Den svenske kunstner, forfatter, fuglekigger og mangeårige redaktør af det skandinaviske tidsskrift Flugfiske i Norden, Gunnar Johnson, har forladt os. Han blev 79 år gammel.
Jeg mødte Gunnar for rigtig mange år siden. Faktisk mødtes vi i den lille by Ansager i Sydvestjylland nogle år inden, det skandinaviske tidsskrift Flugfiske i Norden blev skabt og sendt på gaden.
Det var i mine studieår, hvor jeg boede spartansk i en lille étværelses lejlighed i Gellerupparken, Brabrand ret uden for Århus. Som dengang endnu ikke begyndte med “Aa”, men simpelt “Å”. Her læste jeg biologi på universitetet.
Gellerupparken var dengang en ganske fredelig, hvis ikke ligefrem kedelig bydel, hvor der aldrig skete noget. Her boede mange velfungerende tyrkiske indvandrerfamilier, hvis børn endnu ikke var gamle nok til at udgøre et problem. Jeg var derfor ganske glad for at bo i Gellerupparken og inviterede gerne gæster udefra.
En af disse gæster var Gunnar Johnson fra Bodafors i Sverige. Jeg lærte ham at kende gennem en fælles bekendt. Min mangeårige fiskekammerat Niels på Als i Sønderjylland havde en kæreste, hvis bror boede i Ansager – midt mellem fine vandløb som Ansager Å og Holme Å med flere.
Broderen hed Elon og var en dedikeret lystfisker, som brugte fritiden på at fiske, når han ikke lige lagde asfalt på vejene i det sydvestjyske. Elon var en gudsbenådet brevskriver med en håndskrift så sirlig og regelmæssig, at den ikke var af denne verden. Jeg var helt flov over min egen og gjorde mig derfor ekstra umage…
Det var dengang, man stadig skrev fysiske breve til hinanden. Dengang, e-mail endnu ikke var opfundet. Dengang, man havde pennevenner, som det Kongelige Danske Postvæsen levede højt på. Dengang, kærestebreve var håndskrevne og på papir. Kort sagt: Fra før verden gik af lave. Præcis som med Rød Tuborg.
Pennevenner for altid
Det var også dengang, man måtte vente dage hvis ikke uger på svar på sine fysiske breve. Trods dette time lag blev Elon og jeg hurtigt pennevenner med en livlig korrespondence mellem Ansager i syd og Brabrand i nord.
Men Elon var ikke kun en penneven. Han var også en Kirsten Giftekniv for alle sine pennevenner. Dygtig til at koble dem op med hinanden, hvis interesser var fælles og til det.
En dag fik jeg således uventet brev fra Sverige. Fra en Gunnar Johnson i den smålandske by Bodafors. Elon mente, at vi havde fælles interesser inden for fiskeribiologi og fiskepleje, som Gunnar dyrkede aktivt hjemme i Småland.
Og hvor havde Elon dog ret. Brevene føg frem om tilbage mellem Brabrand og Bodafors. Der var meget at skrive om. Mere, end der kunne stå på et stykke papir.
Det endte derfor med, at vi måtte mødes. Og helt naturligt blev det nede hos Elon i Ansager. Gunnar kom over med færgen fra Varberg og samlede mig op i Brabrand, hvorefter turen gik sydover til Ansager. Vi klikkede alle tre, som det hedder på moderne dansk, og blev venner for livstid.
Specielt fascineret blev jeg af Gunnars gamle Lada Niva 4-hjulstrækker, som altid skulle have en hjælpende hånd. For at få motoren startet, vinduerne rullet ned eller noget helt tredje. Men som på vanlig russisk vis aldrig svigtede helt.
Brændstofforbruget var ganske vist skyhøjt og udstødningen kulsort. Men det var før Greta Thunberg, så det bekymrede vi os ikke om. Vi kom altid frem.
“Fisken”
Jeg begyndte mit biologistudium på Århus Universitet i 1976, som også var året, hvor Gunnar for første gang kom til Danmark. Han arbejdede netop da, sammen med vennen Nils E. Eriksson, på en bog med den sigende titel “Fisken”.
Bogen var et ambitiøst projekt, udgivet på LTs förlag og i samarbejde Sveriges Fritidsfiskares Riksförbund. I et enkelt sprog – forfattet af Nils E. Eriksson og illustreret med 140 sirlige tegninger fra Gunnar J:son – fortæller bogen levende om fisk, vand og fiskepleje.
Den henvendte sig til såvel engagerede sportsfiskere som studiegrupper, folkeskoler og gymnasier. Mennesker, som alle brugte de lange svenske vintre til meningsfuldt arbejde med og for naturen.
“Fisken” var en lille kvadratisk bog på 144 sider uden farvefotos, men i elegant sorthvid udførelse med lyst blå effektfarve. Bogen udkom i 1978 i et førsteoplag på ikke færre end 10.000 eksemplarer. Det var i bøgernes storhedstid, hvor oplagene bare var større, end de er i dag, hvor 3.000 eller langt færre er det normale.
Jeg var imponeret over den fine svenske bog og havde i et års tid en tæt dialog med flere danske forlag om en dansk udgave. Med nu afdøde Jens Ploug Hansen som mediator.
Det endte hos Skarv Naturforlag, som i de dage sad på det meste af markedet for billige naturbøger. Og som siden også kom til at udgive min egen første bog: “Fluebinding 1”, der udkom i 1981.
“Fisken og Vandet”
I Danmark havde vi fået verdens første miljølov i 1973, og interessen for et bedre vandmiljø voksede støt efter 1960’ernes massive forurening og naturskænderier. Heriblandt ikke mindst Hedeselskabets regulering af Skjern Å, der udgjorde en milepæl i dansk naturødelæggelse.
Det var i de år, hvor de senere “generationsforureninger” blev grundlagt – med navne som Himmark Strand på Als, Junckers i Køge, Grindstedværket i Sønderjylland og Cheminova på Harboøre Tange som de helt store miljøkatastrofer.
Efter en del overvejelser besluttede Skarv Naturforlag, at “Fisken” nok var for svensk til en direkte oversættelse – selv om det ville have været den klart billigste løsning.
Vi besluttede derfor i fællesskab, at der måtte en heldansk nyudgivelse til, og jeg fik til opgave at skrive den. Det lå lige til højrebenet, at det naturligvis skulle være Gunnar, der også illustrerede den danske udgave.
Det blev til “Fisken og Vandet”, som på 160 sider i større format kom godt rundt om emnerne – primært ud fra en dansk synsvinkel. Det var godt set af Skarv, at en ren oversættelse ikke ville kunne dække emnet tilfredsstillende. Og prisværdigt, at forlaget også turde satse en god del flere kroner på projektet.
Jeg skrev bogen i studietiden, og den udkom i 1985, hvor jeg for øvrigt tilbragte hele sommeren på Grønland. Det havde jeg brug for. Det var hårdt at være fuldtids studerende og fuldtids forfatter – på samme tid…
Bogen blev en succes – smukt prydet, som den var med 56 af de sirlige tuschtegninger, som var blevet Gunnars varemærke. Ikke mindst hans utroligt detaljerede “priktegninger”, som jeg kalder dem, af forskellige vandløbsinsekter har gennem årene fået mange rosende ord med på vejen. Med fuld rette.
Ovenstående Ephemera danica nymfe er et ud af mange eksempler fra bogen.
Flugfiske i Norden
Men der var sket meget og mange andre ting inden da. En kold og grå forårsdag i 1979 mødtes en håndfuld fluefiskere fra Danmark og Sverige i en allerede dengang kendt dyrlæges hus i den lille nordjyske by Hvilsom. Næsten ved bredden af den smukke Simested Å.
Dyrlægen var Preben Torp Jacobsen, der allerede da var landskendt som “den tovlige dyrlæge”. Han bandt fluer af sælsomme materialer, som han indsamlede hos sine kunder i nabolaget – de lokale landbrugere, der dengang ikke var helt så slemme ved naturen, som de senere blev det.
Anyway, vi var to danskere – Preben og undertegnede – samt fire svenskere ved mødet i Hvilsom. Det var først og fremmest Bengt Öste, der dengang arbejdede som redaktionschef for Svenskt TV2. Dernæst var det kunstneren Gunnar Johnson, stangbyggeren Kenneth Boström og journalisten Jerry Petterson.
Svenske koryfæer som Nils Färnström, Rolf Smedman og Jan Forssander var ikke med til det indledende møde hos Preben, men stod klar i kulissen og bidrog til de første numre af det nye magasin.
Mødet blev den uofficielle start på magasinet “Flugfiske i Norden”, der officielt blev stiftet i Sverige nogle få måneder senere. På juridisk korrekt vis med masser af grundigt svensk papirarbejde. Med bestyrelse, årlig generalforsamling og hele molevitten.
Flugfiske i Norden kunne i 2019 fejre sin 40 års fødselsdag, og af dem havde Gunnar været redaktør i over halvdelen. Helt præcis 21 år. Han overtog redaktørjobbet i 1983 og var i årene herefter helt enkelt personificeringen af bladet og det skandinaviske fluefiskeri. På sin egen bestemte, men beskedne facon.
Gunnar var dog ikke tilhænger af den tiltagende kommercialisering af fluefiskeriet. Men da der kom et konkurrerende magasin på banen, måtte det idealistiske uundgåeligt vige for det kommercielle. Det var et spørgsmål om at overleve. Og Gunnar trak sig som redaktør.
Da hans eget varemærke gennem mange år – signaturen J:son – pludselig blev brugt til markedsføring af kommercielle svenske fiskefluer, blev han ganske förbannad. Som man kun kan blive det i Sverige. Men han kunne intet gøre, da han ikke selv havde registreret sit kunstnernavn.
Fluefiskeren
Gunnar var en engageret fluefisker, men ingenlunde en hardcore af slagsen. Han var filosofisk anlagt og foretrak så langt at sidde inde på bredden med sin elskede kaffe og skitseblok. Aldrig så jeg ham gå langt eller vade dybt, som vor fælles ven Kenneth Boström ellers altid gjorde.
– Det är inte mödet värt, sagde han. Altid med det skælmske smil, der var så karakteristisk for ham.
Gunnar havde fisket “på danskt”, som det senere blev døbt af Preben Torp Jacobsen og Bengt Öste – længe før nogen anden havde gjort eller defineret det. For Gunnar var fluefiskeriet nemlig mest af alt en undskyldning til at komme ud i naturen, mødes og diskutere med andre fluefiskere. Fiskeri og fangst kom på en klar andenplads i Gunnars univers.
Han holdt af at sidde stille inde på bredden og studere, hvad der skete ude på vandet. Hvor vi andre fotograferede, tegnede Gunnar, hvad han så. En sjælden gang greb han fluestangen og gjorde nogle kast – hvis ellers han var blevet provokeret af en fisk, der ringede inden for kastehold. Så fik den naturligvis chancen med et kast eller to.
En af Gunnars gode venner var amerikanske Pete Hidy. Jeg kan stadig høre, hvordan Gunnar udtalte navnet med sin småt smålandske accent. Det lød så fint og følsomt. Ja, næsten forelsket.
Hidy og J:son havde interessen for “flymfer” til fælles. En fluetype, som er en pudsig mellemting mellem fluer og nymfer. Fluer, der fanger godt alle steder og til alle tider, da de ikke ligner noget som helst specielt. Men alting på én gang.
Interessen for denne fluetype var så stor, at Gunnar skrev en hel lille bog med titlen “FLYMFER” og undertitlen “& andre mjukhacklade flugor”. Han skrev den sammen med vennen Anders Forsling, som han også satte stor pris på. Og udgav den på Förlagsaktiebolaget Flugfiske i Norden, som jo også stod bag magasinet af samme navn.
Bogen var tilegnet “The International Society of Flymph Fishermen”. Intet mindre. Jeg ved ikke, om denne imposante sammenslutning nogensinde afholdt generalforsamling eller årsmøde. Men flot lød det, og fint var det.
Selv når fiskene ringede eller vakade, som de jo gør i Sverige, sad der næsten altid en flymf på Gunnars tafs. Valget af flue skulle fiskene ikke have lov til at bestemme!
Dyreevennen
Gunnar var naturmenneske om en hals. På sin helt egen afdæmpede facon. Ikke en af dem, der hver sommer drog ud på flere mil lange vandringer i drømmen om en storfinnet jätteharr eller rødbuget røding på højfjeldet. Gunnar var definitivt hverken sports- eller konkurrencemenneske.
Med en enkelt stor undtagelse (en lang rejse til USA) holdt Gunnar sig til de nære vande, han til gengæld kendte rigtig godt. Her studerede han fuglelivet, som interesserede ham meget. Med årene mere end fiskene, der jo med jobbet som redaktør var blevet til arbejde i stedet for hobby.
I adskillige år havde jeg et fint J:son kunsttryk hængende på væggen over min sofa. Det viste en isfugl, som sad på en gren og spejdede ned i vandet, hvor to små ørreder intetanende svømmede rundt. Farverne var til sidst så solblegede, at trykket måtte vige pladsen for et oliemaleri af Led Zeppelins legendariske forsanger Robert Plant. Malet af en anden af mine venner.
Gunnars yndlingsmotiv var fugle – meget ofte andefugle samt favoritterne isfugl og vandstær. Dem afbildede han alle på sin karakteristiske naturalistiske facon. På et tidspunkt kunne han ikke længere nøjes med at afbilde sine fjerede venner i 2D på papir eller lærred. Nej, der skulle 3D til.
Gunnar begyndte derfor at skære flotte modeller ud i træ – i fuld målestok og inspireret af jægernes klassiske lokkeænder. De blev siden malet til de mest naturtro mesterværker ude på værkstedet.
Som årene gik og venskabskredsen svandt ind, fik Gunnar nye og mere åndelige interesser. Han dyrkede Goethe’s farvelære, som han jo længe havde benyttet sig af i sit aktive kunstnerliv. Og han fordybede sig i amerikanske Henry David Thoreau’s klassiske bog “Walden, a reflection upon simple living in natural surroundings”.
Dette værk vakte genklang hos Gunnar, som delte mange af Thoreau’s ind imellem rebelske holdninger. Eksempelvis dem, der kom til udtryk i hans essay om civil ulydighed: “Civil Disobedience”.
Thoreau levede fra 1817-1862. Altså før den amerikanske borgerkrig. Han var således tidligt ude med sine oprørske tanker, som Gunnar på mange måder sympatiserede med. Ikke mindst var han förbannad på det svenske skattevæsen, som han aldrig forpassede en lejlighed til at kritisere. Det var staten mod individet. En evig kamp.
Anyway. Gunnar var oprindeligt uddannet som indendørsarkitekt og arbejdede tidligt med design af blandt andet sygehuse. Han var gift med Lena, som han fik to børn med: Sønnen Micke, der blev læge, og datteren Mia.
Skæbnen var ikke på hans side, da fru Lena gennem mange år led af fremskreden sclerose, som hun til sidst døde af. Ganske som ventet.
Det var derimod helt uventet, da også datteren Mia døde for ikke så længe siden. I en alt for tidlig alder og til stor sorg for Gunnar, som var meget glad for Mia. Det var gengældt, og hun var flyttet tilbage til Bodafors, så hun kunne se sin far noget oftere.
Gunnars sidste og mest trofaste kompis var en sort puddel, som han gik tur med hver eneste dag. Den 16. september i år kom han imidlertid ikke ud med hunden. Han var sunket sammen over sit skrivebord i hjemmet i Bodafors. Død en stille og ensom død.
Gunnar betød meget for mig, igennem mange år. Personligt såvel som professionelt. Som kompis och konstnär.
Æret være hans minde. R.I.P. Gunnar J:son
© 2021 Steen Ulnits
Tak til Kirsten Andersson for brug af private fotos