Tag-arkiv: Aarhus Universitet

Tyve år med Universitetsloven

Den kom i 2003, og skaderne er ikke ovre endnu. Vi taler om universitetsloven, som statsminister Anders Fogh Rasmussen og videnskabsminister Helge Sander, begge Venstre, lancerede for eksakt 20 år siden.

Jeg havde selv slået mine folder i universitetsmiljøet, men nåede heldigvis væk inden 2003. Heldigvis, for herefter blev der stille og roligt sat flere og flere spørgsmålstegn ved troværdigheden af dansk forskning. Ofte desværre med rette.

I starten lød baggrunden for den nye universitetslov såmænd ganske fornuftig og troværdig – omend lidt religiøs i sin karakter.

Fostret og udtænkt af statsminister Fogh Rasmussen, som med en streng opvækst og baggrund i den nordjyske landsby Skals ikke havde megen respekt for den tids forskning og forskere. Dem kaldte han med afsky for smagsdommere.

Det skulle de fortryde, og det kom de til med den nye lov. Universiteterne var i de første år lidt usikre på, hvordan loven skulle implementeres – når man nu var forsker og vant til fri grundforskning uden forud udpegede mål.

Forskning, som jo indtil da kun havde resulteret i danske småopdagelser som elektromagnetismen, atomkraften og den allesteds nærværende natrium-kalium pumpe. Den slags var der ikke megen fremtid i, mente Anders Fogh Rasmussen og hans trofaste væbner, videnskabsminister Helge Sander.

Sidstnævnte udtænkte derfor et helt nyt slogan for fremtidens målrettede forskning, og det skulle vise sig at ramme hovedet på sømmet:

”Fra forskning til faktura”

“Fra forskning til faktura”

Mere klart og tydeligt kunne det næppe være udtrykt.

Man kan levende forestille sig begejstringen i regeringskontorerne, da man fik det helt nye mantra at arbejde efter. Kort og præcist. Et budskab, alle kunne forstå.

Der skulle nu tjenes penge på landets hidtil så kostbare universiteter, der fremover skulle drives som selvejende økonomiske virksomheder. Med bestyrelser rummende erhvervsfolk og blå tal på bundlinjen.

Universiteterne skulle ikke længere koste samfundet penge. De skulle give overskud. Og hurtigt omsættelige forskningsresultater.

Man kan også levende forestille sig den tilsvarende mangel på begejstring hos landets universitetsforskere. De var vant til frihed i deres forskning, og den frihed var nu i overhængende fare. Frihed til den grundforskning, som er fundamentet for den moderne verden, vi lever i.

Næppe nogen universitetsledelse havde haft faglig indsigt nok til at bede Albert Einstein udvikle sin relativitetsteori. Eller Niels Bohr om at definere kvantemekanikken. Den slags kommer kun af basal grundforskning, hvor man ikke har noget andet mål med sin forskning – end bare at blive klogere på verden.

Hvad så resultaterne bagefter bliver brugt til, er en helt anden sag. Med atomkraften som det lysende og mest indlysende eksempel.

Helge Sanders mundrette slogan vandt hurtigt indpas. Ikke hos universiteternes forskere, men i universiteternes ledelser. Her drejede det sig nu næsten udelukkende om at generere overskud på driften. Jo større overskud desto større succes for universitetet.

Mange steder var man så begejstrede for det nye koncept, at man i farten fik byttet om på rækkefølgen. At fakturaen blev skrevet, længe før forskningen var udført eller sågar påbegyndt.

Det første og måske stadig værste eksempel var den nu nærmest legendariske “oksekødsrapport” fra Aarhus Universitet.

Oksekødsrapporterne

Ordet “oksekødsrapport” er siden blevet synonym for tilsyneladende uvildige rapporter fra tilsyneladende neutrale offentlige institutioner såsom universiteterne.

Oksekødsrapporten fra Aarhus Universitet er blevet det lysende eksempel på en styret, betalt og misbrugt forskning. På det nye fænomen “Fra faktura til forskning”.

Det var en rapport, der frikendte oksekød for unødig klimabelastning, og som efterfølgende blev citeret vidt og bredt. Til stor glæde for kvægavlen, der jo havde bestilt netop det.

Desværre viste det sig efterfølgende, at rapporten ikke blot var finansieret af den offentlige Kvægafgiftsfond og dermed af landbruget selv. Dele af den var sågar også skrevet af dem. Her var ingen nemlig interesseret i sandheden.

Rapporten var samtidig en del af et projekt ledet af interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F) – med deltagere fra L&F selv samt kødgiganten Danish Crown.

Hele kødsektoren var under stærkt pres på grund af kødproduktionens massive negative effekt på klimaet. Oksekødsrapporten skulle derfor bruges til at give netop oksekød et bedre image hos befolkningen. Godt sminket, så det kunne glide lettere ned.

Netop derfor blev forsiden af rapporten et folkeligt billede af en saftig burger, godt garneret med frodigt grønt, som kunne løfte indtrykket af sundhed lidt.

Bedraget blev imidlertid opdaget, og det indkasserede pengebeløb måtte efterfølgende betales tilbage igen – til Kvægafgiftsfonden med flere bidragydere. Og som noget hidtil uhørt blev hele rapporten trukket tilbage. Da det var for sent.

Med oksekødsrapporten fra danske landbrugsforskere havde Aarhus Universitet solgt ud af troværdigheden i en sådan grad, at man var nødt til at trække hele rapporten tilbage. Troværdigheden kunne man imidlertid ikke genoprette.

Begrebet “oksekødsrapport” var nemlig kommet for at blive. For der viste sig at være adskilligt flere af dem.

“Fra faktura til forskning”

Dagbladet Information gravede efter oksekødsskandalen videre i de mange andre rapporter fra Aarhus Universitet (AU).

Her fylder landbruget nemlig rigtig meget efter fusionen med de oprindelige universiteter. Det var således den jyske muld, som var fulgt med indendøre og her havde kontamineret universitetsgangene.

Dagbladet Information fandt under dette gravearbejde endnu flere graverende fejl. Det endte til sidst med, at AU’s ledelse selv valgte at kigge universitetets rapporter efter i sømmene. For nu at se, om kritikken virkelig holdt stik. Om der var noget fundamentalt galt med arbejdsgangen og finansieringen.

Det var der. AU konkluderede efterfølgende selv, at de havde fundet fejl og mangler i 34 ud af 55 rapporter udarbejdet af Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) ved Aarhus Universitet. I næsten to tredjedele af alle undersøgte rapporter.

Det var rapporter, som Aarhus Universitet havde fået ekstern finansiering til udarbejdelse af i løbet af de seneste fem år. Et hårdt slag mod AU’s troværdighed, der stadig lider, når det gælder landbrugsforskning.

Typisk drejede det sig om AU’s landbrugssektor, der aldrig har beskæftiget sig med fri og uvildig forskning. Det har ikke haft deres interesse, og det så vi nu resultaterne af. Fra faktura til forskning ligger tilsyneladende mere til landbruget, end Sanders oprindelige og omvendte mantra lagde op til.

Ved selv at undersøge og påpege de mest graverende fejl undgik Aarhus Universitet et hav af nye aktindsigter og graverende spørgsmål.

AU blev efterfølgende kritiseret for, at en uvildig undersøgelse efter al sandsynlighed ville have afsløret endnu flere oksekødsrapporter. End dem, AU nu selv havde fundet frem til og påpegede.

Formålet med det oprindelige oksekødsprojekt havde ellers været officielt at levere en fagligt funderet og uvildig analyse af oksekøds klimabelastning.

Det lykkedes landbrugets “forskere” på Aarhus Universitet så desværre ikke med.

Gigantisk sojaimport

Danmark har i forhold til sin ringe fysiske størrelse og høje befolkningstæthed en af verdens største animalske produktioner – næsten udelukkende med eksport for øje. Og derfor importerer vi store mængder af især soja til dyrefoder.

Vi producerer i Danmark omkring seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan spise. Og vi har derfor brug for flere gange det dyrefoder, vi selv kan producere.

Og det stopper ikke her. I dag kan man således læse i LandbrugsAvisen, at en dansk landmand netop er gået i gang med at bygge svinestalde til 30.000 nye svin. Der jo alle skal have noget at vokse på. Og som jo alle producerer mere gylle til marker og vandmiljø.

Flere og flere danske marker er derfor omlagt fra korn til konsum til produktion af foderafgrøder som raps og majs. Med tilhørende gødskning og giftsprøjtning for at optimere udbyttet. Samt udvaskningen fra de gødede marker og sprøjtede afgrøder.

Især fodermajs udgør et problem for det i forvejen hårdt belastede danske vandmiljø. Majs er nemlig notorisk dårligt til at holde på de tilførte næringsstoffer. Dyrkning af majs til svinefoder resulterer derfor i en højere udvaskning af de uønskede næringsstoffer – primært kvælstof – til vandmiljøet.

Den bedste afgrøde med den mindste udvaskning til omgivelserne er græs. Grønt græs, som derfor burde vokse i alle kystnære områder og på alle lavbundsjorder, der ikke allerede er taget ud af drift.

Det er netop dette grønne græs, som dansk landbrug i forgangne forårs tørke søgte om lov til at høste på arealer, der ellers var taget ud af drift.

Landbruget manglede som altid foder til de alt for mange husdyr. Og vand til alle de for længst drænede og tørlagte marker, som nu må kunstvandes med oppumpet grundvand. Ofte midt på dagen i bragende solskin, hvor fordampningen er allerhøjest.

Læs meget mere i artiklen om “Soja-alliancen”, der er sørgeligt aktuel i disse iltsvindstider.

Svovldepoterne på Øst-Rønland

– Hvor stammer det giftige havskum fra?

Der er tidligere fundet forhøjede koncentrationer af PFAS-stoffer i græs og overfladevand ved Harboøre og på Agger Tange, uden at man har fundet kilden.

Samtidig har tidligere prøver vist, at PFAS kan opkoncentreres til høje koncentrationer i havskum. På den baggrund er der opstået spørgsmål om, i hvilket omfang PFAS kan være transporteret via vestenvinden og havskum ind over land. At det fundne PFAS således skulle stamme fra havet og dermed kunne være ført hertil af Jyllandsstrømmen. Fra store tyske floder som Rhinen med udløb i Atlanterhavet.

Det var ønskedrømmen, at problemet skulle være internationalt – at de fundne PFAS-stoffer således var påført os uskyldige danskere udefra. I november gik Naturstyrelsen derfor i gang med stikprøveundersøgelser for PFAS-forurening på en række af statens naturområder. Stikprøverne skal være med til at give et overblik over mulig forekomst af PFAS i græs og vand på arealer tæt på havet.

Som forvalter af statslige naturområder arbejder Naturstyrelsen tæt sammen med Miljøstyrelsen og de øvrige relevante myndigheder samt regioner og kommuner i forhold til PFAS. Naturstyrelsen sætter nu i samarbejde med Miljøstyrelsen gang i stikprøveundersøgelser for en række PFAS-stoffer 60 forskellige steder på statens naturområder.

Der er tale om stikprøver i et bælte på én km fra havet langs Vestkysten fra Skagen til grænsen og langs den sjællandske vestkyst fra Rørvig til Skælskør. Tidligere prøver har indikeret, at PFAS generelt findes i et højere koncentrationsniveau på vestvendte kyster end på østvendte kyster.

For at have noget at sammenligne med bliver der også taget stikprøver på arealer længere inde i landet op til 10 km fra kysten.

Weekendavisen om PFAS

Bjarne Hansen skriver fra Thyborøn:

Lad os tage et dyk ned i den juridiske og etiske ballade, der er omkring det PFAS-forurenede spildevand fra kemifabrikken Cheminova på Rønland.

Det er en kompliceret affære, og man bliver næsten flov over myndighedernes ansvarsfraskrivelse gennem flere årtier. Vi får brug for historien, da fortællingen først lige er begyndt, og fabrikschefen endnu ikke er færdig med at le.

Udpluk fra Weekendavisen (WA) uge 47 2022:

– PFAS har vi aldrig brugt i vores produkter, siger fabrikschef Jakob Kyllesbech.

Som i aldrig. Heller ikke da vi hed Cheminova.

WA: Hvorfor er det så målt i jeres spildevand?

– Det er så det gode spørgsmål, svarer Kyllesbech og tilføjer, at fabrikkens miljøtilladelse faktisk slet ikke stiller krav til PFAS-niveauerne i spildevandet. I princippet kan de lukke så meget ud, det skal være. Helt lovligt. Men det ønsker de naturligvis ikke.

Fabrikschefen smiler:

Jeg har lyst til at sige, at det kan tage op til et år at finde kilden, siger han.

Men det kan andre fagpersoner godt se det forkerte i. Xenia Trier, som er lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet, forstår ikke, at det skal tage så lang tid:

– Det burde kunne gøres på nogle måneder, siger hun. – Når de har fluorstoffer i deres spildevand, må de jo bruge dem et eller andet sted.

Et bud kunne være i fyfanon, en insektdræber, som firmaet bekræfter, at det har produceret siden 1960erne. Det aktive stof i det produkt er malathion. Og forskere fra University of Texas har fundet PFAS i en række kommercielle produkter baseret på netop malathion.

– Vi er et etisk firma, der lever op til de krav, der stilles til os, svarer fabrikschef Jacob Kyllesbech. Hvad der skete engang, vil han ikke udtale sig om. Miljøchef Inge Margrethe Jensen ved hans side har arbejdet på fabrikken i 25 år. Måske hun vil?

– Det skal miljøchefen ikke, bryder Kyllesbech ind.

– FMC er etiske, gentager han. – De gør meget, som ingen ser. De har 15 ansatte til at monitorere spildevand og fem årlige miljøtilsyn. Og de driver frivilligt 200 afværgeboringer.

Citat slut.

“Jeg kan godt forstå, fabrikschefen griner”

Bjarne Hansen skriver videre:

Cheminova har drevet over 200 afværgeboringer siden først i 80´erne. Dette som en midlertidig afværgeforanstaltning, indtil fabrikken fik fjernet de over 70.000 tons stærkt toxisk affald fra Parathion produktionen i perioden 1962-1983.

Cheminova fik i 1981 og 1982 påbud om at fjerne det forurenende affald, men tidsfristen er blevet udskudt gang på gang.

I forbindelse med handlen mellem Forskningsfonden (den tidligere ejer af Cheminova) og FMC Corporation, som fandt sted i 2015, blev der fjernet 29.300 tons svovl i 2012 og 2013. Dette for at få sig vristet ud af påbuddet fra 1982, for ellers kunne handlen ikke gå igennem. De sidste 40.000 tons, som er den farlige og flydende del af affaldet, ligger stadig under de utætte svovldepoter – og den benægtede de alle eksistensen af.

I 2016 skulle Forskningsfonden/Auriga/Cheminova ud af dette påbud, som blev givet i 1982. Men hvordan kunne de det, når der stadig ligger 40.000 tons i sandet? Jo, nu skal I høre:

Som så mange gange før bliver Miljøstyrelsen, Region Midtjylland og Lemvig Kommune enige med Cheminova om, at man simpelthen skriver disse 40.000 tons flydende giftstoffer og affald ud af historien, og det startede man med sidst i 1980’erne.

Fra den tid og frem ”benægtede” man tilstedeværelsen af disse flydende giftstoffer – dem, man ellers har afværget på siden 1983. Havde det kun været det ufarlige svovl (29.300 tons), var der ingen grund til at afværge. Det var jo allerede fjernet og ligger deponeret på Langøya i Oslofjorden.

Da Forskningsfonden nu skal ud af kemifabrikken Cheminova, skal de også ud af det påbud, de fik i 1982 omkring Svovldepoterne på Øst-Rønland. Men det problem fixer Regionsrådsformand Bent Hansen via Regional Udvikling med største lethed:

Regionen er nemlig den højeste myndighed (med hensyn til Jordforureningsloven) for den forurening, som ligger i sandet på Rønland. Og da alle tre instanser benægter tilstedeværelsen af de 40.000 tons destillationsremanens, som ligger i sandet, blev det en let sag for Regionen i 2016.

Medio februar havde jeg foretræde for Regional Udvikling for at forklare dem, at de efterlader en ikke uvæsentlig del af forureningen på Øst-Rønland. Men det var de ligeglade med. For selv om de ikke sagde det direkte, så vidste de det godt.

Den 28. februar 2016 blev det så på et Regionsrådsmøde slået fast, at Forskningsfonden/Cheminova skulle fritages for yderligere hæftelse for Svovldepoterne på Øst-Rønland. Så selv om alle 41 medlemmer godt vidste, at der var yderligere 40.000 tons gift i undergrunden, frikendte Regionsrådet Forskningsfonden. Med hvilken begrundelse ved jeg ikke endnu ikke.

Aben og afsløringen

Her står vi så i dag med 40.000 tons giftig remanens/organik, uden nogen ejermand eller ansvarlige. Og dog.

Nu er det ifølge Jordforureningsloven Region Midtjylland, der har ansvar for alt, som ligger i jorden på Rønland. Miljøstyrelsen har tilsynet med og ansvaret for, hvad der forgår over jorden. Endelig har Lemvig Kommune ansvaret for alle nye forurenende tiltag, der skal gives lov til. De er med andre ord alle blandet ind i denne spegede affære.

I 2018 kunne vi, sammen med Radio 24/syv og journalist Viktor Redder, afsløre, at der beviseligt lå 40.000 tons destillationsremanens tilbage i sandet på Øst-Rønland. Det indrømmede Miljøstyrelsen og Cheminova dengang for åben radio og skærm.

Men så var det jo heller ikke deres problem længere. Region Midtjylland havde jo i 2016 frikendt dem begge – Miljøstyrelsen og Cheminova – for ansvar, og derfor er ansvaret nu ifølge Jordforureningsloven Region Midtjyllands.

Det betyder så i dag, at det ikke længere er Forskningsfonden/Cheminova, som skal betale for oprydning på Øst-Rønland. Nu er det Staten, som skal betale. Og nu begynder derfor en indædt kamp om at få smidt ”den varme kartoffel” fra Miljøstyrelsen over på Regional Udviklings bord. De kan jo ikke længere benægte, at giften ikke eksisterer.

Ingen af myndighederne vil have ansvaret, men Region Midtjylland har ladet sig narre. Det håber jeg i hvert fald, at de har. For de var vel ikke dumme eller uvidende om, hvad der foregik i 2018.

I 2020 modtager Regional Udvikling så en mail fra Miljøstyrelsen. Den siger, at Miljøstyrelsen ikke længere vil have ansvaret. Nu vil Miljøstyrelsen af med ”aben”. Og så er kampen skudt i gang.

Husk på, at Region Midtjylland – som er højeste myndighed for Jordforureningsloven – jo har frikendt Cheminova/AUFF i 2016, uagtet at de hermed selv stod med regningen.

Men da opgaven pt. ligger hos Miljøstyrelsen, forsøger de hermed at få ansvaret flyttet over til den rette ejer, nemlig Regionen. Men det kæmper Region Midtjylland voldsomt imod.

“Er der mon en voksen til stede?”

Og hvor står vi så i dag? Med en kemifabrik ved navn Cheminova, som i dag ejes af et amerikansk firma, der frivilligt kører afværgepumpningen på Øst-Rønland. De pumper i dag årligt op mod 300.000 m3 PFAS-forurenet grundvand op og ud i Vesterhavet.

Det sker gennem noget, de kalder et rensningsanlæg, men som nærmere er et ”fortyndingsanlæg”. Herefter ledes det ud i Vesterhavet til yderligere og endelig fortynding.

Udsivningen fra øst Rønland til Limfjorden er massiv: Det udsivende grundvand skal fortyndes op til 10.000 gange i fjordvand, førend det overholder VandKvalitetsKravene (VKK).

Konklusion: Vi står nu med 40.000 tons stærkt toxtisk affald/remanens fra Cheminovas tidligere produktion af Parathion i perioden 1960-1980. Uden nogen ejer og eller ansvarshaver.

Miljøstyrelsen vil ikke have det, og Region Midtjylland nægter stadig at tage ansvar, som Jordforureningsloven ellers påbyder dem. Cheminova FMC benægter enhvert ansvar, men kan godt se det komiske i både Regionens og Miljøstyrelsens adfærd.

Men som fabrikschefen siger: Vi pumper fortsat det PFAS-forurenede spildevand ud i Vesterhavet. 300.000 m3 om året. Uagtet, at det spreder PFAS-forureningen op og ned langs Vestkysten, hvor turister, badegæster, surfere og lokalbefolkning boltrer sig i det skumholdige havvand.

– Er der mon en voksen til stede?

Tak for din tålmodighed.

Bjarne Hansen

December 2022

Alibi-spuns ved Høfde 42…

Bjarne Hansen, Thyborøn skriver følgende om “reference-spunsen” ved Høfde 42 depotet, der ved det netop afholdte mediestunt med ét fik 15 år mere at leve i:

“Jeg var inviteret til at overvære gensynet med den 15 år gamle reference-spuns ved Høfde 42 depotet d. 25. marts 2021. Det bliver en dag jeg, sent skal glemme.

Sjældent har jeg set så mange pressefolk på Høfde 42 depotet – denne gang inviteret af Region Midtjylland. Forvirringen var total.

De unge pressefolk havde uorden i deres geografi, og de ældre havde fået diktaten med hjemmefra. Der var således ikke plads til anderledes-tænkning og spørgsmål. Det var så iscenesat, at det mindede om russiske tilstande.

Selv om jeg havde indsendt min kommentar til pressen dagen før begivenheden, kom det ikke med. Det var skræmmende, men yderst effektivt, og Region Midtjylland fik sit budskab ud:

”Spunsen kan holde mindst 15 år mere”

Men hvorfor var det så vigtigt for Region Midtjylland, at dette budskab kom ud til den danske befolkning? Det vil jeg prøve at give mit bud på:

Efter der var gået hul på Høfde 42 depotet (for tredje gang) i januar 2000 – og efter at man havde placeret spunsvæggen i juli 2006, blev det (igen) i 2007 besluttet, at Høfde 42 depotet skulle moniteres og bruges til forsøg – til evig tid (som var tilføjet i referatet).

Tilbage i 2015 var der igen en flig af håb om en fjernelse af giftdepotet ved Høfde 42 – efter Aarhus Universitets Forskningsfond/Cheminovas udsagn, under handlen mellem Auriga og FMC. Det var desværre også blot et spil for galleriet. Det har aldrig været meningen, at Høfde 42 depotet skulle fjernes.

Et andet tegn på, at Høfde 42 depotet skal ende sine dage i Vesterhavet, så vi, da regionen skulle hejse reference-spunsen fra 2006, som stod få centimeter fra den rigtige spunsvæg. De fandt blot 1 enkelt reference spuns, som skulle hejses op den dag.

Der blev sat 3 sæt bestående af 2 reference-spunsjern, sat 7 meter nede i depotet – en i sort jern og en med coating. Til min store overraskelse står alle 3 sæt på indersiden og i østsiden af Høfde 42 depotet og på det højeste punkt af depotet, hvor der er mindst gift og tæring.

Dette forekommer mig besynderligt, da det er vestsiden af depotet – det laveste punkt, som hælder 15 grader mod vest – der er mest udsat med gift og saltvand. Dette på begge sider af spunsen og under de hårde storme.

Myndighedsbetjening

Ingen myndigheder har endnu kunne give en fornuftig forklaring på reference spunsvæggenes placering. Alle ved, når der sker en gennemtæring af spunsvæggen, vil det være på depotets vestside og ikke på østsiden.

Og scenariet vil så være det, at giften i depotet vil sive ud i grundvandet ud til havet, gennem vestsiden, som vil komme til at ligne en si. Det behøver man ikke være offentlig ansat for at kunne forstå.

Men går man tilbage i de gamle dokumenter finder vi muligvis en forklaring. Nu skal I bare høre:

I tiden før 2006, hvor depotet stod åbent med en udsivning på 5 tons nervegift pr. år, havde Ringkøbing Amtsråd besluttet, at en spunsvæg skulle sættes i.

Af de 32 mio. kr. der var bevilget til formålet, var de 10 mio. kr. blevet brugt til undersøgelses-rapporter (som de plejer) og derfor var der kun 22 mio. kr. tilbage til selve spunsvæggen.

Spunsjern er dyrt (44.000 kr. pr. meter i 14 meters længde), så for de sidste 22 mio. kr. kunne man kun få 500 meter spunsvæg.

Man valgte samtidig at spare på mange af de planlagte sikkerhedsforanstaltninger, som ellers var med i pakken. Man coatede f.eks. kun på den ene side af spunsen. Man undlod zink-anoder. Man sparede ler-membranen og erstattede den med en tynd regnvands-membran i stedet osv.

På den måde kom man op på 580 m spunsjern i 14 meters dybde. Dog var det stadig kun den inderste kerne af det store giftdepot, som skulle ind-spunses.

Fra “uacceptabel” til “acceptabel”

Amtsråds-borgermester Knud Munk Nielsen sagde på et Amtsrådsmøde i samme tidsrum, at det var en uacceptabel mængde gift, der blev efterladt uden for spunsen, som kun var 580 meter lang.

Da der i mellemtiden ikke kom flere penge, besluttede Amtsrådet, at man også ville flytte spunsen mod øst ind mod Knopper Enge – med det resultat, at man efterlod en ikke uvæsentlig del af giften uden for spunsvæggen på vestsiden.

På den måde kunne man også spare en del på kystsikringen, når man satte spunsvæggen bag ved Høfden. Gift uden for spunsen, som man efterlod, kan man i dag på en varm sommerdag lugte i sandet ved Høfde 42.

Det var der ikke rigtig nogle, som talte om længere, og man kunne herefter læse Amtsråds-borgermesteren udtale sig om, at det nu var en acceptabel mængde gift, man efterlod uden for spunsen. Hvilket strider mod den tidligere udmelding.

Sådan endte endnu en bid af Høfde 42 depotet ude i Vesterhavet.

Der er ingen tvivl om, at amtsrådspolitikerne og kommunalpolitikerne var ved at være godt trætte af Statens laden stå til. Der er heller ingen tvivl om, at der i denne tid blev truffet mange dårlige beslutninger.

En af dem var, at man ikke ville ofre flere penge på depotet – og det kunne man blandt andet gøre ved at sætte disse 6 reference spuns på indersiden af depotet.

Skulle der så ske noget på ydersiden af depotet, havde man altid et alibi. For det vil jo altid være på ydersiden, der kommer til at ske noget – ikke mindst på grund af havet, saltvandet og giften på begge sider af spunsvæggen.

Først i det øjeblik, hvor ydersiden af spunsen er brudt sammen, vil indersiden komme i farezonen.

Hvad skulle man ellers med dette misvisende billede af spunsens holdbarhed?

Alibi-spunsen

En alibi-spuns, placeret til formålet: Skulle der blive et brud, vil det være ved depotets vestside. Derfor er det meget nærliggende at placere alle reference spuns til østsiden af depotet, hvor det er mindst udsat og depotet er højest.

Reference spunsen er kun 7 meter lang, hvor den rigtige spunsvæg er 14 meter lang.

Foruden det skal man tænke på, at depotet/spunsvæggen hælder 15 grader mod vest. Havvandet skulle jo kunne løbe ud igen, når det kommer op i depotet. Depotet er altså lavere ud mod havet, end det er ind mod Knopper Enge.

I dette tilfælde fik regionens folk et alibi for, at deres påstand om at spunsen omkring Høfde 42 depotet sagtens kunne holde i 25 år mere, som de har sagt de sidste ti år. Og nu er leverandørens (Arkil) garanti på 15 år også fritaget for ansvar.

Hvis politikere skulle stille spørgsmål til holdbarheden – og hvis man vil have den næste undskyldning for ikke at opdage spunsens dårlige tilstand til vestsiden af giften – så har alle nu et alibi for IKKE at gøre noget ved Høfde 42 depotet, foreløbig.

Problemet er blot, at reference-spunsen ikke giver noget retvisende billede af spunsvæggen, omkring kernen af giften ved Høfde 42.”

Med venlig hilsen,

Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn

Fotos: Caroline Castanie

“And those who were seen dancing were thought to be insane by those who could not hear the music”

Friedrich Nietzsche

1844-1900