Tag-arkiv: den grønne trepart

Sagt og skrevet om Den Grønne Trepart

Sakset fra “Aktuelt” i det forgangne år:

Kært Barn har mange navne, og knapt havde Den Grønne Trepart set dagens lys, førend den skiftede navn til Den Sorte Syvpart. I hvert fald i visse kredse. Forklaringen er til at tage og føle på:

Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en aldeles upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik, selv om de to ting jo unægtelig ofte hænger sammen.

Det er således nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede partiet Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger.

En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”. Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil. 

Dette trods mange advarsler fra faglig side og trods den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.

Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.

Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret. Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken.

Smart træk. Lige lovlig smart.

Løkke forbigik også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.

Det var også under Løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for den hårdhændede behandling. Næppe nogen anden dansk politiker har derfor som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.

Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.

De luftede tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, og de krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis altså statsminister Frederiksen ikke makkede ret.

“Det danske vandmiljø har det hamrende godt”

“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“

Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti

Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode Messerschmidt mon kommer fra. I hvert fald ikke Planet Jorden. Årets iltsvind i de danske farvande tegner jo til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.

Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem den udtalelse jo var rent vand på møllen. I hvert fald vand på tilskudsmøllen.

En “mærkelig regering”

Trods sejr efter sidste Folketingsvalg vendte statsminister Mette Frederiksen (S) nu ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø. Truslen om en rigsretssag virkede tilsyneladende på statens minister.

I stedet for den hidtidige rød-grønne regering lancerede hun den nuværende blå-sorte SVM-koalition, som hun efterfølgende selv kaldte “mærkelig”. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling fra Mette Frederiksen vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.

For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.

Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske og brutale gennemførelse af den forkætrede Landbrugspakke – dikteret til forgængeren Eva Kjer Hansen (V) af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Esben Lunde valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af pakken, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkyndte han i efteråret, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model:

“Et interessant reguleringsinstrument”

“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”

Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister

Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.

Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed. Med Forurenet Fjordvand på Flaske til de fremmødte.

Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen, genoplivet midlertidigt og potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.

Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken. I regi af Venstre.

“En planlagt katastrofe”

Efter gaveregnen fra Landbrugspakken, der holdt Løkke ved magten i endnu et par år, gik det rigtig godt for økonomien i dansk landbrug. Men tilsvarende skidt for vandmiljøet, der kvitterede med rekordstore iltsvind landet over. Helt forventeligt efter Landbrugspakkens ekstra gødning og den øgede udvaskning til vandmiljøet.

“En planlagt katastrofe”. Det var, hvad professor i marin økologi ved Aarhus Universitet, Stiig Markager, derfor kaldte årets iltsvind. De har været under opsejling siden 2000, hvor Danmark jo tilsluttede sig EU’s Vandrammedirektiv til sikring af en ”god økologisk tilstand” i alle vandområder.

Stiig Markager har påpeget dette i snart tyve år, men intet reelt er sket – ud over altså Lars Løkkes kontraproduktive lancering af Landbrugspakken i 2016. Den muliggjorde brug af 20-30 % mere gødning, hvilket naturligvis bare gjorde allerede ondt langt værre.

Skiftende (som oftest borgerlige) regeringer har ikke turdet eller magtet at stille landbruget stolen for døren. Bønderne har derfor kunnet forurene ufortrødent videre – med oceaner af slimet fedtemøg skyllende ind på vore strande som det nu synlige resultat.

Senest har man så “opfundet” et helt nyt og aldrig tidligere set begreb, nemlig Den Grønne Trepart. Den har indtil videre begavet dansk landbrug med yderligere fire milliarder støttekroner. I tilgift til de 12 milliarder, dansk landbrug i forvejen modtager – hvert år.

Min egen personlige bullshit indikator nåede helt op i Det Røde Felt, da SVM-regeringen lancerede Den Grønne Trepart. Et helt nyt buzzword til det politiske Bullshit Bingo, som er blandt de mest populære og indbringende spil for tiden.

Det lykkedes endda SVM-regeringen at få Danmarks Naturfredningsforening lokket ind i folden som medansvarlig for den nye Trepart. Som eneste grønne organisation i Den Sorte Syvpart, som Den Grønne Trepart jo reelt er.

Treparten består nemlig af regeringen samt repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Desuden deltager tænketanken Concito som en særskilt videnspart. Natur og miljø har således ikke fået megen plads i den Grønne Trepart, som de facto er en Sort Syvpart.

Men Dansk Landbrug kunne endnu engang grine hele vejen hen til banken. Senest med en stort opsat overskrift i LandbrugsAvisen:

“Formuen er fordoblet på fem år”

“Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“

Overskrift i LandbrugsAvisen

Det helt rigtige er derfor at give skadesforvolderne 4 milliarder mere om året, så de ufortrødent kan forurene videre. Så de kan investere i flere maskiner og bygge større svinefabrikker end hidtil. Så vi kan være helt sikre på, at der også vil være gylle i vandet, iltsvind ved bunden og fedtemøg på stranden de næste mange år.

Man må tage sig til hovedet og rive sig i håret. Hvis ellers der er noget tilbage…

 

Borgmestre mod kvælstof

Mens SVM-koalitionen styrede målrettet mod afgrunden, manede flere S-borgmestre dog til besindelse. Regeringen vil via sin Sorte Syvpart nedprioritere den ellers absolut nødvendige indsats for at reducere udledningen af kvælende kvælstof fra landbruget til vandmiljøet.

Flere socialdemokratiske borgmestre var ikke med på ideen om at lade landbruget slippe billigere end hidtil foreslået. Det var naturligvis de borgmestre, som allerede døjede med algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger i deres respektive kommuner.

De var mildest talt bekymrede over, at trepartsminister Jeppe Bruus (S) tilsyneladende ville favorisere den model for kvælstofudledning, der endnu en gang vil lade landbruget slippe billigst og vandmiljøet lide endnu mere og endnu længere.

Blot for at tækkes bønderne i Venstre og Moderaterne.

Bruus ville angiveligt vælge den ud af tre foreslåede modeller, der mere eller mindre vil lade status for udledningerne være uændret. Trods ellers et vel dokumenteret behov for at gøre endnu mere. Det havde regnedrengene i Finansministeriet nemlig konkluderet i deres ufattelige visdom.

Som om Finansministeriet lige pludselig har fået mere forstand på det danske vandmiljø – end på de milliarder af skattekroner, de til daglig forvalter. Og de forskere, der reelt ved noget om miljøet.

Michael Stegger, der i dag er borgmester i Syddjurs Kommune og tidligere førstemand i min lokale Dagli’Brugs på Mols, var bestemt ikke enig med regeringen i den prioritering. Han mente, at man klart skal gå videre med det såkaldte scenarie 1. At man skal hæve ambitionsniveauet så højt som overhovedet muligt. Selv om det heller ikke er nok.

Stegger var derfor kritisk overfor, at regeringen i sit udspil lagde op til at bruge den laveste af de tre listede kvælstofindsatser, som skruer kvælstofreduktionerne i Djursland Øst helt ned til nul – fra ellers 225 tons årligt:

“Mere fedtemøg end hidtil”

Det harmonerer overhovedet ikke med virkeligheden. Jeg snakker med lokale fiskere, som fortæller, at der ingen fisk er. Og jeg kan med egne øjne se, at der er mere fedtemøg i vore farvande end hidtil.

Så virker det mærkeligt at påstå, at det hele er, som det skal være.

Michael Stegger, borgmester Syddjurs Kommune

Han blev støttet af sin partikollega Lone Jacobi, der er borgmester i Odder Kommune. Hun mente heller ikke, det giver mening at påstå, at der ikke længere er brug for at gøre noget i de nævnte områder. Hun påpegede, at der ikke er meget liv tilbage, og at mange af de udpegede fjorde endda er på miljøministerens såkaldte akutliste.

Borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd (S) kan fra sit skrivebord se direkte ud over det hårdt pressede Lillebælt, der gisper efter vejret. Han var heller ikke begejstret for SVM-regeringens seneste kvælstofudspil:

– Jeg håber ikke, det er rigtigt, at indsatsbehovet skal sænkes. Jeg har aldrig set et Lillebælt, der har haft det så svært som nu. I foråret kunne man se fedtemøg på havbunden, og vandet har for første gang ikke været klart på noget tidspunkt i løbet af sommeren.

Såvidt tre bekymrede borgmestre til Altinget. Statsminister Mette Frederiksen skal således ikke regne med opbakning til SVM-regeringens seneste knæfald for landbruget. Hun er tilsyneladende ligeglad med miljøet, så længe hun blot selv kan forblive statsminister.

Den Grønne Treparts Sorte Fallit

“Den Grønne Trepart ligner mere og mere en vittighed. Til 40 mia. Regeringens egne beregninger viser ifølge en professor og to grønne organisationer, at vandmiljøet bliver værre stillet med end uden Den Grønne Trepart.”

Noah Reddington på X (Twitter)

“Treparten og de Tyve Fjorde”

Denne overskrift lyder mest af alt som seneste udgave af “Alibaba og de Fyrretyve Røvere. Og minder da også på mange måder om netop det:

Det er mildest talt svært at se, hvor man skal begynde og ende i den nye Grønne Treparts lovede indsats for det døde eller i bedste fald døende danske vandmiljø. Mange steder ser det hele temmelig håbløst ud – efter årtiers uhæmmet udledning af kvælstof fra landbruget, intensivt bundtrawl og ødelæggende muslingeskrab.

Men ikke nok med det. I landets suverænt største fjord Limfjorden har man gjort det hele ekstra besværligt for sig selv: Dette ved samtidig at tillade et ødelæggende muslingeskrab muliggjort af dyrkning og udlægning af kunstigt producerede muslinger.

En dødbringende cocktail, som gør det helt umuligt for vandmiljøet at komme sig igen. Og som fra lokal side er blevet sammenlignet med gentagen gruppevoldtægt.

Den Grønne Trepart har efter bedste evne skåret igennem sumpen af iltsvind og bundvendinger og udvalgt tyve fjorde, som ikke er i en så forfærdelig tilstand, at alt håb er ude. Fjorde, som Treparten tror og håber kan reddes fra den endelige kvælningsdød – med en ekstra håndsrækning.

Det drejer sig om følgende fjorde, som Havets Minister ifølge Miljøministeriet vil give en ekstra hjælpende hånd. Fjorde, som alle skal have et markant forbedret vandmiljø inden 2027:

Jylland

  • Nibe Bredning og Langerak (østlige del af Limfjorden)
  • Mariager Fjord (ydre)
  • Randers Fjord (indre og ydre) 
  • Norsminde Fjord
  • Horsens Fjord (ydre)
  • Vejle Fjord (indre og ydre)
  • Kolding Fjord (ydre)

Samsø

  • Stavns Fjord

Fyn

  • Gamborg Fjord
  • Odense Fjord (Seden strand og ydre)
  • Faaborg Fjord 
  • Kerteminde Fjord 
  • Nyborg Fjord 

Sjælland

  • Kalundborg Fjord 
  • Skælskær Fjord og Nor 
  • Karrebæk Fjord 
  • Dybsø Fjord

– Er din lokale fjord mon med på redningslisten?

Opgivelserne stammer fra Miljøministeriet, der åbenbart har haft lidt svært ved at tælle fjorde. Det er i hvert fald svært at tælle til tyve på denne liste. Tæller man røde prikker på ministeriets egne kort, finder man dog et par lokaliteter mere.

Der er i alt 32 navngivne fjorde fordelt over hele Danmark. Under alle omstændigheder er de nævnte fjorde ifølge professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet dem, der hurtigst kan forbedres. Det siger han til Danmarks Radio:

“De nemme fjorde”

“Det er nemme fjorde. Dem, der er nemme at nå i mål med. De har selvfølgelig store problemer, men her kan det lade sig gøre at nå i mål med det, der ligger i Trepartsaftalen.”

Stiig Markager, professor, Aarhus Universitet

Den nordjyske Limfjord, som er den største og generelt mest belastede af alle danske fjorde, er derfor ikke med på listen over fjorde, der skal reddes. Kun fjordens smalle afløb mod øst.

Det er tilsyneladende for stor og kompleks en opgave at redde Limfjorden, der i tilgift til massive udledninger fra det omgivende landbrug kompliceres af en omfattende dyrkning af muslinger, etablering af kunstige kulturbanker til muslinger samt efterfølgende muslingeskrab.

Altsammen med et mildest talt modstridende kvælstofregnskab. For slet ikke at tale om al den CO2, der vælter op fra bundslammet og ud af de dieselmotorer, der trækker muslingeskraberne.

Hertil skal så lægges vekslende saltholdigheder og lagdelinger forårsaget af det indtrængende vand fra Nordsøen. En kompliceret cocktail, der sammen med kvælstof fra landbruget for længst har taget livet af den lavvandede Limfjord i nord.

Efter præsentationen af de Tyve Nemme Fjorde blev Magnus Heunicke spurgt af EkstraBladet, om Havets Minister nu helt havde droppet Havet og i stedet reduceret sig selv til De Tyve Fjordes Minister?

Det ville Heunicke, der ellers selv er journalist af uddannelse, desværre ikke svare på. Han havde nemlig lige investeret i et billigt fiskesæt og booket en fotograf til at profilere sig med ude ved vandet.

Et trick, han havde lært af Esben Lunde Larsen.

Tørre tal om våd jord

Vor efterhånden landskendte professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet har for snart længe siden regnet sig frem til, at der skal udtages 600.000 hektar landbrugsjord, hvis vi skal leve op til kravene i Vandrammedirektivet fra 2000 om en god økologisk tilstand i vore farvande. Dette inden 2028.

SVM-regeringens eneste konkrete målsætning er lige nu, at en fjerdedel heraf skal være udtaget inden 2030. Altså 150.000 hektar. En sølle fjerdedel af det nødvendige areal, der skal udtages for at holde tilstrækkeligt med kvælstof tilbage fra vandmiljøet, som jo lider under algeblomst og iltsvind efter landbrugets forurening.

Regeringen satser på, at op mod 400.000 hektar vil være udtaget inden 2045. Altså to tredjedele af vejen – om 20 år. Hvis alt går vel, og det gør det jo ikke.

Samtidig skal regeringen slås med et nyt og selvskabt problem, nemlig at Finansministeriet har anbefalet de kvælstofreducerende tiltag begrænset mest muligt – af økonomiske årsager.

Hvornår de sidste 200.000 hektar vil være udtaget af drift, tør vist ingen spå om. Herfra kan det dog hurtigt konkluderes, at det ikke bliver i vor levetid, vandmiljøet lever op til kravene. I det Vandrammedirektiv, vi ellers selv tilsluttede os tilbage i 2000. For snart et kvart århundrede siden.

En aldeles imponerende slendrian, som udelukkende skyldes manglende vilje til at gøre noget ved et selvskabt problem, der blot fik lov at vokse, mens landbruget igen-igen scorede kassen. For slet ikke at tale om de temperaturstigninger, der automatisk gør problemerne endnu større.

Hertil skal så lægges den øgede udvaskning fra den famøse Landbrugspakke, som Lars Løkke og Venstre jo indførte tilbage i 2016. Med øget gødningsforbrug, øget udvaskning til vandmiljøet og øget indtjening til de danske landbrug, der i dag i snit har rigtig godt med penge på bogen:

“Formuen er fordoblet på fem år”

“Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“

Overskrift i LandbrugsAvisen

Læg hertil, at der slet ikke er nogen kontrol med de frivillige aftaler, som landbruget hidtil har indgået om kvælstofreducerende tiltag. Det har Rigsrevisionen jo påpeget og kritiseret for ganske nylig.

SVM-regeringen har skam taget kritikken til efterretning – uden dog at gøre noget ved problemet. Det har jo aldrig kostet nogen politiker eller regering noget at tage kritik til efterretning. Aldrig kostet noget i form af politisk krævede og økonomisk krævende tiltag. Man tager blot kritikken til efterretning og fortsætter ufortrødent sine ødelæggelser.

Det bliver derfor ikke i vor tid, at vi eller vore børn atter kan bade i et rent hav. Et glitrende hav med klart vand og et levende liv, som vi havde det for blot et par årtier siden. Det er rent blændværk at tro, at Den Grønne Trepart skulle kunne bringe os i mål med det.

Med det nuværende tempo og de stigende temperaturer vil det sandsynligvis ikke vare årtier, men århundreder. Den Grønne Trepart er i den forbindelse ikke Fem Tanke Gylle og en Giftspreder værd.

Andet end for det danske landbrug, der nu scorer endnu flere tilskudskroner. Under mottoet:

“Selv det mindste fremskridt er bedre end ingenting. Når blot der følger nye tilskud med….”

 

Fem havbrug eller 2.000 hektar jord

Den Grønne Trepart, der ifølge Alternativets Torsten Gejl jo blot er en Sort Syvpart uden reel interesse for miljøet, kæmper lige nu for at begrænse udledningen af skadeligt kvælstof til vandmiljøet. I hvert fald på papiret.

Dette primært fra landbruget, som står for langt størsteparten af udledningerne. Ikke mindst Lars Løkkes Landbrugspakke fra 2016, med dens tiladelse til øget brug af gødning, satte for alvor gang i dødsspiralen.

Senest har der været afholdt møde i As Forsamlingshus, hvor man diskuterede de pågående planer om flytning og sammenlægning af eksisterende havbrug nær Horsens Fjord. Et område, der har været hårdt belastet af forurenende havbrug i et halvt århundrede.

Professor Stiig Markager fortalte på mødet, at de 40 tons kvælstof og 4,5 tons fosfor, som områdets fem havbrug årligt udleder, reelt svarer til 60 tons. Havbrugenes udledning er nemlig lokalt mere skadelig end landbrugets, der ganske vist samlet er langt større, men isoleret set ikke fylder nær så meget. 

Landbrugets udledning er uorganisk og består af næringssalte, primært kvælstof. Samtidig foregår den primært i vinterhalvåret, hvor algevæksten er minimal.

Havbrugene derimod udleder både kvælstof og fosfor i netop det kritiske sommerhalvår, hvor algevæksten er på sit højeste. 

Kvælstofudledningen fra havbrug sker som organisk stof i form af foderrester og fækalier, der først forbruger ilt til forrådnelse og siden frigiver uorganisk kvælstof. Dette “nye” kvælstof kan så optages af planktonalger og føre til det næste iltforbrug ved disses endelige forrådnelse.

Organisk kvælstofudledning fra havbrug forbruger således langt mere ilt pr. kvælstofenhed, end uorganisk kvælstof fra spildevand og landbrug gør. Dette påpeget af Gunni Ærtebjerg, der tidligere arbejdede med problematikken hos Danmarks Miljøundersøgelser.

Det betyder, at der skal udtages 2.000 hektar landbrugsjord for at kompensere for udledningen fra områdets fem eksisterende havbrug. Og hvor skal man lige finde al den jord i en tid, hvor landmændene kæmper for at bevare deres nuværende dyrkning og fortsatte forurening?

2.000 hektar eller fem havbrug

“Så nu må politikerne gøre op med sig selv, om de vil fjerne 2.000 hektar landbrugsjord eller fem havbrug.”

Stiig Markager, professor, Aarhus Universitet

Sådan konkluderede professor Markager seancen i As Forsamlingshus. Han gjorde afslutningsvis opmærksom på, at hvis en kommende sammenlægning af havbrugene i As Vig vil betyde en øget udledning af blot ét kilo kvælstof, så kan det ifølge gældende lovgivning ikke lade sig gøre.

Så hårdt presset er økosystemet her.

 

En vittighed til 40+ milliarder

Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt, står der i den gamle revyvise. Og det er tilsyneladende, hvad vi oplever lige nu.

Vi er midt i Den Grønne Treparts spæde ungdom, der blev kortere, end selv de sorteste skeptikere havde forudset. Alternativets Torsten Gejl var hurtig til at omdøbe Den Grønne Trepart til Den Sorte Syvpart, hvad den reelt altid har været. Hvor det grønne kom fra, kan ingen vist længere få øje på.

Den Grønne Trepart skulle ellers have reddet de sidste rester af liv i de indre danske farvande. Der var sat 40 milliarder af til projektet, som ikke mindst skulle købe landbrugsjord op til udtagning fra landbrugsdrift.

Dertil finansiere et nyt landbrugseventyr for pyrolyse – en helt ny teknologi, der endnu er på drømmeplanet. Men som i teorien skal kunne deponere kulstof permanent i landbrugsjorden – i et omfang, så man kan fortsætte dyrkning som hidtil.

Altsammen for en forsvindende lille CO2-afgift, der endda skulle eller skal kanaliseres tilbage til landbruget på snedig vis. Med tidligere minister Hans Engells ord “så er det jo til at leve med en afgift ved fordøren, når der samtidig læsses guldbarrer af ved bagdøren.”

Aftalen i Den Grønne Trepart rummer ikke stof eller tiltag til den nødvendige omstilling fra konventionel dyrkning til såkaldt regenerativt landbrug, der er langtidsholdbart.

Intet om udfasning af vore dages gigantiske svineproduktion, massive brug af gylle og kunstgødning, sprøjtegifte og monokulturer. Ikke et ærligt tiltag i retning mod en øget biodiversitet.

Mange af tiltagene i Den Grønne Trepart er ikke andet end opdatering af tidligere aftaler, der pludselig indgår i den nye Trepart. Billige points, mildest talt. Lidt for billige. For hvor lang tid tager det ikke lige at rejse ny skov, der skal begrænse udledningen? Det bliver ikke i vor levetid, at vandmiljøet får det bedre af flere træer.

Senest har Rigsrevisorene så påpeget, at dansk landbrug end ikke har levet op til de “frivillige” aftaler, som er indgået lige siden Landbrugspakken fra 2016. Blandt andet om etablering af minivådområder og dyrkning af efterafgrøder til fastholdelse af kvælstof på markerne. Der har stort set ingen kontrol været med disse aktiviteter. Og intet tyder på, at der vil blive strammet op på den praksis.

Dansk landbrug har desværre vist sig som en helt igennem utroværdig medspiller i Den Grønne Trepart. Men påpeger samtidig selv, at der nok skulle have været og fremover skal være offentlig kontrol med de frivillige tiltag. Ellers er det jo endnu engang ræven, der skal vogte hønsene. Og det kender vi jo kun alt for godt resultatet af: Lugten af svovlbrinte fra det rådnende fedtemøg.

Eneste “grønne” medspiller i den syvarmede Trepart er tilsyneladende Danmarks Naturfredningsforening (DN), der desværre lader til at have solgt ud af den sidste troværdighed – blot for at få lov til at være med i mummespillet. For ikke at blive overset helt.

DN har frivilligt ladet sig tage som gidsel i det helt store skuespil om Den Danske Natur, der opføres netop nu: “Kejserens Kostbare Klæder”. For nye er de bestemt ikke.

“En vittighed til 40 milliarder skattekroner” er stykket også blevet kaldt.

Men om 50 år er alting godt igen…

Professor Stiig Markager, som med base på Aarhus Universitet har beskæftiget sig intensivt med iltsvind i et kvart århundrede, er selv ganske realistisk i sine forudsigelser for det danske vandmiljø:

“Om 50 år kan Danmark se helt anderledes ud. Vi kan få renere fjorde, vådere landskaber og rigere natur. Det er en vision, der er værd at kæmpe for.”

Det siger Markager i oplægget til et nyt kursus om Den Grønne Trepart, som Aarhus Universitet udbyder til foråret 2025. Om alt går vel, planerne holder og overlever de kommende regeringsskifter. For det er der slet ingen garanti for. Det vil dansk landbrug kunne lægge rigtig mange nye hindringer for.

Rent og klart vand bliver således ikke noget, vi selv eller vore børn kan se frem til og få glæde af. Det løb er kørt. Trods ellers de bedste intentioner tilbage i 2000, da EU’s Vandrammedirektiv jo blev vedtaget. Som endnu en fisk i en fotofælde.

Det bliver svært at forklare vore børn og børnebørn: At vore politikere i den grad har ladet stå til, mens dansk landbrug bare kørte videre med klatten, gyllesprederen og giftsprøjten.

At vi ikke kunne nå et simpelt mål, vi ellers selv havde sat og givet os et helt kvart århundrede til at nå. Samt postet millioner og milliarder af skattekroner i.

Det er pinligt ud over alle grænser.

© 2025 Steen Ulnits