Tag-arkiv: god økologisk tilstand

Kystvandrådene

Du er sikkert stødt på fænomenet “kystvandråd”, som der er flere af landet over. Men det står langt fra klart, hvad det egentlig er for en størrelse.

Et kystvandråd er et rådgivende organ, der er nedsat i forbindelse med vandplanlægningen i Danmark. Dette særligt i forhold til vandmiljøet i kystvande – altså fjorde, bugter og havområder tæt på land.

Kystvandrådene er en del af implementeringen af EU’s Vandrammedirektiv, som Danmark tiltrådte i 2000 og har forpligtet sig til at følge gennem sine vandområdeplaner.

Kystvandråd bliver brugt til at inddrage lokale interessenter i arbejdet med at forbedre vandmiljøet. Rådene kommer med lokal viden og forslag til indsatser, som kan hjælpe staten og kommunerne med at lave mere målrettede og effektive indsatser for at forbedre vandkvaliteten i kystnære områder.

Vi har endnu til gode at se konkrete resultater heraf.

Hvem sidder i kystvandrådene?

Et kystvandråd består typisk af repræsentanter fra:

Landbruget
Fiskeri og akvakultur
Natur- og miljøorganisationer
Erhvervsinteresser (eksempelvis turisme)
Kommuner og lokale myndigheder
Lokale borgere eller grundejerforeninger

Kystvandrådene arbejder med spørgsmål som:

Hvordan næringsstoffer (typisk kvælstof og fosfor) påvirker kystvandet
Hvor og hvordan man bedst kan reducere udledninger
Hvilke lokale løsninger og indsatser, der er mest realistiske og effektive
Prioritering af områder, der bør have særlig opmærksomhed

Kystvandrådene blev etableret som en del af Vandområdeplanerne 2021-2027 og har en rolle i at kvalificere de indsatser, staten og kommunerne planlægger i kystvande.

Dette for at sikre en “god økologisk tilstand” som krævet af EU’s Vandrammedirektiv fra 2000.

Fra fire til sytten kystvandråd

I 2023 blev de første fire kystvandråd etableret.

Det skete i en slags forsøgsordning, som skulle dække de i særklasse mest problematiske vandområder: Ringkøbing Fjord, Vadehavet, Odense Fjord og den centrale del af Limfjorden.

Som led i “Aftale om et grønt Danmark” og “Akutpakke til forbedring af vandmiljøet” blev samarbejdet skaleret op for perioden 2025–2027. Kommuner kunne ansøge om nye råd, og 13 nye blev nedsat, så i alt 17 råd nu fungerer som rådgivende organer for lokale treparter.

I starten var der således kun fire kystvandråd, men ved udgangen af 2024 blev arbejdet udvidet og hele 13 nye råd oprettet.

Kystvandrådet for Ringkøbing Fjord er således et af de ældste og derfor bedst veletablerede af kystvandrådene. Det, der længst har arbejdet med de problematikker, som gælder hele landet, og som blev ekstra aktuelle med etableringen af Den Grønne Trepart.

Sidstnævnte har primært med klima og CO2 at gøre – sekundært med kvælstofreduktion. De to områder har dog en hel del med hinanden at gøre, hvilket ofte skaber forvirring omkring problematikken.

For er det nu klima eller kvælstof, Den Grønne Trepart drejer sig om?

Uenig med kystvandråd

Det hele bliver ikke mindre kompliceret af de mange aktører, som er i spil – som ofte har helt modsat rettede hensigter med deres arbejde. Landbrug, natur og miljø er således traditionelt emner, der meget ofte modarbejder hinanden. Mens klima og miljø ofte går hånd i hånd.

Dette skisma er kommet tydeligt til udtryk i den verserende debat om udtagning af landbrugsjord. Den er længe gået alt for langsomt og gør det stadig.

Udtagningen skal ske på frivillig basis, og det har man desværre kun dårlige erfaringer med over for landbruget – med de mange manglende mini-vådområder som det bedst tænkelige eksempel.

De har overhovedet ikke levet op til den lovede kvælstoffjernelse fra Lars Løkkes famøse Landbrugspakke i 2016, der gav dansk landbrug tilladelse til at bruge 20-30 % mere gødning end hidtil. Mod landet over at etablere en masse mini-vådområder til kvælstoffjernelse.

Senest har Ringkøbing-Skjern Kommune derfor udsendt en pressemeddelelse, hvor kommunen klager sin nød. Det skete den 1. juli, hvor beskeden lød således:

“Godt på vej, men langt til mål i den lokale trepart.”

Interesseorganisationen Effektivt Landbrug havde følgende kommentar:

“Trods god opbakning fra lokale lodsejere er der stadig alt for få arealer meldt ind til udtagning og omlægning i Ringkøbing Fjords opland. Kommunen advarer nu om, at manglende fremdrift kan udløses ny statslig kvælstofregulering fra 2027.”

Er der noget, dansk landbrug frygter, så er det statslig indgriben og pålæg af tvungen kvælstofreduktion. Og Ringkøbing-Skjern kommune føler selv, at den har gjort en stor indsats med arealudtagning eller rettere:

Udpegning af egnede områder til kommende udtagning.

Udtagningskonsulenterne

Der er nemlig rigtig langt mellem udpegning og udtagning af de nye landbrugsarealer. hvilket det lokale kystvandråd netop påpeger. Og derfor kan man ikke lide udlægningen fra Effektivt Landbrug, som straks maler fanden på væggen og truer med bål og brand fra regeringen.

Selv mener de nemlig i Ringkøbing-Skjern at have en god sag. Baseret på tidligere beregninger fra det lokale kystvandråd er det muligt at nå kvælstofreduktionsmålet på 1.687 ton alene ved udtagning af landbrugsjord. Uden nye statslige krav til målrettet regulering.

Den pågående udpegning har ellers udviklet sig til en ren guldgrube for et antal “udpegnings- eller udtagningskonsulenter”, som via Den Grønne Trepart har fået helt nye indtjeningsmuligheder.

De skal som lønnet direkte eller indirekte af staten rådgive i forbindelse med udpegningen af de bedst egnede områder.

De nye konsulenter skal som udgangspunkt være neutrale rådgivere, der vejleder udelukkende ud fra faglige hensyn. Vi har dog allerede set eksempler på, at det kan knibe med denne neutralitet. Hvis man enten selv er aktiv landmand eller ansat i en rådgivningsvirksomhed for samme landbrug.

Dykker man bare lidt ned i materien, finder man hurtigt frem til, at udtagningskonsulenter ofte er ansat i Landboforeninger som Agri Nord, SAGRA og Velas. Eller i konsulentfirmaer som COWI, NIRAS og Orbicon.

Alle har de fået nye gyldne tider med etableringen af Den Grønne Trepart.

Desværre har vandmiljøet endnu ikke fået det spor bedre.

Klima og kvælstof

Et af elementerne i Den Grønne Trepartsaftale er udtagning af lavbundsjord, der i forvejen er ganske uproduktiv, og som kræver stor tilførsel af næringsstoffer for at være produktiv.

Et af incitamenterne for deltagende landbrugere er, at man så vil kunne dyrke den øvrige jord endnu mere intensivt. Uden generende kvælstofregulering. Det siger i hvert fald Martin Hjort Jensen, som er viceformand i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer:

“Det vidner om, at det kan lade sig gøre at finde de gode og nødvendige løsninger, så vi kan nå de mål, der skal til, for at vi kan komme til at dyrke mere intensivt på de øvrige jorde.”

“Når omlægningen er gennemført, kan vi rulle kvælstofreguleringen på markerne tilbage. Det er et kæmpe incitament for os, for vi er dødtrætte af rigide regler om efterafgrøder, datotyranni og meget andet.”

Martin Hjort Jensen

viceformand i Landbrug & Fødevarer

For Martin Hjort Jensen drejer Den Grønne Trepart sig således ikke om at opnå et bedre vandmiljø, men primært om muligheden for en øget produktion på de tilbageværende jorde. Selv om man stadig ikke har levet op til den lovede kvælstoffjernelse fra 2016.

Skal man tage viceformandens udtalelser for pålydende, og det skal man vel, går eksisterende produktiv landbrugsjord en hård tid i møde, når og hvis landbruget formår at leve op til kravene i Den Grønne Trepart.

Den vil da blive presset til det yderste.

Udtagning med negative konsekvenser

Udtagning af lavbundsjorde er et ud af flere tiltag i den Grønne Trepartsaftale.

Udtagningen skal reducere udledningen af drivhusgasser og dermed bremse den globale opvarmning. Som sidegevinst ved ophør af landbrugsdriften mindskes naturligvis også udvaskningen af kvælstof til gavn for vandmiljøet. Ikke mindst fordi fortsat gødning ophører.

Desværre har vi de seneste år oplevet flere tilfælde af iltsvind forårsaget af vandløbs- eller sørelaterede restaureringsarbejder. Med Fiil Sø og Lindenborg Å som konkrete eksempler på iltsvind fra afvandede områder, der pludselig sættes under vand igen.

Disse iltsvind skyldes akut nedbrydning af organisk stof, der er akkumuleret i jorden, hvor det har ligget tørt i mange år. Når denne jord sættes under vand, påbegyndes en nedbrydning af det organiske stof, som kræver ilt.

Harmløst organisk stof, som i årevis har været ude af kredsløbet, bliver pludselig farligt for vandmiljøet, der berøves livsvigtig ilt.

Det er således ikke altid ren win-win, når afvandede områder retableres og udrettede vandløb genslynges. Ikke altid, at klimatiltag og kvælstofreduktion går hånd i hånd. Heldigvis gør de det dog ofte.

Vi har under alle omstændigheder stadig meget at lære om konsekvenserne af vore omfattende ødelæggelser gennem de seneste årtier.

Det hele bliver desværre aldrig så godt, som det var engang.

Den mulighed har vi forpasset.

Ingen kvaler – hr. og fru Danmark betaler

Der findes et hæderkronet princip i dansk miljølovgivning: Det er forureneren, der betaler. Hvis altså denne vil og lovgivningen ellers kræver det.

Samtidig er det nærmest umuligt at trække tilskud tilbage – selv når man ikke har leveret varen eller overholdt de aftaler, man har indgået. Det er dansk landbrug et fremragende eksempel på. Med Lars Løkkes (V) Landbrugspakke fra 2016 som det nok mest kendte tilfælde.

Landbrugspakken gav dansk landbrug lov til at bruge 20-25% mere gødning end hidtil – mod at man så anlagde en lang række af de såkaldte “mini-vådområder” til reduktion af udvaskningen af kvælstof til det allerede dengang nødlidende vandmiljø.

Dansk Landbrug tog mod tilbuddet med kyshånd. Der blev gødet som aldrig før og udledt stigende mængder kvælstof til vandmiljøet. Imidlertid fik man aldrig etableret de mini-vådområder, man havde lovet og aftalen var baseret på.

Alligevel fik man lov til at fortsætte overgødningen og udledningerne uantastet – med et kollapset økosystem og enorme mængder fedtemøg i danske fjorde som det helt forudsigelige og meget synlige resultat.

Dansk landbrug stortrives og har med egne ord flere penge på bogen, end de nok nogensinde har haft. Dansk vandmiljø har til gengæld ikke haft det dårligere i mands minde, og nu klager EU så ikke overraskende over, at Danmark ikke har levet op til Vandrammedirektivet fra 2000.

Det er alvorligt, mener vor mærkværdige SVM-regering. Det må der gøres noget ved, udtaler den. Men skal dansk landbrug nu trækkes i den milliardstøtte, man årligt modtager – når man nu ikke har levet op til det, man selv lovede i sin tid?

Næh-nej, det skal landbruget ikke. I stedet har Mette, Lars og Troels fundet nye milliarder frem til genopretning af vandmiljøet. I hvert fald tilsyneladende.

Løsningen kaldes “Den Grønne Trepart”, og den bliver nu også langt dyrere end oprindeligt lovet.

“En historisk grøn aftale”

En “mega milliardaftale” har Danmarks Radio kaldt den Grønne Trepart. DR har nemlig set nærmere på, hvor mange milliarder aftalen egentlig kommer til at koste, og hvem der i sidste ende kommer til at hænge på regningen.

Ambitionerne er nemlig skyhøje, og det er omkostningerne derfor også. Men det er definitivt ikke forurenerne – altså landbruget – der kommer til at betale gildet. Dem, der fik i pose og sæk med Landbrugspakken fra Lars Løkke (V) i 2016.

Dem, der dengang fik og fremover får lov til at gøde mere end fagligt forsvarligt over for vandmiljøet. Og dem, der efterfølgende ikke leverede på egne løfter om etablering af kompenserende mini-vådområder. Det løftebrud koster gratis og er symptomatisk for den lovhåndhævelse, vi har indført over for landbrug og fiskeri.

Dette gælder dog ikke kun fødevareproduktionen. Det så vi senest ved det store og selvforskyldte jordskred ved Nordic Waste syd for Randers. Her kunne ejerne blot erklære sig konkurs, pakke deres sydfrugter og efterlade en regning på 300 millioner kroner til skatteborgerne. Tag den, Randers.

Altsammen på grund af en dårligt gennemtænkt og mangelfuld lovgivning samt danske EU-forbehold, der satte en ellers sikkert velment lovgivning ud af funktion.

Den historiske Grønne Trepart er den hidtil dyreste danske klimaaftale. Den skal føre til reduktion på 1,8 millioner ton CO2 i 2030 og 3,3 millioner ton CO2 i 2035 – primært til gavn for klimaet og mindskning af den globale opvarmning.

Som en positiv sidegevinst vil der samtidig ske en reduktion af de kvælstofmængder, der havner i vandmiljøet – primært via gylle spredt over markerne.

Den Grønne Trepart er dog stadig primært en klimaaftale – med positive sidegevinster for vandmiljøet. Aftalen pålægger fra 2030 landbruget en CO2-afgift på beskedne 300 kroner pr. ton CO2 – vel at mærke når først den er fuldt indfaset i 2035.

Det vil da være mindre end det halve af den CO2-afgift, som den øvrige industri skal betale – nemlig 750 kroner pr. ton CO2. Helt på linje med de lettelser, som fiskerierhvervet har fået. Trods ellers velkendte skadevirkninger fra ikke mindst trawlfiskeriet.

I Danmark er det således ikke blot gratis at ødelægge miljøet.

Man kan også få tilskud til det.

– Hvem betaler gildet?

Danmarks Radio har søgt aktindsigt i, hvem der egentlig skal betale den samlede regning på 62 milliarder kroner frem til 2045. Den, der blev 50% dyrere end oprindelig antaget og opgivet.

EU dækker med et tilskud på 7 milliarder, mens landbruget skal betale blot 11 milliarder. Det svarer til 18%. Den resterende hovedstol på 44 milliarder kroner sendes ud til danske skatteydere og betales af statskassen. Endnu engang skal danske skatteydere således finansiere landbrugets forurening af vandmiljøet.

“De direkte omkostninger til den grønne omstilling for landbruget bliver i størstedelen håndteret af skatteyderne.

Man har valgt et lavere afgiftsniveau for landbruget end for industrien. Hvis man havde valgt det samme afgiftsniveau som industrien, så havde det været en større udgift til landmændene og en mindre udgift til skatteyderne.”

Michael Svarer

økonomiprofessor, Aarhus Universitet

På denne måde bliver der desværre kun et begrænset incitament for landbruget til at gøre noget ved egen forurening. Når man nu alligevel får det hele finansieret af den danske stat.

Oven i det hele får dansk landbrug endda mulighed for at søge yderligere støtte fra diverse tilskudsordninger i Den Grønne Trepart.

Blandt andet til fortsat kvægavl, som er noget af det, der belaster klimaet mest – med en stor udledning af den potente klimagas methan. Den søger man nu at reducere ved at tilsætte stoffet Bovaer til foderet. Kemisk krigsførelse på et mangelfuldt grundlag.

Man kender nemlig slet ikke til langtidsvirkningerne af dette stof eller dyrevelfærden ved denne fodertilsætning.

Man ved blot, at det reducerer udledningen af methan – her og nu.

Tekst & fotos:

©️ 2025 Steen Ulnits

Læs også artiklen

“Sagt og skrevet om Den Grønne Trepart“

⌘ ⌘ ⌘

Vandramme-direktivet

Vandramme-direktivet – forkortet VRD – er noget, som mange i efterhånden mange år er gået i en stor bue udenom. Uanset om man er menigmand eller politisk beslutningstager.

Ærgerligt, for det er netop EU’s Vandramme-direktiv, der skal redde det danske vandmiljø. Når vi nu ikke selv vil eller magter det.

Bag de tykke EU-mure i Bruxelles er de folkevalgte politikere i Europa-kommissionen og Europa-parlamentet samt deres mange embedsmænd langt længere fremme i skoene, end mange menige EU-borgere tror. Og vi ofte selv er.

Vore EU-politikere har udstukket rammerne for fremtiden, længe før vi når til den. Baseret på input fra organisationer og regeringer i medlemslandene selv. Vandramme-direktivet er et rigtig godt eksempel herpå.

Således besluttede EU tilbage i år 2000, at der skulle findes fælles fodslag og regler for vandmiljøet i alle EU-lande. Der skulle sættes tal og mål på, så man kunne arbejde sig frem mod et bedre vandmiljø i alle medlemslandene. Og det skulle være sammenligneligt landene imellem. Det blev til Vandramme-direktivet – VRD.

Målsætningerne

EU’s Vandramme-direktiv har som målsætning, at de forskellige landes vandområder undersøges, klassificeres, målsættes og om nødvendigt forbedres. I VRD’s første år var der megen uklarhed om kriterierne herfor, da direktivet lægger vægt på mange forskellige parametre – heriblandt biologiske, kemiske og fysiske.

Først meget sent i forløbet kom der klarhed herover. Først i 2015 kunne man således sætte konkrete tal på mange af de parametre, som indgår i direktivet. Som skal gøre forholdene sammenlignelige nationalt såvel som internationalt.

Nu har man så et konkret mål for, hvor mange ørreder der eksempelvis skal være i et vandløb, førend dette kan siges at leve op til en “god økologisk tilstand” – som krævet i henhold til EU’s Vandramme-direktiv.

Fisk, der vel at mærke skal være født og opvokset i det pågældende vandløb. Ikke et resultat af udsætninger.

Ifølge en bekendtgørelse af 9. september 2015 fra Miljø- og Fødevareministeriet skal der være følgende tætheder af fisk i et ørredvandløb, førend det kan siges at være i “god økologisk tilstand”:

Vandløb mindre end 2 meter brede: 0,8 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Vandløb større end 2 meter brede: 1,5 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Nu var der for første gang noget konkret at gå ud fra, når man skulle og skal vurdere, om et vandløb rent faktisk lever op til kravene i VRD.

“God økologisk tilstand”

Et af de begreber, der i starten var noget vagt defineret, er kravet om “god økologisk tilstand”. For hvad vil det lige sige? Og hvad indebærer det helt konkret for åer, søer, fjorde og havområder? Hvor højt skulle barren sættes, hvis VRD skulle have nogen mening og være til gavn for miljøet? Og hvor hurtigt skulle målene nås?

Der blev også lagt op til, at man indsætter kvalitative parametre i målsætningerne – i stedet for de rent kvantitative, der ikke nødvendigvis siger ret meget om miljøtilstanden.

I stedet for nogle vanskeligt definerbare grænseværdier for udledning af stoffer kunne man nu sætte som målsætning, at der der fremover skal være eksempelvis rødspætter i et farvand. Og så ellers stræbe efter at sætte vandmiljøet i en sådan stand, at der vil kunne leve rødspætter i det. Og at der vel at mærke også gør det.

Rødspætten er blot et tænkt eksempel på en ny måde at anskue naturforvaltningen på. Men et eksempel, der meget fint kan overføres på Gudenåen og Tange Sø. Vil vi igen have selvreproducerende fisk i Gudenåen, må vi se på både de fysiske, kemiske og biologiske forhold i åen.

Vandramme-direktivet blev indført i år 2000 og opererer med forskellige delperioder, inden alle mål skal være nået i 2028. Alle åer, søer og kystnære farvande skulle inden 2015 som minimum have opnået en god kemisk og økologisk tilstand, der kun afviger minimalt fra den naturlige tilstand – før menneskelig påvirkning. Det samme skulle grundvandet.

Forlængelserne

Vi skriver 2019 og ved vel efterhånden allesammen, at dette ikke er lykkedes. I hvert fald ikke i Danmark. Ikke et ord om Landbrugspakken, øgede kvælstofudledninger, nedsivende pesticider og advarende pilotskrivelser fra Bruxelles. De sidste gemmer man godt af vejen inde på Christiansborg, hvor valgfeberen jo har gjort sit indtog.

Men EU vidste dog også selv, at det nok kunne blive et problem at nå de ambitiøse målsætninger i Vandramme-direktivet. Så derfor indførte man samtidig en bestemmelse om, at hvor en naturlig tilstand ikke kunne opnås eller ville medføre “uforholdsmæssigt store omkostninger”, kunne der tilades en ringere tilstand.

Eller gives fristforlængelser på to gange seks år – altså først fra 2015 til 2021 og endegyldigt sidst fra 2021 til 2027. I 2028 skal målsætningerne være nået i hele EU.

Samtidig opererer man med tre forskellige klasser af vandområder, nemlig 1) naturlige vande, 2) kunstige vande og endelig de 3) stærkt modificerede vande.

I vort tilfælde hører den kunstigt opstemmede Tange Sø naturligt til i klassen af stærkt modificerede vande – en klassifikation, der dog selv er blevet modificeret noget af de involverede og ansvarlige myndigheder. Af lavpraktiske årsager, da kravene om målsætning herefter er sænket tilsvarende.

Præcis som at løse problemet med pesticider i grundvandet – ved blot at hæve grænseværdierne. Også kaldet den danske metode.

Tangeværkets turbiner

Gudenåen med den opstemmede Tange Sø kan aldrig komme til at opfylde kravene i Vandramme-direktivet. Ikke kun fordi de naturlige gydepladser for den oprindelige Gudenå-laks i dag ligger på bunden af den opstemmede Tange Sø – begravet under et metertykt slamlag. Men også fordi Tangeværket hindrer vandrefiskene frie passage både opstrøms og nedstrøms.

Opstrøms, så de voksne og gydemodne fisk ikke kan nå deres gydepladser. Og nedstrøms, da den udvandrende ungfisk af laks og havørred næsten alle bliver ædt af rovfisk under deres nedtræk gennem søen. Endelig går mange ål stadig tabt i Tangeværkets roterende turbiner.

Glemmes må heller ikke, at Danmark tilbage i 1982 ratificerede den såkaldte “Bern-konvention”, der forpligter deltagende medlemslande til at “støtte genindførelsen af naturligt hjemmehørende arter af vilde dyr”.

Og til dem hører jo netop Gudenå-laksen, der blev udryddet med bygningen af Tangeværket og opstemningen af Gudenåen til Tange Sø. Den uddøde i 1928 – fire år efter Tangeværkets etablering. Og har stadig sine sidste og vigtigste gydepladser liggende begravet i mudder på bunden af Tange Sø.

I mange år drømte Gudenåens venner våde drømme om et langt omløbsstryg uden om den kunstige Tange Sø. I dag ser de fleste fagfolk et sådant 10 km langt kunstigt omløbsstryg uden om et 10 km langt kunstigt vandkraftmagasin som en rigtig dårlig løsning, der dels er meget kostbar – dels næppe lever op til Vandramme-direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Nærmest en moderne Molbo-historie, hvis den gennemføres.

Skal vandrefiskene nemlig kunne passere frit op og ned gennem Gudenåen, skal vandet ledes uden om Tange Sø, der således isoleres. Det skaber helt automatisk problemer for den frie passage i tilløbet Tange Å, hvis fiskebestand så ikke længere har fri adgang til Gudenåens vandsystem. Man løser et problem og skaber et andet.

Professionelle meninger

Virksomheden COWI blev i 2007 af Danmarks Naturfredningsforening bedt om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:

“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat slut.

Virksomheden Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsøsninger. Rambøll anfører blandt andet:

“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet … Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat slut.

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sig selv igen.

0,1-0,15 milliard kroner er jo også penge. Gudenaacentralens vandkraftmagasin Tange Sø må derfor væk før eller siden. Dens tid er forbi.

Det siger EU’s Vandramme-direktiv – hvis man vel at mærke følger ordlyden og ånden i VRD.

Ovenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Den sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928.

Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket.

Med Lilleåen som det vigtigste.

Kampen om Kattegat

Tirsdag den 20. november gæstede fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) den kendte naturlokalitet Jernhatten på østspidsen af Djursland. Formålet med besøget var at indvie den smukke Jernhatten som en del af regeringens nye naturkanon.

Mødet og indvielsen blev imødeset med stor interesse fra lokalbefolkningen, der længe har protesteret mod de nye forurenende havbrug, som regeringen har planlagt – med daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen, sekunderet af partifællen MF Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i det storforurenende Musholm Havbrug – en af ansøgerne til yderligere forurening af Kattegat ud for Djursland.

Den lokale miljøforening BLAK benyttede naturligvis lejligheden til at fortælle ministeren om planerne for en ny marin / maritim nationalpark i farvandet ud for Jernhatten og Marsk Stigs gamle ø Hjelm. En nationalpark, der vil kunne booste kystturismen i hidtil uset omfang. Med kroner og ører i stedet for alger og iltsvind. At noget sådant ikke vil være foreneligt med en stærkt forurenende fiskeproduktion fra kilometerstore havbrug tydeligt synlige fra land.

Lokalt er der derfor massiv modstand mod nye havbrug, som vil forurene kystvandet og ødelægge mulighederne for den kystturisme, som de fattige kommuner på Djursland er så afhængige af. Ikke mindre end 2.000 arbejdspladser er der her, og de trues nu af blot et halvt hundrede nye arbejdspladser i forbindelse med de nye havbrug. Kystturismen på Djursland omsætter årligt for 2,5 milliarder kroner.

Den lokale modstand mod havbrugene er derfor massiv og énstemmig, men det har regeringen skam taget højde for. De planlagte havbrug er nemlig placeret, så de lige akkurat er uden for den 1-sømilegrænse, der markerer kommunernes jurisdiktion. Kommunerne kan således intet selv gøre for at hindre forurening af deres livsvigtige kyster. Det bestemmer regeringen suverænt. Og der vil komme forurening ind til land fra de planlagte havbrug. Masser af forurening.

Der står dog en kattelem åben rent juridisk. De selvsamme modeller, som Dansk Hydraulisk Institut brugte til at udpege egnede lokaliteter ud for Djursland, kan nemlig også bruges til at udregne spredning af forureningen fra havbrugene – i form af foderrester, fækalier, antibiotika og kemikalier. Det kom der nedenstående nedslående kort ud af:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons.

Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i danske farvande.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021.

Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv har tiltrådt:

Esben Lunde Larsen (V) om Helcom:

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip, da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det blev understreget af følgende spørgsmål i Folketingssalen – Spørgsmål nr. S 593:

– Vil Danmark fortsat insistere på retten til at øge forureningen med næringsstoffer i Østersøen på trods af modstand fra de andre Østersølande, eller vil Danmark som det sidste land nu tilslutte sig det såkaldte »allokeringsprincip 8« i HELCOM og opgive det selvopfundne »miljømæssige råderum«?

Svaret fra Esben Lunde Larsen:

“Spørgsmålet om den konkrete betydning af HELCOMs reduktionsmål for udledning af næringsstoffer i relation til havbrug, vil blive fastlagt i forbindelse med et kommende administrationsgrundlag.”

Berømte sidste ord. Esben Lunde Larsen (V) må i dag nøjes med at se på fra sit eksil i Amerika. Det skal blive spændende at se, om hans efterfølger Jacob Ellemann-Jensen (V) vil “sætte miljøet før fødevarerne”, som han jo lovede ved sin tiltræden. Eller om hensynet til havbrugsbranchen vil vægte højere end hensynet til de mange arbejdspladser i kystturismen på Djursland.

Massiv lokal modstand mod havbrug ved Jernhatten

Det skal også blive spændende at se, hvad EU siger til Danmarks planer om at øge forureningen af Kattegat – i stedet for at reducere den i henhold til Vandrammedirektivet. Hvad vi jo har forpligtet os til. EU har allerede sendt en såkaldt pilotskrivelse til Danmark i forbindelse med Landbrugspakken, som også tillod et markant øget forbrug af gødning. Dette på baggrund af fiktive modeller, der overnight reducerede kvælstofudledningen til vandmiljøet med adskillige procent.

De første faktiske målinger af Landbrugspakken har imidlertid vist, at man i stedet for en reduktion på forventede 600 tons kvælstof om året har fået en øget udledning på 2.500 tons. En forskel på mere end 3.000 tons, der ikke er i vandmiljøets favør. Så er det naturligvis det helt rigtige at øge udledningen yderligere – med 800 tons fra kystnære havbrug i Kattegat.

Lad os derfor håbe, at det var miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, der gæstede Jernhatten. Og ikke havbrugsminister Jacob Ellemann-Jensen…

Jacob Ellemann-Jensen (V) er nuværende miljø- og fødevareminister. Han har overtaget ansvaret for at gennemføre sin forgængers planer om at etablere otte nye havbrug i Kattegat ud for Djurslands kyster. Med en tilladt merforurening på 800 tons kvælstof. Han har netop besøgt Jernhatten på Djursland, som skal indlemmes i regeringens kommende naturkanon.

Esben Lunde Larsen (V) var tidligere miljø- og fødevareminister, men tog pludselig flugten til USA og blev afløst af Jacob Ellemann-Jensen (V). Esben Lunde Larsen stod bag den omdiskuterede L111 lovgivning, der lancerede et fiktivt “råderum” til yderligere forurening af Kattegat. Det har senere vist sig ikke at eksistere og samtidig være i strid med Helcom-konventionen.

Jacob Jensen (V) har en lønnet bestyrelsespost i Musholm havbrug, som er blandt ansøgerne til de nye forurenende havbrug ud for Djurslands kyster. Det nu japansk ejede Musholm er tidligere af de lokale miljømyndigheder blevet betegnet som “den største enkeltforurener af Storebælt”. Jacob Jensen er nuværende finansordfører for Venstre og aktiv lobbyist for Musholm havbrug.

Placeringen af de 37 indkomne ansøgninger om nye havbrug i henhold til L111. Der er tale om otte store havbrug med en samlet udledning på 800 tons kvælstof og 50 tons fosfor med urenset spildevand til Kattegat. Hertil skal lægges medicinrester og tungmetaller.