Vi har lige nu fint besøg fra det ydre rum. Dette i form af kometen Neowise, der kan ses på nattehimlen. Når og hvis ellers Sol, Måne og skydække tillader det.
Jeg har altid været fascineret af det uendelige verdensrum. Af det ufattelige i, at noget overhovedet kan være uendeligt. For hvor begynder noget, hvis det ikke også ender?
I vores verden eksisterer noget jo kun i kraft af, at det begynder ét sted og ender et andet. Men i verdensrummet, der udvider sig konstant, gælder helt andre spilleregler. Man bliver helt svimmel ved tanken.
Jeg har givet arvet denne fascination fra min mor, det var astronomisk – men ikke astrologisk – interesseret. Hun var en af sin tids meget få piger, der tog en matematisk studentereksamen. Og dengang var astronomi en fast del af pensum. Synd, det ikke er tilfældet længere.
Men hvorom alting er, så videregav hun interessen for stjerner og planeter til sin énbårne søn, og det er jeg hende evigt taknemmelig for. Den interesse har nemlig beredt mig mange og store glæder lige siden. Og gør det stadig.
Jeg husker tydeligt den sommernat i 1969, hvor vi sad foran vort lille sort-hvide TV og så amerikanerne landsætte det første menneske på Månen:
“One small step for Man. One giant leap for Mankind”.
Det kunne ikke blive større for en rumtosset teenager på 13.
Jeg så og hørte mit første nordlys på Grønland i 1974. Det var en både foruroligende og fascinerende oplevelse, som jeg siden har gentaget mange gange – primært på Grønland og Island. Fantastisk først at opleve og siden forstå dette fascinerende fænomen på nattehimlen.
Siden kom så kometerne til. Flyvende isklumper, hvis hale altid vender væk fra Solen – uanset hvor de selv er på vej hen. Først var det kometen Hale-Bopp, der passerede os i 1997, og som med det blotte øje kunne ses i mere end ét år. Den vinter stod min mor og jeg sammen på dørtrinnet til hjemmet i Nordborg på Als og beundrede fænomenet. Det var en god oplevelse.
Og nu har vi så fået fint besøg af den hidtil næsten ukendte komet Neowise, opkaldt efter det rumteleskop, der opdagede den så sent som i dette forår. Der går næsten 7.000 år, inden den næste gang viser sig på vor stjernehimmel, så det gælder om at slå til nu!
En knibsk komet
Men Neowise havde været lidt knibsk og vanskelig at få i tale. Skydække, lyse nætter og måneskin er ikke den bedste cocktail for stjernekiggere og kometjægere.
Men så i går den 16. juli faldt det hele endelig i hak. Månen var ved at gå i sort. Himlen var skyfri, som den ikke havde været det længe. Og de lyse nætter var blevet lidt mørkere. Nu var muligheden der. Nu skulle kometen spottes og forhåbentlig også foreviges.
Ved 23-tiden tog jeg vandrestøvlerne på og hankede op i kameraet. Kort før 23.28 tikkede en besked ind på mobilen. Det var en melding om, at ISS – den internationale rumstation – snart ville komme forbi. Den gjorde den – right on time som altid. 27 grader oppe, så den virkelig kunne ses.
Det kører på skinner deroppe, selv om det ikke er DSB og Tog til Tiden. Drengene ombord på ISS svigter aldrig – heller ikke selv om de netop den dag havde haft to astronauter ude på rumvandring. Der var lige nogle batterier, der skulle skiftes. Et servicecheck af de simple.
– Just another day at the office. Ren rutine – så meget rutine, som en rumvandring nu engang kan blive. Det tager ret megen tid at dekomprimere og komme ud gennem luftslusen. Det kunne jeg se med egne øjne.
Jeg fulgte nemlig med i realtime fra Mols – via NASA’s fikse app med direkte transmission fra begivenheden. Dybt fascineret ved tanken om, at man blot kan åbne døren og stige ud i det sorte verdensrum – mens man selv suser afsted med godt 27.000 km i timen. De er heldige med, at der hverken er modvind eller luftmodstand deroppe…
Klokken havde passeret midnat, men det var stadig for lyst til, at jeg kunne se kometen med det blotte øje. Det kunne jeg først ved 1-tiden, hvor en lille diffus plet dukkede op på min kameraskærm. Det blev tydeligere og tydeligere, som minutterne gik, og til sidst kunne jeg tydeligt se den lange hale oppe over Jylland.
Den var nu relativt nem at spotte og ganske let at finde igen på det store blåsorte rumkort. Når blot man havde de helt eksakte astronomiske rumkoordinater:
“En vognlængde bag Karlsvognen og halvvejs nede mod Jorden!”
Jeg tog en masse håbefulde og ind imellem også aldeles håbløse billeder af kometen, der stod en vognlængde bag Karlsvognen – og halvvejs nede mod jorden. Eneste selskab i natmørket var køerne, der gumlede lystigt og ikke havde det mindste imod min tilstedeværelse.
Fint besøg
Klokken nærmede sig nu 2-tiden, og jeg begyndte min natvandring hjem. Det var fem km, som blev en udsøgt fornøjelse. Heldigvis i vindstille, for det var ikke helt varmt længere. Trods ellers sommerferie.
Da jeg nåede den lange og lige grusvej op til sommerhuset, kunne jeg se, at jeg havde fået uventet besøg. Ret for enden af grusvejen og lige over mit sommerhus stod nemlig komet Neowise – som om den bare havde ventet på, at jeg skulle komme hjem. Og da jeg nåede næsten op til huset, havde den placeret sig smukt og fotogent mellem nogle høje grantræer. Som ville den gerne fotograferes.
Det var en totalt uventet fotolejlighed. så jeg knipsede løs, indtil Neowise til sidst forsvandt ind bag grantræerne. Da jeg endelig var hjemme, havde klokken passeret tre, og jeg var ærlig talt en smule træt. Jeg faldt da også i søvn i samme sekund, hovedet rørte puden.
Men ti km natvandring er nu ikke at foragte. Man kan vist roligt sige, at stjernerne stod rigtigt den dag. Eller rettere: Nat. Og helt præcist: Kometen gjorde!
Efterskrift: Da jeg vågnede op igen klokken ti, var der en masse larm i haven. En stæreflok havde fundet mine morelbuske, som blev tømt under et sandt kamikaze-angreb. Der var ikke mange røde bær tilbage, da flokken forlod matriklen…
Ind imellem sker der bare rigtig meget på rigtig kort tid. Som i netop forgangne nat. Andre gange sker der absolut intet i meget lang tid. Det er vist livet i en nøddeskal.
Men skønt at være nyslået kometjæger!
©2020 Steen Ulnits