Tag-arkiv: den grønne trepart

Kystvandrådene

Du er sikkert stødt på fænomenet “kystvandråd”, som der er flere af landet over. Men det står langt fra klart, hvad det egentlig er for en størrelse. 

Et kystvandråd er et rådgivende organ, der er nedsat i forbindelse med vandplanlægningen i Danmark. Dette særligt i forhold til vandmiljøet i kystvande – altså fjorde, bugter og havområder tæt på land. 

Kystvandrådene er en del af implementeringen af EU’s Vandrammedirektiv, som Danmark tiltrådte i 2000 og har forpligtet sig til at følge gennem sine vandområdeplaner.

Kystvandråd bliver brugt til at inddrage lokale interessenter i arbejdet med at forbedre vandmiljøet. Rådene kommer med lokal viden og forslag til indsatser, som kan hjælpe staten og kommunerne med at lave mere målrettede og effektive indsatser for at forbedre vandkvaliteten i kystnære områder.

Vi har endnu til gode at se konkrete resultater heraf.

Hvem sidder i kystvandrådene?

Et kystvandråd består typisk af repræsentanter fra:

  • Landbruget
  • Fiskeri og akvakultur
  • Natur- og miljøorganisationer
  • Erhvervsinteresser (eksempelvis turisme)
  • Kommuner og lokale myndigheder
  • Lokale borgere eller grundejerforeninger

Kystvandrådene arbejder med spørgsmål som:

  • Hvordan næringsstoffer (typisk kvælstof og fosfor) påvirker kystvandet
  • Hvor og hvordan man bedst kan reducere udledninger
  • Hvilke lokale løsninger og indsatser, der er mest realistiske og effektive
  • Prioritering af områder, der bør have særlig opmærksomhed

Kystvandrådene blev etableret som en del af Vandområdeplanerne 2021-2027 og har en rolle i at kvalificere de indsatser, staten og kommunerne planlægger i kystvande.

Dette for at sikre en “god økologisk tilstand” som krævet af EU’s Vandrammedirektiv fra 2000.

Fra fire til sytten kystvandråd

I 2023 blev de første fire kystvandråd etableret. 

Det skete i en slags forsøgsordning, som skulle dække de i særklasse mest problematiske vandområder: Ringkøbing Fjord, Vadehavet, Odense Fjord og den centrale del af Limfjorden.

Som led i “Aftale om et grønt Danmark” og “Akutpakke til forbedring af vandmiljøet” blev samarbejdet skaleret op for perioden 2025–2027. Kommuner kunne ansøge om nye råd, og 13 nye blev nedsat, så i alt 17 råd nu fungerer som rådgivende organer for lokale treparter.

I starten var der således kun fire kystvandråd, men ved udgangen af 2024 blev arbejdet udvidet og hele 13 nye råd oprettet.

Kystvandrådet for Ringkøbing Fjord er således et af de ældste og derfor bedst veletablerede af kystvandrådene. Det, der længst har arbejdet med de problematikker, som gælder hele landet, og som blev ekstra aktuelle med etableringen af Den Grønne Trepart.

Sidstnævnte har primært med klima og CO2 at gøre – sekundært med kvælstofreduktion. De to områder har dog en hel del med hinanden at gøre, hvilket ofte skaber forvirring omkring problematikken.

For er det nu klima eller kvælstof, Den Grønne Trepart drejer sig om?

Uenig med kystvandråd

Det hele bliver ikke mindre kompliceret af de mange aktører, som er i spil – som ofte har helt modsat rettede hensigter med deres arbejde. Landbrug, natur og miljø er således traditionelt emner, der meget ofte modarbejder hinanden. Mens klima og miljø ofte går hånd i hånd.

Dette skisma er kommet tydeligt til udtryk i den verserende debat om udtagning af landbrugsjord. Den er længe gået alt for langsomt og gør det stadig. 

Udtagningen skal ske på frivillig basis, og det har man desværre kun dårlige erfaringer med over for landbruget – med de mange manglende mini-vådområder som det bedst tænkelige eksempel.

De har overhovedet ikke levet op til den lovede kvælstoffjernelse fra Lars Løkkes famøse Landbrugspakke i 2016, der gav dansk landbrug tilladelse til at bruge 20-30 % mere gødning end hidtil. Mod landet over at etablere en masse mini-vådområder til kvælstoffjernelse.

Senest har Ringkøbing-Skjern Kommune derfor udsendt en pressemeddelelse, hvor kommunen klager sin nød. Det skete den 1. juli, hvor beskeden lød således:

“Godt på vej, men langt til mål i den lokale trepart.”

Interesseorganisationen Effektivt Landbrug havde følgende kommentar:

“Trods god opbakning fra lokale lodsejere er der stadig alt for få arealer meldt ind til udtagning og omlægning i Ringkøbing Fjords opland. Kommunen advarer nu om, at manglende fremdrift kan udløses ny statslig kvælstofregulering fra 2027.”

Er der noget, dansk landbrug frygter, så er det statslig indgriben og pålæg af tvungen kvælstofreduktion. Og Ringkøbing-Skjern kommune føler selv, at den har gjort en stor indsats med arealudtagning eller rettere: 

Udpegning af egnede områder til kommende udtagning.

Udtagningskonsulenterne

Der er nemlig rigtig langt mellem udpegning og udtagning af de nye landbrugsarealer. hvilket det lokale kystvandråd netop påpeger. Og derfor kan man ikke lide udlægningen fra Effektivt Landbrug, som straks maler fanden på væggen og truer med bål og brand fra regeringen.

Selv mener de nemlig i Ringkøbing-Skjern at have en god sag. Baseret på tidligere beregninger fra det lokale kystvandråd er det muligt at nå kvælstofreduktionsmålet på 1.687 ton alene ved udtagning af landbrugsjord. Uden nye statslige krav til målrettet regulering.

Den pågående udpegning har ellers udviklet sig til en ren guldgrube for et antal “udpegnings- eller udtagningskonsulenter”, som via Den Grønne Trepart har fået helt nye indtjeningsmuligheder.

De skal som lønnet direkte eller indirekte af staten rådgive i forbindelse med udpegningen af de bedst egnede områder.

De nye konsulenter skal som udgangspunkt være neutrale rådgivere, der vejleder udelukkende ud fra faglige hensyn. Vi har dog allerede set eksempler på, at det kan knibe med denne neutralitet. Hvis man enten selv er aktiv landmand eller ansat i en rådgivningsvirksomhed for samme landbrug.

Dykker man bare lidt ned i materien, finder man hurtigt frem til, at udtagningskonsulenter ofte er ansat i Landboforeninger som Agri Nord, SAGRA og Velas. Eller i konsulentfirmaer som COWI, NIRAS og Orbicon. 

Alle har de fået nye gyldne tider med etableringen af Den Grønne Trepart. 

Desværre har vandmiljøet endnu ikke fået det spor bedre.

Klima og kvælstof

Et af elementerne i Den Grønne Trepartsaftale er udtagning af lavbundsjord, der i forvejen er ganske uproduktiv, og som kræver stor tilførsel af næringsstoffer for at være produktiv. 

Et af incitamenterne for deltagende landbrugere er, at man så vil kunne dyrke den øvrige jord endnu mere intensivt. Uden generende kvælstofregulering. Det siger i hvert fald Martin Hjort Jensen, som er viceformand i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer:

“Det vidner om, at det kan lade sig gøre at finde de gode og nødvendige løsninger, så vi kan nå de mål, der skal til, for at vi kan komme til at dyrke mere intensivt på de øvrige jorde.”

“Når omlægningen er gennemført, kan vi rulle kvælstofreguleringen på markerne tilbage. Det er et kæmpe incitament for os, for vi er dødtrætte af rigide regler om efterafgrøder, datotyranni og meget andet.”

Martin Hjort Jensen

viceformand i Landbrug & Fødevarer

For Martin Hjort Jensen drejer Den Grønne Trepart sig således ikke om at opnå et bedre vandmiljø, men primært om muligheden for en øget produktion på de tilbageværende jorde. Selv om man stadig ikke har levet op til den lovede kvælstoffjernelse fra 2016.

Skal man tage viceformandens udtalelser for pålydende, og det skal man vel, går eksisterende produktiv landbrugsjord en hård tid i møde, når og hvis landbruget formår at leve op til kravene i Den Grønne Trepart.

Den vil da blive presset til det yderste.

Udtagning med negative konsekvenser

Udtagning af lavbundsjorde er et ud af flere tiltag i den Grønne Trepartsaftale.

Udtagningen skal reducere udledningen af drivhusgasser og dermed bremse den globale opvarmning. Som sidegevinst ved ophør af landbrugsdriften mindskes naturligvis også udvaskningen af kvælstof til gavn for vandmiljøet. Ikke mindst fordi fortsat gødning ophører.

Desværre har vi de seneste år oplevet flere tilfælde af iltsvind forårsaget af vandløbs- eller sørelaterede restaureringsarbejder. Med Fiil Sø og Lindenborg Å som konkrete eksempler på iltsvind fra afvandede områder, der pludselig sættes under vand igen.

Disse iltsvind skyldes akut nedbrydning af organisk stof, der er akkumuleret i jorden, hvor det har ligget tørt i mange år. Når denne jord sættes under vand, påbegyndes en nedbrydning af det organiske stof, som kræver ilt.

Harmløst organisk stof, som i årevis har været ude af kredsløbet, bliver pludselig farligt for vandmiljøet, der berøves livsvigtig ilt.

Det er således ikke altid ren win-win, når afvandede områder retableres og udrettede vandløb genslynges. Ikke altid, at klimatiltag og kvælstofreduktion går hånd i hånd. Heldigvis gør de det dog ofte.

Vi har under alle omstændigheder stadig meget at lære om konsekvenserne af vore omfattende ødelæggelser gennem de seneste årtier. 

Det hele bliver desværre aldrig så godt, som det var engang. 

Den mulighed har vi forpasset.

Ingen kvaler – hr. og fru Danmark betaler

Der findes et hæderkronet princip i dansk miljølovgivning: Det er forureneren, der betaler. Hvis altså denne vil og lovgivningen ellers kræver det. 

Samtidig er det nærmest umuligt at trække tilskud tilbage – selv når man ikke har leveret varen eller overholdt de aftaler, man har indgået. Det er dansk landbrug et fremragende eksempel på. Med Lars Løkkes (V) Landbrugspakke fra 2016 som det nok mest kendte tilfælde. 

Landbrugspakken gav dansk landbrug lov til at bruge 20-25% mere gødning end hidtil – mod at man så anlagde en lang række af de såkaldte “mini-vådområder” til reduktion af udvaskningen af kvælstof til det allerede dengang nødlidende vandmiljø.

Dansk Landbrug tog mod tilbuddet med kyshånd. Der blev gødet som aldrig før og udledt stigende mængder kvælstof til vandmiljøet. Imidlertid fik man aldrig etableret de mini-vådområder, man havde lovet og aftalen var baseret på. 

Alligevel fik man lov til at fortsætte overgødningen og udledningerne uantastet – med et kollapset økosystem og enorme mængder fedtemøg i danske fjorde som det helt forudsigelige og meget synlige resultat.

Dansk landbrug stortrives og har med egne ord flere penge på bogen, end de nok nogensinde har haft. Dansk vandmiljø har til gengæld ikke haft det dårligere i mands minde, og nu klager EU så ikke overraskende over, at Danmark ikke har levet op til Vandrammedirektivet fra 2000.

Det er alvorligt, mener vor mærkværdige SVM-regering. Det må der gøres noget ved, udtaler den. Men skal dansk landbrug nu trækkes i den milliardstøtte, man årligt modtager – når man nu ikke har levet op til det, man selv lovede i sin tid?

Næh-nej, det skal landbruget ikke. I stedet har Mette, Lars og Troels fundet nye milliarder frem til genopretning af vandmiljøet. I hvert fald tilsyneladende. 

Løsningen kaldes “Den Grønne Trepart”, og den bliver nu også langt dyrere end oprindeligt lovet.

“En historisk grøn aftale”

En “mega milliardaftale” har Danmarks Radio kaldt den Grønne Trepart. DR har nemlig set nærmere på, hvor mange milliarder aftalen egentlig kommer til at koste, og hvem der i sidste ende kommer til at hænge på regningen.

Ambitionerne er nemlig skyhøje, og det er omkostningerne derfor også. Men det er definitivt ikke forurenerne – altså landbruget – der kommer til at betale gildet. Dem, der fik i pose og sæk med Landbrugspakken fra Lars Løkke (V) i 2016. 

Dem, der dengang fik og fremover får lov til at gøde mere end fagligt forsvarligt over for vandmiljøet. Og dem, der efterfølgende ikke leverede på egne løfter om etablering af kompenserende mini-vådområder. Det løftebrud koster gratis og er symptomatisk for den lovhåndhævelse, vi har indført over for landbrug og fiskeri.

Dette gælder dog ikke kun fødevareproduktionen. Det så vi senest ved det store og selvforskyldte jordskred ved Nordic Waste syd for Randers. Her kunne ejerne blot erklære sig konkurs, pakke deres sydfrugter og efterlade en regning på 300 millioner kroner til skatteborgerne. Tag den, Randers. 

Altsammen på grund af en dårligt gennemtænkt og mangelfuld lovgivning samt danske EU-forbehold, der satte en ellers sikkert velment lovgivning ud af funktion.

Den historiske Grønne Trepart er den hidtil dyreste danske klimaaftale. Den skal føre til reduktion på 1,8 millioner ton CO2 i 2030 og 3,3 millioner ton CO2 i 2035 – primært til gavn for klimaet og mindskning af den globale opvarmning. 

Som en positiv sidegevinst vil der samtidig ske en reduktion af de kvælstofmængder, der havner i vandmiljøet – primært via gylle spredt over markerne.

Den Grønne Trepart er dog stadig primært en klimaaftale – med positive sidegevinster for vandmiljøet. Aftalen pålægger fra 2030 landbruget en CO2-afgift på beskedne 300 kroner pr. ton CO2 – vel at mærke når først den er fuldt indfaset i 2035. 

Det vil da være mindre end det halve af den CO2-afgift, som den øvrige industri skal betale – nemlig 750 kroner pr. ton CO2. Helt på linje med de lettelser, som fiskerierhvervet har fået. Trods ellers velkendte skadevirkninger fra ikke mindst trawlfiskeriet.

I Danmark er det således ikke blot gratis at ødelægge miljøet.

Man kan også få tilskud til det.

– Hvem betaler gildet?

Danmarks Radio har søgt aktindsigt i, hvem der egentlig skal betale den samlede regning på 62 milliarder kroner frem til 2045. Den, der blev 50% dyrere end oprindelig antaget og opgivet. 

EU dækker med et tilskud på 7 milliarder, mens landbruget skal betale blot 11 milliarder. Det svarer til 18%. Den resterende hovedstol på 44 milliarder kroner sendes ud til danske skatteydere og betales af statskassen. Endnu engang skal danske skatteydere således finansiere landbrugets forurening af vandmiljøet.

“De direkte omkostninger til den grønne omstilling for landbruget bliver i størstedelen håndteret af skatteyderne.

Man har valgt et lavere afgiftsniveau for landbruget end for industrien. Hvis man havde valgt det samme afgiftsniveau som industrien, så havde det været en større udgift til landmændene og en mindre udgift til skatteyderne.”

Michael Svarer

økonomiprofessor, Aarhus Universitet

På denne måde bliver der desværre kun et begrænset incitament for landbruget til at gøre noget ved egen forurening. Når man nu alligevel får det hele finansieret af den danske stat.

Oven i det hele får dansk landbrug endda mulighed for at søge yderligere støtte fra diverse tilskudsordninger i Den Grønne Trepart. 

Blandt andet til fortsat kvægavl, som er noget af det, der belaster klimaet mest – med en stor udledning af den potente klimagas methan. Den søger man nu at reducere ved at tilsætte stoffet Bovaer til foderet. Kemisk krigsførelse på et mangelfuldt grundlag.

Man kender nemlig slet ikke til langtidsvirkningerne af dette stof eller dyrevelfærden ved denne fodertilsætning.

Man ved blot, at det reducerer udledningen af methan – her og nu.

Tekst & fotos:

©️ 2025 Steen Ulnits

Læs også artiklen

“Sagt og skrevet om Den Grønne Trepart“

⌘ ⌘ ⌘

 

Sagt og skrevet om Den Grønne Trepart

Sakset fra “Aktuelt” i det forgangne år:

Kært Barn har mange navne, og knapt havde Den Grønne Trepart set dagens lys, førend den skiftede navn til Den Sorte Syvpart. I hvert fald i visse kredse. Forklaringen er til at tage og føle på:

Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en aldeles upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik, selv om de to ting jo unægtelig ofte hænger sammen.

Det er således nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede partiet Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger.

En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”. Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil. 

Dette trods mange advarsler fra faglig side og trods den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.

Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.

Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret.

Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken.

Smart træk. Måske lige lovlig smart.

Løkke forbigik også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.

Det var også under Løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for den hårdhændede behandling. Næppe nogen anden dansk politiker har derfor som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.

Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.

De luftede tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, og de krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis altså statsminister Frederiksen ikke makkede ret.

“Det danske vandmiljø har det hamrende godt”

“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“

Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti

Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode Messerschmidt mon kommer fra. I hvert fald ikke Planet Jorden. Årets iltsvind i de danske farvande tegner jo til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.

Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem den udtalelse jo var rent vand på møllen. I hvert fald vand på tilskudsmøllen.

En “mærkelig regering”

Trods sejr efter sidste Folketingsvalg vendte statsminister Mette Frederiksen (S) nu ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø. Truslen om en rigsretssag virkede tilsyneladende på statens minister.

I stedet for den hidtidige rød-grønne regering lancerede hun den nuværende blå-sorte SVM-koalition, som hun efterfølgende selv kaldte “mærkelig”. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling fra Mette Frederiksen vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.

For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.

Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske og brutale gennemførelse af den forkætrede Landbrugspakke – dikteret til forgængeren Eva Kjer Hansen (V) af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Esben Lunde valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af pakken, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkyndte han i efteråret, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model:

“Et interessant reguleringsinstrument”

“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”

Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister

Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.

Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed. Med Forurenet Fjordvand på Flaske til de fremmødte.

Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen, genoplivet midlertidigt og potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.

Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken. I regi af Venstre.

“En planlagt katastrofe”

Efter gaveregnen fra Landbrugspakken, der holdt Løkke ved magten i endnu et par år, gik det rigtig godt for økonomien i dansk landbrug. Men tilsvarende skidt for vandmiljøet, der kvitterede med rekordstore iltsvind landet over. Helt forventeligt efter Landbrugspakkens ekstra gødning og den øgede udvaskning til vandmiljøet.

“En planlagt katastrofe”. Det var, hvad professor i marin økologi ved Aarhus Universitet, Stiig Markager, derfor kaldte årets iltsvind. De har været under opsejling siden 2000, hvor Danmark jo tilsluttede sig EU’s Vandrammedirektiv til sikring af en ”god økologisk tilstand” i alle vandområder.

Stiig Markager har påpeget dette i snart tyve år, men intet reelt er sket – ud over altså Lars Løkkes kontraproduktive lancering af Landbrugspakken i 2016. Den muliggjorde brug af 20-30 % mere gødning, hvilket naturligvis bare gjorde allerede ondt langt værre.

Skiftende (som oftest borgerlige) regeringer har ikke turdet eller magtet at stille landbruget stolen for døren. Bønderne har derfor kunnet forurene ufortrødent videre – med oceaner af slimet fedtemøg skyllende ind på vore strande som det nu synlige resultat.

Senest har man så “opfundet” et helt nyt og aldrig tidligere set begreb, nemlig Den Grønne Trepart. Den har indtil videre begavet dansk landbrug med yderligere fire milliarder støttekroner. I tilgift til de 12 milliarder, dansk landbrug i forvejen modtager – hvert år.

Min egen personlige bullshit indikator nåede helt op i Det Røde Felt, da SVM-regeringen lancerede Den Grønne Trepart. Et helt nyt buzzword til det politiske Bullshit Bingo, som er blandt de mest populære og indbringende spil for tiden.

Det lykkedes endda SVM-regeringen at få Danmarks Naturfredningsforening lokket ind i folden som medansvarlig for den nye Trepart. Som eneste grønne organisation i Den Sorte Syvpart, som Den Grønne Trepart jo reelt er.

Treparten består nemlig af regeringen samt repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Desuden deltager tænketanken Concito som en særskilt videnspart. Natur og miljø har således ikke fået megen plads i den Grønne Trepart, som de facto er en Sort Syvpart.

Men Dansk Landbrug kunne endnu engang grine hele vejen hen til banken. Senest med en stort opsat overskrift i LandbrugsAvisen:

“Formuen er fordoblet på fem år”

“Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“

Overskrift i LandbrugsAvisen

Det helt rigtige er derfor at give skadesforvolderne 4 milliarder mere om året, så de ufortrødent kan forurene videre. Så de kan investere i flere maskiner og bygge større svinefabrikker end hidtil. Så vi kan være helt sikre på, at der også vil være gylle i vandet, iltsvind ved bunden og fedtemøg på stranden de næste mange år.

Man må tage sig til hovedet og rive sig i håret. Hvis ellers der er noget tilbage…

 

Borgmestre mod kvælstof

Mens SVM-koalitionen styrede målrettet mod afgrunden, manede flere S-borgmestre dog til besindelse. Regeringen vil via sin Sorte Syvpart nedprioritere den ellers absolut nødvendige indsats for at reducere udledningen af kvælende kvælstof fra landbruget til vandmiljøet.

Flere socialdemokratiske borgmestre var ikke med på ideen om at lade landbruget slippe billigere end hidtil foreslået. Det var naturligvis de borgmestre, som allerede døjede med algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger i deres respektive kommuner.

De var mildest talt bekymrede over, at trepartsminister Jeppe Bruus (S) tilsyneladende ville favorisere den model for kvælstofudledning, der endnu en gang vil lade landbruget slippe billigst og vandmiljøet lide endnu mere og endnu længere.

Blot for at tækkes bønderne i Venstre og Moderaterne.

Bruus ville angiveligt vælge den ud af tre foreslåede modeller, der mere eller mindre vil lade status for udledningerne være uændret. Trods ellers et vel dokumenteret behov for at gøre endnu mere. Det havde regnedrengene i Finansministeriet nemlig konkluderet i deres ufattelige visdom.

Som om Finansministeriet lige pludselig har fået mere forstand på det danske vandmiljø – end på de milliarder af skattekroner, de til daglig forvalter. Og de forskere, der reelt ved noget om miljøet.

Michael Stegger, der i dag er borgmester i Syddjurs Kommune og tidligere førstemand i min lokale Dagli’Brugs på Mols, var bestemt ikke enig med regeringen i den prioritering. Han mente, at man klart skal gå videre med det såkaldte scenarie 1. At man skal hæve ambitionsniveauet så højt som overhovedet muligt. Selv om det heller ikke er nok.

Stegger var derfor kritisk overfor, at regeringen i sit udspil lagde op til at bruge den laveste af de tre listede kvælstofindsatser, som skruer kvælstofreduktionerne i Djursland Øst helt ned til nul – fra ellers 225 tons årligt:

“Mere fedtemøg end hidtil”

Det harmonerer overhovedet ikke med virkeligheden. Jeg snakker med lokale fiskere, som fortæller, at der ingen fisk er. Og jeg kan med egne øjne se, at der er mere fedtemøg i vore farvande end hidtil.

Så virker det mærkeligt at påstå, at det hele er, som det skal være.

Michael Stegger, borgmester Syddjurs Kommune

Han blev støttet af sin partikollega Lone Jacobi, der er borgmester i Odder Kommune. Hun mente heller ikke, det giver mening at påstå, at der ikke længere er brug for at gøre noget i de nævnte områder. Hun påpegede, at der ikke er meget liv tilbage, og at mange af de udpegede fjorde endda er på miljøministerens såkaldte akutliste.

Borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd (S) kan fra sit skrivebord se direkte ud over det hårdt pressede Lillebælt, der gisper efter vejret. Han var heller ikke begejstret for SVM-regeringens seneste kvælstofudspil:

– Jeg håber ikke, det er rigtigt, at indsatsbehovet skal sænkes. Jeg har aldrig set et Lillebælt, der har haft det så svært som nu. I foråret kunne man se fedtemøg på havbunden, og vandet har for første gang ikke været klart på noget tidspunkt i løbet af sommeren.

Såvidt tre bekymrede borgmestre til Altinget. Statsminister Mette Frederiksen skal således ikke regne med opbakning til SVM-regeringens seneste knæfald for landbruget. Hun er tilsyneladende ligeglad med miljøet, så længe hun blot selv kan forblive statsminister.

Den Grønne Treparts Sorte Fallit

“Den Grønne Trepart ligner mere og mere en vittighed. Til 40 mia. Regeringens egne beregninger viser ifølge en professor og to grønne organisationer, at vandmiljøet bliver værre stillet med end uden Den Grønne Trepart.”

Noah Reddington på X (Twitter)

“Treparten og de Tyve Fjorde”

Denne overskrift lyder mest af alt som seneste udgave af “Alibaba og de Fyrretyve Røvere. Og minder da også på mange måder om netop det:

Det er mildest talt svært at se, hvor man skal begynde og ende i den nye Grønne Treparts lovede indsats for det døde eller i bedste fald døende danske vandmiljø. Mange steder ser det hele temmelig håbløst ud – efter årtiers uhæmmet udledning af kvælstof fra landbruget, intensivt bundtrawl og ødelæggende muslingeskrab.

Men ikke nok med det. I landets suverænt største fjord Limfjorden har man gjort det hele ekstra besværligt for sig selv: Dette ved samtidig at tillade et ødelæggende muslingeskrab muliggjort af dyrkning og udlægning af kunstigt producerede muslinger.

En dødbringende cocktail, som gør det helt umuligt for vandmiljøet at komme sig igen. Og som fra lokal side er blevet sammenlignet med gentagen gruppevoldtægt.

Den Grønne Trepart har efter bedste evne skåret igennem sumpen af iltsvind og bundvendinger og udvalgt tyve fjorde, som ikke er i en så forfærdelig tilstand, at alt håb er ude. Fjorde, som Treparten tror og håber kan reddes fra den endelige kvælningsdød – med en ekstra håndsrækning.

Det drejer sig om følgende fjorde, som Havets Minister ifølge Miljøministeriet vil give en ekstra hjælpende hånd. Fjorde, som alle skal have et markant forbedret vandmiljø inden 2027:

Jylland

  • Nibe Bredning og Langerak (østlige del af Limfjorden)
  • Mariager Fjord (ydre)
  • Randers Fjord (indre og ydre) 
  • Norsminde Fjord
  • Horsens Fjord (ydre)
  • Vejle Fjord (indre og ydre)
  • Kolding Fjord (ydre)

Samsø

  • Stavns Fjord

Fyn

  • Gamborg Fjord
  • Odense Fjord (Seden strand og ydre)
  • Faaborg Fjord 
  • Kerteminde Fjord 
  • Nyborg Fjord 

Sjælland

  • Kalundborg Fjord 
  • Skælskær Fjord og Nor 
  • Karrebæk Fjord 
  • Dybsø Fjord

– Er din lokale fjord mon med på redningslisten?

Opgivelserne stammer fra Miljøministeriet, der åbenbart har haft lidt svært ved at tælle fjorde. Det er i hvert fald svært at tælle til tyve på denne liste. Tæller man røde prikker på ministeriets egne kort, finder man dog et par lokaliteter mere.

Der er i alt 32 navngivne fjorde fordelt over hele Danmark. Under alle omstændigheder er de nævnte fjorde ifølge professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet dem, der hurtigst kan forbedres. Det siger han til Danmarks Radio:

“De nemme fjorde”

“Det er nemme fjorde. Dem, der er nemme at nå i mål med. De har selvfølgelig store problemer, men her kan det lade sig gøre at nå i mål med det, der ligger i Trepartsaftalen.”

Stiig Markager, professor, Aarhus Universitet

Den nordjyske Limfjord, som er den største og generelt mest belastede af alle danske fjorde, er derfor ikke med på listen over fjorde, der skal reddes. Kun fjordens smalle afløb mod øst.

Det er tilsyneladende for stor og kompleks en opgave at redde Limfjorden, der i tilgift til massive udledninger fra det omgivende landbrug kompliceres af en omfattende dyrkning af muslinger, etablering af kunstige kulturbanker til muslinger samt efterfølgende muslingeskrab.

Altsammen med et mildest talt modstridende kvælstofregnskab. For slet ikke at tale om al den CO2, der vælter op fra bundslammet og ud af de dieselmotorer, der trækker muslingeskraberne.

Hertil skal så lægges vekslende saltholdigheder og lagdelinger forårsaget af det indtrængende vand fra Nordsøen. En kompliceret cocktail, der sammen med kvælstof fra landbruget for længst har taget livet af den lavvandede Limfjord i nord.

Efter præsentationen af de Tyve Nemme Fjorde blev Magnus Heunicke spurgt af EkstraBladet, om Havets Minister nu helt havde droppet Havet og i stedet reduceret sig selv til De Tyve Fjordes Minister?

Det ville Heunicke, der ellers selv er journalist af uddannelse, desværre ikke svare på. Han havde nemlig lige investeret i et billigt fiskesæt og booket en fotograf til at profilere sig med ude ved vandet.

Et trick, han havde lært af Esben Lunde Larsen.

Tørre tal om våd jord

Vor efterhånden landskendte professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet har for snart længe siden regnet sig frem til, at der skal udtages 600.000 hektar landbrugsjord, hvis vi skal leve op til kravene i Vandrammedirektivet fra 2000 om en god økologisk tilstand i vore farvande. Dette inden 2028.

SVM-regeringens eneste konkrete målsætning er lige nu, at en fjerdedel heraf skal være udtaget inden 2030. Altså 150.000 hektar. En sølle fjerdedel af det nødvendige areal, der skal udtages for at holde tilstrækkeligt med kvælstof tilbage fra vandmiljøet, som jo lider under algeblomst og iltsvind efter landbrugets forurening.

Regeringen satser på, at op mod 400.000 hektar vil være udtaget inden 2045. Altså to tredjedele af vejen – om 20 år. Hvis alt går vel, og det gør det jo ikke.

Samtidig skal regeringen slås med et nyt og selvskabt problem, nemlig at Finansministeriet har anbefalet de kvælstofreducerende tiltag begrænset mest muligt – af økonomiske årsager.

Hvornår de sidste 200.000 hektar vil være udtaget af drift, tør vist ingen spå om. Herfra kan det dog hurtigt konkluderes, at det ikke bliver i vor levetid, vandmiljøet lever op til kravene. I det Vandrammedirektiv, vi ellers selv tilsluttede os tilbage i 2000. For snart et kvart århundrede siden.

En aldeles imponerende slendrian, som udelukkende skyldes manglende vilje til at gøre noget ved et selvskabt problem, der blot fik lov at vokse, mens landbruget igen-igen scorede kassen. For slet ikke at tale om de temperaturstigninger, der automatisk gør problemerne endnu større.

Hertil skal så lægges den øgede udvaskning fra den famøse Landbrugspakke, som Lars Løkke og Venstre jo indførte tilbage i 2016. Med øget gødningsforbrug, øget udvaskning til vandmiljøet og øget indtjening til de danske landbrug, der i dag i snit har rigtig godt med penge på bogen:

“Formuen er fordoblet på fem år”

“Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“

Overskrift i LandbrugsAvisen

Læg hertil, at der slet ikke er nogen kontrol med de frivillige aftaler, som landbruget hidtil har indgået om kvælstofreducerende tiltag. Det har Rigsrevisionen jo påpeget og kritiseret for ganske nylig.

SVM-regeringen har skam taget kritikken til efterretning – uden dog at gøre noget ved problemet. Det har jo aldrig kostet nogen politiker eller regering noget at tage kritik til efterretning. Aldrig kostet noget i form af politisk krævede og økonomisk krævende tiltag. Man tager blot kritikken til efterretning og fortsætter ufortrødent sine ødelæggelser.

Det bliver derfor ikke i vor tid, at vi eller vore børn atter kan bade i et rent hav. Et glitrende hav med klart vand og et levende liv, som vi havde det for blot et par årtier siden. Det er rent blændværk at tro, at Den Grønne Trepart skulle kunne bringe os i mål med det.

Med det nuværende tempo og de stigende temperaturer vil det sandsynligvis ikke vare årtier, men århundreder. Den Grønne Trepart er i den forbindelse ikke Fem Tanke Gylle og en Giftspreder værd.

Andet end for det danske landbrug, der nu scorer endnu flere tilskudskroner. Under mottoet:

“Selv det mindste fremskridt er bedre end ingenting. Når blot der følger nye tilskud med….”

 

Fem havbrug eller 2.000 hektar jord

Den Grønne Trepart, der ifølge Alternativets Torsten Gejl jo blot er en Sort Syvpart uden reel interesse for miljøet, kæmper lige nu for at begrænse udledningen af skadeligt kvælstof til vandmiljøet. I hvert fald på papiret.

Dette primært fra landbruget, som står for langt størsteparten af udledningerne. Ikke mindst Lars Løkkes Landbrugspakke fra 2016, med dens tiladelse til øget brug af gødning, satte for alvor gang i dødsspiralen.

Senest har der været afholdt møde i As Forsamlingshus, hvor man diskuterede de pågående planer om flytning og sammenlægning af eksisterende havbrug nær Horsens Fjord. Et område, der har været hårdt belastet af forurenende havbrug i et halvt århundrede.

Professor Stiig Markager fortalte på mødet, at de 40 tons kvælstof og 4,5 tons fosfor, som områdets fem havbrug årligt udleder, reelt svarer til 60 tons. Havbrugenes udledning er nemlig lokalt mere skadelig end landbrugets, der ganske vist samlet er langt større, men isoleret set ikke fylder nær så meget. 

Landbrugets udledning er uorganisk og består af næringssalte, primært kvælstof. Samtidig foregår den primært i vinterhalvåret, hvor algevæksten er minimal.

Havbrugene derimod udleder både kvælstof og fosfor i netop det kritiske sommerhalvår, hvor algevæksten er på sit højeste. 

Kvælstofudledningen fra havbrug sker som organisk stof i form af foderrester og fækalier, der først forbruger ilt til forrådnelse og siden frigiver uorganisk kvælstof. Dette “nye” kvælstof kan så optages af planktonalger og føre til det næste iltforbrug ved disses endelige forrådnelse.

Organisk kvælstofudledning fra havbrug forbruger således langt mere ilt pr. kvælstofenhed, end uorganisk kvælstof fra spildevand og landbrug gør. Dette påpeget af Gunni Ærtebjerg, der tidligere arbejdede med problematikken hos Danmarks Miljøundersøgelser.

Det betyder, at der skal udtages 2.000 hektar landbrugsjord for at kompensere for udledningen fra områdets fem eksisterende havbrug. Og hvor skal man lige finde al den jord i en tid, hvor landmændene kæmper for at bevare deres nuværende dyrkning og fortsatte forurening?

2.000 hektar eller fem havbrug

“Så nu må politikerne gøre op med sig selv, om de vil fjerne 2.000 hektar landbrugsjord eller fem havbrug.”

Stiig Markager, professor, Aarhus Universitet

Sådan konkluderede professor Markager seancen i As Forsamlingshus. Han gjorde afslutningsvis opmærksom på, at hvis en kommende sammenlægning af havbrugene i As Vig vil betyde en øget udledning af blot ét kilo kvælstof, så kan det ifølge gældende lovgivning ikke lade sig gøre.

Så hårdt presset er økosystemet her.

 

En vittighed til 40+ milliarder

Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt, står der i den gamle revyvise. Og det er tilsyneladende, hvad vi oplever lige nu.

Vi er midt i Den Grønne Treparts spæde ungdom, der blev kortere, end selv de sorteste skeptikere havde forudset. Alternativets Torsten Gejl var hurtig til at omdøbe Den Grønne Trepart til Den Sorte Syvpart, hvad den reelt altid har været. Hvor det grønne kom fra, kan ingen vist længere få øje på.

Den Grønne Trepart skulle ellers have reddet de sidste rester af liv i de indre danske farvande. Der var sat 40 milliarder af til projektet, som ikke mindst skulle købe landbrugsjord op til udtagning fra landbrugsdrift.

Dertil finansiere et nyt landbrugseventyr for pyrolyse – en helt ny teknologi, der endnu er på drømmeplanet. Men som i teorien skal kunne deponere kulstof permanent i landbrugsjorden – i et omfang, så man kan fortsætte dyrkning som hidtil.

Altsammen for en forsvindende lille CO2-afgift, der endda skulle eller skal kanaliseres tilbage til landbruget på snedig vis. Med tidligere minister Hans Engells ord “så er det jo til at leve med en afgift ved fordøren, når der samtidig læsses guldbarrer af ved bagdøren.”

Aftalen i Den Grønne Trepart rummer ikke stof eller tiltag til den nødvendige omstilling fra konventionel dyrkning til såkaldt regenerativt landbrug, der er langtidsholdbart.

Intet om udfasning af vore dages gigantiske svineproduktion, massive brug af gylle og kunstgødning, sprøjtegifte og monokulturer. Ikke et ærligt tiltag i retning mod en øget biodiversitet.

Mange af tiltagene i Den Grønne Trepart er ikke andet end opdatering af tidligere aftaler, der pludselig indgår i den nye Trepart. Billige points, mildest talt. Lidt for billige. For hvor lang tid tager det ikke lige at rejse ny skov, der skal begrænse udledningen? Det bliver ikke i vor levetid, at vandmiljøet får det bedre af flere træer.

Senest har Rigsrevisorene så påpeget, at dansk landbrug end ikke har levet op til de “frivillige” aftaler, som er indgået lige siden Landbrugspakken fra 2016. Blandt andet om etablering af minivådområder og dyrkning af efterafgrøder til fastholdelse af kvælstof på markerne. Der har stort set ingen kontrol været med disse aktiviteter. Og intet tyder på, at der vil blive strammet op på den praksis.

Dansk landbrug har desværre vist sig som en helt igennem utroværdig medspiller i Den Grønne Trepart. Men påpeger samtidig selv, at der nok skulle have været og fremover skal være offentlig kontrol med de frivillige tiltag. Ellers er det jo endnu engang ræven, der skal vogte hønsene. Og det kender vi jo kun alt for godt resultatet af: Lugten af svovlbrinte fra det rådnende fedtemøg.

Eneste “grønne” medspiller i den syvarmede Trepart er tilsyneladende Danmarks Naturfredningsforening (DN), der desværre lader til at have solgt ud af den sidste troværdighed – blot for at få lov til at være med i mummespillet. For ikke at blive overset helt.

DN har frivilligt ladet sig tage som gidsel i det helt store skuespil om Den Danske Natur, der opføres netop nu: “Kejserens Kostbare Klæder”. For nye er de bestemt ikke.

“En vittighed til 40 milliarder skattekroner” er stykket også blevet kaldt.

Men om 50 år er alting godt igen…

Professor Stiig Markager, som med base på Aarhus Universitet har beskæftiget sig intensivt med iltsvind i et kvart århundrede, er selv ganske realistisk i sine forudsigelser for det danske vandmiljø:

“Om 50 år kan Danmark se helt anderledes ud. Vi kan få renere fjorde, vådere landskaber og rigere natur. Det er en vision, der er værd at kæmpe for.”

Det siger Markager i oplægget til et nyt kursus om Den Grønne Trepart, som Aarhus Universitet udbyder til foråret 2025. Om alt går vel, planerne holder og overlever de kommende regeringsskifter. For det er der slet ingen garanti for. Det vil dansk landbrug kunne lægge rigtig mange nye hindringer for.

Rent og klart vand bliver således ikke noget, vi selv eller vore børn kan se frem til og få glæde af. Det løb er kørt. Trods ellers de bedste intentioner tilbage i 2000, da EU’s Vandrammedirektiv jo blev vedtaget. Som endnu en fisk i en fotofælde.

Det bliver svært at forklare vore børn og børnebørn: At vore politikere i den grad har ladet stå til, mens dansk landbrug bare kørte videre med klatten, gyllesprederen og giftsprøjten.

At vi ikke kunne nå et simpelt mål, vi ellers selv havde sat og givet os et helt kvart århundrede til at nå. Samt postet millioner og milliarder af skattekroner i.

Det er pinligt ud over alle grænser.

© 2025 Steen Ulnits

Læs også artiklen

“Kystvandrådene“

⌘ ⌘ ⌘