Tag-arkiv: flerårig plante

Vil du høre ålegræsset gro…


Så skal du nok skynde dig. Vort hjemlige ålegræs, som har det latinske artsnavn Zostera marina, er fra naturens hånd en uhyre almindelig og meget vigtig vandplante. Desværre har den det rigtig skidt i vore dages næringssalt-forurenede vande.

Ålegræs er slet ikke nogen græs, selv om de op til meterlange bændler kan lede tankerne hen på såvel græs som ål. Et andet og lige så betegnende navn er almindelig bændeltang.

Uanset navnet så er der i begge tilfælde tale om en flerårig vandplante, hvis rødder rent faktisk stammer fra land. Som sådan blomstrer ålegræsset om sommeren – dog med blomster så små og godt gemte, at de næsten ikke er til at se.

Ålegræsset dækkede tidligere kvadratkilometer efter kvadratkilometer af de lavvandede danske fjordområder. Helt ud til 15 meters dybde kunne man finde den, mens vandet endnu var klart nok til den lyskrævende plante. Enkelte steder nævnes sågar fund ud til 18 meter vand.

Så klart er vandet desværre ikke længere. I dag finder vi ikke ålegræs på større dybder end 5  meter – i mange forurenede fjordområder endda langt mindre. Og det er rigtig trist, for det er netop i ålegræsbælterne, at vi finder den største biomasse og artsrigdom i de indre danske farvande.

I gamle dage kunne ålegræsset vokse sig op til to meter langt eller mere.  Imellem de nu sjældent mere end én meter lange stængler kan de små fisk gemme sig og vokse sig store, så de siden kan blive til føde for endnu større rovfisk, I de grønne ålegræsmarker kan de ligeledes grønne roskilderejer finde ideelle skjulesteder, hvor de kan vokse sig spisestore for såvel fisk som mennesker.

Ålegræs er således et uhyre vigtigt opvækst- og levested for mange marine organismer, og ålegræs kan man derfor ikke have nok af – kun for lidt.

Desværre kniber det som allerede sagt meget for ålegræsset i de forurenede indre danske farvande. De mange næringsstoffer fra især landbruget gør vandet uklart af alger, som igen skygger for ålegræsset, der mistrives.



En kamp for overlevelse

De mange næringssalte fra landbruget er skadelige for ålegræsset på flere måder. Dels skaber næringssalte i overskud grobund for langt flere alger, end der er plads til i et normalt og sundt økosystem. Og dels skygger de mange alger helt enkelt for lyset, som er livsnødvendigt for ålegræsset og dets fotosyntese. Uden lys ingen planter.

De mange alger dør på et tidspunkt og synker til bunds, hvor de rådner op under forbrug af ilt. Fortsætter denne tilgang af døde og nedsynkende alger, vil der opstå iltsvind, som i første omgang er dødbringende for fisk og smådyr.

Fiskene kan dog i mange tilfælde nå at svømme væk, når iltsvindet melder sig. Og krabber kan måske nå at kravle på land – væk fra den giftige svovlbrinte. Det kan de øvrige organismer i sagens natur ikke. 

Efter et stykke tid med iltsvind dannes der nemlig svovlbrinte eller H2S i bundslammet. På et tidspunkt kan denne svovlbrinte trænge op gennem bundslammet og op i vandet. H2S er en uhyre giftig gasart, der blokerer stofskiftet hos højere organismer. På samme måde, som cyanid gør det. Dyrene dør helt enkelt.

Mindre kendt er det, at heller ikke ålegræs kan tåle svovlbrinte. Ved iltsvind og optrængning af svovlbrinte “knækker” ålegræsset i dets vækstzone, som er lige i overgangen mellem bund og vand. Græsset dør helt enkelt. Det ser ud, som var det skåret af med en kniv. De døde blade driver siden i land, som var de høstet af selveste Manden med Leen.

Endelig er der fedtemøget, som er en generel betegnelse for étårige brunalger, der stortrives i næringssalt-forurenet vand. Fedtemøget sætter sig på faste overflader som ålegræs og kvæler det ved at hindre planten adgang til det livgivende sollys.

Er der tilstrækkeligt mange næringssalte i vandet, kan ålegræsset bare ikke overleve. Og da hjælper ikke udplantning af selv nok så mange friske skud.



En stor kuldioxid-fjerner

Men ålegræs er andet og mere end en ideel biotop for levende organismer. Ålegræs kan nemlig også optage store mængder af den CO2, som vort moderne samfund udleder. Og det er ikke småting. Tilbage i 2020 udledte Danmark samlet 42 millioner ton drivhusgasser – med CO2 som den vigtigste. 

Aarhus Universitet anslår, at omkring 670.000 hektar dansk fjordbund tilbage i år 1900 var dækket af frodige ålegræsbælter. I dag er der mindre end en tredjedel tilbage: 220.000 hektar.

Forskere vurderer, at 450.000 hektar ålegræs vil kunne optage op mod 45 millioner ton CO2. Altså mere end den samlede danske udledning. Hvis ålegræsset vel at mærke vil gro igen. Det har eksempelvis knebet gevaldigt med reintroduktion i Odense Fjord, hvor vandet helt enkelt er for uklart og forurenet med næringssalte. Da kan man hverken se eller høre ålegræsset gro.

Udplantning af ålegræs er sket flere steder landet over – senest i Randers Fjord, hvor man vovede pelsen og i forgangne maj måned foretog udplantning af knapt 6.000 friske ålegræsskud ved Udbyhøj. Tæt på Kattegat og i forhåbning om, at tidevandet herude vil sikre den fornødne vandudskiftning.

Det tør man ikke håbe på længere inde i den lange og smalle Randers Fjord, som konstant modtager kolossale mængder af overskydende næringssalte fra de inddæmmede marker langs fjorden. Fra de intensivt dyrkede enge ved Støvringgaard og Tørring, hvor der dyrkes store mængder raps til svinefoder.

Ironisk nok gødes markerne langs fjorden med gylle fra de selvsamme svin, der dyrkes foderraps til. Hvert forår kører kæmpemæssige gyllevogne derfor gødning ud på den sandede jord, som er gammel fjordbund.

Store mængder af overskydende næringssalte fra de gødede marker bag diget pumpes herefter direkte ud i vandmiljøet, hvor de kvæler livet i først Randers Fjord og siden Kattegat. Et af landets største iltsvindsområder findes da også herude, hvor fjorden møder havet.



Ramt af sygdom

Man regner med, at vi i dag måske kun har 10-20 procent af det oprindelige ålegræs tilbage. I bedste fald 30 procent.

Tilbage i 1930’erne blev ålegræsset nemlig ramt af en svampesygdom, som decimerede bestanden og mængden af ålegræs. Indtil da var ålegræs hyppigt brugt til såvel dækmateriale på tage som fyld i madrasser. På Læsø kan man stadig se flere huse med ålegræstag.

Efter svampeangrebet i 30’erne kom ålegræsset langsomt tilbage, men blev siden slået ned igen af forureningen med næringssalte fra først by og land, siden primært landbruget.

Det kystnære fiskeri med bundtrawl og muslingeskrab har ligeledes været en stor hindring for ålegræssets udbredelse. Begge er fiskemetoder, som pløjer bunden op og ødelægger de fysiske livsbetingelser for ålegræsset. Begge er de metoder, som derfor må udfases helt i de indre danske farvande.

Det samme gælder opdræt af fisk og muslinger, der i lighed med landbruget tilfører vandmiljøet uønskede næringssalte. I det hele taget må de indre danske farvande friholdes mest muligt for fysisk og kemisk påvirkning. Vi har for længst passeret grænsen for, hvad vandmiljøet kan holde til.

Da ålegræs er en flerårig plante, tager det lang tid for den at kolonisere nye områder eller rekolonisere gamle. Derfor hjælper vi den nu mange steder ved udplantning af nye skud. Kunstigt åndedræt kunne man kalde det.

De store ålegræsmarker udgjorde tidligere en god sikring mod bølgeerosion af kysterne. En funktion, de ikke har længere, nu hvor de er væk.

Da skibsfarten i specielt kystnære sejlrender skaber store bølger, som er hårde ved ålegræsset, har vi anlagt beskyttende stenrev ved Udbyhøj i Randers Fjord. Her passerer mange store coastere tæt forbi i sejlrenden. De nye stenrev vil forhåbentlig give læ nok for bølger og strøm til, at det nye ålegræs kan få fæste.

Ålegræssets udbredelse nedefter i dybderne har i mange år været brugt som en god og enkel indikator for forureningsgraden i kystnære farvande. Jo flere næringssalte og dermed mere forurening, der er i vandmiljøet, desto ringere bliver sigtedybden. Og desto lavere vand træffer man ålegræsset på.


Ved Støvringgaard og Tørring Enge pumpes næringssalte konstant ud i Randers Fjord fra de dyrkede og gødede marker bag digerne.


De kommende år vil vise, om ålegræsset overhovedet har en fremtid i dagens Danmark. Om vi fortsat vil prioritere et intensivt og stærkt forurenende landbrug frem for et sundt vandmiljø med plads til dyr og planter.

Vi fortsætter indtil videre med udplantning af nye ålegræsplanter. Og krydser fingre for, at vandkvaliteten engang igen bliver tilstrækkeligt god til, at græsset kan trives og atter vil brede sig.

Det øgede gødningsforbrug fra den borgerlige regerings Landbrugspakke gør det dog vanskeligt at nå i mål. Og helt umuligt at opfylde kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

Vi ligger lige nu, som den tidligere borgerlige regering har redt. Som Lars Løkke, Esben Lunde, Eva Kjer og Jacob Ellemann ville det.

En linje, som Mette Frederiksen desværre villigt fortsætter.

Og det er desværre ikke i en seng af frisk ålegræs.


© 2023 tekst & fotos: Steen Ulnits

Introfoto:  Jan Henningsen


Læs mere om udplantning af ålegræs i billedreportagen her.