Tag-arkiv: DN

“Salmonopoly”

Nogle problemer løser sig selv, hvis bare man venter længe nok. Som tidligere opslået her sendte vi efter flere forgæves telefoniske henvendelser et åbent brev til Maria Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN).

I det åbne brev bliver der spurgt ind til DN’s rolle i WWF Verdensnaturfonden, hvor Gjerding sidder i præsidiet, og hvis bestyrelsesformand Smedegaard også sad i oliegiganten BP’s bestyrelse. Noget kontroversielt i disse klimatider, hvilket både det digitale medie piopio.dk og miljøorganisationen Greenpeace påpegede:

– Den slags interessekonflikter ville vi aldrig kunne leve med, udtalte Greenpeace efterfølgende til pressen.

Samtidig bakkede WWF op om ASC-certificering af fisk fra storforurenende danske havbrug. Mod behørig betaling. Burfisk, som stammer fra den mindst bæredygtige produktion med den størst tænkelige forurening.

I mellemtiden har WWF så (tilsyneladende) trukket sig (noget) ud af ASC-certificeringen, som de efter eget udsagn (slet) ikke har noget at gøre med – længere. Og WWF’s bestyrelsesformand Smedegaard har fået sig et andet arbejde og har nu selv forladt WWF. Gjerding & Co behøver således ikke længere forklare den mystiske sammenhæng her.

Havbrugsgyser for hele familien

Mens vi venter på det endelige svar, der nok næppe nogensinde kommer fra præsident Maria, kan vi passende fordrive tiden med et kig på den tyske dokumentarfilm “Salmonopoly” fra 2010 af Wilfried Huismann og Arno Schumann:

I filmen kan man se, hvordan John Frederiksen – ejer af verdens største lakseopdræt – Marine Harvest, der for nylig skiftede navn til Movi – fisker laks med fluestang i den norske Nausta. En elv, hvis vilde laksebestand han selv er med til at ødelægge med sine forurenende havbrug og deres massive udslip af genetisk inferiøre tamlaks.

Lidt senere i filmen kan man se, hvordan Marine Harvest har indgået en aftale med WWF, der modtager 100.000 euro om året. Som modydelse herfor fik Marine Harvest lov til at bruge WWF’s velkendte pandalogo til markedsføring af sine opdrættede laks.

Filmen viser også, hvilke kummerlige forhold Marine Harvest byder sine medarbejdere på sine laksebrug i sydamerikanske Chile.

En rigtig hyggespreder til en filmaften med familien.

Klik på billedet herunder for at se filmen:

Åbent brev til Maria Gjerding

I forbindelse med kampagnen RedHavet.nu, som er venligt sponseret af VELUX Fonden med 5 millioner kroner, har der været en del debat om kampagnens mål og midler.

Som mangeårigt medlem af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der deltager i kampagnen, er jeg stødt på flere problemstillinger, der har optaget såvel mig som andre DN-medlemmer.

Efter flere forgæves telefoniske henvendelser forfattede jeg følgende brev til DN’s præsident Maria Gjerding og bad om uddybende oplysninger:

“Kære Maria:

Jeg har et par gange prøvet at få fat i dig på telefonen, men uden held. Derfor denne mail.

Vore veje krydsedes ellers kort på Jernhatten hin mindeværdige dag, hvor vor nye miljøminister Lea Wermelin gav de nye havbrug i L111 dødsstødet. Jeg skriver nu til dig dels som et menigt DN medlem, dels som fiskeribiolog og underviser.

Jeg er en af dem, der ihærdigt og på alle fronter har bekæmpet flere og større havbrug, lige siden Dan Jørgensen (S) foreslog dem i 2014. Senest via miljøforeningen BLAK’s website nejtilhavbrug.dk, der allerede i sine første otte måneder på nettet rundede de 50.000 besøgende. Det har været et felttog med mange frontkæmpere. Og en foreløbig sejr med endnu flere herrer.

Jeg har naturligvis skrevet under på den nye RedHavet.nu kampagne, for hvem kan ikke støtte disse gode målsætninger. Jeg er dog allerede flere gange løbet ind i et forklaringsproblem, som jeg gerne vil høre din og DN’s mening om:

Miljømediet Kaninen Katrine fra Endelave har jo i høj grad lagt grunden til standsningen af L111. Kaninens afdækning af de mange ulovligheder inden for branchen har gjort det meget nemmere for den nye regering at gribe ind.

Undervejs har Kaninen Katrine imidlertid også afdækket forhold, der gør det langt sværere end tidligere for mig som biolog og underviser at forklare og forsvare DN’s deltagelse i kampagnen – sammen med WWF Verdensnaturfonden.

Med den ene hånd vil kampagnen redde havet og beskytte det mod forurening. Et nobelt formål. Mens WWF med den anden gavmildt, men mod behørig betaling deler ud af ASC-mærker til certificering af stærkt forurenende havbrug som værende “bæredygtige virksomheder”.

Dem nævner man da heller ikke med ét eneste ord i kampagnen. Er de mon fredet af WWF, hvis Fiskeguide har vist sig at indeholde flere decideret havbrugsvenlige fejl?

Kaninen Katrine har efterhånden fået rigtig mange følgere. Antallet stiger støt og ikke kun på Endelave, men over det ganske land. Kaninen fortæller videre, at DN’s præsident sidder i præsidiet for selvsamme WWF Verdensnaturfonden. Og det er jo dig.

Netavisen piopio.dk har næsten samtidig kunnet fortælle den undrende verden, at WWF’s bestyrelsesformand Nils Smedegaard Andersen (tidligere Mærsk) også har en post i oliegiganten BP’s bestyrelse. Og BP er jo ikke ligefrem kendt for klimavenlige løsninger. Og så videre.

Det hele falder jo desværre i sidste ende tilbage på DN, og jeg har efterhånden svært ved at forklare læsere, seere, tilhørere og elever, hvordan det dog kan hænge sammen. Om man på én og samme tid kan modtage Velux-miljømillioner og blåstemple forurenende havbrug?

I min daglige omgang med folk og fiskere på såvel Djursland, hvor jeg har sommerhus, som ved Gudenåen, hvor jeg bor, støder jeg i stigende grad på både forundring og frustration over dette. Der tales om både “blodpenge” og korruption i DN, hvilket oprigtigt bekymrer mig.

Flere udtrykker sågar i bramfri vendinger, at de ikke vil være medlem af DN længere på disse præmisser. At de som flerårige modstandsfolk i første række i kampen mod havbrug føler sig til grin for egne penge. At kampagnen for dem er en våd klud i hovedet.

Det er jeg som mangeårigt medlem af DN rigtig ked af at høre. Og det er i stigende grad svært for mig at forklare andre, både DN-medlemmer og ikke-medlemmer, hvad der lige sker.

Det skulle derfor glæde mig rigtig meget, om du kunne hjælpe med fakta, der kan hindre en mulig kommende medlemsflugt. For vi har jo mere end nogensinde brug for DN.

Med venlig hilsen,
Steen Ulnits”

Citat slut

Info: ASC står for “Aquaculture Stewardship Council”, som er en mærkningsordning udarbejdet af WWF og Dutch Sustainable Trade Initiative tilbage i 2010.

Organisationssekretær i Danmarks Naturfredningsforening, Mads Peter Aagaard Madsen, har svaret:

“Maria er orienteret om din henvendelse fra d. 19. september og et svar er under udarbejdelse. Du kan forvente svaret i løbet af nærmeste fremtid”.

Det ser vi frem til og skal nok bringe svaret her.

“Hos VELUX er ansvarlighed og transparens i højsædet!”

Det skriver fonden i en præsentation af sig selv.

Efterskrift: Der kom, som desværre nok forventet, aldrig noget svar fra Maria Gjerding.

Mens vi venter på det svar, som tilsyneladende aldrig kommer, kan vi med fordel se nedenstående skræmmende dokumentarfilm om det samme triste emne:

“Salmonopoly“

Esbens Eftermæle

Vor nyligt afgåede fødevareminister og konstant manglende miljøminister Esben Lunde Larsen udtalte ved sin anden afsættelse (den første var, da han blev afsat som minister for fiskeriområdet), at han ikke interesserede sig for sit eftermæle som minister.

Det må nok siges at være at gøre en dyd af en nødvendighed. For folk i almindelighed og naturfolk i særdeleshed måtte virkelig vride hjernen for at finde bare nogle få gode ting, som Esben havde gjort for naturen. De dårlige kom til gengæld i stimer.

Under Esben Lunde Larsens miljøregime har landbruget til gengæld haft det rigtig godt. Vel næsten bedre end nogensinde. Her er en lille oversigt over nogle af de mest markante. Jeg har ladet mig inspirere af andre, heriblandt Verdensnaturfonden WWF, som har lavet tilsvarende oversigter, og jeg har tilføjet egne observationer.

Tilsammen danner de et ganske godt billede af, hvad Esben Lunde Larsen har påført den i forvejen trængte danske natur af elendigheder under sit regime. Nogle går endda så vidt som til at kalde det et rædselsregime – for naturen såvel som for de involverede medarbejdere i Miljøstyrelsen.

I Landsforeningen Levende Hav kalder de ham slet og ret for “miljøterroristen”.

Anyway, here comes, i ret tilfældig rækkefølge:

1) Indført jagt på dyr i yngletiden:

Gjort vildsvin fredløse i Danmark af hensyn til svineproduktionen. Året rundt. Dag og nat.

2) Åbnet for flere forurenende havbrug i Kattegat:

Hvor 117 ud af 119 områder ikke opfylder Vandramme-direktivets krav om god økologisk tilstand.

3) Fjernet de beskyttende randzoner:

Så mere gødskende kvælstof kan slippe ud i åer og søer og herfra videre ud i fjord og hav.

4) Nedprioriteret overvågningen af FN-verdensarv:

I den danske del af Vadehavet, selv om dette naturområde ellers er blevet gjort til nationalpark.

5) Fastholdt de høje nitratværdier:

Selv om dette, vel dokumenteret af lægevidenskaben, øger risikoen for tarmkræft markant.

6) Skjult kvælstoftallene i Landbrugspakken:

Udviklet sindrige nye beregningsmodeller, der reducerer kvælstofudslippet med op til 20%.

7) Opgivet Danmarks forpligtelser over for FN:

Annulleret Danmarks ellers erklærede forpligtelse til at opfylde FN’s biodiversitetsmål.

8) Genindført fældning af værdifulde gamle træer:

For at skaffe penge til skovdriften. Dette er sket i blandt andet Kongernes Nordsjælland.

9) Foreslået at anlægge et vildsvinehegn:

Tværs over den dansk-tyske grænse, så den afrikanske svinepest ikke skal nå danske grise.

10) Saboteret EU’s kamp mod neonikotinoider:

Der enten slår bierne ihjel eller gør, at de ikke kan finde hjem til deres stader igen.

Foto: www.instagram.com/steenulnits

11) Medvirket til, at glyphosat ikke blev forbudt i EU:

Danmarks nej sikrede, at glyphosat – aktivstoffet i Monsanto’s RoundUp – ikke blev forbudt.

12) Opgivet kampen for fisken snæblen:

Der kun findes i Danmark. Det førte til kritik i det internationale tidskrift, Nature.

13) Gjort landmænd til formænd for nationalparkerne:

Dette for at undgå, at naturhensyn skulle gå hen og vinde over landbrugsinteresser.

14) Givet forkerte indberetninger til FN:

Løjet groft om omfanget af den danske naturs tilstand og vore reelle fredninger.

15) Fortsat sandsugning i Øresund:

Trods klar svensk modstand mod den skadelige aktivitet, der ødelægger havmiljøet.

16) Øget antallet af bistader i statens natur:

Øget konkurrencen i naturen, så vores vilde bier og sommerfugle bliver endnu mere truede.

17) Beskyttet kvotekongerne:

Så disse fortsat kunne købe kvoter gennem stråmænd og i familiemedlemmers navn.

18) Reduceret aktindsigt i ministeriets arbejde:

Dette er gjort ved at flytte ministerbetjeningen tæt på ministeren – helt ind i departementet.

19) Truet med at fjerne DN’s ret til at rejse fredningssager:

Danmarks Naturfredningsforening (DN) var og er Esben Lunde Larsens yndlingsaversion.

20) Indskrænket Natura 2000 områder:

Vil fjerne tilsammen 2.657 hektar højt prioriterede Natura 2000-arealer i de fem nationalparker.

21) Undladt at adressere de resistente MRSA-bakterier:

Der allerede har kostet flere menneskeliv. Forklaring: Det vil blive for dyrt for svinebranchen.

22) Anlagt 540 km nye mountain bike spor i statsskovene:

Dette til stor gene for såvel dyrelivet som de af skovens gæster, der helst færdes til fods.

23) Nægtet at lytte til befolkningen:

Nægtede at modtage underskriftindsamlinger fra borgerne. For han vil bare ikke.

24) Givet en økomilliard til miljøet:

Overraskede alt og alle ved at give én milliard kroner i tilskud til økologisk omstilling.

Det sidste punkt må ret beset tælle på plussiden, selv om også det har kritikere blandt både naturbrugere og økologer. Se mulig forklaring allersidst i denne artikel.

Mindeværdige videoklip

Esben Lunde Larsen fik hurtigt et meget anstrengt forhold til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL), hvis advokat på et offentligt møde ydmygede ministeren, så denne måtte tage sit gode tøj og gå. Altsammen for åben skærm.

Ministeren holdt sig efterfølgende til de mindre krigeriske konkollegaer i Landbrug & Fødevarer, hvor den frafaldne socialdemokrat Karen Hækkerup regerede.

Følgende klip kan søges og findes på YouTube:

Se ydmygelsen af Esben her og døm selv. Ikke smart gjort af BL.

Se også, da Esben sagde nej til at modtage underskrifter. Ja, han ville bare ikke.

Se endelig Lunde Larsen familiens vindmøllehistorie, der for alvor bragte Esben i medierne og såede tvivl om hans handlinger og hensigter.

Søg selv videre på YouTube. Listen over interessante og mindeværdige klip med Esben Lunde Larsen er noget nær endeløs. Han har haft en meget stor underholdningsværdi.

Det kunne der skrives en hel bog om, og det vil der givet også blive gjort på et tidspunkt.

Den vil der være rigtig godt salg i!

Økologen Esben

Er der ikke så mange, som kender til.

Onde tunger – og dem er der til gengæld rigtig mange af, når talen falder på Esben Lunde Larsen – vil imidlertid vide, at BL’s ovennævnte og ovenfor viste ydmygelse af ELL var en af bevæggrundene til økomilliarden. Den ramte nemlig Bæredygtigt Landbrug hårdt – lige under bæltestedet.

BL’s Flemming Fuglede måtte tage tælling og beklagede sig efterfølgende højlydt over, at en landbrugsform i kraftig naturlig fremgang – økologien – skulle støttes yderligere. Når han nu selv repræsenterer kemilandbruget i sin værste deroute form. Og er vant til at være i allerforreste række, når der uddeles støttemidler…

Esben Lunde Larsens personlige natur har på nogle områder været lige så enkel og unuanceret som det, han selv kalder “natur” og selv er opvokset med: Kunstigt såede, men bølgende korn- og majs- og rapsmarker. Grundigt drænede med nødvendig markvanding om sommeren. Sprøjtet flere gange om året. For alskens ukrudt og plantesygdomme. Høstet og forarbejdet industrielt.

De selvsamme onde tunger vil vide, at Esben Lunde Larsen selv faldt i tønden med RoundUp som barn og aldrig rigtig kom over det. I hvert fald er han vokset op i en landbrugsfamilie, hvor Svend Auken var et skældsord og sprøjtegiftene en nær ven, når det daglige brød skulle i hus.

I så fald kan han jo nok ikke gøre for, at det gik, som det gik. At han nu har måttet indskrive sig i Danmarkshistorien som den værste og mest destruktive miljøminister nogensinde. Han magtede bare ikke at opretholde balancen mellem de to direkte modsat rettede ministerier, som han blev betroet. Mellem landbruget og miljøet. Så han fokuserede på landbruget og overså miljøet.

Esben Lunde Larsen var til gengæld stemmeslugeren i det lokale bondesamfund, han selv voksede op i. Han valgte derfor side, og det blev desværre ikke miljøets. Trods ellers titlen af miljøminister.

Æret være Esben Lunde Larsens minde. Han vil ikke blive savnet.

Af hverken fugl eller fisk, bier eller blomster.

Og nu er han sågar draget til USA…

“Skydefugle”

2017 blev året, hvor der for alvor kom fokus på ulovlig indfangning, forgiftning og nedskydning af totalfredede rovfugle.

Først i pressen kom en udlægning af fisk forgiftet med det forbudte stof Carbofuran i Store Vildmose i Nordjylland – på netop startdagen for årets jagtsæson. Giften var placeret i tre opsprættede makreller.

Siden kom Midtjylland også i medierne, da man her fandt en hel familie af den sjældne røde glente – han, hun og to unger – forgiftet med det i mange år forbudte stof Parathion, der nok er bedre kendt fra Cheminova som Bladan. Men et nyt stof, hvad angår brug til forgiftning af rovfugle. Det var ikke set før.

Ingen kunne bevise, hvem der stod bag, men folk fra Dansk Ornitologisk Forening var hurtigt fremme med, at alt pegede på jægerne – især dem, der opdrætter de såkaldte “skydefugle” til efterårets jagter.

Hybris og Nemesis

Men det endelige bevis lod ikke vente længe på sig. Skæbnen ville nemlig, at politiet umiddelbart efter det Konservative Folkepartis landsmøde i Tivoli fandt en ulovlig rovfuglefælde på Sjælland – nærmere betegnet på godset Svendstrup, der ejes af godsejer Christian Wedell Neergaard.

Han er regionsrådsmedlem for netop de Konservative, hvis store miljøbevidsthed partiboss og justitsminister Søren Pape Poulsen havde rost til skyerne på landsmødet få dage forinden…

“Levende duer var sat op som lokkemad for rovfugle – og når de kom for nær, klappede fælden. Sådan var den ulovlige høgefælde sat op” skrev DR.dk om opdagelsen.

Politiet sigter nu skytten for groft brud på jagt- og vildtforvaltningsloven ved at opsætte og bruge en ulovlig høgefælde med levende lokkefugle til at fange rovfugle i. Skytten har allerede tilstået.

Hans arbejdsgiver, godsejer Christian Wedell Neergaard, kender naturligvis intet til sagen – til hvad der måtte foregå af jagtlige ulovligheder på hans eget gods. Stakkels skytte, der helt på eget initiativ har sat ulovlige fælder op for helt sin egen skyld. Ganske uden godsejerens vidende. Og så lige op til jagtsæsonen. – Hvorfor i alverden har han dog gjort det?

1,5 million skydefugle om året

Til orientering så opdrættes der hvert år omkring 1,5 million af de såkaldte “skydefugle” i jagtens Danmark. 1.500.000 skydefugle fordelt på 1.000.000 fasaner og 500.000 gråænder. Fugle, som udelukkende opdrættes og sættes ud med det ene formål at blive skudt ned igen. Jagtens pendant til fiskeriets Put & Take.

Disse skydefugle udgør nu mere end halvdelen af det samlede danske jagtudbytte. Hver af fuglene koster omkring 60 kroner at producere. Og 300 kroner at skyde. Altså en netto fortjeneste på 240 kroner per skydefugl. En meget stor del skydes under de såkaldte dagjagter, hvor jægere udefra lejer sig ind for en enkelt dags jagt.

Det er langt fra alle udsatte fugle, der skydes og hjembringes. Typisk under halvdelen. Resten dør en mere eller mindre naturlig død – anskudt af jægere, ædt af ræve eller taget af rovfugle. Det er således mange millioner kroner, der omsættes her. En vigtig indtægtskilde for mange godser.

Skydefuglene opdrættes på godserne og skal sættes ud i det fri mindst én måned før jagtens begyndelse. De fodres derfor også i det fri, så de ikke fortrækker til naboen inden jagtens begyndelse. Det er et problem i mange mindre moser, søer og damme, der herved forurenes voldsomt af de mange fodrede ænder og deres efterladenskaber.

DOF og DN på banen

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) mener, at man bør overveje, om den enkelte godsejer skal kunne drages til ansvar, hvis der sker forbrydelser inden for vedkommendes arealer:

– Vi er nødt til at diskutere, om man skal kunne fratage godset mulighed for at udsætte fasaner. Vi ser gerne, at der er repressalier over for de ejendomme, hvor der sker ulovlig indfangning og bekæmpelse af fredede fugle, siger Egon Østergaard fra DOF.

Præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN) Ella Maria Bisschop-Larsen er enig i, at ejeren også bør have et ansvar for, hvad der foregår på egne arealer:

– Det burde slet ikke kunne forekomme, at man bare kan sige, at man ikke aner, hvad der foregår på egne arealer, siger hun.

DN ser også et behov for statsligt tilsyn med de områder, hvor der udsættes vildt:

– Det er nødvendigt med et stikprøve-tilsyn. Der skal være risiko for et uanmeldt tilsyn på enhver ejendom i Danmark, hvor der bliver drevet jagt, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Vildtforvaltningsrådet

Det er Vildtforvaltningsrådet, der forvalter de store udsætninger af skydefugle. Vildtforvaltningsrådet, som afgør, hvor mange skydefugle der må udsættes på et givet areal.

Rådet er i sagens natur rådgivende og afgiver sin indstilling til miljø- og fødevareministeren i spørgsmål om jagt og vildtforvaltning. Rådets formand udpeges direkte af ministeren, mens rådets ni øvrige medlemmer udpeges af ministeren efter indstilling fra de nærmeste interesseorganisationer.

Til Vildtforvaltningsrådets medlemmer hører Landbrug og Fødevarer, Dansk Skovforening, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Dyrenes Beskyttelse og Friluftsrådet.

Dette råd besluttede tilbage i 2008, hvordan opdræt og udsætning af skydefugle skulle foregå. Hvor, hvor mange og hvordan. Opdræt af den truede agerhøne indgår også i disse bestemmelser, men i dag samler interessen sig benhårdt om fasaner og gråænder.

Som allerede nævnt opdrættes der hvert år omkring 1 million fasaner til nedskydning og en halv million gråænder.

Reglerne siger, at man som jagtejer ikke blot må sætte kritikløst ud af skydefugle. Man skal udarbejde såkaldte biotopplaner, hvis ens jord overstiger 100 hektar eller drives intensivt. Disse planer skal sigte mod en bedre natur for vildtet – både det opdrættede og det vilde – samt andre dyr og planter i den øvrige natur. Og opdrætteren skal på et obligatorisk kursus i opdræt og biotoppleje.

Nye regler – flere fasaner

Vildtforvaltningsrådet vedtog samtidig, at der kun måtte udsættes et begrænset antal skydefugle per arealenhed. Således blev det besluttet, at der kun måtte udsættes én ælling per 150 m2 vandflade og én voksen gråand per 300 m2. Dette blandt andet for at begrænse forurening og fosforbelastning af vandet fra de udsatte ænder.

Rådet erkender dog selv, at man ikke har kontrol over, hvor mange ænder der i virkeligheden opdrættes og sættes ud. Det anbefaler derfor, at alle fremtidige udsætninger af gråænder anmeldes. Samtidig skal der udarbejdes en liste over sårbare søer – typisk næringsfattige søer og Lobelia-søer, der ikke tåler yderligere tilførsel af næringsstoffer. Her må der slet ikke udsættes gråænder.

Jagten på skydefugle er imidlertid blevet mere og mere betydningsfuld for de store godsers økonomi. Af forliget fra 2008 fremgik det, at Vildtforvaltningsrådet skulle tage de vedtagne planer op til revision efter ti år. Altså i 2018.

Interessen samler sig nu om fasanerne, der er nemmere at håndtere end ænderne, da de ikke er knyttet til søer og damme. Her kan man derfor sætte langt flere ud per arealenhed – 7 fasaner per hektar jord – uden at ødelægge noget vandmiljø.

Det antal ønsker Esben Lunde Larsen nu øget til sine steder næsten det dobbelte – til 12 fasaner per hektar. Dog stilles der i så fald skærpede krav om, at biotopplanerne skal være varige og sigte specifikt på også at fremme andre arter end de jagtbare. Altså mere generel naturpleje i stedet for den målrettede vildtpleje. Og alle fremtidige udsætninger skal fremover anmeldes.

Pengestrømmen

Det er de store godser – ofte med tilhørsforhold til landboorganisationen Bæredygtigt Landbrug og det Konservative Folkeparti – der presser på for at få lov til at udsætte endnu flere fasaner, end der bliver i dag. Fra nævnte 7 til 12 fasaner per hektar.

Stiller man et simpelt regnestykke op, forstår man godsernes interesse i de storstilede nedskydninger, der næppe kan kaldes jagt. Men er rendyrket aflivning. Et tidligere medlem af Vildtforvaltningsrådet, vildtdyrlæge Bjarne Clausen, gør sig da heller ingen illusioner om det rent jagtetiske, men kalder nedskydningerne for Put & Take jagter.

Der er rigtig mange penge at tjene på et veldrevet jagtvæsen, som uvilkårligt leder tankerne hen på et veldrevet Put & Take fiskeri. Begge steder opdrættes og udsættes dyrene nemlig kun for at blive aflivet igen kort tid efter – af jægere og fiskere, som ikke nødvendigvis har megen indsigt i jagt og fiskeri.

Det er disse intensive dagjagter, som har givet jagten et dårligt omdømme. Drevet af jægere, der måske kun går på jagt den ene eller to dage om året. Som måske ikke er ret gode til at skyde. Som derfor anskyder mere, end de nedlægger. Men der er penge i dem alligevel. Mange penge. Ikke for jægeren selv, der typisk betaler 300 kroner per nedskudt fasan, og som ofte bruger flere patroner på hver nedlagt fugl.

Men for godsejeren er det en guldgrube. Hvis vi forudsætter, at omkring 40 % af de udsatte fasaner nedskydes, så drejer det sig om 400.000 nedlagte fasaner, der hver især indbringer de tidligere nævnte 240 kroner stykket. Altså fasaner for knap 100 millioner kroner i netto indtægt.

Hertil skal så lægges indtægten fra de fasaner, som ikke er så sønderskudte, at de må kasseres – som kan afhændes til den lokale vildthandler for knap 10 kroner stykket. Hvor mange det her drejer sig om, vides ikke.

Men 100 millioner kroner – plus minus moms – er jo under alle omstændigheder en klatskilling for de involverede godser og deres jagtvæsener. Og tilsyneladende nok til, at opdrættere af skydefugle ind imellem ikke kan styre sig, men ser sig gale på de fredede rovfugle, som formaster sig til også at smage på retterne. Det være sig i voliererne eller udenfor.

Det er disse 100 millioner kroner, vore rovfugle er oppe imod. Og derfor har vi næppe set de sidste fældefangster, forgiftninger eller nedskydninger.

Nøgletallene, som bruges i ovenstående regnestykke, stammer fra en artikel i Frederiksborg Amtsavis, skrevet af nævnte Bjarne Clausen i anledning af den kommende tids stærkt øgede udsætninger af opdrættede skydefugle.

Omhandlende også de måske proportionalt tiltagende problemer for vore fredede rovfugle, der så atter risikerer at stå for skud eller gift. Udregningerne og forudsætningerne er mine egne.

Et årligt opdræt af 1 million skydefasaner alene i Danmark gør det uundgåeligt til en industriel produktion, som vi kender det fra andet fjerkræ.

Med alt hvad dette måtte indebære af misrøgt, smittefarer og manglende dyrevelfærd.