Tag-arkiv: AI

Pukkellaks


Pukkellaksen, som er en af de fem almindelige arter af stillehavslaks, har i de seneste år påkaldt sig rigtig megen opmærksomhed på vor side af Atlanterhavet.

Pukkellaksen er med en snitvægt på beskedne 2 kg den mindste af stillehavslaksene, men samtidig den mest talrige. Den bærer det latinske artsnavn Oncorhynchus gorbuscha og har fået navn efter den karakteristiske pukkel, som hannerne udvikler op til legen. På engelsk kaldes den “humpback salmon” efter puklen eller “pink salmon” efter farven.

Hannerne bliver grotesk højryggede at se på, mens hunnerne bibeholder torpedoformen. Hurtigt får de et lyserødt skær langs siderne, som får mange ukyndige fiskere til at forveksle dem med regnbueørreder. Opgangen af pukkellaks topper hvert andet år – med 2017, 2019, 2021 og 2023 som de seneste store år for pukkellaksen.

Pukkellaksen er også kendt for at have det suverænt dårligste kød af dem alle. I Canada og Alaska er det derfor den laks, man eksporterer mest – den, der herhjemme ofte sælges som “kanadisk vildlaks” i vore supermarkeder. En lille fisk på et par kilo, der let kendes på sine store ruderformede mærker på kroppen og mange store pletter på halen.

Pukkellaksen gyder fortrinsvis længst nede i vandløbene, og yngelen forlader i modsætning til vore egne laks og ørreder straks det ferske vand for at vokse sig stor i havet. De kønsmodne hanner kendes let på deres groteske kropsform med en tydelig pukkel og spids ryg. Hunnerne vedbliver at være torpedoformede.

Ude i Stillehavet er de alle slanke og blanke. Hanner som hunner.



Nystegen pukkellaks (han) med havlus på halen

Taget på et sølvfarvet Juletræ



Invasion af pukkellaks

Flere steder i Nordeuropa har man i de seneste år oplevet noget, der næsten kan minde om en invasion af pukkellaks. Det startede i det nordlige Norge og bredte sig siden til Skotland og Irland for senest at nå til Danmark.

Der blev i 2017 registreret mindst tre fangster af pukkellaks i Danmark. De to første blev fanget på stang i henholdsvis Kongeåen og Sneum Å, der begge udmunder i Vadehavet – ikke langt fra hinanden. Den tredje pukkellaks blev skudt af en UV-jæger ved Røsnæs på Vestsjælland.

Sidst, der blev registreret fangst af pukkellaks i Danmark, var i 2007, så fangsterne i 2017 lå klart ud over det normale.

Det samme gælder i ekstrem grad Norge, hvor der på blot tre uger blev rapporteret om 800 fangede pukkellaks. I Finnmarken var det ekstra grelt, og helt galt stod det til i den smukke Komagelva, hvor snorklere estimerede, at der er gået 1.200 invasive pukkellaks op.

Den pludselige invasion af pukkellaks skyldtes tidligere udsætninger af russiske pukkellaks nær Hvidehavet – helt tilbage i 1960’erne og 1970’erne. Hvorfor de så pludselig har bredt sig så eksplosivt, er forskerne uenige om.

Pukkellaksen er ganske varmetolerant. Det diskuteres derfor, om det kan være den globale opvarmning, der nu har gjort det muligt for resterne af de tidligere russiske udsætninger at sprede sig så langt sydover, som tilfældet har været. Eller om der er tale om helt nye udsætninger, vi blot ikke har fået kendskab til.

Alt er muligt i akvakulturens på én gang forunderlige og forfærdelige verden.



Flere pukkellaks end atlanterhavslaks

I 2021 blev der for første gang fanget flere pukkellaks end atlanterhavslaks i Norges godt 100 registrerede lakseelve.

Baseret på indsamlede fangsttal anslår sammenslutningen Norske Lakseelver, at 85.900 laks blev fanget af lystfiskere i 2021. Det skal sammenholdes med 133.000 for blot nogle år siden.

 – Det er en negativ udvikling, der viser, at vi skal bruge skrappere midler i kampen for at beskytte den vilde laks, sagde generalsekretær Torfinn Evensen fra Norske Lakseelver i en pressemeddelelse.

I nogle egne af landet tørrede fiskesæsonen helt ind.  Dette gjaldt især i vest og syd, hvor der var usædvanlig lidt vand i elvene. Mange steder var der heldigvis kommet en del laks op i elvene, inden tørken indfandt sig. Der var således tilstrækkeligt med gydefisk på pladserne, forklarede Evensen, som roste den lokale ledelse i elvene for at have taget de nødvendige skridt.

– Det kan være upopulært at komme med skærpede kvoter og restriktioner i et fiskeri, der i forvejen er strengt reguleret. Men biologien skal gå forud for høst og ernæring. Tiden, hvor man kunne høste uden at tænke på morgendagen, er for længst forbi, understregede Evensen.

Man frygtede tidligt, at pukkellaksen som en invasiv art vil kunne etablere sig i elve med en naturlig bestand den langt svagere og mindre talstærke atlanterhavslaks. Eller i hvert fald overtage de nederste og lavest beliggende gydepladser i vandløbet. Her er den bedre til at tolerere varmt vand.

I dag ved vi, at det er en helt reel risiko.



Pukkellaksen og vandkraften

I den vestsvenske Ätran er man glad for sin oprindelige stamme af vilde atlanterhavslaks. Og meget lidt glad for truslen fra invasive pukkellaks.

Den gyder allerede i august eller september, hvor den oprindelige Ätran-laks først gyder sent på året. Når pukkellaksens yngel klækkes i elven om foråret, vandrer yngelen efter blot nogle få uger ud i havet for at vokse sig store.

Normalt vil Ätrans egne laks være bedre tilpasset et liv i netop Ätran, end de invasive pukkellaks vil være det. Men på grund af vandkraften har pukkellaksen fået en konkurrencefordel. 

Al yngel af såvel naturligt hjemmehørende atlanterhavslaks som invasive stillehavslaks dør naturligvis ved regulering og periodisk tørlægning af elven. Men yngelen af ​​pukkellaks er kun udsat for dette scenarie i få uger af året. Den har derfor en væsentlig større chance for at overleve, end yngel af Ätran-laksen har.

Hertil kommer, at invasive pukkellaks muligvis også kan sprede sygdomme til atlanterhavslaksen. Hvilket de lokale elselskaber allerede har gjort.

Elselskaberne, som driver vandkraften ved Ätran, har nemlig tidligere udsat laks i Ätran stammende fra Laholm ved Lagan. Laks udsat som kompensation for mistede gydepladser og øget yngeldødelighed. Laks, som desværre var inficeret med den frygtede lakseparasit Gyrodactylus salaris.

Yngelen af ​​atlanterhavslaks har en meget høj dødelighed, når de smittes af Gyrodactylus. Pukkellaksen derimod klarer sig bedre, fordi dens yngel hurtigt vandrer ud i havet.

Alt i alt kan invasive pukkellaks derfor udgøre en større fare for vilde atlanterhavslaks i elve udbygget med vandkraft.



250.000 russiske pukkellaks fanget i Norge

Frygten for, at den russiske pukkellaks kunne invadere norske lakseelve og fortrænge laksene her, har vist sig at være yderst velbegrundet.

De mange pukkellaks skyldes som nævnt russiske udsætninger i Hvidehavet. Tilsyneladende trives de indførte russiske stillehavslaks endog meget godt i Atlanterhavet. Så godt, at kønsmodne pukkellaks i tusindvis nu hver sommer invaderer elve i Nordnorge.

Pukkellaksen er invasiv og ikke naturligt hjemmehørende. Dertil en farlig konkurrent til den i forvejen truede norske atlanterhavslaks. Dette ikke mindst på grund af det store antal, som pukkellaksen forekommer i – mange gange større end den hjemlige laks.

Pukkellaksen har en naturlig cyklus, som gør, at den er uhyre talrig hvert andet år. I ulige år som 2017, 2019, 2021 og 2023, hvor pukkellaksene indfandt sig – tilsyneladende i stedse større antal.

Nordmændene fik med hjælp fra akvakulturen udviklet og opsat fælder, der effektivt kan sortere pukkellaks fra atlanterhavslaks, ørreder og rødinger. Med brug af avanceret ansigtsgenkendelses software fra kinesiske Huawei og kunstig intelligens – AI.

Noget godt kan der heldigvis komme ud af den omdiskuterede kinesiske ansigtsgenkendelse, som har været brugt på folkeslag før fiskearter.



Alene i år 2023 lykkedes det således at fange næsten en kvart million invasive pukkellaks i nordnorske elve. 242.945 for at være helt præcis. Sådan lyder nemlig det officielle fangsttal fra Miljødirektoratet.

Tidligere kasserede man de mange pukkellaks, som kort efter opgangen bliver dårlige spisefisk. De blev kværnet til fiskefoder og minkfoder. I dag fanger og filetterer man de friske pukkellaks og sælger dem siden som spisefisk.

De er mindst lige så gode til konsum som de “kanadiske vildlaks”, man i hvert fald tidligere kunne finde i Brugsens frysedisk. Det var nemlig også pukkellaks. Og så er de norske nok en del friskere end de canadiske, som jo har måttet flyves til Europa.

Kanadierne selv bruger pukkellaksene som hundefoder. Men hvis vi europæere vil importere og servere dem som eksotiske vildlaks, så naturligvis værsgo og velbekomme.

© 2023 Steen Ulnits



Mere om de øvrige stillehavslaks i artiklen her.


 

Den nye Samsung Note: Galaxy S22 Ultra

Samsung vidste, at de havde et nyt hit på hånden, da de sidste år lancerede Galaxy S21 Ultra. De havde ganske vist droppet pennen og dermed sat Note-serien på pause. Til gengæld havde de oppet deres Camera Game som aldrig før.

I S21 Ultra havde sydkoreanerne samlet det mest fuldstændige arsenal af linser og sat dem sammen til yderst velfungerende kamerasystem.

Selv om mange begræd den manglende pen, så blev S21 Ultra alligevel det ønskede hit blandt fotofolket. Her var næsten alt, man kunne tænke sig – fra close-up makro til 10X optisk tele.

Faktisk manglede der kun en enkelt ting i at nå den fuldkomne mobil: S-Pennen, som nogle savnede og andre ikke gjorde. Den kom så i S22 Ultra, som retteligen er den nye Note, der aldrig kom med S21’eren.

Jeg har haft S22 Ultra med i felten i et par måneder og har kun godt at sige om den. Faktisk er den på flere måder sin ellers stærkt berømmede forgænger overlegen. Dertil et rigtig godt køb, hvis man tager de mange nye features i betragtning.

Samsung Galaxy S21 Ultra kan du læse meget mere om her. Da mange features er de samme på såvel S21 som S22 Ultra, så skal der ikke tærskes langhalm på dem her. Her vil vi i stedet fokusere på forskellene, som der heldigvis også er en del af. Flere af dem endda ganske vigtige.



S-Pen

Først er der naturligvis S-Pennen, som mange nødtvungent måtte undvære efter introduktionen af S21 Ultra. Var afsavnet tilstrækkelig slemt, kunne man dog tilkøbe en dedikeret S-Pen, som kunne opbevares i ét af to specialdesignede covers: Et helt åbent og et flip cover.

Jeg valgte flip coveret og blev hurtigt begejstret for S-Pennen, der her er markant større end den traditionelle S-Pen. Sidstnævnte er så lille, at den fint får plads i selve mobilen, hvor den også bliver ladet op.

På S21 Ultra får man en S-Pen, der hverken kan eller skal lades op, og som derfor heller ikke kan bruges som tryllestav. Til gengæld er den langt mere behagelig at holde om end den traditionelle og fysisk mindre Bluetooth S-Pen.

Med den nye S22 Ultra er den traditionelle S-Pen tilbage i det lille format. Den har dog fået en mat overflade, så den er lettere at holde om end den tidligere, som var helt glat.

Samtidig er den blevet markant hurtigere, hvilket både kan ses og føles. Det er utvivlsomt den hurtigste pen på markedet, hvilket er fint og godt, men dog ikke afgørende. Forgængeren fungerede også upåklageligt.

Og så kan den naturligvis alle de smarte Bluetooth-tricks, som også forgængeren kunne. Som en lille tryllestav eller dirigentstok, der kan styre mange kamerafunktioner trådløst.

Den kan bruges som kameraudløser og til at browse gennem medier med meget mere. Det tager lidt tid at lære sig alle kommandoerne, men der er god introduktion til mulighederne undervejs.



Pro Mode

En af de banebrydende ting ved sidste års S21 Ultra var den store 10X optiske tele, som supplerede de gængse 0.6X, 1X og 3X linser. Vidvinklen endda med makrofunktion.

Sidste års 10X tele imponerede, men var ikke altid helt skarp. Det er den blevet på S22 Ultra, der samtidig har fået Pro-funktion på samtlige objektiver – til foto såvel som tale. Nu er habile 100X Moon Shots en realistisk mulighed, hvis blot man har et fast anlæg eller bruger stativ.

I de nye Pro-modes kan man nu styre alle funktioner manuelt i både foto og video. Det gør den nye S22 Ultra til en helt fantastisk kameramobil. En mobil, som for mange selv seriøse fotografer helt vil kunne erstatte et rigtigt kamera – det være sig til foto eller video. Mulighederne er legio – med fornemme resultater i såvel 8K video som 30X stills.

Det er ganske fantastisk pludselig at have helt styr på billedsiden. Ikke mindst manuel fokus på 10X telen har jeg haft stor glæde af – eksempelvis hvis man gerne vil lave et knivskarpt closeup af en blomst eller gren på lang afstand og ønsker en uskarp baggrund.

Da kan man bekvemt og i Pro-mode finjustere afstanden og sågar bruge zebra-funktionen som hjælp. Aldrig mere uskarpe fotos med S22 Ultra, der hurtigt bliver en uundværlig følgesvend, dersom man holder af at fotografere.



Portrætfunktion

Vi lever i en kameraverden af kunstig intelligens – Artificial Intelligence eller AI. Vi taler om Computational Photography, når kameraets software er i stand til at “forbedre” vore billeder – det være sig at fjerne noget uønsket eller ligefrem skabe noget ønsket, som slet ikke var der ved optagelsen.

Fænomenet “bokeh” er et godt eksempel herpå. Samsung har med S22 Ultra virkelig lagt sig i selen, hvad bokeh og portrætfoto angår. Den indbyggede AI-funktion kan simulere bokeh – skabe en uskarp baggrund bag en skarp forgrund – så det næsten virker bedre end den ægte optiske udgave.

Se blot billedet herover, hvor det på fornemste vis er lykkedes kameraet at skelne de enkelte hår mod en uskarp baggrund. Klik på billedet for at se de fantastiske detaljer. Jeg er vildt imponeret.

Lysstærk skærm

Til allersidst skal det fremhæves, at Samsung med den nye S22 Ultra er trukket yderligere fra feltet, hvad skærmen angår. Det er med forskel den skarpeste og mest lysstærke skærm på markedet.

Dette står lysende (!) klart, når og hvis man lige har haft en Pixel 6 Pro i hænderne. Her er man nødt til at skrue helt op for lysstyrken, hvis man bare vil have en lille idé om, hvad der foregår på skærmen i klart solskin.

Det samme kan man sige om skærmene på Sony’s topmodeller Xperia 1 II og III. Det er ganske vist ultraskarpe 4K skærme, men desværre er de alt for lyssvage til udendørs brug i solskin. Helt galt bliver det, når man bruger den nyudviklede tale, som er uhyre lyssvag.

Konklusion: Samsung har med den nye S22 Ultra skabt det ultimative mobilkamera. Sidste års S21 Ultra var banebrydende, hvad kameradelen angik. Men den manglede altså pennen, hvilket nogle savnede inderligt og andre bestemt ikke gjorde.

Med indbygget S-Pen er den nye S22 Ultra nu så nær det perfekte, vi kan komme det her i 2022. Ellers er forgængeren S21 Ultra stadig det klare valg. Endda i et smartere design end dette års.

© 2022 Steen Ulnits

Produktfotos: Samsung.com

 

Huawei Mate 20 Pro

IMG_2108

Den kinesiske mobilproducent Huawei har rystet sine konkurrenter i de allerseneste år. Huawei har nemlig lanceret den ene model efter den anden, som indeholdt det nyeste nye – men til en pris, der var til at betale.

Nu træder kineserne ud af skyggen fra de udenlandske konkurrenter og lancerer endnu et flagskib, som primært skal tage konkurrencen op med sydkoreanske ærkerival Samsung, der benytter samme Android styresystem som Huawei. Samt amerikanske Apple, der kører sit helt eget iOS, som ikke kan kopieres – i hvert fald kun på overfladen.

Forårets lancering af flagskibet P20 Pro viste for alvor, hvad kineserne formår, og hvor langt de er nået i de allerseneste år.

Læs gerne anmeldelsen af P20 Pro, der indeholder meget om den samme kamerateknologi, som det seneste flagskib Mate 20 Pro benytter sig af. Her kan du læse grundlæggende stof om vigtige nye teknologier som “oversampling” og “pixel binning”.

Huawei har opgraderet Kirin processoren og erstattet den sorthvide sensor i P20 Pro med en ultravidvinkel, der sammen med de to øvrige optikker giver helt nye muligheder for den kreative fotograf.

Fingeraftrykslæser i skærm

Samtidig har Huawei som en af de første mobilproducenter indbygget en fingeraftrykslæser i selve skærmen. Ikke som hidtil på siden eller bagsiden af mobilen, men under selve hovedskærmen.

Resultatet er desværre ikke imponerende. Slet ikke hvis man sammenligner med rivalen One Plus’ seneste udspil, model 6T. Her fungerer fingeraftrykslæseren bedre og hurtigere end på Mate 20 Pro, som kræver, at man dels er ganske præcis – dels trykker ganske hårdt . Den del har Huawei ikke været specielt heldig med.

Med Mate 20 Pro har Huawei samtidig taget endnu et skridt i deres utrættelige stræben efter at kopiere forbilledet Apple – dog stadig på en Android baggrund.

Der er således kommet 3D Face Unlock som først på iPhone X, og man kan nu også vælge at stryge gennem menuerne med “gestures” – bevægelser – som også først introduceret på iPhone X. 3D Face Unlock virker modsat fingeraftrykslæseren ganske glimrende og lynende hurtigt. I regelen har den åbnet mobilen, inden man når at få placeret fingeren korrekt.

Det virker efterhånden lidt trivielt, at Huawei ikke kan finde på noget selv, men blot skal kopiere Apple, hvor det overhovedet er muligt. Noget, de har praktiseret i flere år. Verdens næststørste producent af mobiler burde kunne udvikle selvstændigt og på den måde skille sig ud fra mængden.


Kameradelen er ganske unik på denne mobil. Huawei Mate 20 Pro er et sandt optisk mesterværk af linser og kameraer udviklet i samarbejde med tyske Leitz. Billedkvaliteten er høj, men samarbejdet mellem de tre linser fungerer endnu ikke så smertefrit, som man kunne ønske sig.

Den karakteristiske firkant på bagsiden af Huawei’s nye Mate 20 Pro. Øverst til venstre den indbyggede flash. Herefter henholdsvis en 0,6X 16 mm vidvinkel, en 1X 28 mm standard samt en 3X 80 mm tele. I alt 5X optisk zoom, der suppleres af en 5X hybrid zoom.

Et langt og smalt design i filmformatet 19:5:9 (3.120 x 1.440 pixels) gør den 6,4 tommer store AMOLED skærm ganske komfortabel at holde om. Der er dog langt fra top til bund på den lange skærm – hvis man altså ikke lige benytter sig af énhånds-betjening. 

Ud over den vilde Twilight farve fås Huawei Mate 20 Pro også i sort samt de to riflede farver Midnight Blue (øverst) og Emerald Green (billedet herover og herunder). De to sidstnævnte farver giver et bedre greb om mobilen og tager ikke så let mod fingeraftryk.

Huawei Mate 20 Pro har i modsætning til forgængeren P20 Pro buede skærmkanter og det karakteristiske “notch” for oven, som Apple lancerede med sin iPhone X. Det huser ansigtsgenkendelsen, men kan blændes af, så mobilen ligner en Samsung.

Farven Twilight, som på rekordtid er blevet Huawei’s signaturfarve, er mørkere på Mate 20 Pro end på P20 Pro. Det er virkelig en smagssag, om man er til Twilight eller ej. Og hvilken af dem. Begge er lige slemme til at samle fingeraftryk op.

Kirin 980 HiAI. Huawei praler med, at Mate 20 Pro er den første mobil med et 7 nm chipset. Det er nu kun rigtigt, når man taler om mobiler med Android styresystem. Apple kom nemlig først med den kompakte og strømbesparende 7 nm chip i deres iPhones.


 

AI – Artificial Intelligence

Under Huawei’s lanceringer af først P20 Pro og nu senest Mate 20 Pro har det hele stået i den kunstige intelligens’ tegn. “AI” er blevet det nye buzzword, der garanterer perfekte løsninger på noget nær alle problemer.

Kunstig intelligens betyder i al sin enkelhed, at maskiner lærer, mens de arbejder. De gør sig nye erfaringer, som de omsætter til nye beslutninger, de ikke kendte før. Eller de har fået tilført viden, så de efterfølgende selvstændigt kan træffe beslutninger ud fra det, de præsenteres for.

Når det gælder mobiltelefoner med indbyggede kameraer, så betyder det fortrinsvis, at kameraet selv kan regne den perfekte eksponering ud – ud fra allerede indkodede oplysninger om, hvordan forskellige motiver ser ud. Og hvad de kræver af eksponering for at blive gode digitale gengivelser af motivet.

Kameraet ser således motivet og sammenligner det med noget, det har fået indkodet – med udførlige oplysninger om, hvilken blænde, lukkertid, ISO og hvidbalance med mere, der giver det optimale billede. Herefter tager mobilen billedet og optimerer det, så det ser ud, som den tror, vi bedst kan lide det. Som den er programmeret til at tro det.

Det betyder typisk, at grønt græs bliver grønnere, end det egentlig er. At en blå himmel bliver mere blå, end den egentlig var. Typisk bliver billedet også skarpere, end det oprindeligt var. Altsammen i den gode sags tjeneste og med de bedste intentioner. Desværre ikke altid med de bedste resultater:

IMG_2108

Verden, som Huawei’s nye AI processor ser den ved 5X hybrid zoom. Det er fuldstændig det samme mønster, der ses på jakken både herover og herunder.

Det resultat skal der noget af en AI algoritme til at nå frem til. Ind imellem næsten spooky, hvad kunstig intelligens kan resultere i…

fznor

Tankevækkende, at Huawei’s kunstige AI Intelligens kan få det sirlige fuglemønster på frakken til at ligne store sorte og grå, men veldefinerede felter.

Så forstår man bedre, at der ind imellem kan dukke fotos op, som ser ud til at stamme fra en helt anden verden…


Spændende bekendtskab, meeen…

Huawei Mate 20 Pro er et spændende bekendtskab. Præcis som forårets P20 Pro fra samme firma var det. Altid interessant og udfordrende at prøve kræfter med en ny mobil, der – selv om den på rigtig mange områder er en total Android klon af Apple – alligevel formår at brillere med teknologiske nyskabelser på kamerafronten.

Rigtig mange af de fremmødte tech-skribenter fik udleveret et gratis eksemplar af Mate 20 Pro ved lanceringen i London. Og det giver jo mærkeligt nok altid en mere positiv tilgang til tingene, end hvis man har måttet købe produkterne selv. For egne penge. I sidstnævnte tilfælde er man i sagens natur noget mere kritisk og krævende. Og da vil man givet fokusere mere på de ganske mange “glitches” eller kiks, der stadig er i softwaren.

Undervejs i gennemprøvningen har jeg gjort en del notater, som jeg gerne vil dele her – i helt tilfældig rækkefølge:

Selv om Huawei siger det modsatte – at den ikke længere er nødvendig – så savner jeg nu lidt P20 Pro’s sorthvide sensor. Den gav bedre ægte sorthvide fotos, end Mate 20 Pro er i stand til at syntetisere med sine filtre. Jeg synes heller ikke, at Mate 20 Pro er helt så god til Night Shots, som P20 Pro var og stadig er det. Der er også en vis sammenhæng her.

Kirin 980 – en stærk processor

Selv om Kirin 980 er en superstærk processor, så har den svært ved at styre de tre kameraer. Den senest tilkomne vidvinkel virker dårligst integreret med de øvrige to, som vi kender fra P20 Pro. Overgangen mellem de forskellige kameraer under zoom er ikke glidende. Hvidbalancen heller ikke den samme.

Også skiftet mellem den store 40 MP standardsensor og den lille 8 MP tele volder ind imellem processoren besvær og får zoom’en til at gå noget ujævnt. Det samme gælder også dybdeskarpheden, hvor den reelle justering kommer haltende et godt stykke efter sliderens indstilling. Ind imellem fryser det hele kameraet og må resettes.

Samtidig skal man være meget påpasselig med optagelse i 3X og 5X hybrid mode. Er man ikke rolig på hånden, får man mange rystede billeder med sig hjem. Specielt naturligvis i gråvejr og under dårlig belysning. I sollys går det til gengæld rigtig fint og giver gode billeder.

Endelig er der hele touch-delen, som lokalt er lidt ustabil. Således oplevede jeg flere gange under opsætningen, at links til menuer, mapper og applikationer ikke virkede – langs den øvre skærmkant. At dele af skærmen her ikke reagerede på touch.

Noget halter tilsyneladende. Jeg oplevede også nogle få gange, at mobilen spontant skiftede mellem sider og billeder, jeg slet ikke havde rørt eller bedt om. Jeg har efterfølgende læst mig til, at jeg ikke er ene om den oplevelse.


Herunder ses et vidvinkelfoto af et spisebord med lampe, som begge er veleksponerede og i den rette farvebalance. Men hvor er det nu lige, at de fire violette hjørner kommer fra? Er det mon Huawei’s kunstige AI intelligens, der spiller Mate 20 Pro et puds?

rhdr


#gluegate…

Nogle af AMOLED skærmene på Mate 20 Pro har desværre vist sig at være fejlbehæftede. De lækker gult lys langs kanterne, hvilket primært ses i mørke. Eller de har tydelige blåstik langs de kurvede kanter, hvilket primært ses i dagtimerne.

Det sidste var tilfældet på mit eget testeksemplar. Specielt ved siden af skærmen på min kridhvide Note 9 var de blå kanter på Mate 20 Pro meget tydelige. Og irriterende.

Da jeg checkede mobiler hos forskellige udbydere her i byen, så omkring halvdelen af alle Mate 20 Pro ud til at have de samme meget blå kanter. Den anden halvdel ikke.

Snuser man lidt rundt på nettet, synes der at være konsensus om, at det er skærme fra producenten LG, der volder problemer på Mate 20 Pro. Ikke skærme fra den anden benyttede leverandør, BOE. Nogle købere har måttet bytte flere gange, inden de enten opgav eller fik et OK eksemplar.

Så hold et vågent øje med skærmen. Dag og nat. I nogle tilfælde ser problemet nemlig ud til at blive gradvis værre. Tilsyneladende i takt med, at den anvendte lim hærder.

Problemet er så udbredt, at det har fået sit eget hashtag på internettet: #gluegate


Billedbehandlingen

Billedbehandlingen fra den indbyggede Master AI er stadig i overkanten flere steder – og ret beset ganske ustabil. Den giver billeder, som ofte er lidt for grynede – i stedet for bare sprøde og lækre. Når Master AI rammer rigtigt, er resultatet til gengæld forrygende.


“More crunchy than crispy”, som en amerikansk anmelder udtrykte det.

En anden fældede denne dom over Mate 20 Pro, som jeg til fulde kan tilslutte mig:

“Lots of raw power. Too little polish”.


Med jævne mellemrum tager AI desværre totalt fejl og misser da ofte en god fotomulighed. Kigger jeg eksempelvis op langs en stor træstamme, gætter AI straks på “Historic Building”. Og så videre. Man kan helt enkelt ikke stole på AI endnu, selv om den bliver bedre og bedre for hver ny generation.

Endelig er der helt tåbelige fejl som eksempelvis programmet SkyView, der får mobilens kompas til at tilte totalt. Hvilket samme program altså bare ikke gør på hverken Apple iPhone med iOS eller Sony Xperia med Android. Der er noget helt galt med gyro eller kompas på den testede Mate 20 Pro.

Muligheden for at optage i RAW formatet er der givet mange fotonørder, som vil blive begejstrede over. Det giver nemlig mulighed for avanceret efterbehandling af billederne. En mulighed, man desværre ikke har på Apple’s iPhone. Og næppe heller nogensinde får. Tommel op til Huawei for den feature.

Det indbyggede batteri på hele 4.200 mAh er klassens bedste og stærkt medvirkende til, at man ikke blot klarer en lang arbejdsdag på kontoret. Men i regelen også har overskud til at være strømdonor til værdigt trængende kolleger og venner.

Har de en mobil med trådløs opladning efter Qi-standarden, kan man faktisk give dem lidt strøm via Huawei’s Reverse Wireless Charging. Omvendt trådløs opladning.

Nu kan man for første gang nogensinde både give og tage fra sit mobilbatteri. Man lægger blot de to mobiler ryg mod ryg, og hvis ellers man har tilladt det i indstillingerne på sin mobil, går opladningen straks i gang.

Det går langsomt, og forbindelsen er ikke ganske stabil. Men det er en cool feature at få med i købet. Noget, man godt kan score et par point på her og der. I nogle tilfælde kan man sågar få sig en ven(inde) for livet…


En mobil for hvem?

Huawei Mate 20 Pro er ikke en mobil for hvemsomhelst. Dertil er der alt for mange indstillingsmuligheder at fare vild i for de fleste. Mainstream bliver den derfor aldrig.

Til gengæld er der uanede muligheder for de få fotonørder, der næppe kan investere i nogen bedre kameramobil lige nu. Selv elsker jeg at lege med de utallige indstillingsmuligheder og har allerede tilbragt mange dejlige timer med det.

Samspillet mellem de tre kameraer er ikke i top, og specielt vidvinklen føles lidt som den lille ny i familien. Den er endnu ikke ordentligt integreret, men kører lidt sit eget løb – fysisk såvel som hvidbalancemæssigt. Tydeligt, at det her er den tidligere sorthvide sensor fra P20 Pro, som blot er skiftet ud med en vidvinkel.

Der er rigtig mange gode takter i Mate 20 Pro, men der mangler stadig en hel del finpudsning rundt omkring i styresystem og kameradel. Måske Huawei skulle holde sig til ren Stock Android (One) i stedet for at fokusere så meget på sit eget mere komplekse EMUI skin? Jeg tror det.

Den nye Huawei Mate 20 Pro kan meget godt sammenfattes, som en amerikansk tech-writer gjorde det med disse ord:

“Look out for P30 Pro og Mate 30″…

© 2018 Steen Ulnits


Minus:

  • Langsom fingeraftrykslæser
  • Touch skærm ufølsom i kanterne
  • Kameraer ikke perfekt synkroniseret
  • Langsom justering af dybdeskarphed
  • Lyslækkende eller farvede skærmkanter
  • Mange indstillingsmuligheder

Plus:

  • Lynhurtig Kirin 980 processor
  • Lynhurtig 3D Face Unlock
  • Kæmpestort batteri på 4.200 mAh
  • Lynopladning i verdensklasse
  • Omvendt trådløs opladning
  • Mange indstillingsmuligheder

Huawei’s heldækkende Flip Cover har den medfødte skavank, at coveret kan dække ind over optikken under fotografering. Det sker ikke med Huawei’s eget Clear View Flip Cover, hvor bagsiden er fast. Da risikerer man ikke skyggekanter på sine fotos.


Huawei Mate 20 Pro er vandtæt efter IP68 standarden. Det betyder, at mobilen skal kunne klare at ligge på 1,5 meter vand i 30 minutter. Er det ikke nok, har Huawei designet et UV-kamerahus specielt til Mate 20 Pro, som tillader brug ned til 50 meter.


© 2018: Steen Ulnits

 

Samsung Galaxy A9

Alt tyder på, at Samsung blev den første til at lancere en mobiltelefon med hele fire kameraer på bagsiden – efter at LG kom først med tre af slagsen. Samt to på forsiden.

Ny i 2018 er Samsungs model Galaxy A9, der har et hovedkamera på hele 24 MP f/1.7. Læg hertil et 10 MP f/2.4 telekamera med 2X optisk zoom samt et 8 MP f/2.4 vidvinkelkamera, der dækker hele 120 grader. Fjerde kamera i rækken er en 5 MP f/2.2 sorthvid dybdesensor, der primært bruges til den indbyggede Live Focus effekt.

Kameraet har også Samsungs Intelligent Scene Optimiser, der via AI (Artificial Intelligence) selv registrerer, hvilken slags motiv der er tale om. Og eksponerer billedet derefter.

Selfie kameraet på forsiden er 24 MP som hovedkameraet – blot kun f/2.0.

Samsung blev den første med med hele fire kameraer på bagsiden.

6 BG RAM og Octa Core processor i Samsungs A9

Changerende farver á la Huawei er det nye hit.

To SIM-kort og ét microSD i samme skuffe

Fire flotte farver og fire kameraer

Nu behøver vi vist ikke flere kameraer. Nu gælder det om at gøre de knipsede billeder endnu bedre, og her er der heldigvis stadig masser af muligheder for forbedring. Kunstig intelligens er en af vejene frem. Bedre glas og kameraer en anden.

2018 Steen Ulnits


 

Huawei P20 Pro

“The Copycat iPhone” 

– Good artists copy. Great artists steal, sagde Apple’s grundlægger Steve Jobs engang. Og siden er han selv flere gange blevet offer for dette udsagn – senest med kinesiske Huawei’s meget anmelderroste P20 Pro smartphone.

Kinesiske Huawei har i mange år lidt under at være en slags mobiltelefonernes underdog. Set ned på af såvel konkurrenter som købere, der til gengæld har fået rigtig meget for pengene sammenlignet med eksempelvis ærkerivalen Samsung.

Det ser dog ud til, at Huawei er ved at være kommet ud af Samsungs skygge. Med den seneste P20 Pro model har de sågar ryddet hele bordet og er rykket op foran Apple, hvad angår antallet af solgte telefoner på verdensplan. De tjener dog kun en brøkdel af, hvad Apple gør med sine højt profilerede iPhones.

Der er stadig et stykke vej til toppen – til Samsung, der imidlertid skal til at passe gevaldigt på. Kineserne ånder sydkoreanerne i nakken, og holder Huawei blot momentum, indtager de såmænd snart førstepladsen blandt Android telefoner. De fortjener det allerede.

Havde man ikke hørt om Huawei før, så gjorde man det ved firmaets lancering af P20 Pro. Kineserne vidste, at de havde en trumf på hånden, og de har forstået at spille den godt. Forskellige tech skribenter har moret sig med at give et bud på, hvor mange gang Huawei nævnte “AI” – Artificial Intelligence alias kunstig intelligens – under præsentationen.

– AI, AI, AI lød det igen og igen.


I lighed med Apple og Samsung fremstiller Huawei også sine egne processorer. Huawei’s homegrown Kirin 970 HiAI processor var og er stjernen i showet. Den er meget kraftfuld og kan se forskel på forskellige motiver eller scener – og efterfølgende handle på dem.

Den kan således spotte 20 forskellige scener, som hver kræver deres egne indstilllinger for at blive eksponeret optimalt.

Fælles for de fleste af disse “AI-driven scene detections” (!) er imidlertid, at de går lige til stregen og i regelen også lidt over. Der skærpes mere i skarpheden, end af og til godt er. Og farverne mættes ofte så meget, at de ikke længere ser naturlige ud. Men måske dette bliver nedtonet i kommende software-opdateringer. Det har Huawei gjort tidligere, og det kunne de tænkes at ville gøre igen.

Indtil da vil dedikerede fotografer nok undgå de fleste af disse AI-modes og i stedet selv skrue på knapperne. Det kommer der i regelen bedre resultater ud af. Det kan anbefales først at se, hvad mobilens AI-funktioner kommer frem til. Og så efterfølgende checke, hvordan de samme motiver bliver med AI koblet fra.

Det kan gøres i hvert enkelt tilfælde, hvor kameraet har identificeret en af sine forprogrammerede modes. Da fortæller den under billedet, hvilken mode den er nået frem til. Og viser samtidig et lille kryds, hvor man kan klikke for at slå AI fra i netop den optagelse.

Efter at have set og prøvet de forskellige AI-modes – vejet dem og måske fundet dem for lette – kan man så gå ind i kameraets hovedindstillinger og slå AI fra én gang for alle. Det ender de fleste seriøse fotografer og fotonørder nok med at gøre. I hvert fald i de fleste situationer. Den fremragende “Night shot” kunne være en af undtagelserne.

Kameraerne…

Faktum er da også, at det ikke var softwaren – den kunstige AI-intelligens – der løb med al opmærksomheden ved lanceringen af P20 Pro. Selv om præsentationen fokuserede hårdt på netop AI. Det gjorde i stedet hardwaren – de tre indbyggede kameraer.

De var nemlig verdens første af slagsen – udviklet af kinesiske Huawei i samarbejde med tyske Leica, der her leverede en sensor med imponerende 40 MP. Den er kun overgået af finske Nokia’s ligeledes tyske Carl Zeiss sensor på deres klassiske 808’er. Den havde 41 MP.

Huawei havde for længst lanceret sin P20 Pro kameramobil – verdens første med hele tre indbyggede og integrerede kameraer – da nordkoreanske Samsung lancerede sin opgraderede topmodel Note 9, der mest adskiller sig fra 8’eren på sine blågule farver. Det imponerede bestemt ikke kinesiske Huawei, der på Twitter ikke kunne dy sig for at nedgøre Samsung og gøre grin med Note 9:

Det gjorde de med ovenstående foto af deres seneste to generationer af kameramobiler. Den nyeste mobilgeneration hos Huawei har da tre kameraer, hvor den gamle havde to. Samsung’s nyeste har stadig kun to kameraer. Endda blot med ynkelige 12 MP. Præcis som Apple. Tsk..

Mange har påpeget, at tweetet var et klart hint til Samsung – med henvisning til filmen “Crocodile Dundee”. Her bliver vor helt nemlig holdt op af et par knivbærende banditter, som vil have hans penge. Crocodile Dundee smiler blot venligt og siger de berømte ord:

That’s not a knife… THAT’s a knife.” Og viser dem sin egen kæmpestore Bowie-kniv. Så her er stillingen mellem de to asiatiske kamera-kombattanter:

Huawei – Samsung: 3 – 2

Det kan være lidt svært at forstå, hvad en mobiltelefon skal med hele tre indbyggede kameraer. Så forklaring følger. En laaang forklaring. Og noget teknisk:

  • Hovedkameraet udgøres af en Leica farvesensor på hele 40 MP.
  • I tilgift hertil er der monteret en 3X tele i farver på 8 MP.
  • En sorthvid og ekstra lysstærk sensor på 20 MP.
  • Et selfie-kamera på imponerende 24 MP.

Når man kombinerer de tre første kameraer, får man flere forskellige interessante resultater, der alle udvider fotomulighederne betragteligt. Man kan naturligvis vælge at bruge samtlige de til rådighed stående 40 millioner pixels til et enkelt farvebillede. I det professionelle  RAW-format. Som så uundgåeligt kommer til at fylde en hel del. Rigtig meget, mere præcist. Men som ikke byder på helt så stor detaljeskarphed, som man ellers skulle have troet.

Man kan også vælge at tage et rent sorthvid foto, der kun bruger informationer fra de 20 millioner sorthvide, men meget mere lysstærke pixels. Resultatet heraf bliver langt bedre, end hvis man gør allerede eksisterende farvefotos sorthvide ved brug af filter. De sidstnævnte bliver noget flade og kontrastløse sammenlignet med fotos taget med en dedikeret sorthvid sensor. Og så får man her automatisk de færdige, vaskeægte sorthvide optagelser i hele 20 MP.

Desværre har Huawei heller ikke her kunne dy sig for at tilføre det færdige resultat en hel del billedbehandling. I form af forskønnelse som den “Beauty” funktion, der bruges i selfie-kameraet. Ærgerligt, hvis man nu hellere selv vil pusle med det rå sorthvide billede.

Endelig kan man vælge at skyde et rent 3X optisk telefoto med den dedikerede telelinse. Helt uden tab af skarphed. Eller et 5X hybrid telefoto, hvor man har kombineret alle tre sensorer – farve og sorthvid, 40, 20 og 8 MP. Med blot en smule tab af skarphed og kvalitet. Da bliver det for alvor interessant og inspirerende – hvis man altså er fotointeresseret. Ellers er det desværre nok lidt for nørdet til at være interessant. Og upraktisk at bruge.

I så fald bør man nok nøjes med lillebroderen P20, der kun har to kameraer – omend stadig fra tyske Leica. Men ikke den avancerede zoom. Prisen er markant lavere end P20 Pro, men skærmen kun en smule mindre. Eller man kan tage skridtet længere ned og investere i en P20 Lite, som kun koster omkring det halve af en P20. Til gengæld får man en ældre processor, den halve lagerplads, et ringere kamera og en mindre lysstærk skærm.

Egentlig er det slet ikke Huawei’s mening, at man skal tage RAW fotos med samtlige 40 MP fra Leica. De fylder alt for meget og er slet ikke nødvendige. I stedet er hele ideen, at man kombinerer input fra alle tre kameraer til ét foto, der så indeholder det bedste af alle tre. I en oversamplet og nedskaleret version på bare 10 MP. Dedikeret software klarer den sag til UG.

Kamerateknologien bag

Jo mere man roder med kameraet eller rettere kameraerne på den nye P20 Pro, desto mere imponeret bliver man over teknologien bag. Der er uendeligt mange indstillingsmuligheder – så mange, at de nok vil virke decideret skræmmende på alle andre end lige netop os fotonørder.

Men lad os tage et styrtdyk lukt ned i maskinrummet, hvor en flok tyske Leica-ingeniører er fuldt optaget af at styre de tre ubændige kameraer. Ikke mindst hovedkameraet med de 40 megapixels kræver mandsopdækning. Men så leverer det også helt forrygende fotos.

Det er i det hele taget imponerende, hvad man får af pixels i denne mobil, som næsten er mere kamera end telefon: 40 MP i hovedkameraet. 20 MP i det sorthvide kamera. 8 MP i zoomkameraet. Samt hele 24 MP i selfie-kameraet. 92 MP eller 92 millioner pixels i én og samme mobil. Man bliver helt forpustet ved tanken. Og strømforbruget.

Men heldigvis har Huawei forsynet sin P20 Pro med et ekstrastort batteri, der holder saft til alle funktioner og pixels en hel lang arbejdsdag. 4000 mAh rækker langt ud over en dag. I mange tilfælde sågar to. Det er der ikke mange andre mobiler. som tilbyder.

Smarte algoritmer og kunstig AI-intelligens kombinerer de mange forskellige inputs fra de tre bagsidekameraer på finurlig vis. Den sorthvide sensor sørger for, at der er lys nok til veleksponerede fotos – også under lysforhold, hvor farvesensorerne alene ikke ville få lys nok.

3X zoom kameraet sikrer ægte optisk zoom op til 3 gange – altså zoom uden noget kvalitetstab. Præcis som med en traditionel zoomlinse på et klassisk spejlreflekskamera.

3X og 5X zoom

Endelig tillader den store 40 MP farvesensor, at man kan lave udsnit – en slags digital eller hybrid zoom på op til 5X – uden at der sker noget nævneværdigt kvalitetstab. Det er ikke optisk zoom, men på grund af de mange pixels, der er til rådighed i 40 MP sensoren, er resultatet overraskende godt. Milevidt fra den traditionelle digitale zoom, der ikke tilfører billedet andet end tiltagende uskarphed…

Den trinløse overgang mellem de forskellige kameraer er dog noget ujævn – helt ulig Apple, hvor den trinløse zoom kører som i smør. Det samme gælder de manuelle “Pro” funktioner, hvor Huawei processoren ofte halter lidt bagefter. Eksempelvis når man ændrer på dybdeskarpheden med blænden. Da kæmper Leica-ingeniørerne ihærdigt med at få styr på  de mange fotoner.

Så her er der bestemt plads til forbedring i fremtidige modeller. Og den vil utvivlsomt komme, når Huawei skifter fra den nuværende Kirin 970 processor til den kraftigere 980-topmodel, der allerede findes, og som kommer i den næste Mate-topmodel.

Hovedsensoren leverer som sagt 40 MP, men de bruges stort set aldrig. I stedet gør kameraet det, at det på sindrig vis kombinerer fire originale pixels til én optimeret pixel, der siden bruges i det færdige billede, som nu er reduceret til mere håndterbare 10 MP.

Samme grundlæggende teknologi brugte Nokia i sine 808 og 1020 kameraer – blot reduceredes outputtet dengang til 5 MP, hvilket gav mulighed for en større zoomfaktor. “Oversampling” kaldes teknikken.

Læs gerne artiklen “PureView Perfection“, hvis du vil vide mere om oversampling i multimegapixel kameraer.

The Clone Phone

Huawei P20 Pro er en Android mobil som millioner af andre. Men dumper man ind et sted i styresystemet, kan man forledes til at tro, at det er en iPhone, man er inde i. Menuer og ikoner og opbygning er nemlig en tro kopi af Apple’s iOS. Og meget lidt lig det Android, der ellers ligger bag brugerfladen.

Og kigger man blot overfladisk på sin eller naboens nye Huawei, ligner den til forveksling en iPhone X. Med Apple’s karakteristiske “notch” øverst på skærmen. Den, alle konkurrenterne gjorde grin af ved introduktionen af iPhone X. Men som de nu alle selv har kopieret og adopteret…

Først når man vender mobilen om og ser bagsiden med de flotte friske farver og hele tre kameraer, da forstår man, at det ikke helt er lykkedes Huawei at lave en iPhone Clone. På den gode måde.

Måske vil Huawei egentlig helst heller ikke forveksles med Apple. I hvert fald ikke længere. Nu, hvor de kan stå på egne ben – ikke kun hvad antallet af solgte smartphones angår, men også videreudvikling af teknologien bag.

Kineserne har altid været skamløse, når der gælder om at kopiere andres design. De har åbenbart ikke noget moderne designsprog selv. Men man må lade dem, at de med P20 Pro for alvor er rykket og blevet deres egne. Det har de tre integrerede kameraer sat en tyk streg under.

Man kan med rette undre sig over, hvordan kinesiske Huawei har formået at komme foran giga-konkurrenterne Apple og Samsung med deres nyeste tre-kamerateknologi. Men som altid er der en god og naturlig forklaring:

Det er de nemlig heller ikke. I hvert fald ikke selv eller ved egen udvikling. De har nemlig købt sig til størstedelen af deres nuværende kamera-knowhow ved at ansætte en håndfuld af de tidligere Nokia-ansatte, der stod bag klassikere som først Nokia 808 og siden Lumia 1020. Begge megapixel-kameraer, som var langt forud for deres tid.

Frem med førertrøjen – igen

Finske Nokia styrtdykkede for relativt få år siden fra tronen som datidens ukronede smartphone konge – måske på grund af deres håbløse Symbian OS. Nokia måtte efterfølgende sælge ud til amerikanske Microsoft, som lovede at fortsætte Nokias fornemme kamerateknologi i deres Windows Phone mobiler.

Nokia’s klassiske 808 blev herefter fulgt op af Microsoft’s Lumia 1020, som fik mange venner. Heriblandt undertegnede, der tog mange gode billeder med de to kameramobiler.

Men selv Microsoft måtte erkende, at verden var for lille til mere end to styresystemer – Apple’s iOS og Google’s Android. Windows Phone blev derfor lukket endegyldigt ned, og Nokias kameraingeniører stod nu igen uden arbejde.

Enter kinesiske Huawei, der længe havde luret i kulissen og set det hele ske. De ansatte straks Nokias kameraingeniører rub og stub og lod dem arbejde videre i Finland, hvor de stadig sidder. Med sig havde de en enorm mængde research og unikke erfaringer, som på rekordtid er blevet til det nye banebrydende Huawei P20 Pro. En kinesisk mobil med finske rødder.

Se artiklen “Nokia now and then“, hvis du vil vide mere om de to skelsættende mobiler Nokia 808 og Lumia 1020 samt den avancerede kamerateknologi bag.

Konklusionen

Huawei er kinesisk ejet og dermed forpligtet over for den kinesiske statsmagt. Siger styret, at Huawei skal spionere mod udenlandske fjender, så er Huawei nødt til at adlyde. Uanset hvad de så selv måtte mene om det.

Den kendsgerning og et par andre mere konkrete hændelser har allerede fået den amerikanske administration til at udstede forbud mod brug af Huawei-teknologi, når og hvor der udveksles og transporteres data. Huawei menes helt enkelt at udgøre en sikkerhedsrisiko.

Det betyder reelt, at Huawei ikke kan komme ind på det amerikanske marked med sine ellers udmærkede produkter. Hverken med netværk eller med mobiler.

Senest har den australske regering fulgt trop og forbudt Huawei at byde ind på etablering af det kommende 5G-netværk i Australien. Det er for risikabelt, mener de. Men i lille Danmark baserer YouSee alligevel hele deres netværk på – selvsamme Huawei.

Men derudover og isoleret set så har Huawei med sin seneste P20 Pro mobil skabt et kamera, der sprænger alle rammer for hidtidige kameramobiler.

Eneste virkelige kritikpunkt er, at Huawei har undladt trådløs opladning i sin P20 Pro. Kineserne har sikkert villet spare plads til det store 4.000 mAh batteri, der så rigeligt får mobilen gennem en lang og hård arbejdsdag. Sågar også to. Det lærer man hurtigt at sætte pris på.

Så kan man bedre leve med, at mobilen altså ikke byder på den trådløse opladning, som de allerfleste andre topmodeller fra konkurrerende brands ellers gør. Til gengæld er der virkelig tale om “Fast Charge” med den medfølgende Huawei oplader: 60% på 30 minutter!

Og så er der lige prisen, som er aldeles second to none. Set hos Telia til kr. 5.000,- inklusive 6 måneders frit data abonnement til kr. 249,- om måneden. 3.500,- kroner netto for en mobil, der kan måle sig med de bedste. Det er bare billigt, og det faktum alene skal nok flytte rigtig mange Huawei mobiler over disken.

I USA, hvor P20 Pro som sagt ikke kan fås, sammenlignes den ofte med Samsung’s nyeste Note 9 – og kommer godt ud af sammenligningen. Trods det faktum, at P20 Pro pt. herhjemme koster under halvdelen af, hvad man skal give for en Note 9…

– Formidabelt gået, Huawei. Men prøv lige at lave jeres eget design – i stedet for igen og igen at kopiere Apple, hvor det overhovedet er muligt. Det vil klæde jer nu, hvor I er blevet verdens næststørste producent af mobiltelefoner.

– I må snart være store nok til at stå på egne ben.

© 2018 Tekst: Steen Ulnits


Efterskrift: Huawei er klar over, at alle mobiler har brug for et beskyttende cover. Kineserne er også klar over, at et normalt cover vil skjule den flotte Twilight finish på den bagside, man som nybagt ejer gerne vil flashe for sine omgivelser.

Huawei har derfor inkluderet et blødt og transparant cover, som dels giver et godt greb om mobilen, dels beskytter mod stød og slag. Og som måske vigtigst af alt lader den flotte 2-tone finish skinne tydeligt igennem.

På samme måde har Huawei valgt også at inkludere velspillende hovedtelefoner samt en lille connector, så man kan bruge dem via USB-C ladestikket. Altsammen understreger det blot, hvor vildt meget man faktisk får for sine 3.500 kroner, hvis man har købt sin P20 Pro med abonnement hos Telia.

Sjældent har jeg haft så megen fornøjelse af et nyt kamera / en ny mobil, som jeg har haft med Huawei’s P20 Pro. De tre kameraer og deres utallige muligheder har underholdt mig i masser af timer – og gør det stadig!

Og jeg har ellers været en dedikeret Apple fanboy i mange år. Eller måske netop derfor.

Hos Apple får man ikke lov at rode med så mange indstillinger…


Efter-efterskrift: Nu, hvor den første begejstring har lagt sig, og der har været tid til at reflektere lidt mere over P20 Pro, så tegner der sig et noget mere nuanceret billede.

Jeg har nærkigget fotos af de samme motiver taget med forskellige kameraer og sammenlignet dem på den store og skarpe bordskærm. Kameraerne har været mine to daily drivers, Apple’s iPhone X og Sony’s Xperia XZ Premium. Den store skærm en 27 tommers iMac.

Ind imellem er forskellene slående tydelige. Som allerede nævnt finder man som seriøs amatørfotograf hurtigt ud af at slå de forprogrammerede AI-indstilllinger på P20 Pro helt fra. Først gør man det under de enkelte optagelser – siden går man ind under Indstillinger og slår dem alle permanent fra. Synd, at græs skal være skriggrønt og himlen altid azurblå. Når virkeligheden nu ser helt anderledes ud.

Men selv da forekommer de færdige fotos at være meget billedbehandlede. Zoomer man ind, er der masser af artefakter eller fejl, der givet skyldes den massive billedbehandling, som disse 3-kamera fotos uundgåeligt kræver. Der er rigtig mange pixels, som kamera og processor skal tage stilling til. Når de 40 millioner pixels skal komprimeres ned til blot 10 MP. Lidt for mange, når man kigger grundigt efter. Oversampling er en svær ting.

Jeg blev noget skuffet over de mange artefakter, som er specielt synlige, når man sammenligner med de langt mere neutrale og velafbalancerede fotos, der kommer ud af iPhone X og Xperia XZ Premium. Måske det netop er derfor, der kun er et enkelt kamera på Sony’s flagskib Xperia XZ Premium. Så slipper man for denne massive  og ofte ødelæggende billedbehandling.

I starten var jeg som alle andre tech-anmeldere begejstrede over den optiske 3X og den hybride 5X zoom. Men jeg fandt hurtigt ud af, at mange ikke mindst 5X optagelser var uskarpe eller rystede. Hvis jeg ikke havde en form for fast anlæg – i form af støtte fra bil, båd, bord eller bænk – så var det helt enkelt for mange fejlskud. Ikke mindst naturligvis når solen ikke skinnede fra en skyfri himmel.

Endelig var der et irritationsmoment i skærmen, som er helt fantastisk til at blive fedtet og samle støv. Langt værre end både iPhone og Xperia. Det skyldes tilsyneladende skærmens øverste beskyttelseslag, der er fusioneret til selve glasset på traditionel vis – med udskæringer til sensorer og fingeraftrykslæser. Det klæber bare.

Kanten omkring fingeraftrykslæseren er samtidig så skarp, at det flere gange lykkedes mig at få tråde fra pudsekluden til at sidde fast i mellemrummet mellem skærm og beskyttelseslag. De sad så godt fast, at de var svære at fjerne igen. Og det bør altså ikke kunne ske på en topmodel.

– Måske derfor der gives så stor en rabat på netop denne mobil?

2019 Steen Ulnits

Motorola One Zoom

Motorola var tidligere amerikansk og en af verdens førende producenter af mobiltelefoner – med den sammenklappelige “Razor” som det helt store verdenshit.

Motorola tabte imidlertid pusten – lidt ligesom finske Nokia – og måtte til sidst lade sig opkøbe af kinesiske Lenovo, der mest er kendt sine prisgunstige PC’ere. Lenovo har siden overtagelsen af Motorola kæmpet for at gøre sig bemærket på markedet for mobiltelefoner, men uden det helt store held.

Nu ser det imidlertid ud til, at anstrengelserne er ved at give pote. Således har Motorola netop lanceret tre nye Motorola One modeller i et helt nyt og tidssvarende design. Seneste model i denne trio er Motorola One Zoom, der som navnet siger fokuserer ganske meget på netop det: Zoom.

Fornem finish

Det første, man lægger mærke til ved Motorola One Zoom, er dog den helt forrygende finish. Bagsiden er af glas, der ligner børstet metal. Det ser rigtig godt ud, men hvad bedre er: Man slipper næsten helt for de forfærdelige fingeraftryk, som blanke bagstykker i glas ellers suger til sig som en magnet.

De fire objektiver tager sig også bedre ud, end tilfældet er med den helt nye iPhone 11 Pro, der koster mange gange så meget. – Godt designet, Motorola!

Samtidig er One Zoom ingen letvægter, men føles med sine tunge glassider som en rigtigt gedigen mobil helt på højde med de dyreste drenge i klassen. Forarbejdningen lader heller intet tilbage at ønske.

Forrygende kamera

Er finish’en fornem, så er kameradelen forrygende. Intet mindre. One Zoom er forsynet med en 48 MP Quad Pixel hovedsensor, som kombinerer 4 pixels til én og dermed leverer færdige billeder på 12 MP. Kvaliteten er rigtig god og kan fint printes ud i op til A4 format. Hvis man går manuelt, kan man sågar gemme sine fotos som RAW filer.

I tilgift til standardsensoren byder One Zoom på en 117 graders vidvinkel, hvis 16 MP får det hele med – også på klods hold. Samt en 8 MP tele med 3X optisk zoom. Såvel standardobjektivet som telen har optisk billedstabilisering – OIS – så man undgår rystede billeder. Det har vidvinklen ikke, for det har vidvinkler normalt ikke brug for.

Oven i dette får man 10X hybrid zoom, der dog ikke leverer helt samme kvalitet som ren optisk zoom. Men som til gengæld er mange gange bedre end den rene digital zoom, der jo blot pixelerer det færdige resultat mere eller mindre.

Den fjerde linse på kameramodulet er en 5 MP dybdesensor, som primært bruges til portrætfotos. Det hele styres på forbilledlig vis af en Snapdragon 675, der ligger i den øvre ende af mellemklassen. Samt 4 GB RAM.

Motorola har ry for at levere mange forskellige features, der er helt specifikke for netop Motorola. Den velfungerende kamera-app er ingen undtagelse. Her er der ud over de sædvanlige grundlæggende funktioner eksempelvis “Cutout” (Udklip), hvor man kan klippe forgrunden fri og udskifte baggrunden.

Samt “Spot Color”, hvor man kan udvælge en enkelt farve, som så bliver den eneste. Resten bliver sorthvidt. “Nattesyn” er der naturligvis også, selv om andre producenter (læs: Huawei og Google) dog har haft held til at lukke adskilligt mere lys ind i mørket.

Er man fotonørd, er der således rigtig mange muligheder for at lege med lyset i Motorola One Zoom. Skulle AI automatikken ikke være god nok, kan man gå i “Manual” mode og her selv styre fokus, eksponering, hvidbalance og lysfølsomhed (ISO).

Næppe nogen får brug for flere knapper at skrue på.

Manglerne…

Der er således rigtig meget godt at sige om Motorola One Zoom, som virkelig leverer varen. Det er dog ingen perfekt mobil. Dertil mangler flere ting. Man kan undre sig over, at mobilen i lighed med One Plus ikke byder på trådløs opladning – trods ellers bagstykke i glas.

Det er et irritationsmoment, hvis man ellers har vænnet sig til bare at kunne lægge sin mobil på en ladeplade – uden irriterende kabler med forskellige stik – mens man arbejder videre. Men har man ikke prøvet det, vil man næppe heller savne det. Til gengæld er batteriet på imponerende 4.000 mAh, hvilket for mange rækker til to dages forbrug.

Dernæst er der højttaleren – for der er kun den ene, som sidder placeret øverst på mobilen. Lydkvaliteten er fin og lydniveauet tilpas højt. Men lyden kommer desværre kun fra én ende, som man nemt kan komme til at dække for med hånden.

Endelig er der for en lystfisker og sejler som undertegnede det klare minus, at mobilen ikke er vandtæt. Ikke noget med IP68 her. Blot en forkølet nano-coating, der ifølge Motorola er vandafvisende.

Så skal du have din One Zoom med ud til eller ud på vandet, da skal den ubetinget ned i en vandtæt pose af en slags. Med samtidig mulighed for at hænge mobilen om halsen – inden for bekvem rækkevidde. Og det er jo slet ikke så dårligt endda.

I skrivende stund har jeg ikke kunnet finde decideret vandtætte etuier til One Zoom, men de skal nok komme  på et senere tidspunkt.

Konklusionen

Motorola har lange traditioner for brugen af de såkaldte “gestures” – håndbevægelser – til styring af diverse funktioner. To af de allerbedste og mest brugbare er “håndkantslaget”, der tænder den indbyggede lygte. Samt “håndledsvrikket”, der aktiverer kameraet. Rigtig smart og yderst brugbart.

Skærmen er en 6,39 tommer OLED i 16:9 formatet. Opløsningen er FHD+ (2340 x 1080 pixels). En overraskende god skærm på en mobil i denne prisklasse. I tilgift har den integreret fingeraftrykslæser, som i modsætning til flere andre af slagen – ikke et ord om Nokia Pureview her – fungerer fint og helt efter hensigten.

En smart detalje er ligeledes, at Motorola’s karakteristiske Batwing logo lyser blåt op på bagsiden, når mobilen er i brug eller der er kommet nye meddelelser. Det giver lidt opmærksomhed, skal jeg hilse og sige – og var vel også meningen…

Efter at have anmeldt Motorola One Zoom måtte det amerikanske webmedie Engadget’s redaktør Chris Velazco beskæmmet konstatere, at han nemt kunne bruge One Zoom som sin nye “daily driver” – trods den lave pris. Så god er den, og så godt ser den ud. “I hate to say it”, sluttede han…

Og det kommer fra en mand, der i sit daglige virke vælter sig i de nyeste, dyreste og bedste smartphones. Men jeg kan kun give ham ret. Det er virkelig et “home run”, Motorola her har præsteret.

One Zoom står til en pris omkring 3.000 danske kroner. Telia tilbød 1.000 kroner i rabat for en gammel udbrændt Sony mobil, så den endelige pris – inklusive mobilrabat – kom ned på 1.720 kroner. 

Det er vildt billigt for så god en mobil, der ligner og føles som noget til en million. Den kan anbefales på det varmeste, hvis man altså er til Android. One Zoom leveres med version 9.0 Pie, og Motorola lover snarlig opdatering til 10.0.

Vil du se fotos taget med One Zoom, så bliv “Strandfoged for en dag“. Det er ikke kedeligt…

© 2019 Steen Ulnits