Tag-arkiv: Galaxy

Den nye Samsung Note: Galaxy S22 Ultra

Samsung vidste, at de havde et nyt hit på hånden, da de sidste år lancerede Galaxy S21 Ultra. De havde ganske vist droppet pennen og dermed sat Note-serien på pause. Til gengæld havde de oppet deres Camera Game som aldrig før.

I S21 Ultra havde sydkoreanerne samlet det mest fuldstændige arsenal af linser og sat dem sammen til yderst velfungerende kamerasystem.

Selv om mange begræd den manglende pen, så blev S21 Ultra alligevel det ønskede hit blandt fotofolket. Her var næsten alt, man kunne tænke sig – fra close-up makro til 10X optisk tele.

Faktisk manglede der kun en enkelt ting i at nå den fuldkomne mobil: S-Pennen, som nogle savnede og andre ikke gjorde. Den kom så i S22 Ultra, som retteligen er den nye Note, der aldrig kom med S21’eren.

Jeg har haft S22 Ultra med i felten i et par måneder og har kun godt at sige om den. Faktisk er den på flere måder sin ellers stærkt berømmede forgænger overlegen. Dertil et rigtig godt køb, hvis man tager de mange nye features i betragtning.

Samsung Galaxy S21 Ultra kan du læse meget mere om her. Da mange features er de samme på såvel S21 som S22 Ultra, så skal der ikke tærskes langhalm på dem her. Her vil vi i stedet fokusere på forskellene, som der heldigvis også er en del af. Flere af dem endda ganske vigtige.



S-Pen

Først er der naturligvis S-Pennen, som mange nødtvungent måtte undvære efter introduktionen af S21 Ultra. Var afsavnet tilstrækkelig slemt, kunne man dog tilkøbe en dedikeret S-Pen, som kunne opbevares i ét af to specialdesignede covers: Et helt åbent og et flip cover.

Jeg valgte flip coveret og blev hurtigt begejstret for S-Pennen, der her er markant større end den traditionelle S-Pen. Sidstnævnte er så lille, at den fint får plads i selve mobilen, hvor den også bliver ladet op.

På S21 Ultra får man en S-Pen, der hverken kan eller skal lades op, og som derfor heller ikke kan bruges som tryllestav. Til gengæld er den langt mere behagelig at holde om end den traditionelle og fysisk mindre Bluetooth S-Pen.

Med den nye S22 Ultra er den traditionelle S-Pen tilbage i det lille format. Den har dog fået en mat overflade, så den er lettere at holde om end den tidligere, som var helt glat.

Samtidig er den blevet markant hurtigere, hvilket både kan ses og føles. Det er utvivlsomt den hurtigste pen på markedet, hvilket er fint og godt, men dog ikke afgørende. Forgængeren fungerede også upåklageligt.

Og så kan den naturligvis alle de smarte Bluetooth-tricks, som også forgængeren kunne. Som en lille tryllestav eller dirigentstok, der kan styre mange kamerafunktioner trådløst.

Den kan bruges som kameraudløser og til at browse gennem medier med meget mere. Det tager lidt tid at lære sig alle kommandoerne, men der er god introduktion til mulighederne undervejs.



Pro Mode

En af de banebrydende ting ved sidste års S21 Ultra var den store 10X optiske tele, som supplerede de gængse 0.6X, 1X og 3X linser. Vidvinklen endda med makrofunktion.

Sidste års 10X tele imponerede, men var ikke altid helt skarp. Det er den blevet på S22 Ultra, der samtidig har fået Pro-funktion på samtlige objektiver – til foto såvel som tale. Nu er habile 100X Moon Shots en realistisk mulighed, hvis blot man har et fast anlæg eller bruger stativ.

I de nye Pro-modes kan man nu styre alle funktioner manuelt i både foto og video. Det gør den nye S22 Ultra til en helt fantastisk kameramobil. En mobil, som for mange selv seriøse fotografer helt vil kunne erstatte et rigtigt kamera – det være sig til foto eller video. Mulighederne er legio – med fornemme resultater i såvel 8K video som 30X stills.

Det er ganske fantastisk pludselig at have helt styr på billedsiden. Ikke mindst manuel fokus på 10X telen har jeg haft stor glæde af – eksempelvis hvis man gerne vil lave et knivskarpt closeup af en blomst eller gren på lang afstand og ønsker en uskarp baggrund.

Da kan man bekvemt og i Pro-mode finjustere afstanden og sågar bruge zebra-funktionen som hjælp. Aldrig mere uskarpe fotos med S22 Ultra, der hurtigt bliver en uundværlig følgesvend, dersom man holder af at fotografere.



Portrætfunktion

Vi lever i en kameraverden af kunstig intelligens – Artificial Intelligence eller AI. Vi taler om Computational Photography, når kameraets software er i stand til at “forbedre” vore billeder – det være sig at fjerne noget uønsket eller ligefrem skabe noget ønsket, som slet ikke var der ved optagelsen.

Fænomenet “bokeh” er et godt eksempel herpå. Samsung har med S22 Ultra virkelig lagt sig i selen, hvad bokeh og portrætfoto angår. Den indbyggede AI-funktion kan simulere bokeh – skabe en uskarp baggrund bag en skarp forgrund – så det næsten virker bedre end den ægte optiske udgave.

Se blot billedet herover, hvor det på fornemste vis er lykkedes kameraet at skelne de enkelte hår mod en uskarp baggrund. Klik på billedet for at se de fantastiske detaljer. Jeg er vildt imponeret.

Lysstærk skærm

Til allersidst skal det fremhæves, at Samsung med den nye S22 Ultra er trukket yderligere fra feltet, hvad skærmen angår. Det er med forskel den skarpeste og mest lysstærke skærm på markedet.

Dette står lysende (!) klart, når og hvis man lige har haft en Pixel 6 Pro i hænderne. Her er man nødt til at skrue helt op for lysstyrken, hvis man bare vil have en lille idé om, hvad der foregår på skærmen i klart solskin.

Det samme kan man sige om skærmene på Sony’s topmodeller Xperia 1 II og III. Det er ganske vist ultraskarpe 4K skærme, men desværre er de alt for lyssvage til udendørs brug i solskin. Helt galt bliver det, når man bruger den nyudviklede tale, som er uhyre lyssvag.

Konklusion: Samsung har med den nye S22 Ultra skabt det ultimative mobilkamera. Sidste års S21 Ultra var banebrydende, hvad kameradelen angik. Men den manglede altså pennen, hvilket nogle savnede inderligt og andre bestemt ikke gjorde.

Med indbygget S-Pen er den nye S22 Ultra nu så nær det perfekte, vi kan komme det her i 2022. Ellers er forgængeren S21 Ultra stadig det klare valg. Endda i et smartere design end dette års.

© 2022 Steen Ulnits


 

“Fake-Zoom, Samsung!”

Sådan lyder dommen over zoom-funktionen i de to mindste modeller i Samsungs nye S20-serie på det tyske website notebookcheck.com. Tyskerne har nærkigget specifikationerne og er helt klare i mælet: Der er ingen ægte zoom på de to mindste modeller.

Sydkoreanske Samsung er blandt verdens elektronikgiganter. Rigtig store er de på mobiltelefoner – specielt de nyeste smartphones. Samsung har længe ligget på en klar førsteplads, hvad styktal angår, men er på de seneste blevet overhalet indenom af kinesiske Huawei.

Ingen tvivl om, at Samsung føler sig presset af kineserne, som er efter mange års tyveri af vestlig knowhow og IP (Intellectual Property såsom patenter) nu selv forcerer udviklingen. Ikke mindst på kamerafronten er kineserne blevet stærke – godt støttet af staten og hjulpet på vej af vestligt sløvsind. 

Anyway. Samsung har følt sig presset til en ekstra indsats på området, og det har vi netop set med den seneste serie af Galaxy S20 mobiler. Fra den mindste S20 over S20 Plus til topmodellen S20 Ultra. Alle markedsføres de hårdt på ikke mindst deres fornemme skærme og avancerede zoom-muligheder.

Samsung har bestemt ikke holdt sig tilbage med fortællinger om egne fortræffeligheder – med betegnelsen “100X Space Zoom” som den nok hidtidige kulmination, hvad disse ambitioner angår. En betegnelse reserveret topmodellen S20 Ultra, der på alle måder fremstår som det ypperste, Samsung kan levere her i 2020.

Læs gerne den udførlige artikel om Samsung Galaxy S20 Ultra, der skulle have været så god, at den atter ville have bragt Samsung i mobilkameraernes førertrøje. Det gik som bekendt helt anderledes – med koks i blandt andet hvidbalance og ikke mindst fokusering.

I denne artikel skal vi i stedet fokusere (!) helt på zoom-funktionaliteten i den nye S20-serie. Dette med udgangspunkt i en meget udførlig og teknisk artikel i det tyske webmagasin notebookcheck.com – med den ildevarslende titel “Fake-Zoom, Samsung!”. 

Her er der virkelig læsestof for nørder som undertegnede, der gerne vil vide, hvad der egentlig sker i ens dyre digitale mobilkamera.

– Falsk markedsføring?

Som efterhånden mange tech-anmeldere har påpeget, så var det dumt at Samsung at hype en simpel og uskarp digital 100X zoom og kalde den “Space Zoom”. S20 Ultra leverer nemlig en fornem 10X hybrid zoom, der sammen med den nye 108 MP sensor nok kunne have båret den nye topmodel igennem.

Nu kom der pludselig ekstra meget fokus på zoom-delen i den nye S20-serie. Og noget tyder på, at den ikke holder til et nærmere eftersyn. Lad os tage et tættere kig på, hvad der er vaskeægte optiske fakta. Og hvad der i bedste fald er lemfældig omgang med sandhed og markedsføring.

Man skal dybt ind på listen over tekniske specifikationer, førend man begynder at forstå, hvordan Samsung har kunnet nå op på hele 100X zoom på topmodellen S20 Ultra og 30X zoom på de mindre S20 og S20 Plus modeller. Der er nemlig en ganske interessant forklaring, som de tyske teknikere hurtigt nåede frem til:

Hverken S20 eller S20 Plus har rigtige telefoto-kameraer. Forklaring følger:

Kigger man på de udførlige lister over specifikationer (se nederst i denne artikel), som blev udleveret til pressen ved lanceringen af S20-modellerne, er især én ting iøjnefaldende: Der findes ingen reel telelinse på hverken S20 eller S20 Plus. I stedet er der to vidvinkler, hvoraf den ene blot er marginalt større end den anden. Med billedvinkler på henholdsvis 79 og 76 grader.

Det er den nærmest ikke-eksisterende forskel på sølle 3 grader i billedvinklen, som tillader Samsung til at kalde den indbyggede zoom for “hybrid-zoom”. Uden at kunne retsforfølges for falsk markedsføring. Resten af zoom-effekten opnås ved blot at croppe eller beskære 64MP sensoren 3 gange – til det, Samsung kalder 3X hybrid zoom. Eller “lossless” – uden tab af billedkvalitet.

Resten af vejen op til de angivne 30X er 10X digital zoom – med det sædvanlige tab af billedkvalitet, som det nu engang medfører. Stik modsat optisk zoom, der jo bibeholder hele kvaliteten og den fulde opløsning.

Nu er det uhyre sjældent, at en optisk zoom helt præcist rammer rammer det hele tal, der i regelen angives. Således byder Sony’s nyeste flagskib, Xperia 1 Mark 2, på en 3X zoom, der reelt er 2,92X. En beskeden oprunding, der bestemt er til at leve med.

Så er det værre med OnePlus’ angivne 3X zoom på 7 Pro modellen, der viste sig reelt kun at være på 2,2X. Resten af vejen op til de angivne 3X croppede eller beskar OnePlus sig frem til. Og det mente mange tech-anmeldere var og er snyd. Falsk varebetegnelse eller sågar decideret vildledende markedsføring.

Det samme mener mange nu også om “zoom’en” på S20 og S20 Plus, hvor der stort set udelukkende croppes på 64MP sensoren. Dette ud fra en nærmest ikke-eksisterende reel zoom-faktor på 1,06 (79 mm : 76 mm).

Ægte Ultra-zoom

Så ser det trods alt bedre ud med topmodellen S20 Ultra, der som udgangspunkt har hele 4X (tilsyneladende ægte) optisk zoom. I form af en avanceret periskoplinse af samme type som lanceret af Huawei sidste år.

Det nok bedste bevis for, at kameraet på S20 Ultra virkelig er fejlbehæftet eller forkert konstrueret, finder man givet i specifikationerne på den meget snart kommende Samsung Galaxy Note 20.

Note-modellerne plejer således altid at komme med det bedste kamera fra de foregående standardmodeller, og den nye Note Ultra burde derfor komme med samme store kameramodul som S20 Ultra. Men det gør den ikke. Samsung har erkendt, at de missede med deres 100 X Space Zoom. Et Moon Shot, der ramte helt ved siden af.


I stedet har man holdt fast ved den nyudviklede 108MP sensor og den gamle 12MP vidvinkel. Dem har man nu kombineret med en helt ny 13MP periskoptele med 5X ægte optisk zoom.

Disse tre kameraer skal nu spille sammen og max kunne levere 50X zoom – hvilket også er, hvad markedets øvrige topmodeller maksimalt kan præstere. Med Huawei P30 og P40 Pro som de mest prominente eksempler.

Det er for øvrigt interessant at bemærke sig, at kinesiske Xiaomi var den første producent til at overskride 100MP barrieren. Pudsigt nok med samme sensor, som Samsung har fremstillet og nu selv bruger i sin S20 Ultra.

Men Xiaomi så heldigvis tidligt begrænsningerne. At træerne ikke voksede ind i himlen. Selv ikke med en 108MP sensor. Kineserne stoppede derfor klogeligt ved 50X zoom på deres glimrende Xiaomi Mi Note 10, som koster under det halve af en S20 Ultra, og som på mange områder både var og stadig er et bedre køb.

Men når ellers den fungerer efter hensigten, tager Samsungs topmodel Galaxy S20 Ultra fremragende billeder som introbilledet til denne artikel.


No more Space Zoom

Nu har Samsung så heldigvis genvundet jordforbindelsen og skåret sin voldsomt hypede Space Zoom ned fra 100X til 50X på den kommende Note 20 Ultra.

Samtidig har man (tilsyneladende) løst fokuseringsproblemet på den store 108MP sensor ved at (gen)indføre avanceret laser fokus.

Det glæder jeg mig voldsomt til at teste af i praksis!

Note 20 Ultra lanceres den 5. august.

– No more Fake-Zoom, Samsung!


© 2020 Steen Ulnits

Samsung Galaxy Xcover 4

Blandt håndværkere og andre, som har brug for en ekstra hårdfør telefon, har Samsungs Galaxy Xcover mobilserie længe været velkendte produkter. De kan tåle mosten, hvor almindelige mobiler må give op eller kræver ekstra beskyttelse for at fungere.

Nu har Samsung så netop barslet med Xcover 4, som på noget nær alle måder bryder med det gamle koncept og udseende. Den nye model ligner ved første blik en almindelig smartphone med stor 5 tommers skærm. Det eneste usædvanlige er de tre fysiske trykknapper nederst, som straks leder tankerne tilbage på flere år gamle mobiler.

Enhver, som med kolde og våde fingre har forsøgt at betjene en moderne trykfølsom skærm, vil kende til problemet: Det er langt fra altid, det virker. Man misser telefonopkald, da skærmen ikke registrerer, at man ønsker at svare. Man misser gode fotomuligheder, da kameraet ikke registrerer, at man prøver at tænde det. Og så videre.

De fysiske knapper fungerer langt bedre end kolde fingre på en våd touch skærm. Og de fungerer altid – også med handsker på. Skulle man nemlig få brug for at håndtere touch skærmen med handsker på, byder Xcover 4 som også sine forgængere på en speciel “glove mode”, hvor skærmen også registrerer tryk med handskeklædte fingre. Læder giver den bedste kontakt.

En rigtig smart funktion er trykknappen over knappen til regulering af lydstyrken. Når telefonen er tændt og låst op, tænder et enkelt, kort tryk for den indbyggede lampe. Uhyre smart, når man står ved huset eller bilen og skal låse sig ind. Da skal man ikke først til at lede i alle menuerne for at slå lyset til.

Trykker man selvsamme knap ned og holder den der, aktiveres kameraet straks. Det går hurtigt, og man risikerer ikke at miste uvurderlige fotomuligheder, mens man leder efter kamera applikationen. Den knap er rigtig godt tænkt af Samsung.

Slår man skærmlåsen fra og slukker skærmen med kamera-app’en åben, da skal der blot et enkelt klik til – og man har kameraet skudklar! Når jeg tænker tilbage, så har der været mange situationer, hvor jeg godt kunne have brugt den mulighed…

Kameraet

Selve kameradelen har på alle områder fået en gevaldig overhaling siden Xcover 3, som blot bød på sølle 5 Megapixel i hovedkameraet. Så mange pixel er der nu til rådighed alene i selfie kameraet, mens hovedkameraet har fået hele 13 Megapixel at gøre godt med. Læg hertil en største blænde på hele 1,9 og man har et rigtig velfungerende kamera – selv under dårlige lysforhold.

Kamerafunktionen er enkel, men funktionel og intuitiv. Han man haft en iPhone i hånden, vil man kunne genkende mange af funktionerne. Et kort tryk fokuserer linsen – et langt tryk låser eksponeringen. Med en lille slider yderst til venstre kan man skrue op og ned for lyset. Den store hvide knap er udløser til fotos – den lille røde til video. Det behøver man ikke læse manualen for at forstå. Et swipe op eller ned over skærmen – og man skifter mellem de to kameraer.

Swiper man ind fra venstre, får man mulighed for at vælge mellem funktioner som Auto, Pro, Panorama, serieoptagelser, HDR, natoptagelser, lokalitetsangivelse med oplysning om vejret med meget mere. Det er en praktisk skærm, som man ofte vil få brug for eller glæde af at navigere rundt på.

Swiper man ind fra højre, dukker en skærmfuld filtre op, som man kan lege med. Ni forskellige filtre fra normal over forskellige farvebalancer til sorthvid. Fint, hvis man ikke er vant til at efterbehandle sine fotos i PhotoShop eller andet billedbehandlingsprogram. Men ellers mest legetøj for foto-ukyndige.

Den allerede omtalte funktionsknap, der tænder for enten lygte eller kamera, kunne blive endnu bedre, hvis den også fungerede som to-trins udløserknap. Hvor kameraet fokuserer, når man trykker knappen helvvejs ned – hvorefter man så kan komponere billedet, inden der trykkes helt ned. Det princip kender vi fra eksempelvis Sony’s fine kameraer.

Men træerne vokser som bekendt sjældent ind i himlen, så den funktion må vi indtil videre nøjes med at drømme om. Trykker man ned på Xcover 4’s funktionstast, tager den et billede. Ikke med det samme – først når den har fokuseret. Det skal man lige vænne sig til. På godt og ondt. Man fanger måske ikke lige det rette splitsekund. Til gengæld bliver billedet skarpt og veleksponeret.

Holdbarheden

Håndværkertelefoner som Galaxy Xcover skal kunne tåle mere end almindelige smartphones. En tyk, men ikke klodset gummikant rundt om hele telefonen sætter Xcover 4 i stand til at tåle pænt mange knubs. Hertil hjælper også de brede og afrundede hjørner, som fordeler trykket fra et fald over et større område. Gummikanten er riflet i siderne, så man har et rigtig godt greb om mobilen og derfor næppe taber den!

Skulle man nu alligevel tabe sin spritnye Samsung Galaxy Xcover 4, så er det betryggende at vide, at den er MIL-STD-810G certificeret. Det er en specifikation, som det amerikanske militær bruger, når de tester produkters holdbarhed i felten. Et af kravene i MIL-STD-810G er blandt andet, at produktet skal kunne tåle 30 minutters ophold på mindst 1,5 meter vand uden at lække. En specifikation, der selvstændigt går under betegnelsen IP 68.

Forgængeren Xcover 3 var IP 67 certificeret, hvilket svarer til 1 meter vand i 30 minutter. Xcover 4 er således en lille smule mere vandtæt end sin forgænger. Den har endda hul til en lille strop, så man ikke taber sin Xcover 4 i vandet – det være sig i elven eller fra båden. For da hjælper jo ikke selv den mest vandtætte telefon det mindste!

Stroppen medfølger ikke, men kan købes separat eller nemt fabrikeres af et stykke 20-30 lbs. dacron. Jeg har selv en lille løkke fast i kameraet. Og så løkker af passende længde fastgjort til fiskevest og vadejakke. Da tager det kun få sekunder at loop’e sin Xcover 4 fast til kroppen. Jeg planlægger også en løkke til fastgørelse på styrepulten i min båd. Livrem og seler er en god ting!

MIL-STD-810G indeholder derudover en lang række krav til holdbarhed over for varme og kulde, stød og slag samt støv og vibrationer i apparatets forventede levetid. Kort sagt: Overholder et apparat kravene i MIL-STD-810G, da kan det holde til det meste under normal, udendørs brug. Da behøver man ikke betænke sit apparat med ekstra beskyttelse fra OtterBoX, LifeProof eller andre producenter.

Skærmen er i regelen det første, der går i stykker, hvis man taber sin mobil. Samsung er kendt for sine farvestærke AMOLED skærme, men til Xcover 4 har man alligevel valgt en mere traditionel IPS skærm på 5 tommer. Det er en halv tomme større end på forgængeren Xcover 3. Opløsningen er samtidig blevet øget fra 3’erens 480 x 800 TFT pixels til de nuværende 720 x 1280 pixels, hvilket svarer til 294 DPI.

Konkurrenten Apple betegner normalt alt højere end 300 DPI som “Retina”, hvor man alligevel ikke længere kan se de individuelle pixels. Så de allerfleste burde kunne leve med skærmen på Xcover 4. Det var langt fra alle, der kunne det med den gamle Xcover 3…

Strømforbruget

Enhver mobiltelefons svageste punkt er batteriet. Er der ikke strøm på batteriet, er mobilen blot en irriterende dødvægt. Ikke mindst brug af GPS dræner lynhurtigt batteriet for strøm. Samtidig er det generelt sådan, at større skærme med flere pixels bruger mere strøm end mindre skærme med en lavere opløsning. Så når Samsung opgraderer skærmen på sin nye Xcover 4, så må batteriet også følge med.

Derfor er 3’erens batteri på 2.200 mAh skiftet ud med et 2.800 mAh Li-Ion batteri på den nye Xcover 4. Vægten er samtidig steget fra 154 til 172 gram. Det bør række til en hel dags normalt brug med browser, mail, kamera og lidt kort. Erfaringen viser imidlertid, at selv det største indbyggede batteri bestemt ikke rækker til ret mange timers ruteplotning med GPS’en.

Derfor er det da også befriende, at Samsung har valgt ikke at indbygge et fast batteri som ellers på de fleste nyere smartphones. I stedet har man holdt sig til den gamle, velprøvede model med udskiftelige batterier, som giver mulighed for at medbringe ekstra, opladte batterier på længere vandre- eller sejlture langt fra alfarvej. Planlægger man en tur ud i ødemarken – det være sig til Lapland, Grønland, Alaska eller andetsteds uden strøm og stikkontakter – da er dette en uvurderlig fordel.

Selv herhjemme kan det være rart med et ekstra batteri eller to, hvis man eksempelvis er på sejltur eller blot overnatter på en af statens nye teltpladser rundt omkring i landet. Steder uden strøm. På min seneste og hidtil eneste ekspedition til Østgrønland – for øvrigt i selskab med et par knaldhårde gutter fra Sirius-patruljen – kunne vi have haft rigtig megen glæde af nogle ekstra, opladte batterier. Til sidst var vi nemlig så pressede for strøm, at vi ikke længere turde se dagens fotos på vore kameraer og smartphones. Så ville der ikke være strøm nok til at tage nye…

Når man skifter batteri på sin Galaxy Xcover 4, skal man være meget omhyggelig med to ting:

1) Der må ikke være sand eller snavs på den tynde gummimembran, der isolerer batterikammeret. Er der det, vil vandet kunne trænge ind. Check derfor altid dette, når bagdækslet er åbent.

2) Bagdækslet skal klikkes på plads hele vejen rundt, hvis det skal lukke tæt om gummimembranen. Man kan godt tro, at dækslet er klikket på plads, men det er ikke nok. Man skal vide det!

Konklusionen

Samsung har med sin spritnye Xcover 4 lavet en rigtigt god mobil til alle os, der færdes meget i felten. Som regelmæssigt kommer i nærkontakt med det vand, der på sekunder kan tage livet af selv den dyreste smartphone.

Jeg er selv en inkarneret Apple bruger – med en iPhone 7 Plus som min Daily Driver og en iPhone 6 Plus som backup. Så er man naturligvis en smule forvænt med funktioner og præstationer, der ligger helt oppe i den øverste ende af feltet. Hvis ikke allerøverst. Det skal de naturligvis også gøre, når prisen ligger i nærheden af 8.000 kroner…

Men jeg må indrømme, at den nye Xcover 4, der i dag kan fås for under 2.000 kroner, gør det rigtig godt og i nogle tilfælde endda bedre end mine kostbare og smukt designede iPhones.

Hvor jeg  altid gemmer mine  iPhones i grimme, klodsede og i regelen også dyre beskyttelsesetuier, dér klarer Xcover 4 sig helt uden overtøj. Og det er en større fordel, end man lige skulle tro.

Bruger man nemlig et beskyttelsesetui med skærmcover, da bliver skærmen langt sværere at se i solskin. Til tider og i de forkerte vinkler næsten ulæselig. Alene derfor brillierer den vandtætte Xcover 4 som letlæst i solskin.

Bevares, den tager ikke nær så gode fotos som mine iPhones. Faktisk er der en ganske synlig forskel, som blandt andet skyldes mangelen på optisk billedstabilisator. Men havde jeg ikke haft mine iPhones som umiddelbare referencer, da ville jeg næppe have savnet dem.

Xcover 4 leveres med 16 GB intern lagerhukommelse, hvilket lige akkurat rækker til en håndfuld uundværlige apps. Arbejdshukommelsen er på 2 MB, hvilket gør det muligt at køre den præinstallerede Android 7.0 Nougat – endda med mulighed for split screen.

Xcover 4 har FM-modtager, men leveres desværre uden antenne – i form af headset, der mangler. Til gengæld leveres den med Samsung Knox 2.7. installeret, hvilket øger data-sikkerheden markant i forhold til tidligere modeller.

Den nye Xcover 4 anbefales på det kraftigste!

© 2017 Tekst: Steen Ulnits

 


Samsung Galaxy S7 not so active…

Samsung lancerede for nylig den ekstra hårdføre og hundedyre Galaxy S7 udgave “active”. Som Samsung også gjorde det med forgængeren S6. Det er vand- og støvafvisende smartphones med IP68-certificering.

Disse specifikationer tillader brugeren at sænke telefonerne i ned til 1,5 meters dybde i op til 30 minutter, uden at de på nogen måde tager skade af det.

Denne simple test, som selv den almindelige Galaxy S7 formår at klare uden problemer, viste sig dog meget overraskende at være for stor en mundfuld for den nye Galaxy S7 active, der endda i tilgift har fået den såkaldte MIL-STD-810G-certificering. Til hårdt militært brug.

Den uafhængige amerikanske forbrugerorganisation Consumer Reports testede således Galaxy S7 active telefonen i en vandtank med et tryk på 2,12 PSI for at simulere trykket nede i 1,5 meters dybde. Testen foregik i de 30 minutter, som Samsung selv skriver, at Galaxy S7 active kan klare.

Men det kunne den overraskende nok ikke. Efter at have været i vandet i den opgivne halve time kom der således grønne striber på skærmen, og der dannedes små luftbobler i begge kameralinser.

Men hvad endnu værre var: Touchskærmen reagerede ikke længere på berøring. Samsung Galaxy S7 active var således uden for pædagogisk rækkevidde og i praksis ubrugelig…

Efter dette overraskende resultat valgte Consumer Reports fornuftigt nok at foretage præcis den samme test med en ny enhed.

Men ak. Den nye Samsung Galaxy S7 active opførte sig præcis på samme måde. De samme defekter opstod, hvor skærmen tilmed skiftevis tændte og slukkede. Pinligt for enhver telefon ved enhver lejlighed. Men ekstra pinligt for en ægte toughphone fra Samsung, der netop har været leveringsdygtig i selvantændende telefoner og eksploderende vaskemaskiner…

Med det triste Samsung Galaxy S7 active testresultat i baghovedet fremstår den nye Xcover 4 fra selvsamme producent som et ekstra fornuftigt og mange gange billigere valg – end den hundedyre S7 active.

Jeg har for øvrigt netop testet netop Xcover 4 sammen med Gear S3. Begge fra samme Samsung. For det kunne da ikke passe, at det højt berømmede Gear S3 kunne opføre sig så håbløst, som jeg oplevede det med andre Android telefoner.

Det blev da også en helt anderledes positiv oplevelse end i den oprindelige Gear S3 test herunder. Så vent gerne på, at den nye Xcover 4 / Gear S3 test går i luften.

– It’s well worth the wait!

Steen Ulnits


 

Samsung Galaxy A9

Alt tyder på, at Samsung blev den første til at lancere en mobiltelefon med hele fire kameraer på bagsiden – efter at LG kom først med tre af slagsen. Samt to på forsiden.

Ny i 2018 er Samsungs model Galaxy A9, der har et hovedkamera på hele 24 MP f/1.7. Læg hertil et 10 MP f/2.4 telekamera med 2X optisk zoom samt et 8 MP f/2.4 vidvinkelkamera, der dækker hele 120 grader. Fjerde kamera i rækken er en 5 MP f/2.2 sorthvid dybdesensor, der primært bruges til den indbyggede Live Focus effekt.

Kameraet har også Samsungs Intelligent Scene Optimiser, der via AI (Artificial Intelligence) selv registrerer, hvilken slags motiv der er tale om. Og eksponerer billedet derefter.

Selfie kameraet på forsiden er 24 MP som hovedkameraet – blot kun f/2.0.

Samsung blev den første med med hele fire kameraer på bagsiden.

6 BG RAM og Octa Core processor i Samsungs A9

Changerende farver á la Huawei er det nye hit.

To SIM-kort og ét microSD i samme skuffe

Fire flotte farver og fire kameraer

Nu behøver vi vist ikke flere kameraer. Nu gælder det om at gøre de knipsede billeder endnu bedre, og her er der heldigvis stadig masser af muligheder for forbedring. Kunstig intelligens er en af vejene frem. Bedre glas og kameraer en anden.

2018 Steen Ulnits


 

Samsung Note 20 Ultra

Med Galaxy S20 Ultra missede Samsung for alvor målet, der var skyhøjt, ja, nærmest astronomisk: Verdens første mobil med 100 X zoom.

S20 Ultra blev en fuser, hvis man holdt det lovede op med det leverede. Efter et utal af opdateringer måtte selv Samsung erkende, at dér havde man nok gabt for højt og over for meget. Samt endnu ikke fået styr på samtlige 108 MP i den nyudviklede sensor.

Det så man nok tydeligst erkendelsen af, da Samsung i sommer lancerede efterfølgeren til S20 Ultra – den nye Note 20 Ultra. Note-serien, der primært adskiller sig fra S-modellerne ved sin indbyggede S-Pen, lanceres typisk nogle måneder efter S-serien. Den byder normalt på det bedste af det bedste – typisk i form af endnu bedre specifikationer end de netop lancerede Galaxy S-modeller. 

Men ikke sådan denne gang. Samsung havde ydmygt sænket ambitionerne fra 100 X til “sølle” 50 X i den nye Note 20 Ultra, der sågar også har langt færre pixels at tage af. Blot 12 MP på hver af de tre linser. Til gengæld kunne man nu ane, hvad der var på billedet i fuld forstørrelse. Og man kunne også bedre holde både fokus og framing ved den store forstørrelse.

Den optiske zoom var ganske vist boostet fra 4X til nu 5X på Note 20 Ultra, som tager superskarpe billeder ved netop den forstørrelse. 10 X fotos er også acceptable, blot der er lys nok. I en snæver vending og i højt klart solskin kan den sågar tage anvendelige 20X fotos. Mest til dokumentation – mindst til publikation.

En pudsig detalje, som flere tech-anmeldere har bemærket, er, at 4X zoom’en på S20 Ultra faktisk leverer bedre 10 og 20 X zoom og skarpere fotos end 5X zoom’en på Note 20 Ultra. Forklaringen ligger sandsynligvis i, at Note 20 Ultra jo må nøjes med en 12 MP sensor på sit 5X telemodul – mod 48 MP på S20 Ultra. Der er således fire gange flere pixels at tage af, når der skal hybridzoomes.

De medfødte mangler

Note 20 Ultra var mest af alt en Note 10 Plus rigget med den større 108 MP sensor fra S20 Ultra. Og så en 5X periskop zoom. En rigtig god mobil, der imidlertid havde og stadig har en del mangler. Til de mest irriterende hørte og hører stadig zoom-funktionen på Note 20 Ultra, som har det med selv at ville bestemme, hvilket kamera den bruger.

Er der eksempelvis for lidt lys til, at den ellers fremragende 5X zoom kan fungere optimalt – tage telefotos uden rystelser – da skifter kameraet automatisk om til den store og mere lysstærke 108 MP sensor, som der så blot croppes (beskæres på).

Resultatet bliver digitale 5X zoom billeder, som er rigtig meget ringere end de “rigtige” 5X zoom fotos. Og der er tilsyneladende ingen måde at tvinge mobilen til at blive på den ægte 5X zoom.

Eksempelvis hjælper det intet at sætte mobilen på et stativ. Som det gør på Google’s Pixel 4 mobiler. Det burde det også gøre her, og man burde kunne tvinge mobilen til at bruge 5X linsen, hvis det nu er det man vil og har brug for. Fordi det helt enkelt er en fremragende linse, som tager pivskarpe fotos – når den altså får lov til det.

Lidt det samme problem opstår, når man eksempelvis vil tage fotos i 3 eller 4X zoom området. Da presser man igen kameraet til at bruge 108 MP modulet, som der så zoomes digitalt på. Med langt fra optimale resultater til følge. 3 og 4X zoom fotos bliver da mindre skarpe end fotos taget med 5X.

Den “skæve” zoom

Man ser tydeligt skiftet på skærmen, når dette sker. Billedet bliver straks grynet. Og man må da leve med fotos, som ind imellem ligner noget taget med et billigt lommekamera. Der imidlertid har kostet 10.000 kroner. Problemet er tydeligt selv så tæt på de to oprindelige zoom-faktorer som henholdsvis 3,9 og 4,9X.

Så såre man er oppe på 4X eller  5X rent, er billedkvaliteten atter i top – forudsat naturligvis, at der er lys nok til, at mobilen vil bruge telelinsen og ikke i stedet beskærer på de 108 MP. Det skal man således holde et vågent øje med.

Samsung har nu brugt sine købere af S20 Ultra og Note 20 Ultra som forsøgskaniner i deres jagt på måneskuddet og 100X zoom. Begge er som udgangspunkt gode mobiler, der under de rette lysforhold kan tage endog meget gode fotos. Men som må lægge sig fladt ned og kapitulere, når der ikke er lys nok. Eller når man af beskæringsmæssige årsager er nødt til at bruge zoom, der ligger lige under de 4 faste eller 5X.

Et irritationsmoment for mig og mange andre er den lange latenstid for lukkeren. Når man trykker på udløseren, går der et lille stykke tid, før billedet tages. Nok til, at motivet kan være ude af fokus – hvis ikke helt væk. Jeg mistede i testperioden en hel del skud på den konto. Vil man undgå dette, er man nødt til at aktivere “Live View” funktionen, som så optager en lille video, man efterfølgende kan vælge stills fra.

Med Note 20 fik Samsung rettet de fleste af de fokuseringsproblemer, som S20 Ultra havde og til dels stadig har. Og nu håber vi så meget, at Samsung med den spritnye S21 Ultra også har fået løst problemet med den påtvungne digitale zoom. Måske er tredje gang lykkens gang, så vi ikke længere skal agere forsøgskaniner for Samsung…

Samsungs Service

Samsung og undertegnede kom desværre skævt ind på hinanden med Note 20 Ultra. Ikke på grund af mobilen, men på grund af den elendige service, der fulgte med.

Jeg var ude i god tid med en forhåndsbestilling af mobilen. Da den var hjemme, bestilte jeg et dedikeret Protective Cover til den kommende Note 20 Ultra – direkte fra Samsung. Også den bestilte jeg i god tid – to uger før lanceringen.

Tiden gik, og en dag lå den nye Note 20 Ultra og ventede på afhentning. Jeg havde imidlertid stadig ikke modtaget det bestilte cover, så jeg måtte ud og investere i et nyt. Man vil jo ikke risikere noget med en mobil i 10.000 kroners klassen, når man har den på prøve.

Der gik endnu en uge, før coveret fra Samsung så endelig dukkede op med posten. Jeg havde virkelig troet, at tingene ville komme samtidig – når det nu var Samsung, der stod for begge dele. Lanceringen af et nyt produkt med tilhørende nyt cover. Nu havde jeg så til gengæld to covers til samme mobil. Irriterende og fordyrende.

Men det skulle blive værre endnu. I forbindelse med lanceringen af Note 20 Ultra kørte Samsung en kampagne for dem, der forhåndsbestilte. De ville som bonus få en trådløs oplader og en game controller til en samlet værdi af kr. 1.000,-. Formedelst en symbolsk pris på kr. 79,-. Man skulle blot registrere sin nye mobil hos Samsung.

Members

Det gjorde jeg via app’en Samsung Members, som regelmæssigt byder på gode tilbud, og alt var godt. Da jeg senere ville inkassere min lovede bonus – som jo var grundlaget for, at jeg overhovedet købte mobilen – gik det helt galt. Teksten i app’en var nu på svensk, og jeg blev bedt om at bruge min Samsung Pay. 

Den virker imidlertid ikke i Danmark – kun i Sverige. Så jeg blev efterfølgende bedt om at bruge min Google Pay i stedet. Og her gik systemet så i sort. Jeg fik ingen bekræftelse på, om bestilling og betaling var gået igennem. Kontakt til Samsung Danmark – mundtligt og skriftligt – gav heller ikke nogen bekræftelse. De kunne se bestillingen – ikke bekræftelsen.

Efter en masse kontakt frem og tilbage blev jeg stillet en grad højere op i hierakiet, hvor en venlig medarbejder forsikrede mig om, at jeg selvfølgelig nok skulle få min bonus. De havde haft lidt tekniske problemer over sommeren, og de indkomne bestillinger ville blive udsendt i batches.

Så vidt så godt. Herefter skete der absolut intet – trods adskilligt flere rykkere fra min side. Jeg havde løbende holdt teleselskabet CallMe, som havde leveret mobilen, orienteret om forløbet. Og da der var gået to måneder ud over returrettens ene måned – i alt tre måneder efter købet – tilbød CallMe så at sende mig en returlabel. Vederlagsfrit.

Trods det faktum, at det jo ikke var dem, der var de skyldige. Men Samsung Danmark, der havde fucket det hele totalt op. CallMe kunne ikke gøre noget fra deres side. De ydede blot en rigtig god service, som fik mig til at blive i deres fold.

Som kronen på værket modtog jeg en uge efter returnering af mobilen en mail fra Samsung Danmark. Det første tegn på liv fra den side, jeg havde fået i flere uger.

I mailen håbede man, at sagen nu var løst tilfredsstillende…

Og nu fungerer alting fint på min Members.

© 2020 Steen Ulnits

 

Samsung Galaxy S21 Ultra

Tredje gang ser ud til at være lykkens gang. I hvert fald hvis man ser på den nye Galaxy S21 Ultra, der netop er kommet på markedet. Det er en rigtigt vellykket mobil, der leverer på det allermeste.

Samsung havde som bekendt ikke den ønskede succes med sidste års Galaxy S20 Ultra, som lovede en hel masse, den ikke kunne levere på. Efterfølgeren Galaxy Note 20 havde taget ved lære af fejlene, men fjernede samtidig de store forventninger. 

Med den nye S21 Ultra har koreanske Samsung skelet kraftigt til sin kinesiske konkurrent, Huawei, der jo pt. ligger underdrejet på grund af handelsblokade fra USA. Huawei kan ikke få lov at købe de amerikanske komponenter, der skal til for at fremstille de nødvendige processorer.

Samsung har valgt at udnytte lejligheden til at sparke til Huawei, mens kineserne ligger ned. Til at generobre førstepladsen som verdens største mobilproducent, mens Huawei må kæmpe for at udvikle egne erstatninger for deres hidtidige Kirin processorer. Og de kæmper stadig. 

Samsung har derfor ikke ligget på den lade side, men har netop lanceret efterfølgeren til både S20 Ultra og Note 20 Ultra. Meget tidligere end normalt.

Dette i form af den nye årgang 2021 Galaxy S21 Ultra.

Med den nye S21 Ultra har Samsung samtidig kigget dybt på Huawei’s ultimative topmodel fra 2020, P40 Pro Plus, der byder på ikke blot én, men hele to telelinser. Dette i erkendelse af, at man helt enkelt ikke kan dække et stort zoom-område med én enkelt 5X zoom.

Xiaomi, der som den første producent fik adgang til Samsung’s nyudviklede 108 MP sensor, var også klar over problemet. De snød ganske vist med den optiske 5X zoom, der i virkeligheden kun var 3,7X. Men valgte så klogeligt at inkludere en ekstra 2X zoom til portrætter og lignende motiver. Samt en separat lille makrolinse.

Det gjorde Xiaomi ud fra den erkendelse, at hvis man ikke gjorde det, så ville mobilen i stedet selv gå ind og beskære på de 108 MP. Med dårlige resultater til følge.



Dobbelt telezoom

Huawei valgte tilsvarende at løse dette problem ved at erstatte 5X periskop telen på P40 Pro med henholdsvis en 10X periskop tele og en almindelig 3X tele. Med en vidvinkel, normal, tele og supertele har Huawei skabt et fornemt fotoinstrument til de kræsne brugere. Et produkt, hvor der stadig gås på kompromis enkelte steder, men ikke i nær samme omfang som tidligere.

Samsung har valgt at kopiere denne Huawei-løsning til noget nær mindste detalje. Og det skal være dem vel undt, da Huawei jo selv har lånt hvis ikke ligefrem stjålet fra konkurrenterne for at nå toppen.

Og så også fordi Huawei Danmark af uransagelige årsager valgte ikke at markedsføre den ellers så ultimative P40 Pro Plus. Mærkværdigt, når man nu havde verdens ubestridt bedste produkt på området i netop sin portefølje.

Helt mærkværdigt blev det, da Danmark var eneste nordlige undtagelse. Således kunne man købe Huawei’s topmodel i England, Tyskland, Sverige og Norge – altså i samtlige vore nabolande – men ikke i Danmark. Jeg spurgte flere gange Huawei Danmark på den, og på et tidspunkt fremgik det endda officielt af pressen, at nu – nu – ville den komme.

Men den kom aldrig, og Huawei forpassede derfor en enestående mulighed for at brillere med sin fotografiske kunnen.

Samtidig blev Huawei Danmark også dømt ude rent politisk. Dels fordi den danske kommunikationsdirektør samtidig skulle være vært for en dansk børnekanal på TV – finansieret af kinesiske Huawei. En kanal, som blev mistænkt for at være skjult kinesisk propaganda.

Og dels fordi Huawei i 2020 endnu engang kom i politisk modvind. Det viste sig nemlig, at Huawei havde udviklet et avanceret ansigtsgenkendelsesprogram, der var blevet brugt til at identificere oprørske befolkningsgrupper i Kina.

– Not good, Huawei. Not good at all….

Huawei’s imponerende og banebrydende P40 Pro Plus kom derfor aldrig rigtig ud til brugerne. I stedet blev det så ét år senere Samsung, der kunne høste anerkendelse og berømmelse med den nye Galaxy S21 Ultra, der på flere måder endda er bedre end forbilledet Huawei’s P40 Pro Plus.

Samsung har ganske enkelt taget det bedste fra Huawei og tilføjet det bedste fra sig selv. S21 Ultra benytter sig for det første af Samsungs højtopløselige 108 MP sensor. I Mark 2 udgaven. Her må Huawei nøjes med beskedne 50 MP.

Og så er S21 Ultra forsynet med en dobbelt tele, der tillader optisk periskop-zoom på helt op til 10X og 100X Space Zoom, som vi så det på forgængeren S20 Ultra. Dertil en 3X optisk zoom til portrætter og kortere telefotos.

I mine øjne udgør den nye S21 Ultra hermed markedets bedste bud på en universel kameramobil med noget nær uanede muligheder. Fra 100X Moon Zoom til skarpe makro-optagelser med vidvinklen.

Men så er der altså også tale om en kameramobil i 10.000 kroners klassen.



Bedre Exynos processor

Læg hertil, at Samsung langt om længe er kommet på omgangshøjde, hvad deres egne Exynos processorer angår. Samsung’s Exynos har længe været markant ringere end Qualcomm’s Snapdragon, hvad både hastighed og strømforbrug angår. Til stor splittelse i IT-verdenen.

For at spare penge har Samsung nemlig i flere år valgt at tilgodese det store amerikanske marked samt hjemmemarkedet med Snapdragon topmodellen, som de må købe sig til. Mens resten af verden har måttet nøjes med Samsung’s egen billigere og ringere ydende Exynos processor.

Tests har vist, at Exynos processorer hurtigere løber varme og må drosle ned på hastigheden, og at strømforbruget er så meget højere, at der der kan være mere end én times batteritid til forskel på de to processorer. Ikke uvæsentligt i løbet af en lang arbejdsdag. 

Da Samsung konsekvent har brugt sine egne Exynos processorer i de allerfleste lande uden for USA og hjemlandet Korea, da har brugere i mange af disse lande med god ret følt sig snydt af Exynos og Samsung.

Faktisk blev der for ikke så længe siden lavet en underskriftindsamling, som krævede, at Samsung helt droppede sin egne langsomme Exynos processorer. Og kun benyttede amerikanske Snapdragon i sine flagskibe.

Flere end 50.000 skrev under på denne protest. Så stor var irritationen.

Det ser nu ud til, at Samsung har lyttet til den massive kritik. At de med den nyudviklede Exynos 2100 processor endelig er kommet i hvert fald nogenlunde på omgangshøjde med Qualcomm’s Snapdragon. Det tyder flere benchmark tests på. Vi venter spændt på at se en direkte sammenligning.

Samtidig har Samsung’s design-team været på overarbejde med den nye S21-serie. De har virkelig lagt sig i selen, og det klodsede telemodul er nu integreret i rammen, hvilket ser rigtig godt og futuristisk ud.  Jeg er i hvert fald begejstret for denne nytænkning, der får Samsung til at skille sig markant ud fra samtlige andre mærker på markedet.

”Contour Cut Camera” kalder Samsung selv det nye S21-look. Jeg kalder det bare “3C” eller “CCC”. For nemheds skyld.



Et Reality Check

Det var teorien. Tilbage står så at se, om teori og praksis hænger sammen. Om den nye Galaxy S21 Ultra virkelig er så meget bedre end sine to forgængere S20 Ultra og Note 20 Ultra. Hvoraf den første jo fik dårlige anmeldelser og den sidste ganske gode. Efter at have brugt den nye S21 Ultra i en måned er konklusionen herfra klar:

– Det er en langt bedre mobil med et langt bedre kamerasystem end dens to forgængere. Tilsammen. Det ser ud til, at Samsung virkelig har taget ved lære af de to foregående modeller og deres tekniske fejlskud. At man har rettet fejlene og fyldt hullerne ud.

Alene den kendsgerning, at Samsungs nye Exynos 2100 processor omsider er nået på omgangshøjde med den nyeste og bedste Snapdragon, er et fremskridt af dimensioner. Slut med at ærgre sig over, at de på den anden side af dammen – i USA – fik både bedre batteritid og en hurtigere processor – end her i Europa og de fleste andre steder. Endda til en lavere pris. 

Det manglede da også bare. Shame on Samsung for at have ladet os vente så længe. Og tak for, at vi nu endelig kan bruge både 120 Hz opdatering og højeste opløsning på skærmen – samtidig. Det kunne man ikke på forgængerne, hvor man måtte vælge enten 120 Hz opdatering eller 1440 x 3200 pixels.

S21 Ultra kan håndtere begge dele samtidig – endda dynamisk, så mobilen selv vælger opdateringsfrekvens efter indholdet på skærmen. Fra 120 Hz, hvis der skal spilles spil eller kigges film. Og helt ned til strømbesparende 10 Hz, hvis der er tale om statiske websider. Eksempelvis ved læsning af e-bøger.

Et af de irriterende problemer ved den seneste Note 20 Ultra var og er kameraets meget langsomme lukker. Der går nemlig et lille stykke tid, fra man trykker på lukkeren, til kameraet tager billedet.

Står motivet stille, er det intet problem. Men mange motiver står som bekendt ikke stille, og da bliver denne forsinkelse et kæmpeproblem, der kan koste vigtige skud.

Man kunne dog ty til Live View eller sågar 8K video for så i ro og mag at udvælge det helt rigtige skud fra billedserien bagefter.

Problemet med den langsomme lukker er løst på den nye S21 Ultra. Næsten da.



Mulighed for S-Pen

Samsung har i flere år forbeholdt sin eksklusive S-Pen til topmodellerne i Note-serien. Med en indbygget Wacom digitizer skriver man på skærmen, som var det på papir. Næsten da. Og med pennen kan man redigere videoer med en hidtil uhørt præcision.

På det seneste er der imidlertid sket en form for skred i denne fordeling. Det startede med, at Samsung pludselig lancerede en Galaxy Note 10 Lite, som på mange måder kunne det samme som den store Note 10 Plus, men som gjorde det til noget nær den halve pris.

Bevares, der var ikke samme hurtige processor ombord. Der var heller ikke samme høje opløsning på skærmen – ejheller mere end 6 GB RAM og 128 GB hukommelse. Mod det dobbelte i topmodellen. Der var og er også enkelte S-Pen features, der kun gælder Note 10 Plus.

Men ikke nok med, at Note 10 Lite kun kostede og stadig kun koster det halve af moderskibet. Nej, den kan regelmæssigt fås til det halve heraf – altså en fjerdedel af prisen på en Note 10 Plus. Fra 10.000,- (Note 10 Plus) over 5.000,- (Note 10 Lite) til en kampagnepris hos teleselskaberne på 2.500,-.

Et enkelt sted så jeg den sågar til så lidt som kr. 2.100,-. Det er vanvittig billigt for en mobil, der kan næsten det samme som sit forbillede, der kostede fire gange så meget som ny. Så jeg købte derfor én til denne uhørt lave pris. Bare for at have den som en rigtig god backup.

Note 10 Lite indvarslede en ny epoke for Samsung, der nu er begyndt at sprede S-Pennen og dens funktionalitet til flere og flere andre Samsung modeller. Eksempelvis den iPad-store Galaxy Tab S, der leveres med en S-Pen som fast inventar. Og nu senest S21 Ultra flagskibet, der tilbyder S-Pen som tilbehør, man kan vælge til eller fra.

Hos Samsung venter man spændt på, hvordan denne mulighed vil blive modtaget af brugere og fans. I bedste / værste fald kan modtagelsen afgøre, om Note-serien overhovedet har en fremtid som selvstændig model – med sin lille indbyggede S-Pen og dens mange (u)muligheder. Eller om serien skal stoppe helt med en eventuelt kommende Note 21.



Stor S-Pen i separat hylster

Den nye S-Pen kan ganske vist ikke helt så meget som Note S-Pennen, men den gør det ganske glimrende. Og så er den markant større og dermed lettere at holde på, da den dels er rund med en større diameter – dels måler knap 15 cm i længden.

Den S-Pen, som følger med en almindelig Note mobil, er ganske lille, da den ellers ikke kan få plads inde i mobilen. Den er blot 11 cm lang, ganske glat og tynd og ikke nær så let at holde om, som den nye er.

Samsung har således udvidet S-Pen funktionaliteten til nu også at inkludere den nye Galaxy S21 Ultra. Som eneste model i den nye S21-serie. Men da der ikke er plads til den langt større S-Pen inde i selve mobilen, har Samsung kreeret et specielt flipcover med plads til den store pen. Samt et konventionelt cover i silicone, åbent og med plads til pennen på siden.

Den løsning frigør plads til et større 5.000 mAh batteri og giver dermed en længere driftstid end på modeller med indbygget og pladsoptagende S-Pen.

Man kan stadig bruge sin lille S-Pen på den nye S21 Ultra, hvis man har en Note i forvejen. Men vil man have bedre greb om og mere styr på sin pen, da giver det god mening at investere i et af de nye covers med indbygget plads til den nye og større S-Pen. Man vil blive rigtig glad for begge dele.

Det er jeg i hvert fald blevet for mit flip cover, der passer godt på pennen. Bedre end det helt åbne. Eneste ulempe er, at det fylder ganske meget. Ikke mindst i bredden.

Intet hukommelseskort

Samsung har længe været en af verdens førende producenter af hukommelseskort. Derfor undrede det mange, at ingen af modellerne i den nye S21-serie har plads til udskiftelige hukommelseskort. På forgængeren S20 Ultra kunne man supplere den indbyggede hukommelse, så man nåede op på totalt 1,5 TB.

Det var plads nok til mange timers video-optagelse. Eller mange film på lange flyrejser. Den mulighed har man desværre ikke længere. I dag er der ikke plads til udskiftelige hukommelseskort, og den indbyggede hukommelse starter nu ved 128 GB med mulighed for at vælge 256 GB som alternativ. I begge tilfælde med 12 GB RAM.

Man kan også tage det store spring op til 512 GB, der bør række for de allerfleste. Da får man samtidig hele 16 GB RAM, hvilket gør mobilen lynende hurtig og suveræn til både multitasking og spil.

512 GB kan lyde af meget, men er det bestemt ikke, hvis man vil lege bare lidt med 8K video. 512 GB giver nemlig kun plads til 3 timers 8K video – endda uden at tælle Android styresystemet med…

Så 512 GB er slet ikke den vilde luksus, det var for blot et år siden. Har man ambitioner om at optage blot en smule 8K video med regelmæssige mellemrum, da er det en rigtig god idé at vælge den største S21 Ultra model. Med 512 GB risikerer man ikke at løbe tør midt i optagelserne. I hvert fald ikke lige med det samme.

Skulle man alligevel få brug for mere end de indbyggede max 512 GB lagerplads – eksempelvis på lange ferierejser til fjerne og utilgængelige steder, hvis det engang igen skulle blive muligt – da tilbyder Samsung ovenstående lille og yderst bærbare SSD harddisk på 1 eller 2 TB. Hver enkelt TB giver plads til knap 6 timers 8 K video.



Ny Pro Pen på vej

Da den nye og større S-Pen ikke har indbygget batteri og Bluetooth som den traditionelle Note S-Pen, da kan den ikke bruges som fjernbetjening. Ejheller til de mystiske Air Gestures, der mest af alt minder om Harry Potter viftende med sin tryllestav – når og hvis funktionerne ellers virker.

Det forlyder dog, at der senere på året vil komme en Pro-model af den store S-Pen med Bluetooth og indbygget batteri. En pen, der så kan bruges som fjernudløser til ens kamera.

Men fortvivl ikke. Har man ladet sig suge ind i Samsung’s stadigt større og bedre økosystem, da har man sikkert også investeret i et Galaxy Smartwatch – med 3’eren som den nyeste og mest avancerede model. Et lækkert smartwatch, der givet er det bedste valg til Android lige nu, hvor Google’s Wear slet ikke kan hamle op med Samsung’s eget Tizen OS.

Det nye Smartwatch 3 kan en stor del af det, som Apple Watch længe har været ene om at kunne. Og gør det med større stabilitet end  Google Wear, der jo skal virke på et hav af forskellige ure fra vidt forskellige producenter. Der er en tæt integration mellem de forskellige Samsung produkter, som bare bliver bedre og bedre til at kommunikere med hinanden.

Et godt eksempel herpå er den indbyggede Kamera-app, der giver mulighed for fjernstyring af mobilen fra håndleddet. En smart detalje, hvis man har et nyt Galaxy S21 Ultra med stor S-Pen uden Bluetooth og mulighed for fjernudløser. Med den indbyggede app styrer man mobilens kamera overbevisende direkte fra håndleddet – fra sit Watch 3.

Man kan bruge denne app som simpel selvudløser. Til at undgå kamerarystelser. Man kan vælge mellem foto og video. Man kan zoome ind og ud, fokusere direkte fra skærmen og meget mere. Og så fungerer det hele langt bedre end de tredjeparts programmer, der hidtil har kunnet meget af det samme. Eller i hvert fald påberåbt sig at kunne.

– Way to Go, Samsung!

De mange indbyggede funktioner samt et mindre design gør tilsammen, at det nye Watch 3 ikke har helt den samme batteritid som forgængeren Galaxy Watch. Men hvis man ellers lader sit ur op hver nat, bliver der ingen problemer med batteritiden.

En sammenligning med Galaxy Watch 2 er uhyre vanskelig, da dette ur aldrig har eksisteret. Samsung var tydeligvis bange for, at et eventuelt Watch 2 skulle blive forvekslet med Active 2 modellen, der ikke har rotérbar urkrans. Samsung droppede derfor alle planer om en 2’er og gik direkte til 3’eren.

Rigtige mænd (og kvinder med) vil naturligvis ikke undvære drejeskiven. Så meget mere om Watch 3 i en kommende artikel. Rigtige mænd (og kvinder) har også brug for et rigtigt cover, når de drager i felten med deres nye S21 Ultra.

Ovennævnte flipcover med indbygget S-Pen er perfekt til hjemligt brug og på forretningsrejsen. Eller hvis man vil redigere video og bruge pennen til præcise klip. Men skal man ud naturen og tage en masse flotte fotos, da er det ikke ideelt. Da risikerer man også at tabe sin dyrebare S-Pen.

Herude kan man i stedet og med fordel ty til Samsungs eget snart klassiske Protective Cover, som ud over massiv beskyttelse mod stød og slag sågar også har to indbyggede kickstands. En kort og en lang, der giver to forskellige betragtningsvinkler.

De gør, at man efterfølgende i ro og fred kan se dagens flotte optagelser igennem – fra den helt rigtige vinkel. Om man nu sidder op eller ligger ned. Eller et sted midt imellem. De er utroligt praktiske at have med sig overalt.

Jeg er nu på mit fjerde Protective Cover og kunne ikke undvære det. Jeg har haft det til min Note 8, 9, 10 og 20, og det er nu fast inventar på min S21 Ultra.

Bedre anbefaling kan noget cover næppe få.


©️ 2021 Tekst: Steen Ulnits

Produktfotos: Samsung