede efter nogen logik her, for en sådan findes desværre ikke i politik. Men lad os bruge den dårlige anledning til at kigge nærmere på det bundskrabende fiskeri og dets skadelige virkning på vandmiljøet.

For almindelige mennesker kan det være svært at hitte rede i de mange forskellige redskabstyper, der bruges til vore dages erhvervsfiskeri. Navne og betegnelser er sjældent repræsentative for redskabernes brug. Her kommer derfor allerførst en summarisk gennemgang af de forskellige redskabstyper og deres anvendelse.

Trawlfiskeri

Trawlfiskeri er nok den mest kendte fiskemetode, der kan udøves på flere forskellige måder og med meget forskelligt grej. “Trawl” på engelsk betyder “afsøge” eller “eftersøgning”, hvilket er en ganske rammende betegnelse for denne fiskemetode.

Trawleren trækker helt enkelt sit trawl gennem vandet og fanger alt, der måtte komme forbi. Desværre aldeles uselektivt, hvilket afstedkommer meget store uønskede bifangster ved trawlfiskeri. I litteraturen kan man finde angivelse af uønskede bifangster på helt op til to tredjedele ved trawlfiskeri.

Da et træk med trawl kan tage flere timer, vil de først fangne fisk have ligget længe i trawlposen og have taget fysisk skade heraf. De kan således ikke udsættes i levedygtig stand, uanset størrelse eller art, men må enten kasseres eller smides ud igen. Det såkaldte “udsmid”. De kan heller ikke indbringe gode priser ved landing, maste eller moste som de ofte er efter flere timers ophold længst inde i fangstposen..

Samtidig ødelægger de tunge redskaber bunden, som så ikke efterfølgende kan huse nye fisk. Sten, muslinger og andet kommer med fangsten op og efterlader på denne måde en udjævnet og gold havbund til fremtidige generationer af fisk.

Som udgangspunkt foregår det allermeste trawlfiskeri ved bunden – med “bundtrawl“, som slæbes hen over bunden, og som bruger store mængder fossilt brændstof i form af diesel. Se introbilledet af en helt almindelig trawlskovl.

Men der er forskel på de trawltyper, der anvendes i dag. Det gængse bundtrawl slæbes udspændt hen over bunden mellem to jernskovle, der spiler ud til hver sin side og på den måde spreder trawlet – helt op til 200 meters bredde.

Bundtrawl kan også trækkes af to skibe samtidig, hvilket naturligvis giver større motorkraft. Tilsammen kan de to skibe da bruge større og tungere trawl end ellers.

Bomtrawl

I de senere år har der været stor opmærksomhed omkring de såkaldte “bomtrawl”, der er større og tungere end de fleste almindelige bundtrawl. Kendetegnende for bomtrawl er – ud over størrelsen – den måtte eller række af tunge jernkæder, som sikrer at undersiden af trawlposen holdes helt nede på og ikke blot nær bunden.

Det er disse kæder, som skræmmer fiskene op. De kan suppleres med farvestrålende vifter, som visuelt skal skræmme fiskene op fra bunden – op i trawlposen. Bomtrawlere er typisk meget store og kan derfor ødelægge havbunden væsentligt mere end almindelige bundtrawl, der ikke har samme direkte bundkontakt.

Trawl er store og kostbare redskaber, som man derfor ikke vil sidde fast med og risikere at miste. Indtil for relativt få år siden var naturlige stenrev derfor i praksis fredet for trawlfiskeri, da man jo riskerer at sidde fast i stenene. Stenrevene var derfor beskyttede oaser for dyrelivet – for fisk, krebsdyr og andet.

Det problem har man siden løst med de såkaldte “bobletrawl”, som er monteret med flydere, der holder trawlet oppe. På denne måde kan en dygtig trawler fiske helt tæt på og sågar hen over stenrev, der således ikke længere yder fiskelivet samme fysiske beskyttelse som tidligere.

Bobletrawl kaldes også for “pelagiske trawl”, da de i modsætning til det konventionelle bundtrawl fisker i de frie vandmasser. Ofte efter pelagiske fisk.

⌘ Seneste nye om skadevirkningerne ved trawlfiskeri her ⌘

Notfiskeri

Fiskeri med “not” sker som oftest på dybt vand, hvor der fiskes målrettet efter pelagiske stimefisk – fisk, der ikke er tilknyttet bunden, men som hele deres liv færdes i de frie vandmasser.

Notfiskeri sker fortrinsvis på store dybder langt fra land – med store og tunge redskaber, som kræver store skibe til at sætte, trække og tømme noten. Selve noten udgøres typisk af en stor netpose, der sættes omkring lokaliserede stimer af pelagiske fisk. Via skibets elektronik lokaliseres en fiskestime præcis, hvorefter noten sættes omkring stimen.

De største noter kan nå flere hundrede meter ned i vandsøjlen og her indhegne et område på størrelse med flere fodboldbaner. Nederst på netkanten sidder en tung stålwire, som holder netvæggen lodret i vandet. Når skipper på sin skærm kan se, at hele stimen af fisk er inden for netposen, lukkes og snøres denne sammen ved at trække i stålwiren.

Netposen lukker sig sammen, og hele stimen af fisk kan på denne måde fanges på én gang. Stimefisk prøver ikke at flygte, men pakker i stedet tættere og tættere, mens netposen lukker. På denne måde kan man således udrydde hele fiskebestande stime for stime, hvilket eksempelvis skete med makrellen. Fiskestimen hales ikke ombord i noten, men pumpes op i båden, så noten kan sættes igen.

“Snurrevod” kan på nogle måder minde om en not – blot er redskabet mindre og fast forankret på lavere vand. Der en dansk udviklet fiskemetode, som stammer fra midten af 1800-tallet. Navnet skyldes efter sigende måden, hvorpå voddet udsættes. Det sker fra et udkastet anker, som udgør centrum i det cirkelområde, der affiskes herfra. Man snurrer på denne måde hele kompasset rundt.

De første snurrevod blev halet ind med håndkraft. Men da man omkring år 1900 fik maskinkraft ombord, overtog disse snart indhalingen, og redskaberne blev hurtigt større.

Bundgarn og bundgarnspæle

Garnfiskeri

Fælles for alt garnfiskeri er, at det foregår med passive redskaber. Garnene sættes, hvorefter man venter på, at fiskene går i dem. Garnfiskeri ødelægger således ikke havbunden, som muslingeskrab og fiskeri med bundtrawl uundgåeligt gør.

De fleste garn er “nedgarn”, som hænger lodret ned i vandet – typisk med flydere langs nettets overkant og synk langs underkanten. I gamle dage brugte man bomuldsgarn, som måtte tjæres for ikke at rådne op i det fugtige miljø. En omstændelig proces, der stadig kan ses spor af mange steder langs danske fjorde, hvor man kan se nedlagte tjærepladser med forurening, som var det DSB, der havde været på skinnerne.

I dag består stort set alle nedgarn af nylon – de såkaldte monofile nedgarn, der er næsten usynlige i vandet. Desværre også både billige og med en lang opholdstid i naturen, hvis de mistes under dårligt vejr. Der gøres ingen større indsats for at bjærge de mistede garn, da det er billigere blot at investere i nye.

Derfor findes der rundt omkring i danske farvande i hundredvis af kilometer såkaldte “spøgelsesgarn”, som er mistet, men som fortsætter med at fiske videre, indtil garnene er fyldt med tang og synker til bunds, hvor de rådner op.

I gamle dage blev de fleste nedgarn sat ved bunden, hvor fangsten typisk bestod af torsk og fladfisk. Nedgarn sat ved bunden må ikke forveksles med de store bundgarn og deres mange pæle.

Enhver, der har været ude at røgte garn, vil vide, at det er ganske spændende at være med til. At se, hvad der kommer op til overfladen – om noget. Det var det i hvert fald tidligere, hvor der stadig levede bundfisk i danske farvande.

I dag sættes de fleste nedgarn derfor i overfladen – efter pelagiske stimefisk som hornfisk og makrel, sild og brisling. Disse fisk trives stadig i det forurenede vand, da de ikke lever ved bunden, hvor iltsvind og bundvendinger hærger og gør vandmiljøet livløst.

Garnbøjer øverst – monofilgarn nederst

I overfladen er der derimod flere alger og mere plankton end tidligere, hvilket sildene sætter stor pris på. De lever jo af at filtrere vandet for dette plankton. Man kan den dag i dag stadig være så heldig eller uheldig, at en stor stime sild går i ens nedgarn, som er sat i overfladen – med de mange karakteristiske flydere. Da kan det være svært at tømme garnet og noget nær umuligt at afsætte de mange sild.

Monofile nedgarn må ikke sættes nærmere kysten end de lovbefalede 100 meter. Dette for at beskytte de havørreder, som i det tidlige forår trækker ud fra de vandløb, de netop har gydt i. Eller i det sene efterår søger hen imod og op i de samme vandløb for at gyde og sikre slægtens beståen.

Det ved de illegale garnfiskene, som målrettet sætter deres monofile nedgarn tæt på åmundingerne – med den inderste del af garnet helt oppe på land. De trækkende havørreder søger nemlig målrettet mod det lette og ferske vand, som samler sig helt inde under land. De lugter sig på denne måde frem til deres fødested.

Alle garn skal være tydeligt mærket med navnet på deres ejermand. Hvilket naturligvis ikke sker med ulovligt satte garn, der sættes efter solnedgang og røgtes igen inden solopgang. De er samtidig så billige, at man ikke frygter konfiskation af de ulovlige garn – kun selv at blive taget på fersk gerning, mens man sætter eller røgter sine garn.

“Drivgarn” er nedgarn i overstørrelse – ofte kilometerlange. De sættes i eller nær overfladen, hvor de ukritisk fanger, hvad der måtte komme forbi. Eneste selektion sker via netmaskerne, hvis størrelse afgør fangstens størrelse. Jo større netmasker desto flere mindre fisk vil kunnepassere igennem dem.

Drivgarn er ofte kilometerlange og driver frit rundt i de frie vandmasser – med en GPS-sender til genfinding. Det er en ofte kritiseret fiskemetode, da man dels ikke kan kontrollere, hvad de fanger – dels ikke kan genudsætte uønsket eller fangst i levedygtig stand. Hvad værre er, så fanger drivgarnene ikke kun fisk. De fanger også sæler og marsvin. I stort antal.

I Østersøen omkring Bornholm og i Davisstrædet mellem Grønland og Canada bruges drivgarn meget til laksefiskeri. Det var sådan, bornholmske laksefiskere i sin tid opdagede, at atlanterhavslaksen fra Nordeuropa trak helt op til Sydgrønland for at fouragere.

Drivgarnsfiskeriet ved Grønland er dog nedtrappet markant i de seneste år. Hvis man altså ikke har valgt at sælge sin kvote til organisationer som North Atlantic Salmon Fund. Så laksene frit kan vokse i Nordatlanten og som voksne trække hjem til deres fødevandløb for at gyde og sikre bestanden.

Bundgarn

“Bundgarn” forveksles ofte med bundtrawl, men der er tale om to helt forskellige fiskemetoder og redskaber.

Bundgarn er en dansk specialitet, som tidligere har stået tæt langs de danske kyster. Så tæt, at det fysisk kunne være svært at komme frem for eller forbi dem. Det være sig såvel fra land som fra båd. Bundgarn sættes nemlig helt inde fra land, så trækkende fisk ikke kan svømme bag om og forbi dem.

“Raden” fra bundgarnet starter inde ved land og går vinkelret på kystlinjen. Hvor langt afhænger af vanddybden, da bundgarnspælene i sagens natur ikke kan være uendeligt lange. Fiskene følger raden hele vejen ud til “labyrinten “, hvorfra de ikke kan finde tilbage igen. De fanges derfor i “gården”, som ender i en lille ruse eller fangstpose, der kan røgtes uden de store anstrengelser.

Bundgarn kan også sættes længere fra land, så raden ikke når helt ind til kysten. Det afhænger helt af farvandets udformning, hvad der er det mest effektive.

Mest kendt er ålebundgarnene, som vi har haft i tusindvis af her i Danmark – mens der endnu var masser af ål at fange. I flere fjordområder var der tidligere så mange bundgarn, at man i båd måtte zigzagge ind og ud imellem dem. Det var blandt andet tilfældet på den lange og smalle Randers Fjord.

Hvis bundgarnene placeres på fiskenes trækruter, kan også laks, havørred og helt indgå i fangsten. Her indgår laksefiskene på lige fod med ål, torsk og andre fiskearter. På enkelte strategiske lokaliteter er bundgarnsfiskeri målrettet efterårets trækkende havørreder på gydevandring en rigtig god forretning.

Fiskeri med bundgarn er næsten ophørt i dag, hvor vandet er fyldt med alger og tomt for fisk. Opstilling af de mange og lange pæle var både tidkrævende og anstrengende, men fiskeriet var i perioder uhyre lønsomt.

Isen tager imidlertid ofte pælene, som derfor skal sættes op på ny efter islæg og isgang. Tidligere blev gamle pælerester stående til gene på skibstrafikken – farligt, dersom de stod lige under overfladen.

De store bundgarn er i dag reduceret til kulturhistorie om det hedengangne fjordfiskeri. Lyden af forårets nye pæle, der blev banket i bunden ligeledes.

Ruser og tejner

Som udgangspunkt er bundgarn blot en overdimensioneret ruse med meget lange fangarme. Og som udgangspunkt er en ruse blot en fiskefælde, der ikke ødelægger hverken bunden, den står på. Eller skader fangsten, der går i den. Med mindre rusen da får lov at stå så længe, at krabberne rykker ind og går til angreb på fiskene.

Ruser og garn må ikke placeres, så de kan tørlægges ved lavvande. Så fangede fisk dør og fredede eller ulovlige fisk ikke kan genudsættes i levedygtig stand. Det siger sig selv, at risikoen for, at dette sker, vokser med stigende forskel mellem lavvande og højvande.

Ikke mindst i Vadehavet, hvor tidevandsforskellen til daglig er et par meter, udgør tørlagte ruser og garn derfor et reelt problem.

Ruse øverst – tejner nederst

Tejner er navnet på fiskefælder, der bruger lokkemad. De bruges typisk til fangst af krebsdyr som hummer, krebs, krabber og konksnegle, der alle lader sig lokke ind i tejnen af duften fra den udlagte lokkemad. Som udgangspunkt en skånsom fiskemetode, der tillader genudsætning af uønsket fangst.

Gamle dages tejner var typisk flettet af naturmaterialer og forsvandt helt af sig selv i vandet, hvis de gik tabt. En stor ulempe ved vore dages tejner er desværre, at de næsten altid fremstilles af billig plast. Typisk opskårne plastdunke.

Alene derfor mistes mange under storme, som river dem løs af deres forankringer. Den lave pris for nyanskaffelse gør det uinteressant at søge efter mistede tejner. Præcis som med muslingefarmenes mange flydere. Rundt omkring i danske farvande ligger derfor i tusindvis af forliste og herreløse tejner.

Krogliner og langliner

Krogliner er lange stykker tovværk med påsatte tavse – hver med deres egen agnede krog. Det kan være alt fra korte åleliner til brug i søer og fjorde – med et relativt lille antal kroge beregnet til at ligge på bunden. Til kilometerlange krogliner med hundredvis af kroge – til fiskeri drivende i overfladen eller dybt under isen. Eller hvor det nu måtte være praktisk muligt at agne, sætte og røgte så mange kroge.

Krogliner bruges overalt i verden til fangst af mange forskellige fiskearter. Fordelen ved denne fiskemetode er, at udstyret er relativt billigt. Liner og kroge er billige i anskaffelse. Det, der tager tid og koster penge, er agning af de mange kroge. Korte krogliner med få kroge agnes manuelt, mens langliner med flere hundrede kroge typisk agnes maskinelt.

Kilometerlange langliner er så tunge, at de kræver maskinkraft for at kunne sættes og røgtes. Fordelen ved denne fiskemetode er, at fangsten ofte er af højere kvalitet end ellers – højere end den, man får ved garnfiskeri. I hvert fald hvis fangsten har siddet i længere tid i netmaskerne, inden garnet røgtes. Det samme gælder naturligvis krogliner.

Fangstens kvalitet er under alle omstændigheder langt højere end den, man får ved trawlfiskeri, hvor den første del af fangsten ofte er mast til mos af det enorme tryk fra den seneste del af fangsten. Her kan man med god ret tale om plukfisk, der kun opnår lave priser efter landing. Hvis de da ikke i stedet ender som fiskemel til dyrefoder.

Muslingeskrab

Nu er muslingeopdræt i sagens natur ingen fiske- eller fangstmetode. Og så alligevel. Opdræt af muslinger i kæmpestore og kilometerlange “smartfarms” af norsk oprindelse er ikke fangst.

Og så alligevel. Vi ser nemlig i stigende grad, at et urentabelt og lokalt forurenende muslingeopdræt ændres til produktion og udlægning af muslingeyngel – på kunstige “kulturbanker”, der siden høstes ved simpelt og bundødelæggende muslingeskrab.

Det vil kort sagt sige, at det muslingeopdræt, vi betaler milioner af tilskudskroner til, og som skulle rense vore landbrugsforurenede fjorde for kvælstof, blot er kamuflage for et ødelæggende muslingeskrab. Begyndelsen til enden, kunne man også sige.

Muslingeskrab ødelægger nemlig ikke blot bunden og tømmer den for højere liv. De tunge redskaber roder samtidig så meget op i bunden, at store mængder drivhusgasser samtidig frigøres fra sedimentet. Kuldioxid, som i frigjort tilstand vil bidrage til den globale opvarmning, vi ellers kæmper imod.

Så når vore politikere siger ja tak til flere smartfarms med flere muslinger, så siger de ofte også ja tak til mere muslingeskrab. Det er en sammenhæng, der i reglen går under radaren – som muslingebranchen forsøger at skjule efter bedste evne.

Det er tankevækkende, at antallet af muslingeopdræt i Danmark ifølge de seneste opgørelser er næsten fordoblet – fra 32 i 2019 til 62 i 2022. Men muslingernes kvælstoffjernelse blot er steget fra 88 til 102 ton i samme tidsrum.

Baseret på proportionalitet mellem antal anlæg og høsttal burde kvælstoffjernelsen være steget til 170 ton i stedet for blot 102. Men det er altså ikke sket.

Forskellen er i stedet gået til opdrættet yngel udsat på kulturbanker. Yngel, der efterfølgende høstes som voksne – ved ødelæggende muslingeskrab.

⌘ Seneste nye om skadevirkningerne ved muslingeskrab her ⌘

“Smartfarms” består kilometerlange flydende rør med netmasker hængende udspændt underneden. Her hæfter muslingerne sig helt af sig selv.

Hans Ø blev til Vores Ø

Hans Ø blev for nylig til Vores Ø. I hvert fald godt halvdelen af den lille 1,2 km2 store ø midt mellem Grønland og Canada, meget tæt på Nordpolen.

Hermed afsluttedes den snart 50 år gamle “Whiskey War” mellem vore to arktiske nationer. På aldeles fredelig vis og dermed ganske demonstrativt i en tid, hvor mørk russisk middelalder har sænket sig over et Europa, der ellers var på vej ud af mørket.

Tilnavnet “Whiskey War” kommer af den godmodige kappestrid om øen mellem Canada på den ene side og Grønland/Danmark på den anden. En kamp, der startede i 1973, hvor de to nationer fastlagde den kommende søgrænse imellem sig. Dengang glemte eller overså man helt enkelt den lille Hans Ø i det smalle Kennedy Stræde mellem de to lande.

Den forglemmelse vækker – i hvert fald hos nogle – minder om en tilsvarende hændelse, der fandt sted tilbage i 1658. Det skete, da vi sluttede fred med svenskerne – i hvert fald det første forsøg herpå – efter flere års blodige krige. Historien vil nemlig, at den danske forhandler dengang elegant fik skubbet sit ølkrus så langt ind på søkortet, at øen Anholt blev dækket og efterfølgende “glemt”…

Anholt om igen

Var det ikke sket, var Anholt nok blevet svensk. Faktum er nemlig, at Anholt geografisk set ligger en lillebitte smule tættere på Sverige end på Danmark. Så måske vi allerede dengang havde bedre styr på vort ølindtag end vore naboer i øst.

Men tilbage til den endnu mindre Hans Ø, som lige siden 1973 har levet en omskiftelig tilværelse. Således har Danmark og Canada nemlig skiftevis gjort krav på øen, placeret deres respektive flag og hævdet deres suverænitet. I al godmodighed, heldigvis. Vi skal være glade for, at naboen er Canada og ikke Rusland…

Krisen tilspidsedes i 2005, da den canadiske forsvarsminister entrede det lille klippeskær og tog et efterhånden vejrbidt og frønnet Dannebrog ned fra den primitive flagstang.

Det bekom ikke den danske stat, der straks indkaldte den canadiske ambassadør i København til en samtale under fire øjne i Udenrigsministeriet. Et dansk krigsskib blev sågar sendt afsted for at sætte trumf på.

The Whiskey War

Efterfølgende blev Danmark og Canada så enige om at være uenige om Hans Ø og dens tilknytningsforhold. De to nationer skiftedes til at besøge øen, og for ligesom at understrege det godmodige i kappestriden, efterlod de to nationer skiftevis en flaske canadisk whiskey og en flaske dansk akvavit på øen. Man er vel venner.

Der forlyder dog intet om, hvorvidt nogen nogensinde har turdet drikke af de henholdsvis gyldne og spritklare dråber. For tænk nu hvis…

Denne hyggelige udveksling af nationale drikkevarer – i folkemunde hurtigt døbt “The Whiskey War” – førte i 2018 til, at de to lande nedsatte en arbejdsgruppe mellem Canada, Danmark og Grønland. Blandt de danske deltagere var Udenrigsministeriet, Grønlands Selvstyre, Geodatastyrelsen, GEUS, DTU Space samt Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Intet mindre.

Efter tre års sikkert hårde forhandlinger lykkedes det så i november 2021 at nå frem til en løsning, som alle parter kunne være tilfredse med. Løsningen omfattede såvel den lille Hans Ø som et større havområde i Labradorhavet. De afsluttende forhandlinger fandt sted på neutral grund i Island.

Iskolde inuitter

Hans Ø havde nu aldrig været noget, der kunne bringe de lokale inuitter i affekt og ud af deres varme igloer. De så på striden med ophøjet ro, vel vidende at der jo var 350 km til nærmeste bebyggelse i Siorapaluk. Og plads har der jo aldrig været mangel på heroppe.

Hans Ø blev delt omtrent på midten, hvor der i forvejen er en naturlig kløft. Danmark fik hermed godt halvdelen af den karske klippeø – Canada en smule mindre.

Vigtigere er derimod opdelingen af et omstridt havområde i Labradorhavet. Her blev parterne enige om, at Danmark skulle have sit territorialfarvand udvidet med 40.000 km2, svarende til Jylland, Fyn og Sjælland – tilsammen. Ikke godt at vide, hvad der måtte gemme sig af naturrigdomme på eller i havbunden her.

Aftalen stadfæstede afslutningsvis, at verdens længste maritime grænse nu findes mellem Canada og Grønland – en grænse på i alt 3.882 helt igennem fredelige km.

Det kan vi da godt være lidt stolte af. Og Rusland lære rigtig meget af.

30 år med fiskeopdrættet

– Fremtid eller forurening?

Tiden går, og så længe den går godt, er jo alt, som det skal være. Og klogere skulle man jo også gerne blive med alderen – siger i hvert fald vor rockpoet CV Jørgensen.

Men det kan ind imellem være forstemmende at kigge tilbage og se, at verden på mange måder overhovedet ikke er blevet klogere. At vi overhovedet ikke har lært af vore utallige fejl. Den anden dag faldt jeg således over en af mine tidlige bøger udgivet på forlaget Munksgaard. Den har titlen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”.

Det er en forfærdende fremsynet bog skrevet for snart 30 år siden. En skolebog dedikeret til datidens undervisning i faget “Samfundsbiologi”. Det var dengang, man stadig underviste i natur og miljø på vore skoler. Emner, der siden er droslet voldsomt ned. Det ved jeg, for vi har flere folkeskolelærere i min familie, end jeg næsten kan tælle. Og de kan fortælle den samme historie.

FAO og foderet

Anyway, jeg skrev skolebogen i en tid, hvor FAO – FN’s fødevareorganisation – netop havde udråbt fiskeopdrættet til at være fremtidens redning for de sultende befolkninger i primært Afrika. FAO havde dog ikke set, hvad fremtiden ville bringe – hvordan fiskeopdrættet ville udvikle sig. FAO havde set for sig, hvordan fattige mennesker i Den Tredje Verden skulle opdrætte fisk, som de så skulle spise selv.

Vi ved i dag alle, hvordan udviklingen i stedet er kørt helt af sporet. Hvordan et næsten eksponentielt voksende fiskeopdræt nu i stedet er ved at trække tæppet helt væk under de selvsamme og stadigt sultende befolkninger.

Vi ved, hvordan deres korrupte regeringer er blevet bestukket til at lade udenlandske rederier fange alle de lokale fisk, som de fattige U-lande selv skulle have spist. Fangsten bliver siden til fiskemel og fiskefoder, som omdannes til luksusfisk til de i forvejen rige I-lande. Til laks og ørreder, ål og rejer. For øvrigt med et kolossalt foderspild undervejs. I dag ved vi således, at fire femtedele af foderet går til spilde, når man opdrætter laks. Kun en femtedel bliver til spisefisk.

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” for snart 30 år siden, så vi det da spirende lakseopdræt i havbrug som vildlaksens redning. Produktionen af billige tamlaks ville gøre det urentabelt fortsat at drage helt til Davisstrædet mellem Danmark og Canada for at fange vildlaksene på opvækstpladserne her. En spådom, der desværre gik i opfyldelse.

Vildlaksens redning?

Desværre, da lakseopdrættet i stedet udviklede sig til at være den nok største trussel mod vildlaksen nogensinde. Dels gør fiskeopdrættet masssive indhug i de bestande af fisk og rejer, som vildlaksen skal leve af under sin opvækst i havet. Og dels tiltrækker havbrugene millioner af havlus, som behandles med giftige kemikalier, så de slipper tamlaksene.

Men havlusene dør ikke af denne aflusning. De slipper blot ud til vildlaksene, der som små smolt må passere forbi på deres vej mod fiskebankerne ude på åbent hav. Og det møde dør de meget ofte af. Der skal kun en halv snes voksne havlus til for at gøre det af med en lille laksesmolt. Og for havørrederne går det ligeså.

Men ikke nok med det heller. Ud over at efterlade de dybe tærskelfjorde som stendøde mudderpøle så kvitterer tamlaksene med regelmæssige udslip.

Ofte er der tale om 6-cifrede antal tamlaks, der slipper ud efter storme eller påsejlinger. Laks, der naturligvis er sultne, og som derfor tolder hårdt på de forhåndenværende fødeemner. Men desværre også laks, der på et tidspunkt bliver kønsmodne og da søger op i de nærmeste vandløb for at gyde.

Det gør de sammen med de vilde laks, som ofte er i undertal på gydepladserne. Med det ulyksalige resultat, at der sker en genetisk udvanding af den arvemasse, som vildlaksene har været mere end 10.000 år om at udvikle. DNA, som er optimeret til de forskellige vandløb og deres karakteristika, går tabt på denne måde.

Vi ved i skrivende stund ikke, hvilken skade undslupne regnbueørreder forretter på vore hjemlige ørreder. Vi ved blot, at undslupne regnbueørreder normalt gyder senere end vore hjemlige havørreder. Og at de derfor kan grave allerede lagte ørredæg op fra brugte gydebanker.

Truslen fra dambrugene

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”, var det de hjemlige dambrug, som udgjorde det suverænt største problem i danske vandløb. Havbrugene var endnu kun i sin vorden. Dengang havde regnbueørreden netop fejret sit 100 års jubilæum i danske dambrug, og det skrev jeg fire artikler om i Jyllands-Posten, som var ganske progressive, hvad miljøet angik. Disse artikler kan du læse her under “Biologi”.

Også dengang var der problemer med dette erhverv, som mente, at de havde en gudgiven ret til at bruge alt vand i de danske åer. Alt vandet. Til at stemme åerne op og tage vandet ind i dammene, så vildfiskene ikke kunne passere forbi på deres vej mod gydepladserne.

I dag snart 30 år senere har vi fået løst langt de fleste problemer med dambrugerne ved de jyske åer. Efter flere års retssager måtte erhvervet sande, at de alligevel ikke havde retten til at bruge alt vand i de danske åer. Mange dambrug blev købt op og nedlagt af miljømyndighederne, så man ad den vej både kunne sikre vildfiskene frie passage og reproduktion. Og samtidig reducere kvælstofudslippet til åer, søer og fjorde.

Nu er det bare så meget mere ærgerligt, at problemerne blot er flyttet ud i havet – ud i åbne havbrug, som ikke har nogen som helst mulighed for at begrænse deres forurening.

Det ligger i hele princippet bag åbne havbrug, at vandstrømmen skal sikre rent og iltrigt vand til de tæt pakkede fisk, mens alle affaldsstofferne bekvemt fjernes med samme vandstrøm. Totalforurening kalder man det. En åben kloak direkte ud i vort fælles badevand og fiskevand.

Flugten til Amerika

Vi så, hvordan danske svineproducenter – med økonomisk støtte fra staten og ofte med velkendte Venstre-politikere bag – flyttede dele af produktionen til først Polen, siden Rusland og Ukraine, hvor der stadig kunne forurenes frit. Hvor man kunne have gigantiske åbne laguner til opbevaring af de enorme mængder gylle, som grisene jo konstant leverer.

Nu senest oplever vi så, at danske havbrugere vil gøre svineproducenterne kunsten efter. De vil følge samme sti mod mere forurening og øget indtjening ved at flytte produktionen til steder som Lithauen, hvor myndighederne stadig er til at snakke med. Hvor det ser ud til at være lettere at slippe afsted med øget forurening fra et udvidet fiskeopdræt.

Vi lever i sandhed stadig i grådighedens tidsalder. Vi ved bedre, men vi vil bare ikke. Som nu landflygtige Esben Lunde så smukt og let forståeligt formulerede det, inden han selv stak af til Amerika…

2019 Steen Ulnits

Efterskrift: Jeg har stadig en kasse stående med et skolesæt af bogen. Skulle nogen være historisk interesserede, er de velkomne til at kontakte mig. Bøgerne kan naturligvis også købes enkeltvis, hvis man nu ikke lige er historisk interesseret skolelærer!

Retropix: De første 25 år

1956: Altid rart at kunne dokumentere, at man har set sød ud engang…

1974: Første besøg på Grønland – betalt af forældre.

1976: Hidtil største gedde på 11,0 kg, 107 cm lang.

1976: Første besøg i Alaska – betalt af mig selv!

1976: Største regnbueørred fra Alaska: 4,1 kg

1981: Pukkellaks fra British Columbia, Canada

1986: Første steelhead fra Sustut River, British Columbia

1986: Sidste steelhead fra Sustut River, British Columbia

1986: Største steelhead fra Sustut River, British Columbia

1991: Første tarpon fra Rio Colorado, Costa Rica

1992: Første sejlfisk på flue fra Pinas Bay, Panama

1996: Første maj fluegedde på Fussing Sø

2000: Første kystfluekursus på Samsø

I snak med Jens Christian Skou, vor seneste danske Nobelprisvinder,

som deltog i vort første højskolekursus på Samsø.

Det var vi (ikke så lidt) stolte af!

Foto: Preben Petersen

Jens Christian Skou (1918 -2018)

Nyt laksestop i Nordatlanten

En ny og netop underskrevet 12-årig aftale om en forlængelse af laksestoppet i Nordatlanten giver håb for fremtiden. Også fremover vil atlanterhavslaks fra hele Nordeuropa og Nordamerika frit kunne vokse sig store i farvandet omkring Grønland og Færøerne.

Atlantic Salmon Federation (ASF) og North Atlantic Salmon Fund (NASF) har netop indgået nye aftaler med kommercielle laksefiskere i Grønland og Færøerne. Aftalen vil beskytte tusinder af voksne og vilde atlanterhavslaks fra kommercielle net og langliner, så de kan vende tilbage til nordamerikanske og europæiske floder for at gyde.

Den nye grønlandske laksebeskyttelsessaftale vil vare i 12 år (2018-2029). Repræsentanter for ASF, NASF og den grønlandske fangerorganisation KNAPK afsluttede aftalen den 24. maj i Reykjavik, Island efter mere end 12 måneders forhandlinger. Færøernes aftale mellem ASF, NASF og Færøernes Lakseskibsfartsforening (Laksaskip) blev underskrevet i Reykjavik den 22. maj og fortsatte en flere årtier lang ophævelse af kommercielt laksefiskeri fra 1991.

Farvandene omkring Grønland og Færøerne er kritiske opvækstområder for vilde atlanterhavslaks fra hundredvis af vandløb i Nordamerika og Europa.

Kommercielle fangster i disse områder er kendt som “mixed stock” fiskeri, fordi laksene stammer fra såvel relativt sunde bestande som truede. Dette fiskeri påvirker sårbare floder som Penobscot floden i USA og St. John floden i Canada samt ikoniske floder med reducerede bestande som Tweed i Skotland, Big Laxa på Island og Alta i Norge.

– Det er meningsfuldt og afgørende at reducere høsten af vilde atlanterhavslaks i disse havområder, men ikke kun for laksens bevarelse, men også for den globale biodiversitet og vores floder og oceaners sundhed, udtalte præsident Bill Taylor ASF.

– Den bedste måde at redde nordatlantisk laks på er at reducere antallet af dræbte, udtalte NASFs amerikanske formand Chad Pike og fortsatte:

– Det unikke havmiljø omkring Grønland og Færøerne er dér, hvor voksne fisk fra over 2.000 floder i hele Nordatlanten er kendt for at tilbringe deres vinterfødesøgning.

Disse bevaringsaftaler skaber reservater for vilde laks i deres kritiske levesteder, hvilket er en historisk gevinst for laksebeskyttelsen.

I henhold til aftalen vil de grønlandske og færøske delegationer til den nordatlantiske laksebeskyttelsesorganisation (NASCO) deklarere nul kommercielle kvoter på næste måneds internationale topmøde i Portland, Maine. Som følge heraf vil voksne laks, der ellers ville blive fanget i kommercielle net, begynde at vende tilbage til deres fødevandløb i foråret 2019.

Til gengæld for det ikke-kommercielle laksfiskeri i Grønland vil ASF og NASF finansielt støtte økonomisk udvikling, videnskabelig forskning og uddannelsesinitiativer med fokus på havbevarelse. Fastboende fiskere med licens må dog fortsætte med at fange til eget forbrug.

På Færøerne har der været en historisk aftale siden 1991, og laksfiskeriet her har været indstillet siden dengang. Orri Vigfusson, grundlægger af NASF, forhandlede transaktionen på plads med den dengang fremsynede færøske regering.

Ifølge hidtidige ASF-NASF-KNAPK aftaler har de videnskabelige og regulerende myndigheder kunnet rapportere om stigninger i antallet af store laks, der vender tilbage til nordamerikanske og europæiske floder.

I dette tilfælde vil et 12-årigt stop for kommercielt laksefiskeri sikre fremtiden for to hele generationer af vilde atlanterhavslaks. Den grønne streg markerer minimumantal for sikker overlevelse af arten.

Alle penge, der kræves til støtte for disse aftaler, rejses privat fra donorer og tilhængere af ASF og NASF.

Atlantic Salmon Fund (ASF) blev dannet i 1948 for at bevare, beskytte og genoprette vilde atlanterhavslaks og deres omgivelser.

North Atlantic Salmon Fund (NASF) blev grundlagt i 1996 med opkøb af laksekvoter for øje. Datterselskaber i Island, Skandinavien og Vesteuropa.