Under en af forårets storme havde en lille sejljolle revet sig løs – sandsynligvis fra kysten nær Aarhus på den modsatte side af bugten. Den førerløse jolle var gået i land på Mols Hoved og havde fået knust skroget i den stenede brænding.
Jollen var nu skyllet helt op på land, hvor den ikke ligefrem pyntede. Samtidig var diverse vragrester begyndt at sprede sig med vind og strøm langs kysten. Fra Skødshoved i nord til Mols Hoved i syd. Mindst.
Uheldigvis var jollen strandet på et sted, som ingen veje førte til. Selv ikke de mindste stier eller grusveje. Høje skrænter under konstant nedbrydning gjorde ikke adgangen lettere.
Det blev efterhånden lidt træls at se på. Sommeren kom og med den badegæsterne, som naturligvis heller ikke syntes om vraggodset, der nu var i opløsning og blevet til adskilligt flere dele.
Vi lokale begyndte så småt at samle de løsrevne vragrester op og bære dem tilbage til jollen, hvor de blev deponeret til forhåbentlig senere afhentning. Skønsmæssigt havde de da allerede spredt sig en kilometer mod nord og syd.
Vi oplevede i løbet af sommeren det positive, at også gæstende turister begyndte at deponere affald i skibsvraget – i stedet for bare at smide det på stranden, som de måske ellers ville have gjort.
Efterhånden var det lille skibsvrag fyldt godt op med alskens plastik – fra plastsæder over kølerør til bilskærme. Badesandaler og afskudte patronhylstre manglede der heller ikke ombord…
Jeg tænkte på flere forskellige redningsscenarier for det lille skibsvrag. Det var udelukket at bjærge vraget fra landsiden, så der var kun vandet tilbage. Og det var bestemt heller ikke uden problemer.
Kort fra land lå store sandrevler med vand så lavt, at selv mindre motorbåde ikke kunne komme tæt nok på land. Vi forhørte os først hos Skødshoved Lystbådehavn, som ligger ganske tæt på, men her var der ingen hjælp at hente. Det måtte vi sandelig selv klare.
Så gik det bedre med en venlig mand fra Aarhus på den anden side af bugten. Han ville godt forsøge i sin motorbåd, men kunne ikke komme tæt nok på land til at få vragresterne ombord. Han måtte derfor sejle tilbage til Aarhus med uforrettet sag.
Vi måtte tilsynelade klare sagen selv. Aarhus Politi blev kontaktet, og her kunne Hittegodskontoret fortælle, at ingen havde meldt den strandede jolle savnet. Da kommunen tilsyneladende heller ikke var pligtig til at fjerne sejljollen, måtte vi selv gå i gang.
Vort første bjergningsforsøg satsede på en let løsning: Vi ville lappe jollen nødtørftigt og pakke den ind i en stor presenning, så den kunne holde sig flydende, mens vi bugserede den til nærmeste vej.
Claus, der bor i Aarhus, fyldte bilen med værktøj. Det skulle bruges til at lappe skroget, så det akkurat kunne holde til bugseringen. Der blev skruet træstivere på nogle steder, så skroget kunne holde faconen.
Hullet viste sig imidlertid at være ganske meget støre, end vi havde antaget, mens båden stadig lå på stranden. Men vi valgte alligevel at prøve. Kunne det lade sig gøre, ville det være den klart letteste løsning.
Vi fik indkøbt presenninger, der var store nok til at dække hele skroget, som således ifølge teorien og Archimedes så ville kunne holde sig flydende, mens vi bugserede den.
Kæmpestore presenninger og kraftig blæst viste sig imidlertid at være en svært håndterbar cocktail. Det har sikkert set sjovt og underholdende ud, når en otte meter lang og fire meter bred presenning pludselig fanger vind og prøver at lette.
Vi holdt dog stand og fik til sidst svøbt det nødtørftigt lappede skrog ind i de store presenninger, så de dækkede hele båden. Nu skulle teorien stå sin prøve i praksis, mens bølgerne skyllede ind mod land.
Det gik forbløffende godt – i hvert fald i starten. Den indkapslede båd flød som en lille prop, og vi påbegyndte derfor straks bugseringen tilbage mod Skødshoved.
Men blot 20 meter senere gik det galt. En af de store katamaranbølger fra hurtigfærgen skyllede pludselig ind over den lille båd og bordfyldte den på et sekund. Hvorefter den sank som en sten og stædigt blev stående på bunden. Heldigvis kun på en lille meter vand….
Vi måtte erkende nederlaget og fik møjsommeligt halet den nu bordfyldte båd i land, hvor vi viklede den ud af de store presenninger, der ellers havde fungeret helt efter hensigten – altså lige indtil vi blev overfaldet af hurtigfærgen.
Vi halede jollen helt op på land igen og fik den tømt for alt vandet, så vi igen kunne håndtere den to mand. Tid til den mere besværlige og langt mere tidkrævende Plan B.
Claus, der er instruktør i kano og kajak, havde lånt en stor vinkelsliber af en god ven, som er håndværker. Planen var nu at skære båden op i mindre stykker, som var lettere at transportere.
Transportmidlet var to kanoer, som Claus havde med hjemmefra, og som blev surret sammen via lægter, så vi fik et bæredygtigt og stabilt katamaranskrog med stor lasteevne.
Et såre enkelt setup, som viste sig at fungere fint under sejlturen om til skroget – uden last ombord. Vi var begge ganske spændt på, om det også ville fungere med flere hundrede kilo sejlbåd ombord…
Vind var der ikke meget af – heldigvis. Men de grimme bølger fra hurtigfærgerne slipper man aldrig for – heller ikke i vindstille. De kommer rullende som altid og vokser sig store, når de passerer sandrevlerne.
Heldigvis behøvede vi kun nogle få strategiske snit for at kunne skille yderskroget fra inderskroget. Nu var det hele pludselig meget lettere at håndtere for to mand på den stenede strand.
Vi fik bakset inderskroget op på vore to sammensurrede kanoer og fik de øvrige dele strategisk placeret så lavt som muligt – i bunden af kanoerne. Vi havde stadig et højt tyngdepunkt og krydsede derfor fingre for, at der ikke ville komme alt for store bølger rullende.
Alting blev surret solidt fast til kanoerne. Vi vidste jo kun alt for godt, hvad der kan ske, når lasten forskubber sig ombord på et fragtskib. Så kan det risikere at gå ned med mand og mus… Vi brugte derfor alt det reb, vi havde med, og skubbede til sidst hele ekvipagen fra land.
Det nye setup flød forbløffende godt med katamaranskroget. Vi kunne nemt komme ombord og endda stå op undervejs. Det sidste var også nødvendigt, da man intet kunne se fra siddende stilling. Der lå jo en hval på tværs og spærrede for udsynet…
Det blev en lang padletur tilbage til bilerne. Vind var der heldigvis ikke meget af. Heldigvis, for vi havde nu fået et voldsomt vindfang i det omvendte bådskrog. Så det duede ikke at holde pauser i padlingen.
Men det hele gik, som det skulle, og det var ikke uden en vis følelse af triumf, at vi noget senere kunne hoppe ud af vor katamarankano og gå i land. Et par veltimede bølger fra hurtigfærgen hjalp til med at få de tungt lastede kanoer helt op på land, hvor vi kunne tømme dem for strandingsgods.
Tilbage var kun at laste det hele om i vore trailere, så vi kunne køre til genbrugsstationen i Feldballe og aflevere et kvart ton glasfiber i “Blød Deponi”. Nogle sække blev der dog også til containeren med “Småt Brandbart”.
Vi gratulerede hinanden med vel overstået redningsarbejde og udvekslede høfligheder med pladsmanden, der også lige skulle have historien. Dernæst blev vi enige om, at det hele havde været ganske meget mere besværligt, end vi oprindelig havde regnet med. To hele dage havde det taget.
Så forhåbentlig kommer den næste storm ikke med nye skibsvrag, der skal fjernes, inden efterårsstormene river dem helt i stykker.
© 2019 Steen Ulnits & Claus Pape
